Et modvilligt forsvar for det sindssyge system

Tænk, hvis politikerne stod ved deres ligegyldighed over for mennesker, de ikke har tænkt sig at prioritere, når medieopmærksomheden er væk. Dette nødråb om en bedre indsats over for psykisk syge kommer i dagens kronik fra en støtte- og kontaktperson, der er med til at skabe kontakt til isolerede mennesker

"De mest socialt isolerede og udsatte sindslidende, der lever under uværdige boligforhold, gør ikke meget væsen af sig. De er stille eksistenser, der ikke render systemet på dørene og ikke generer deres omgivelser. Men af og til, når boligforholdene er blevet for grelle, popper de op som skandalehistorie," skriver Inger Riis Laursen.
"De mest socialt isolerede og udsatte sindslidende, der lever under uværdige boligforhold, gør ikke meget væsen af sig. De er stille eksistenser, der ikke render systemet på dørene og ikke generer deres omgivelser. Men af og til, når boligforholdene er blevet for grelle, popper de op som skandalehistorie," skriver Inger Riis Laursen. Foto: .

DET BYDER MIG IMOD, men jeg er nødt til at forsvare systemet. Eller rettere: Jeg føler mig nødsaget til at protestere, når kommunerne klandres for alt det forkerte, når det gælder indsatsen over for de mest isolerede sindslidende, og de virkelige svigt dermed sløres. Kravet om simple løsninger på komplekse problemer fra journalister og politikere er ikke harmløst, for det giver næring til alle de gængse fordomme om sindslidende.

LÆS OGSÅ: Bedre kår for psykisk syge

De mest socialt isolerede og udsatte sindslidende, der lever under uværdige boligforhold, gør ikke meget væsen af sig. De er stille eksistenser, der ikke render systemet på dørene og ikke generer deres omgivelser. Men af og til, når boligforholdene er blevet for grelle, popper de op som skandalehistorie. De omtales lidet flatterende som groet til i deres eget skidt.

Pludselig kommer de psykisk syge i fokus, kommunen kritiseres for ikke at gøre noget, og på mystisk vis lykkes det at kritisere kommunens indsats på en måde, der bidrager til stemplingen af mennesker, der af vidt forskellige årsager er havnet i dyb isolation.

Mediernes uvidenhed fremmer et billede af de psykisk syge som en afgrænset, ensartet skare. De vil altid være psykisk syge. De isolerer sig. De kan ikke klare sig selv i en bolig, men bør institutionaliseres. De er fundamentalt anderledes end os andre og skal derfor passes og føres tilsyn med.

Psykisk sygdom dækker over alt muligt. Mange kommer sig over selv svære psykiske lidelser. Er det ønskværdigt, at alle, der på et tidspunkt har haft for eksempel en depression, skal tjekkes af kommunen i en uendelighed for at sikre, at de kan gøre rent? Sindslidende er ikke nødvendigvis sindslidende hele tiden og kan i øvrigt have et rigt socialt liv, arbejde, familie og ingen problemer med at holde boligen.

Vi er retsligt beskyttede mod total overvågning og indtrængen af myndigheder i vores hjem. Kommunerne hverken kan, må eller vil tiltvinge sig adgang til folks hjem, fordi de ikke lever op til omverdenens rengøringsstandarder, eller føre registre over alle, der på et vilkårligt tidspunkt har været i kontakt med psykiatrien oplysninger, som ikke engang kommunen har adgang til. Det er i øvrigt ikke alle sindslidende, der har været i kontakt med kommunen eller behandlingssystemet.

I DANMARK HAR VI ret til at gå i hundene. Herunder ret til at sige nej til at tage imod psykiatrisk behandling og sociale tilbud. Der skal meget alvorlige grunde til at umyndiggøre voksne mennesker. Heldigvis.

Men vi skal alligevel prøve at hjælpe fordi vi er mennesker, og fordi servicelovens paragraf 81 og 82 siger det. Den isolerede sindslidende er ikke forpligtet til at modtage omsorg, men vi er forpligtede til at forsøge at yde den.

Vi har endda en lovgivning, der hjælper os med, hvordan vi skal gøre, nemlig servicelovens paragraf 99: støtte- og kontaktpersonordningen, SKP.

Støtte- og kontaktpersoner er opsøgende medarbejdere uden myndighedsudøvende rolle, ordningen er uvisiteret, og der kan som noget helt unikt tilbydes anonymitet, når der skal skabes kontakt til de mest socialt isolerede og udsatte sindslidende, hjemløse og misbrugere. Det er afgørende forudsætninger for at kunne udvise den fleksibilitet og autenticitet, der skal til for at skabe en bæredygtig kontakt til mennesker, der har frasagt sig systemets tilbud for længe siden. De er dobbelt udstødte: udstødte af samfundets almindelige netværk som arbejde, fritids- og familieliv og af det system, som burde hjælpe. De har samme formelle retssikkerhed som resten af befolkningen, men er reelt retsløse, da de ikke magter at kontakte systemet.

Det kan der være mange grunde til ikke kun psykisk sygdom, som udgør en del af forklaringen. Der kan være tale om tidligere svigt fra systemets side, om gradvis voksende social isolation og medfølgende tab af hverdagskompetencer, om tab af en forælder, der hidtil har hjulpet og støttet. Og meget andet.

Ordningen med støtte- og kontaktpersoner er systemets tilbud om ikke at være systemet, og vi befinder os i dilemmaet omsorg kontra individets ret til autonomi.

Vi skaber kontakt til isolerede mennesker ved at være kreative, empatiske, respektfulde og tålmodige. Vi er helt afhængige af, at døren åbnes for os, og det gør den ikke, hvis vi overskrider folks grænser og mistolker deres signaler. Den bekymrede nabo eller vicevært, der har kontaktet os, vil ikke nødvendigvis opleve hurtige forandringer, for det kan tage lang tid halve og hele år at opnå en relation, der er bæredygtig, så vi kan tage fat på de behov, det isolerede menneske selv formulerer. Det kan være, at vi må skabe kontakt ved at hilse, når vi mødes i lokalmiljøet, ved at lægge et postkort, når døren ikke bliver åbnet, eller ved en kort samtale i døråbningen.

Vi skal ikke alene reagere på direkte henvendelser, men skal aktivt screene lokalområdet og opdyrke og vedligeholde kontakt til lokale aktører. Vores net bliver aldrig fintmasket nok til, at vi får kontakt med alle, der har behov, men det kunne blive meget bedre med den nødvendige tid og fleksibilitet.

REGERINGEN DIKTERER nulvækst, samtidig med at krav om kontrol og dokumentation medfører ekstraarbejde i kommunerne. Mange kommuner prøver at håndtere udfordringerne ved hjælp af markedsorienterede styringsredskaber, som skal sikre effektivitet. Man opstiller absurde kvantitative mål, og groteske eksempler på, hvordan manglende helhedssyn, forebyggelse og sund fornuft medfører ekstraarbejde og dårlig hjælp, tårner sig op.

De isolerede sindslidende er marginaliserede i det sociale system, ligeledes er støtte- og kontaktpersonerne, der skal hjælpe dem. Vi beskæftiger os med den immaterielle retssikkerhed, arbejdsmetoderne kan ikke standardiseres, og effektiviteten dårligt dokumenteres, så vi er svære at rumme i et markedsorienteret system.

I socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder man med mål for flow på alle niveauer i organisationen: Flere skal flytte fra socialpsykiatriske botilbud til mere selvstændige boformer, hvorefter den socialpædagogiske støtte (servicelovens paragraf 85) i egen bolig skal afsluttes hurtigst muligt.

Jeg kalder det det dårlige flow, for det er logik for djøfere, at flow-tyranniet vil skabe flere isolerede sindslidende, som skal opsøges af støtte- og kontaktpersonerne, som nedskæres og udsættes for samme krav om flow.

Kommunerne kritiseres med rette, men ofte for det forkerte. De vægter den materielle retssikkerhed over den immaterielle, de begrænser ansattes muligheder for at træffe gode, faglige valg, for det er ikke lige meget, hvordan isolerede sindslidende kontaktes. De prøver på at sikre, at arbejdet gøres rigtigt, men interesserer sig ikke for at gøre det rigtige.

Kravet om nulvækst rammer hele systemet. En opgave for støtte- og kontaktpersoner, når kontakten til det isolerede menneske er opnået, er at bygge bro til det etablerede system. Et system, der lukker sig om sig selv, og ikke mindst for dem, som ikke så let lader sig klassificere og ikke gør opmærksom på egne behov.

I krisetider er det måske luksus at gå ud at lede efter en lille gruppe af sindslidende, der er svære at hjælpe, når der er masser af andre, der banker på med fuldstændig legitime behov?

Tænk, hvis politikerne stod ved deres ligegyldighed over for mennesker, de ikke har tænkt sig at prioritere, når medieopmærksomheden er væk. Eller i det mindste afholdt sig fra at lufte deres forargelse og fordomme.

Inger Riis Laursen er støtte- og kontaktperson