Et moralsk ungdomsoprør

Den femte danske dogmefilm, »Italiensk for begyndere«, instrueret af Lone Scherfig er gået over landet med anmelderros og stor publikumssucces og senest en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin. Den er blevet fremhævet som en både »sød« og »sjov« film, hvilket unægtelig er sandt, men den er også meget mere end det. Handlingen i filmen tager sin begyndelse, da den nyuddannede præst, Andreas, kommer til et (københavnsk) forstadssogn, hvor han skal være vikar for den suspenderede midaldrende præst, Wredeman. Wredeman er virkelig vred. Han er vred både på Gud og mennesker. På førstnævnte, fordi han har mistet sin kone for et par år siden. På sidstnævnte, fordi denne vrede har isoleret ham i en ensom og heroisk kamp, hvor han kun kan have foragt tilovers for den gemene og enfoldige hob. Andreas støder på andre unge i byen. Der er bagerjomfruen Olympia, som bor sammen med sin forrykte og paranoide far, der har lukket sig inde med fjernbetjeningen til fjernsynet i hånden. Hun laver mad til ham og ordner hans tøj og finder sig tålmodigt i, at han uafladeligt og som for selskabs skyld forsøger at inddrage hende i sin livsuduelighed med hån og spot. Og der er frisørinden Karen, der må trækkes med sin lige så livsuduelige, alkoholiserede mor. Hun opsøger med-ynkvækkende sin datter i salonen for at bede om penge, når hun får abstinenser. Hvis ikke det virker, véd hun også, hvordan hun skal skrue bissen på for at fremme sagen. Her er ingen hån og foragt for nedrig. Så hun går ikke forgæ-ves. Og der er endelig også hotelportieren Jørgen. Han er et godtroende og naivt menneske, der ikke forstår sig på intriger og magtkamp og altid forsøger at få det bedste ud af det værste. Selv da han af sin chef bliver degraderet fra at være næstkommanderende på hotellet, misforstår han det i bedste mening og siger tak dertil. Det, der bringer disse yngre mennesker i nærmere forbindelse med hinanden, er et aftenskolekursus i italiensk for begyndere. Heraf filmens titel. Det er imidlertid ikke blot dannelseslængsel og drømme, der fører dem sammen. Det er også hele den måde, hvorpå de forholder sig til og forvalter deres baggrund, som er med til at skabe en samklang imellem dem. Og hermed er vi nede i andre lag af denne film end det blot »søde« og »sjove«. Nogle lag, der samtidig fortæller om tiden, livet i tiden og for det tredje: også berører kristendommen i tiden og kristendom til tiden. For, som det er fremgået, udfolder det søde og sjove sig på en noget dyster og tragisk baggrund. Forældregenerationen har ikke meget at give deres »børn«. Forældregenerationen er ofre på den ene eller anden måde. For så vidt repræsenterer de en tendens i vores tid til at fremhæve netop offerrollen og den sygeliggørelse, der tit følger med. Forældrene har ikke villet eller kunnet bære de byrder, der blev lagt på deres skuldre. Så de flygter ind i deres egen forrykte verden på forskellig vis. Der er megen kunst, der tager udgangspunkt i denne offerrolle. Der er også megen såkaldt virkelighedsskildring, der gør det. Hvilket man kan forvisse sig om ved at åbne for en nyhedsudsendelse på tv. Der sker faktisk ikke så meget i verden. I hvert fald er det, der sker, først og fremmest værd at bemærke, fordi det går ud over nogen og efterlader ofre. Der er ikke noget, der i vor tid bekræfter dogmet om arvesynden mere effektivt end virkeligheden. Det er bemærkelsesværdigt, at Lone Scherfig bryder dette mønster. For skønt fædrene og mødrene kan se ud til at have spist sure druer, så får sønner og døtre ikke stumpe tænder i denne film. De gør oprør. Ikke politisk, men menneskeligt og moralsk. Det fine ved filmen er, at de formår at gøre det, uden at det egentlig bemærkes og kommer til et synligt ydre opgør. Opgøret består i deres evne og vilje til øjensynligt at vælge en anden vej end den, deres forældre har valgt. De overtager ikke rollen som ofre, men magter at mobilisere en menneskelig ufordærvethed, hvori de på en gang kan holde sig fri, samtidig med at de ikke vender sig bort fra forældregenerationen i bitterhed og vrede. Tværtimod, de er - som antydet - uendeligt overbærende, tålmodige og hjælpsomme. Ud over enhver rimelig grænse, synes man. Der er nuanceringer. Præsten Andreas, der ellers også er et tålmodigt og blidt menneske, slynger på et tidspunkt nogle sandheder i hovedet på pastor Wredeman (som er hans faderforhold i denne sammenhæng). Wredemans anfægtelser, der i egne øjne hæver ham højt over andre, er jo ikke andet end selvoptagethed og egoisme, lyder Andreas' dom. Og her kunne oprøreren Hal-Finn passende nævnes. Han fælder også domme og skælder ud. Han er dødtræt af den formløshed, der præger de besøgende i det cafeteria, han bestyrer i den lokale sportshal. Gæsterne får skældt bælgen fuld, når de ikke sidder ordentlitg ved bordet og for eksempel bruger de knive og gafler, der er til rådighed. Det mærkelige er, at de ikke blot finder sig i det, men tilsyneladende kan lide det. »Italiensk for begyndere« skildrer altså et »ungdomsoprør«. Et oprør mod »formløshedens tyranni«, kunne man sige. I visse retninger giver dette opgør sig groteske og morsomme udslag, men først og fremmest gennemføres det med en usædvanlig samvittighedsfuldhed, ansvarsbevidsthed og overbærende kærlighed i skildringen; ikke mindst i pigerne Karens og Olympias forhold til deres ophav. »Du skal ære din far og din mor«, hedder det i det fjerde bud. Det bud opfyldes uden på nogen måde at give plads for den bitterhed, livsuduelighed og selvmedlidenhed, som er det eneste, disse forældre har at give videre. Blandt de betydningslag, der hører med i »Italiensk for begyndere«, indgår også kirke og kristendom. To af personerne er præster, som nævnt. I forbindelse med Andreas' ankomst til sognet som vikar for den suspenderede Wredeman er der nogle kortere scener fra kirken. Kirken er tom. Bortset fra et par diakonisser midtskibs og Wredeman, der spionerer fra pulpituret for at høre, om afløseren kæmper lige så meget mod Gud og mennesker som han selv, så er der kun kirkebetjeningen. Vi hører ikke præstens prædiken i kirken. Men af Wredemans rysten på hovedet fremgår det, at det vist ikke er lige efter hans smag. Det er imidlertid ikke her i kirken, at det væsentlige sker. For her er der heller ikke noget håb. Kirken er et spejl af tiden. Ved Andreas' ankomst et spejl af Wredemans tid. Og Wredeman lever selv fuldt og helt med i den tid, hvis fremmeste kendetegn er, at mennesker opfatter sig som ofre for uretfærdighed og omstændigheder, man har givet op over for. I filmen skildres Wredemans kamp med - eller rettere mod - Gud dybest set på linje med en alkoholiseret mors og en forrykt fars ligeledes afmægtige mægtighed. Derfor viser Andreas sammen med de andre unge også en anden vej. Som »menneske først og kristen så«, kunne man have lyst til at sige, med en grundtvigsk floskel. Men med den væsentlige tilføjelse, at faktorernes orden egentlig er filmen og Andreas ligegyldig. Der skelnes næppe herimellem. Hvilket også er filmens styrke. For det er fra denne enfoldighed og umiddelbarhed i forholdet mellem liv og tro, at der på én gang synes at udgå en afsløring af en kirkelig og teologisk selvoptagethed i tiden, som ganske kan hindre og blokere for tro og kristendom til denne tid. For mig at se ligger der altså også en sådan afsløring i de underliggende lag i Lone Scherfigs film: at kirke og kristendom er kommet til at synge med på tidens jammer og dens selvmedlidende offerbilleder. Netop - og paradoksalt nok - når den tror, at den kan distancere sig fra tiden. Det er egentlig utrolig frækt, at Lone Scherfig på denne måde lader en øjensynlig heroisk troskamp som Wredemans spejle en offerrolle, der ikke er et hak anderledes end de to andre foræl-dres. Der er tale om en kunstnerisk intuitiv erkendelse, der kan føje nogle - for mig at se - oversete pointer til den kirkelige kristendoms åndelige situation i vor tid, men som dernæst også viser en vej, der bringer kirke og kristendom i et fornyet forhold til vor tid. Forholdet er jo det, at offertanken historisk set er kristen. Fra kristendommen har den bredt sig ud i verden i en mere eller mindre sekulariseret skikkelse. Lone Scherfigs frækhed består i en påstand om, at denne sekulariserede offertanke ikke blot lever i verden udenfor, men at den også er vendt hjem til kirken igen. Ikke som den forløsning, den (måske) var engang i sit udspring og sin begyndelse; men som en besættende dæmon. Man kan også sige det sådan: At instruktørens opgør med formløshedens tyranni og offerrollens hærgen i livet mellem mennesker naturligt får hende til at inddrage kirken og kristendommen. Men hun finder her ingen løsning eller forløsning. Tværtimod. Det, hun ser, er kun et spejl af tiden. Samlet i det ynkelige portræt af den mægtigt afmægtige Wredeman. Hvorfra kommer så forløsningen? Den kommer fra det personligt bårne livsforhold, kunne man kalde det. Sådan som hovedpersonerne i filmen så overbevisende viser det. »Ungdomsoprøret« i »Italiensk for begyndere« er altså ikke politisk, ideologisk eller institutionelt båret. Det er personligt og moralsk-etisk. Det er i denne dimension, at forløsningen findes. Spørger man slutteligt lidt nærmere til denne forløsnings væsen og indhold, så må man med både beskæmmelse og glæde konstatere, at den ligner en virkeliggørelse af den kristne og kirkelige offertanke, som kunne se ud til at være blevet glemt og forvrænget - både uden for og i kirken. Ifølge hvilken vi ikke er stakkels ofre for mørke og dunkle kræfter; men er frigivne ved evangeliet om syndernes forladelse. Og derfor også er sat fri til at tage ansvar for os selv og andre. For nu at sige det kort og summarisk. Filmen »Italiensk for begyndere« er foruden at være både sjov og morsom også et moralsk-etisk ungdomsoprør. Et ungdomsoprør, som øjensynligt også tillader sig den frækhed at inddrage kirke og kristendom. Både i dets kritiske og i dets opbyggelige pointer. Og det sker på en både anderledes og forfriskende måde, som vi efter min opfattelse kan blive ikke så lidt klogere af - også når det drejer sig om kirke og kristendom i tiden og til tiden. sognepræst