Prøv avisen
Kronik

Et nyt liv? Min hverdag som efterlønner

Foto: Flemming Jeppesen

Hver dag i mit nye liv som efterlønner glæder jeg mig til at vågne og se, hvad dagen byder på. For hver fase af ens liv har en betydning, og det er en kunst at blive jævnaldrende med sig selv, skriver dagens kronikør

I flere år havde jeg gået og talt ned til den dag, hvor jeg gik ud af arbejdspladsens dør for sidste gang. Ud i en verden udenfor, der nok eksisterede, men som et fatamorgana måske havde fået lov at vokse sig større og flottere, end den reelt var.

Jeg havde ellers på min egen måde forsøgt at udfylde min plads som lærer, kollega og medarbejder. Deri lå min rolle og identitet, og det gav mange glæder og en gang imellem bekymring. Da jeg gik ud ad skolens dør, følte jeg mig lettet og spændt på én gang. Havde jeg ikke i mange år været bevidst om, at der både er et arbejdsliv, et fritidsliv og et par andre ”liv”? At det er skønt at have et godt job, men at det ikke nødvendigvis er livets mening at arbejde?

Nu har jeg været ”fri som fuglen” i snart halvandet år, og jeg har et godt liv. Ikke et nyt liv, ikke en erstatning for arbejdslivet, men et anderledes liv med nye muligheder. Jeg havde en usynlig dosmerseddel med aktiviteter, som jeg ville gå i gang med. Det viste sig efterhånden, at jeg måtte skære ned på en del af drømmene. Jeg ville skrive et digt om dagen. Det gjorde jeg rent faktisk de første tre måneder, men så blev digtene jo mere hverdagsagtige.

Jeg ville være med i en masse socialt arbejde, men fandt ud af, at det skulle hænge sammen med mit øvrige liv og ikke være en erstatning for det gode kollegaskab, som jeg havde mistet. Jeg ville læse en masse bøger, men skulle dog lige ud og have mig rørt ind imellem. Jeg ville gå Caminoen, men 25 kilometer om dagen er dog et stykke vej for stive ben. Efterhånden blev fatamorganaet til en realistisk verden.

Jeg fandt hvile i at være jævnaldrende med mig selv: Ikke en overfrisk teenager, der skal opleve det hele. Ikke en ældre distingveret herre, som selv 40-50-årige rejser sig for i bussen. Simpelthen bare: mig. En sund og rask 63-årig, som kan glæde sig over sin frihed, familie, venner og netværk, som jeg er så heldig at have.

Hvad vil du lave, spurgte flere vantro, da jeg kundgjorde mine planer. I det følgende vil jeg give nogle rids af, hvad der rent faktisk giver mening for mig i min nye hverdag.

Jeg har genopdaget naturen. Jeg vidste jo godt, den lå der, blandt andet fra cykelture i Legind Bjerge som dreng. Da jeg endnu arbejdede, så jeg mit snit til at smutte ud og blive luftet igennem for at samle kræfter til hverdagens udfordringer. Men nu er jeg næsten blevet afhængig af daglige gåture i skov og ved strand. Tit bruger jeg kameraet som undskyldning for at komme ud, men dybest set er det den her tidløse fornemmelse af at være et levende væsen under himlen, der rykker.

Når benene gør arbejdet, så får tankerne frit spillerum, og mange problemstillinger bliver vendt med mig selv og Gud, hvad enten det regner, hagler, eller der er høj, blå himmel. På en god gåtur møder jeg som regel mange utroligt venlige, ældre mennesker… nåh, nej, jeg er måske selv ved at forvandle mig til én af slagsen?

Derudover er jeg en del af et kirkeligt netværk. Her plejer jeg gode relationer og deltager i så forskellige ting som børnekirke, fællesspisning, mandegruppe, gudstjenester, kirkebladsredaktion og grønt team, hvor jeg har fået kørekort til havetraktor. I et sådant fællesskab er man aldrig ”arbejdsløs”, men det kan ikke sammenlignes med ens arbejdsidentitet, som er unik – på den gode arbejdsplads.

I nogle måneder har jeg nu været beskæftiget som frivillig medarbejder på Taldansk Caféen under Dansk Flygtningehjælp. Det er meget livsbekræftende at møde kursisterne, som kommer med vidt forskellig baggrund og nationalitet. Det er mennesker, som er kommet til Danmark af mange grunde, men som alle brænder for at få pudset deres sprog af, så de kan få et arbejde eller komme i gang med en uddannelse her i landet.

Ud over at være medmenneske bruger jeg også mine kompetencer som lærer i sjove og berigende samtaler. Indtil nu har jeg nok mødt omkring 25 forskellige nationaliteter. En gang om ugen mødes jeg med en ung studerende fra Myanmar, som jeg giver sparring om dagligdags ting og hjælper med opgaver. Dette frivillige arbejde falder naturligt ind i min ugeplan og er berigende for mig selv.

Det er klart, at det giver en anden måde at være sammen på, når både manden og konen er på efterløn. Det er godt, at min kone og jeg har såvel nogle aktiviteter hver for sig som nogle ting, vi gør sammen. Derudover er der naturligvis blevet mere tid til at rejse. Sidste år var vi på vores første tur til Israel, hvilket var en stor oplevelse. Desuden havde vi en Asien-rejse med vores døtre. Turen gik både til Kina, til Filippinerne og til Vietnam. Men det skal understreges, at man ikke får en ny identitet ved at rejse, og af flere grunde kan man som efterlønner eller pensionist heller ikke tage på farten hele tiden.

Vi havde store oplevelser på disse rejser, men der ligger naturligvis også en øvelse i at se de små glæder ved dagligdagen. For eksempel pressede min kone noget på, for at vi kunne få ryddet op på vores loft.

Jeg måtte bide i det sure æble og klatre derop. I over 30 år havde vi været optaget af arbejde, børn og venner og stoppet mere og mere ragelse op på loftet. Den omgang fik så sandelig den sidste rest af fatamorganaet til at gå i opløsning, afsløre virkelighedens verden og inspirere til et hverdagsdigt. Men det var en lettelse at få gjort. Der bliver nok også en stue, der skal males, nogle fliser, der skal lægges om, et drænrør, som skal graves ned og...

Nej, med et glimt i øjet må vi sige, at vi har et fantastisk liv som efterlønnere, min kone og jeg. Det er et privilegium at have frihed til selv at bestemme over sin dag og sin uge. I et splitsekund kan jeg da godt blive ramt af længsel efter min gamle arbejdsplads og de værdier, den indeholdt. Trods de gode minder ved jeg, det er et overstået kapitel, selvom jeg ses lidt med tidligere kollegaer. Man skal ikke brænde alle broer bag sig.

For nogle år siden var der én, som sagde til mig, at for hende var det skræmmende at tænke på efterløn og pension.

For det betød også, at man så gik ind i sin tredje alder. Det var på et reformramt tidspunkt, hvor jeg var begyndt på min nedtælling, så jeg delte ikke denne bekymring.

Men hvis jeg med drengens øjne ser tilbage på min morfar, da han som købmand var oppe i årene, så jeg jo en ældre herre. Ganske vist fik han 18 gode år som pensionist, men det var – og er – en epoke af ens liv, hvor kræfterne kan begynde at svigte. Det er jo livets gang.

Sådan tænker jeg dog ikke i dag. Jeg glæder mig til at vågne op hver morgen og se, hvad dagen byder på. Endnu føle, at jeg får en masse og derfor også har meget at give.

Dybest set er vi alle på en rejse, en indre rejse om man vil. Hver fase af ens liv har en betydning, og det er en kunst at blive jævnaldrende med sig selv. Som kristen er rejsen fantastisk. En dag bliver der et farvel, men også et vidunderligt gensyn under solen, som aldrig går ned. Indtil da vil jeg glæde mig over mit anderledes liv, min familie, mine venner, livets vidunderlige gaver.

Er drømmen om Caminoen så forduftet? Det kan man aldrig vide. Min daglige vandring er indtil videre som en camino i overskuelige bakkedale. Jeg finder min egen rytme og skriver måske et hverdagsdigt eller en lille sang. Jeg har lige lært en ny akkord.

Ole Bering er tidligere lærer