Prøv avisen

Et skisma i folkekirken er blevet os påtvunget

Ægteskabet mellem mand og kvinde er ikke blot en social konstruktion eller en god og gennemprøvet tradition i de fleste kulturer verden over. Det er en grundordning til forvaltning af menneskets seksualitet og en ideel ramme for børn og familieliv, skriver en gruppe forfattere i dag

På Valdemarsdag bør flaget gå til tops! Men folkekirken havde ikke noget at fejre for et år siden på denne dag, for her trådte de nye ritualer for velsignelse/vielse af to af samme køn i kraft ritualer, som en ny ægteskabslovgivning tre dage forinden havde banet vej for

Forud havde der udspundet sig en længere teologisk og kirkelig debat, som ikke er forstummet.

LÆS OGSÅ:
Folkekirkens konservative opfordrer til boykot af præster og biskopper

Flaget gik ganske vist til tops for nogle. Regeringen fik gennemført en politisk korrekt sag. Ministeren for ligestilling og kirke fik på klodset vis presset et ritual igennem. 8 ud af 10 biskopper fik gennemtvunget et nyt vielsesritual og legitimerede med formuleringen i tilspørgslen en kønsneutral forståelse af ordet ægteskab.

Men der var bestemt ingen grund til hejse flaget i den anledning, for derved kom folkekirken på kollisionskurs med sit grundlag, idet den gav plads for en ubibelsk lære. Det lader også til, at man gjorde det uden helt at gennemtænke de mulige konsekvenser for det kirkelige fællesskab. Det efterlader i al fald de grupper i folkekirken, som ønsker at fastholde kirkens oprindelige syn på ægteskabet, i en sårbar situation.

Ægteskabet mellem mand og kvinde er ikke blot en social konstruktion eller en god og gennemprøvet tradition i de fleste kulturer verden over. Det er en grundordning til forvaltning af menneskets seksualitet og en ideel ramme for børn og familieliv.

Det er ifølge kirkens normative skrifter en gudvillet ordning, som er forankret i vores gudsskabte kønsforskellighed, og det er bekræftet i Jesu forkyndelse og også reflekteret i den lutherske bekendelse og vielsesritualerne fra 1912 og 1992.

I praksis betyder det, at vi må betragte ægteskabet mellem mand og kvinde som den kristeligt set eneste legitime og ikke blot en blandt flere legitime samlivsformer. Det er umuligt at gøre op med forståelsen af det heteroseksuelle ægteskabs særstilling uden samtidig at gøre op med Skriften alene som norm for tro, lære og liv.

Med det nye ritual har et folkekirkeligt flertal taget et radikalt opgør med den traditionelle forståelse af ægteskabet. Fremover vil ordet ægteskab kunne bruges om såvel det heteroseksuelle som det homoseksuelle parforhold. Ægteskabet er de facto blevet kønsneutralt.

Lovgivningen og ritualet har vist sig primært at handle om signalpolitik, for indtil videre har kun ganske få homoseksuelle par benyttet sig af det. Men det har skabt og skaber forvirring, splittelse og modløshed hos store dele af kirkefolket.

Hvad er vejen frem for lægfolk, præster og lokale menigheder, som ønsker at fastholde kirkens oprindelige syn på ægteskab, samliv og forpligtelse på bibel og bekendelse? Selvom der nu er gået et år, er dette spørgsmål stadig aktuelt.

REAKTIONER PÅ KRONIKKEN:
- Biskop: Nu må det folkekirkelige fællesskab afklares
- Skam dig, Sareen, og tænk jer om, missionsfolk!
- Skovsgaard: Beklagelig og unødvendig kirkesplittelse
- I troens eller intolerancens navn

I februar 1998 fremkom otte kirkelige organisationer (De otte) med en fællesudtalelse på baggrund af, at bispekollegiet i oktober 1997 havde imødekommet et ønske om at kunne foretage en gudstjenestelig markering ved indgåelse af registreret partnerskab.

De otte organisationer frygtede med rette, at det var første skridt i en proces, som ville føre til et autoriseret ritual og til et dybere frafald fra kirkens oprindelige syn på ægteskabet. Samtidig præciserede man i tre punkter, hvad uenigheden inden for folkekirken ville få af konsekvenser for det kirkelige fællesskab på kortere og længere sigt.

SOM SVAR PÅ SPØRGSMÅLET om vejen frem fastholder vi denne linje i en opdateret og udvidet form:

1) Vi vil uafkortet og med frimodighed i forkyndelse, sjælesorg og etisk vejledning fastholde og fremholde kirkens oprindelige syn på ægteskab, samliv og velsignelse i sammenhæng med det menneskesyn og den lære om frelsens vej, som er grundlæggende for kirkens tro. Det vil vi gøre, ikke som ét blandt flere mulige svar, men som det svar, man må give, når man ønsker at være tro mod kirkens grundlag i Bibelen og bekendelsen.

2) Vi vil i forkyndelse og undervisning konkretisere, hvad næstekærlighed er, så den rummer et nej til at løsrive samliv og seksualitet fra ægteskabet som Guds gode ordning for menneskelivet. Når folkekirken rokker ved denne ordning, for eksempel ved nu at autorisere et ritual for to af samme køn, ved at ordinere præster, der lever i homoseksuelt parforhold, eller ved på anden vis at legitimere homoseksuelt samliv i forkyndelse og sjælesorg, finder vi det nødvendigt at fastholde, at det er i modstrid med Guds ord og folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Bibelhistorien er fuld af eksempler på, at sandheden blev undertrykt af de officielle religiøse strukturer og institutioner og alene overlever hos de få og indimellem også ulærde. Vi mener, at det nye ritual er uforeneligt med en kristen ægteskabsforståelse og udtrykker en etisk og teologisk vranglære. Det strider mod noget af det grundlæggende og retningsgivende i den evangelisk-lutherske tro.

3) I erkendelse af, at spørgsmålet om kirkelig velsignelse og/eller vielse af to af samme køn angår kirkens fundamentale grundlag og dermed berører det kirkelige fællesskab, må vi ud fra Guds ord opfordre menigheder og kirkelige organisationer til som forkyndere ikke at gøre brug af: a) de præster, som i deres civilstand er en levende forkyndelse af, hvad Guds ord advarer imod, b) de præster, som med deres offentlige forkyndelse og gudstjenestelige handlinger åbenlyst vedgår dette syn, og c) de biskopper, som med deres ordinationspraksis og offentlige udtalelser står bag denne nye praksis i kirken.

Når bibelstridig lære og praksis bringes ind i kirkens rum og berører så fundamentale dele af den kristne tro, som tilfældet er i denne sag, føler vi os forpligtet af kirkens grundlag og må derfor afvise forkyndelsesmæssigt fællesskab med repræsentanter for denne lære. Vi vil deltage i den teologiske samtale i de mange sammenhænge, hvor vi har mulighed for det. Vort anliggende er, at vi ikke vil stå i en situation, hvor der berettiget kan rejses tvivl om, hvorvidt vi bakker løgnen op.

I TILLÆG HERTIL vil vi med udgangspunkt i den nuværende situation sige:

1) Vi anbefaler enhver menighed, organisation og enkeltperson at bede for vores folk, vores land og for Guds kirke i vores folk. Lad os bede om Guds barmhjertighed, om omvendelse og en ny vækkelse, der kalder os tilbage til troskab mod Guds ord og Guds kirkes grundlag. Lad os særligt bede for hjemmene og familierne og også for mennesker med homoseksuelle følelser. Vores kamp må aldrig blive mod mennesker, men mod bibelstridig lære og praksis, mod løgn og forførelse og frafald.

2) Vi vedkender os ansvaret ved at være en del af vort folk og vil med de midler og muligheder, vi har, række ud og prædike evangeliet til tro og tjeneste. At nogle i den konkrete situation vælger at gøre dette fra platforme uden for folkekirken, anerkender vi som en legitim løsning på kirkens læremæssige krise. I den situation vil vi gerne sige: Vi har ikke bedt om dette skisma i folkekirken. Det er blevet os påtvunget, og vi vil gøre alt for, at kærligheden mellem brødre ikke skal lide skibbrud, selvom vi ser forskelligt på folkekirkens rolle i fremtidens Danmark.

3) Vi vil pege på, at en luthersk forståelse af kirken indebærer enighed om forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne, men ikke nødvendigvis enighed om kirkens ydre organisering. For vi har brug for hinanden om vi vælger folkekirkesporet eller frimenighedssporet. Og ud over det lokale kirkelige arbejde, er der fortsat fælles opgaver på landsplan og internationalt, som må få os til at samarbejde og løfte i flok.

Hans-Ole Bækgaard, formand for Kirkelig Forening for Indre Mission; Jens Peter Rejkjær, formand for Luthersk Mission; Poul Iversen, formand for Evangelisk Luthersk Mission; Henrik Højlund, formand for Evangelisk Luthersk Netværk; Christian Jensen, formand for Dansk Bibel-Institut; Peter Rask, formand for Kristeligt Forbund for Studerende; Hans Olav Okkels, formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse; René Yde, formand for Kirkelig Fornyelse