Et levende sprog

»n gang er ingen gang, men to gange er en vane,« hedder det, der hvor jeg kommer fra. Da Stig Jørgensen for et par år siden langede ud efter Dansk Sprognævn i en kronik her i bladet, nøjedes jeg med en irriteret hovedrysten, men da kritikken nu gentages 29. juli, og nogle af de uholdbare eksempler bringes én gang til, bør hans påstande ikke længere stå uimodsagt. Men før vi kommer til eksemplerne vil jeg minde om, at sproget er et historisk fænomen, dvs. hverken en organisme, der lever sit eget (naturbestemte) liv, eller et abstrakt en gang for alle givet og uforanderligt system. Derfor må vi også se nutidens sproglige forandringer i et historisk lys, ganske som forandringer af retsreglerne. For som retten ændrer sproget sig fra tid til tid og fra sted til sted, ikke ved en naturlov og ikke på grund af geografiske og klimatiske forhold, men fordi sprogbrugerne ændrer sig. Uden sprogbrugere intet sprog, i hvert fald ikke et levende sprog, kun et sprogmindesmærke, et mausoleum. De ændringer, der sker i vor egen tid, reagerer vi oftest negativt på. Vi oplever dem som sjusk eller uviden-hed og er hurtige til at koble dette med moralsk forfald. Jeg bliver også let irriteret, når min datter beder mig om »et kopi«, eller fortæller, at hun har fået »et kompliment«. Alle ordentlige mennesker ved jo da, at det hedder »en kopi«og »en kompliment«. Derimod studser jeg ikke over at høre om »et koryfæ« eller »et katalog«, for det svarer til min egen sprogbrug, men for en ældre generation kan de lyde lige så forkerte som intetkønsformen af kopi gør for mig. Kreativitet og forandring, der ellers er så højt vurderede i dag, står ikke højt i kurs, når talen er om sprog. Det skal helst blive stående på lige netop det trin, som vi selv står på. »i sommers« er ikke nogen ny falsk analogidannelse, men har haft større udbredelse tidligere og kendes allerede i Arild Huitfeldts Danmarkshistorie omkr. 1600. Og »i forgårs«, som opstilles som mønsteret, er i sig selv en lidt tvivlsom form: det hedder jo »i går«. når det hedder »en verden« på dansk forklares det med, at den bestemte form er opfattet som grundform (det har allerede været galt med den danske sprogstruktur dengang i middelalderen, for det er ikke gået så galt i norsk og svensk). Om man ved en fejlanalyse trækker en stavelse fra eller lægger én til har vel nogenlunde samme vægt. Usikkerheden i bøjningen af udsagnsordene er heller ikke af ny dato. Hvis man slår op i den første store danske grammatiker Jens Pedersen Høysgaards grammatik fra 1743, finder man en lang liste over »u-rægelrette verba« hvoraf det fremgår, at det kunne hedde flakte/flækkede, fnysede/fnøs, følgede/fulte, galede/gol, gjeldte/galt, gnavede/gnov, grov/gravede, knækkede/knak, rakte/rækkede, smældede/smald, sprækkede/sprak, strakte/strækkede, sveg/svigede, træffede/traf, trækkede/trak, vælgede/valte. Høysgaard bemærker til listen, at han har sat den forrest, som han synes bedst om, og det er så skiftevis en svagt- og en stærktbøjet form. »Den bitre død dig trængte/vor Herre Jesus Krist/da du på korset hængte/al pine havde frist«. Denne »forkerte« form er bevaret i salmebogen, fordi det ellers ville gå galt med både rim og rytme, derimod har man rettet i Far verden, farvel, hvor der hos Kingo står: »Bedragelig Verden, jeg takker dig af/ Og synker dig ned i Forglemmelsens Grav«. Vi kan derimod (ganske ulogisk) stadig synke mad og drikke, skønt det »burde« hedde sænke. Folk med ordenssans kan have et vist æstetisk behag i at skelne mellem transitive og intransitive former, men det giver ingen forståelsesproblemer at bruge dem i flæng eller nøjes med én form. Det gør vi også i langt de fleste tilfælde, f.eks. ved brænde, smelte, sulte, det er kun et fåtal af udsagnsordene, der har dobbeltformer, og i nogle tilfælde skelnes der kun i datid. anerkendelse, men også det nye (forkerte): kaos, og af ordet »indkassere« i stedet for »inkassere«, når man dog skriver »inkasso««. For det første blev jeg noget overrasket over, at retskrivningsordbogen skulle give sig af med at legitimere betydninger. Noget sådant går langt over både præstens forstand og Sprognævnets beføjelser, som alene er at vejlede i stavning, bøjningsforhold og tegnsætning. hellig røg), der fra Resens bibeloversættelse 1607 afløser det ældre røgelse i et par hundrede år, går over til næsten kun at bruges billedligt om anerkendelse, hyldest, og derfra udspaltes det nye »virak« med tryk på sidste stavelse til betegnelse af den udvendige side af denne hyldest: ståhej, kaos. »Indkassere« er ganske rigtigt anerkendt som korrekt stavemåde (og har været det i hvert fald siden 1928), en logisk følge af at ordet er lånt via tysk »einkassieren« (som igen stammer fra italiensk) og har oversat førsteleddet og udtalemæssigt tilpasset ordet til et kendt mønster, et sammensat udsagnsord med hovedtryk på »ind« og bitryk på »kassere«. »Inkasso« har i højere grad bevaret sin fremmede form med tryksvag forstavelse »in-« og hovedtryk på »-kasso«, der også røber sin fremmede herkomst ved at ende på -o, en meget ualmindelig tryksvag endelsesvokal i danske ord. Indkassere er altså ikke et eksempel på en kasuistisk ændring af en traditionel udenlandsk staveform til en dansk. Og Stig Jørgensens egen brug af formen »monument«, som jo kommer af latin monumentum, må vel medvirke til at »ophæve forståelsen for tradition, sammenhæng og konsekvens« lige så vel som når nutidens uvidende studenter lader hånt om, at det hedder »studium«, selv om flertalsformen er »studier«. Den eneste forskel er, at »monumentum« har mistet sit »-um« meget tidligt, mens »studium« og »gymnasium« har været noget længere om at blive tilpasset til en dansk sprogstruktur. For tværtimod at opløse en dansk struktur fører ændringen af »gymnasium« til »gymnasie« til et mere regelmæssigt, og meget mere dansk bøjningssystem. Det hører jo ikke til dansk sprogstruktur at veksle mellem -us, -um og -a i navneordenes bøjning, det normale er, at man kan hægte den bestemte endelse på grundformen og i flertal tilføje et -e eller -er. Ganske mange af de latinske låneord på -um har bevaret denne endelse længe i dansk, men ikke alle. Element, firmament, fragment, fundament, sakramente og konkylie, monopol, olie og præmie har tabt deres -um på et tidligt tidspunkt. Og hvad med alle ordene på -us som tyskerne har været mere trofaste over for, mens vi for længst har afskaffet former som fanatismus, pietismus, ephorus og philologus? Og hvorfor standse ved latin? Vi har også gjort det vanskeligere at se sammenhængen med græsk. Ganske vist kan vi stadig skrive »karakteristikon«, med flertallet »karakteristika«, og det hedder »pseudo« og »psykologi«, men dels har vi droppet endelsen -on i automat og metal og mange andre ord, dels har vi tilpasset konsonanterne til det danske konsonantsystem, så det hedder salme og ikke psalme, teologi og ikke theologi. Og de fleste af disse ændringer har fundet sted på et tidspunkt, da de dannede havde langt større kundskaber i de klassiske sprog end tilfældet er i dag. Tilpasningen til det danske sprogsystem har vejet tungere end forbindelsen til det sprog ordene er lånt fra. Det har været tilfældet mindst lige så meget før som efter 1892, da den første bekendtgørelse om retskrivning blev udstedt. Og dermed udgør reguleringen af retskrivningen en interessant parallel til ændringer i lovværket, begge steder gælder det, at »Retssikkerhed og orden er nødvendig for et civiliseret samfund, men smidighed og billighed er lige så vigtige for det, vi kalder retfærdighed«. Samfundsændringer og ændringer i retsopfattelsen har affødt langt flere og mere dybtgående lovændringer end de relativt overfladiske ændringer i retskrivningen, der har fundet sted som følge af ændringer i sprogbrugen. Men princippet for justeringer er det samme begge steder. »At lægge stavelser i lænker og piske vinden, er begge dele hovmods værk.« Samuel Johnson 1755 i forord til ordbog. n næstformand for dansk sprognævn