Svin, der får store væskende skuldersår, fordi de har været fastspændt i fem uger på et hårdt gulv uden mulighed for at bevæge sig. Slagtekyllinger, som brækker benene under vægten af en unaturlig stor og genetisk fremavlet brystfilet. Køer, der bliver transporteret under kummerlige forhold i op til 11 dage fra Europa til Nordafrika.
Det er eksempler på dyremishandling, som vi hverken kan eller vil acceptere. For etik og moral er ikke kun relevant for den del af dyreriget, som vi mennesker tilhører, men også for de dyr, som vi lever sammen med. I de seneste år er der heldigvis kommet en større anerkendelse af, at dyrevelfærd skal tages seriøst, og grænsen for, hvad vi kan være bekendt, har rykket sig.
Dyrevelfærd er blevet en del af samfundsmoralen, og vil man accepteres som et ordentligt menneske af sine omgivelser, kan man ikke være dyremishandler. Det er en udvikling, som jeg hilser velkommen, og som jeg selv forsøger at påvirke i den rigtige retning.
Der er rigeligt at tage fat på. Målet er, at dyrenes velfærd skal tilgodeses i alle situationer, og at lidelse og smerte skal minimeres. I min optik betyder det ikke, at vi ikke må spise dyrene, gå med deres pels eller bruge dem som forsøgsdyr til for eksempel at afprøve lægemidler. Trods alt er der områder, hvor menneskets behov må gå forud.
Men det betyder, at vi skal have en moderne og oplyst tilgang til dyrevelfærd, hvor pålidelige undersøgelser bliver lagt til grund for, hvordan vi behandler dyrene, når de holdes fanget. Det betyder også, at vi hele tiden skal overveje, om der er mulighed for at ændre praksis. Helt konkret er man i dag kommet så langt med udvikling af computermodeller, at de i mange tilfælde kan erstatte dyreforsøg. Det skal vi i langt højere grad gøre brug af.
At dyrevelfærdstilhængere arbejder hårdt og vedholdende for at forbedre dyrenes vilkår er ikke nyt. Ønsket om at forbedre dyrenes velfærd har eksisteret i mange år – den største britiske dyrevelfærdsorganisation, Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals, blev grundlagt helt tilbage i 1824. Det nye er, at dyreetik ikke længere bliver affejet som en lidt latterlig sag for dedikerede dyreelskere, der har et følelsesmæssigt bånd til dyrene.
Dyrevelfærd har vundet fodfæste både hos befolkning og hos politikere, og der er en generel accept af, at vores dyr skal have adgang til luft, plads og nærende føde – også hos dem, der absolut ikke bryder sig om vores firbenede venner.
Grunden til den brede opbakning til dyrevelfærd skal nok findes i, at vi alle er blevet rigere og har opfyldt vores basale behov. Der er overskud til at tænke på dyrene. Verdens rigeste lande har ressourcer nok – og en moralsk forpligtelse – til at behandle dyr ordentligt.
Det lyder så selvfølgeligt, når man siger, at dyr skal leve under rimelige forhold. Men faktisk var man igennem mange århundreder stensikker på et fattigt liv, hvis man blev født som hund i Europa. Holdningen var, at dyrene var underordnet vi mennesker og derfor kunne blive behandlet efter forgodtbefindende. Argumentet bag findes i flere afskygninger, som hos den kristne filosof Thomas Aquinas (1225-1274), der mente, at der er et naturligt hierarki, hvorefter dyr skal tjene mennesker, eller hos den franske filosof René Descartes (1596-1650), der mente, at dyr ingen bevidsthed har og derfor ikke har interesser eller behov, der skal tilgodeses.
I dag er det stadig den generelle holdning, at dyr er underordnet mennesker, men i modsætning til tidligere skal de nu behandles ordentligt. Det er interessant nok blevet en del af det at være "menneskelig" at være god mod dyrene. Og det er nok her, at det intellektuelle argument skal findes i dag: At man – hvis man vil ses som et godt menneske – ikke kan slippe afsted med at vanrøgte dyr. Vores samfundsmoral, som sætter grænser for, hvad der er acceptabel adfærd, omfatter nu også dyrevelfærd.
At dyr ikke skal mishandles, vanrøgtes og i det hele taget skal have det godt, inden de bliver slagtet eller dør som forsøgsdyr, er de fleste enige i. Det er moralsk rigtigt i vores del af verden. Men der er en række organisationer, som vil gå endnu længere. De kæmper for, at dyr skal have rettigheder lige som mennesker og følgelig decideret krav på en ordentlig behandling. Det giver anledning til en række spørgsmål. For skal dyr have rettigheder? Og hvis de har rettigheder, gælder de så for alle typer af dyr? Ud fra hvilke kriterier kan vi trække grænsen mellem de dyr, der har rettigheder og dem, der ikke har?
Måske kan man sammenstrikke en teoretisk argumentation, der giver dyr klare rettigheder på samme måde, som vi mennesker har, men det er simpelthen ikke holdbart. Det er en urealistisk tilgang, og jeg ser allerede problemerne med implementering af sådanne regler tårne sig op. Vi må lægge den flotte retorik på hylden og i stedet finde helt praktiske løsninger på de dyrevelfærdsmangler, som vi desværre er vidne til hver dag. Her skal politikerne gå foran og være parate til at lave lovgivning, hvor det er nødvendigt.
I Danmark har vi dyreværnsloven fra 1991. I den står, at dyrene skal friholdes for smerte, lidelse, angst, varige mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal behandle dem omsorgsfuldt, og bliver en dyrlæge opmærksom på, at et dyr behandles uforsvarligt, har han pligt til at melde det til politiet. Vi har høje standarder for dyrevelfærd i Danmark, og den konservative justitsminister Lene Espersen holder øje med, om reglerne skal forbedres.
Men i et moderne Europa, hvor alle landene er bundet sammen, og der handles og transporteres dyr på kryds og tværs, er det de fælles europæiske løsninger, vi skal have fat i. Ingen lande skal have konkurrencefordele af slappe dyrevelfærdsregler, og ingen skal kunne omgå almindelig dyreetik ved blot at transportere dyrene til et andet land.
Derfor er det i EU, at slaget for bedre dyreetik skal stå. I Europa-Parlamentet har jeg og en række af mine kolleger samlet os i en tværpolitisk gruppe, der sørger for at sætte dyrevelfærd på dagsordenen. Alene i de snart tre år jeg har været i Europa-Parlamentet, har jeg mærket en støt stigende opbakning til vores arbejde, som har givet helt kon-krete resultater.
I løbet af foråret skal vi blandt andet diskutere et forslag til et totalt forbud mod import af hunde- og kattepels, som en af mine konservative kolleger fra Storbritannien har stået i spidsen for. I Danmark har vi allerede indført et forbud, men en række andre EU-lande importerer hunde- og kattepels fra
Kina, hvor to millioner dyr hvert år bliver behandlet helt uhyrligt og ofte flået levende. Pelsen bliver brugt til alt fra små bamser til pelskanter på damefrakker – og typisk aner forbrugeren ikke, at det er pels fra en hund eller kat.
Den trafik vil vi have stoppet, så vi
kan være sikre på ikke at gå rundt med hunde- og kattepels. Vi arbejder også med at forbedre forholdene for vilde dyr i cirkus, for slagtekyllinger og
forsøgsdyr. Og til i slutningen af
marts tager jeg til St. Lawrence Golf i Canada for at være vidne til den årlige sæljagt, hvor omkring 350.000 sæler brutalt bliver slået ihjel med køller og ofte bliver flået levende. Det er mit håb, at vi ved at sætte fokus på dyrplageriet kan få sælfangerne til at bruge andre metoder.
Dyrevelfærd er blevet en del af den moral, der binder os mennesker sammen og sætter grænser for, hvordan vi kan opføre os, hvis vi vil accepteres af vore medmennesker. Det er kommet for at blive, og det er mit håb, at vi i de kommende år får taget endnu bedre hånd om dyrene.
Gitte Seeberg er medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti