Hvornår er børn så belastede og deres forældres forældreevne så dårlig, at børnene nødvendigvis må anbringes uden for hjemmet uden forældresamtykke? Det, der i daglig tale kaldes tvangsanbringelse? Det er et spørgsmål, som i de senere år har fyldt meget, både i kommunale sammenhænge og ikke mindre i den offentlige debat.
Den store mediebevågenhed omkring børnesager i Tønder, Brønderslev, Esbjerg med flere har synliggjort betydelige kommunale svigt og efterladt afmægtige børn og unge med en dybt problematisk mangel på retssikkerhed.
Det er væsentligt at tage vare på børnene og de unges retssikkerhed, så de ikke får en urimelig ringe opvækst med sår på sjælen, der invaliderer dem resten af livet. Men der er selvfølgelig også forældrenes retssikkerhed at tage hensyn til. At få sit barn fjernet fra hjemmet mod sin vilje er et voldsomt indgreb, som er dybt traumatisk.
Derfor er der også i lovgivningen indbygget en retssikkerhed for både børn og forældre i form af klagemuligheder. Når den kommunale afgørelse om tvangsanbringelse er truffet af det kommunale børn og unge-udvalg, så har både forældre og børn fra 12 år og opefter klagemulighed til Ankestyrelsen og efterfølgende til byretten. Og i helt særlige tilfælde til landsretten.
Undertegnede har i perioden 2008-2014 fungeret som såkaldt børnesagkyndig dommer i byretterne i Jylland, fra Hjørring i nord til Sønderborg i syd. Jeg har i denne periode medvirket til afgørelse/dom i sammenlagt 132 sager. Til orientering kan oplyses, at der ved disse sager - i byretternes fagsprog benævnt børnefjernelsessager - medvirker en juridisk uddannet dommer og derudover to børnesagkyndige dommere. Den ene med uddannelse og erfaring inden for børne- og ungdomspsykiatri eller psykologi og den anden med uddannelse og erfaring inden for børneforsorg.
Det var børneforsorgen, der udgjorde mit børnesagkyndige bidrag efter godt 40 års ansættelse i kommunal sammenhæng inden for børne-, unge- og familieområdet.
Udviklingen i anbringelser fra 2009 til 2013 har vist et fald på 11 procent. Ved udgangen af 2013 var i alt anbragt 11.614 0-17-årige, hvoraf 1830 var tvangsanbringelser, svarende til 16 procent. Antallet af tvangsanbringelser har været stigende.
Hvor mange forældre klager så, og hvor mange får medhold i deres klage? I 2013 afsluttede Ankestyrelsen 669 klagesager vedrørende anbringelse af børn og unge. I langt de fleste af sagerne blev det kommunale børn og unge-udvalgs afgørelse stadfæstet. I 2013 stadfæstede Ankestyrelsen således 93 procent, ændrede en procent og ophævede seks procent. Der var både tale om afgørelser vedrørende anbringelser og afgørelser om forældresamvær med anbragte børn og unge.
Der foreligger ikke nogen samlet statistik angående omgørelsesprocenten i byretterne. Men antalsmæssigt blev der i 2013 afsluttet 501 tvangsfjernelsessager ved alle landets byretter. Et kvalificeret gæt ligger på, at omgørelsesprocenten i byretterne nok ligger på en-tre procent af de sager, hvor der er truffet afgørelse i Ankestyrelsen.
Hvad er så min erfaring fra mine syv år som børnesagkyndig dommer i byretterne?
Det første spørgsmål, der kan stilles, er, om det er godt at forældrene og barnet gennem klagemuligheden ”får en chance til” (for at lave en sproglig pendant til Susanne Biers anmelderroste film). Det er ikke enkelt at svare på det spørgsmål. Det anbragte barn har på den ene side brug for ro efter et basalt skift i levevilkårene, som ikke er enkelt og ligetil, men ofte i en periode kan være fyldt med lidelse og afmagt. På den anden side er tvangsanbringelse et så kraftigt indgreb i forældremyndigheden, at retssikkerheden nærmest nødvendiggør, at forældre og børn også bør have mulighed for at anmode domstolene om at forholde sig til spørgsmålet og afgørelsen.
Min grundoplevelse er - efter 132 sager som børnesagkyndig (med)dommer - at der laves et seriøst arbejde med henblik på sagernes prøvelse. Ved langt de fleste sager er det - også for retten - oplagt, at der må skrides ind i form af en anbringelse, da barnet/den unge lever under helt uacceptable forhold. Det være sig på grund af eksempelvis psykisk sygdom hos forældre, meget dårlig begavelse hos forældre eller misbrugsproblemer.
Men der er sager, som er sværere at forholde sig til. For eksempel i situationer, hvor en mor yder så meget omsorg for sin seksårige søn eller datter, at hun i virkeligheden forhindrer barnets selvstændige udvikling. Mor vil eje barnet, og ikke bare have det til låns. Mor vil leve sit eget uforløste liv ud gennem sit barn. Og det kan være dybt problematisk for barnets videre udvikling. Men moderen er ikke nødvendigvis hverken dårlig begavet eller kærlighedsløs. Tværtimod. Det er bare for meget og forkert.
Et andet dilemma er, hvor god forældreevnen skal være for at være ”god nok”. Med andre ord: Hvornår er der begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses med støtte under barnets fortsatte ophold i hjemmet? Fra min tid i det kommunale system husker jeg, hvad en advokat engang sagde i det kommunale børn og unge-udvalg som advokat for en lidt dårligt begavet mor: ”Nu har vi hørt, hvor godt barnet (en femårig dreng, der på det tidspunkt havde været anbragt i to år) trives i sin plejefamilie. Der er tale om topkarakteren 12 til plejefamilien. Men min klient skal ikke præstere et 12-tal i forældreevne for at få sin dreng hjemgivet. Et 5- eller 6-tal er nok.” Og han havde jo umiddelbart ret. Drengen blev ikke hjemgivet, da børn og unge-udvalget vurderede, at moderen heller ikke kunne præstere et 5- eller et 6-tal.
I min måde at agere på som børnesagkyndig dommer har jeg altid lagt vægt på - efter nøje gennemlæsning af sagen og hovedforhandling i retten - ved voteringen ”at tænke højt”. Og med en vis forventning om, at mine meddommere også ville gøre det. Altså at sætte egne ord på det, der kunne tale for ændring af Ankestyrelsens afgørelse, og på det, der taler for stadfæstelse. Et tilbagevendende tema har i min votering været, om forældrenes forældreevne er tilstrækkelig kvalificeret afdækket og beskrevet. Om det eller de anbragte børn var i trivsel efter anbringelsen. Og om der var givet relevante tilbud til forebyggelse af anbringelse. Eksempelvis familiestøtte i hjemmet, kontaktperson til forældre og/eller børn med videre.
I langt de fleste tilfælde nåede jeg og mine to meddommere frem til stadfæstelse af Ankestyrelsens afgørelse. Det var åbenlyst, at barnet/den unge havde behov for anbringelse. Men i ganske få sager har jeg været med til at ændre afgørelsen, så anbragte børn efter rettens afgørelse blev hjemgivet til forældrene. Der var altså efter rettens vurdering i disse sager tilstrækkelig forældreevne til, at der var noget at bygge på med udgangspunkt i hjemmet. Jeg har også medvirket til at ændre andre former for afgørelser, for eksempel såkaldt overvåget samvær til støttet samvær. Nogle gange tilsyneladende små ændringer, men for forældrene ofte af vital betydning for i det mindste at få en lille smule anerkendelse. Jeg har også et par gange indtaget såkaldt dissens, altså et mindretalssynspunkt i forhold til mine to meddommere.
Samfundets indsats over for udsatte og sårbare børn og unge og deres familier handler om indlevelse, undersøgelse, indsats, indgreb, opfølgning - og den nødvendige retssikkerhed over for børn og forældre. Lemfældigheden og overfladiskheden må aldrig komme til at præge disse sager. Det skylder vi både børnene og deres forældre.
Jørgen Breindahl er socialrådgiver