Prøv avisen
Kronik

Et opgør med konventioner løser ikke flygtningekrisen

Flygtningekonventionen blev til i kølvandet på Anden Verdenskrig under indtryk af verdens massive moralske svigt over for de jødiske flygtninge. Når en række politikere i dag kræver et opgør med den konvention, synes det primære formål at være at mindske antallet af asylsøgere, der kommer til Europa

Der blæses i disse uger til kamp mod flygtningekonventionen. Buddene på, hvad man skal stille op med den, varierer lidt, gående fra at den skal afskaffes, sættes på standby eller genforhandles.

Senest har Søren Pape Poulsen (K) meldt ud, at han gerne ser en række fundamentale ændringer af konventionen, herunder at det ikke længere skal være muligt at søge asyl i specifikke enkeltlande.

Flygtningekonventionen blev til i kølvandet på Anden Verdenskrig under indtryk af det massive moralske svigt, verdenssamfundet gjorde sig skyld i, da man vendte ryggen til de jødiske flygtninge, der prøvede at undslippe jødeforfølgelserne i Tyskland i 1930'erne.

Uden at romantisere, for der var naturligvis også en række mere pragmatiske overvejelser i spil, herunder at man stod med et akut problem med et stort antal flygtninge i Europa, så var ambitionen at skabe en konvention, der skulle forhindre, at flygtninge på tilsvarende vis ville blive svigtet igen.

Når en række politikere i Europa i dag kræver et opgør med flygtningekonventionen, synes det primære formål imidlertid at være at mindske antallet af asylsøgere, der kommer til Europa og i særdeleshed til deres respektive lande.

Blandt andet af den grund synes det mest sandsynlige udfald af en genforhandling af flygtningekonventionen at være enten, at forhandlingerne simpelthen bryder sammen, da landene trods alt har for forskelligrettede interesser, fordi de ønsker at sikre, at netop de slipper med færre asylsøgere. Eller at man ender med en konvention, der reelt giver dårligere beskyttelse til flygtninge end under den nuværende konvention.

Derudover er en genforhandling af konventionen en lang og besværlig proces, der ikke vil hjælpe på kort sigt under den aktuelle krise, med et historisk højt tal på 60 millioner flygtninge i verden.

En reel løsning på flygtningekrisen skal på én gang leve op til tre målsætninger:

1) Den skal give beskyttelse til alle flygtninge, der har et legitimt krav på beskyttelse.

2) Den skal indebære, at ingen lande pålægges uoverkommelige byrder i forbindelse med flygtningemodtagelse.

3) Den skal fjerne det incitament, landene har til at gøre det stadigt mindre attraktivt for flygtninge at søge beskyttelse hos dem - det, som nogle har kaldt et ræs mod bunden.

I den forbindelse er det største problem i dag forholdene i nærområderne. FN har langtfra fået tilført de ressourcer, der skal til for at give for eksempel de syriske flygtninge bare den mest basale beskyttelse, og har blandt andet været nødt til at halvere madrationerne til nogle grupper og helt afskaffe dem for andre.

Ifølge en ny rapport fra Verdensbanken og UNHCR lever syv ud af 10 flygtninge i Jordan og Libanon i absolut fattigdom, hvilket yderligere indebærer, at børn ofte trækkes ud af skolerne, så de kan arbejde eller tigge i stedet.

FN fremhæver desuden, at det netop er de dårlige forhold i nærområderne, der er den primære grund til, at vi har set så stor en stigning i tilstrømningen til Europa i løbet af 2015.

En løsning på flygtningekrisen fordrer således for det første en massiv hjælp til nærområderne, så flygtninge kan tilbydes ikke bare mad og et sted at bo, men også mulighed for uddannelse til deres børn, sundhedspleje og adgang til arbejdsmarkedet.

Men det er ikke gjort med det. Flygtningemodtagelse er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også om antal. Sådan er det naturligvis også i nærområderne. Det meget store antal flygtninge indebærer stigende politiske og sociale spændinger, herunder interne politiske spændinger, men også faldende tolerance over for flygtninge. Manglen på jobs og boliger fører desuden ikke bare til konflikter mellem flygtninge og lokalbefolkningerne, men også til, at flygtninge udnyttes på arbejdsmarkedet.

Derudover ser man i stigende grad overgreb på flygtninge, herunder sekterisk vold og seksuelle overgreb, hvor særligt enlige kvinder er udsatte. Der rapporteres blandt andet om seksuel chikane, voldtægt, graviditet i en tidlig alder og vold mod kvinder.

Det betyder, at en reel løsning på flygtningekrisen for det andet må indebære, at andre lande er parat til at aflaste nærområderne ved selv at modtage flere flygtninge. Ni ud af 10 af verdens flygtninge opholder sig i dag i nærområder, og de bestræbelser, man ser i andre lande på at nedbringe deres andel af asylsøgere, er således i realiteten forsøg på også at presse den sidste tiendedel tilbage i nærområderne.

Men som det fremgår, er nærområderne pressede til det yderste, ikke bare økonomisk, men også politisk og socialt.

Hvis nærområderne derfor skal huse en stadigt stigende andel af flygtningene, som der lægges op til med opgøret mod flygtningekonventionen, så vil det uvægerligt øge potentialet for konflikter og på en række punkter betyde dårligere vilkår for flygtninge.

Derudover kan man naturligvis spørge, hvorfor det skulle være fair, at et land som Libanon, der har en befolkning på størrelse med Danmarks og allerede huser 1,2 millioner syriske flygtninge, skal tage en endnu større andel?

Samt hvorfor de skulle vedblive med at føle sig forpligtede til at yde så stor en indsats med de indenrigspolitiske risici, det også medfører, når resten af verden har travlt med at begrænse sin flygtningemodtagelse.

Der har så været forslag om at oprette lejre i andre lande i regionen ud over hovedmodtagerne Libanon, Jordan og Tyrkiet, men uden den store succes. Senest har Henrik Sass Larsen (S) foreslået, at man kunne oprette lejre i Libyen og Algeriet, hvortil Danmark skal kunne returnere asylsøgere, hvis de finder vej til Danmark. Herfra kan de så søge om asyl.

Det er dog svært at se, at Danmark skulle kunne garantere for flygtningenes sikkerhed i for eksempel Libyen, der er et land i kaos med små 2000 militser, herunder IS.

En løsning på flygtningekrisen må for det tredje indebære et langt mere omfattende internationalt samarbejde om fordeling af flygtninge, både inden for, men også uden for EU.

Det er det samarbejde, der skal sikre, dels at intet land pålægges uoverkommelige byrder i forbindelse med flygtningemodtagelse, dels at landene ikke indbyrdes konkurrerer om at tilbyde flygtninge de ringeste vilkår med henblik på selv at opnå en mindre andel.

Nu kan det selvfølgelig indvendes, at dette allerede er forsøgt i EU uden den store succes. Til det er der dog to ting at sige.

Dels har de alternative løsningsforslag, der er på bordet, inklusive genforhandling af flygtningekonventionen, heller ikke realisme som deres primære salgsargument. Dels er sagen den, at uden en langt større politisk vilje end den, vi hidtil har set fra verdenssamfundets side, er der simpelthen ikke nogen løsning på flygtningekrisen.

Nils Holtug er professor (mso) i politisk filosofi og leder af Centre for Advanced Migration Studies på Københavns Universitet