Prøv avisen

Et slots storhed og fald

Klosteret på Sostrup Slot er blevet lukket. Den Katolske kirkes bispedømme i København meddelte, at Maria Hjerte Abbedi på Sostrup er under afvikling, og søstrene på abbediet forlader landet. Foto: Brian Rasmussen Denmark

Det katolske kloster i Sostrup Slot på det nordlige Djursland lukker og slukker. Søstrene løses fra deres tilhørsforhold til ordenen og forlader landet. Også århundrederne før cistercienserinderne rykkede ind, var der drama på slottet, skriver dagens kronikør

Der blev så stille i klosteret. Messerne forstummede, støvet lagde sig på orglet, og de skønne, nænsomt passede roser i klosterhaven begyndte at visne.

Hvorfor mon, har omverdenen spurgt med undren. Meget havde ændret sig bag murene, siden 10 brave og arbejdsomme cisterciensernonner med deres nyvalgte priorinde i 1961 slog sig ned i Sostrup Slot ved Gjerrild på det nordlige Djursland. Et overmåde forsømt gods blev dengang med utrolig flid gjort til et beboeligt pensionat, hvor glade nonner blandede sig med gæsterne. Alting blomstrede.

En dag fik klosteret en ny priorinde, som med en enorm familieformue i ryggen fik bygget en ny kirke ved siden af klosteret. Men navnlig indførte hun en meget streng klostertugt, der forholdt sig til fordums livsglæde som nat til dag.

LÆS OGSÅ: Sostrup-sagen er håndteret som andre kloster-konflikter

For et par år siden sprang en bombe i form af en bog fra en tidligere søster i klosteret. Den rettede alvorlige, nærmest rystende beskyldninger mod priorinden på Sostrup, moder Theresa Brenninkmeijer, for magtmisbrug, vold og sekterisk ledelse. Priorinden afviste beskyldningerne med et fingerknips. Science fiction kaldte hun bogen.

For få uger siden sprang så en ny bombe, der forklarer stilheden og ganske enkelt lukker klosteret. Den katolske kirkes bispedømme i København meddelte, at Maria Hjerte Abbedi på Sostrup er under afvikling, og at søstrene på abbediet forlader landet. De enkelte søstre vil blive løst fra deres tilhørsforhold til Maria Hjerte Abbedi og dermed til Cistercienserordenen.

Bispedømmet oplyser også, at Kongregationen for Det gudviede Liv i Rom efter en apostolisk visitats har suspenderet Moder Theresa Brenninkmeijer som leder af klosteret og udnævnt general-abbeden for Cistercienserordenen, Mauro Giuseppe Lepori til pavelig kommissær, det vil sige foreløbig leder af klosteret. Processen, der løser søstrene fra ordenen, er endnu ikke afsluttet. Suspensionen er prøvet ved forskellige retsinstanser i Rom, som alle har givet kongregationen medhold.

Det er langtfra første gang, der sker voldsomme ting i slottet Sostrups historie. Meget har det skullet holde til, siden rigsråd Jacob Seefeld til Visborg erhvervede Sostrup og begyndte opførelsen af den prægtige hovedbygning, som stadig møder den nutidige betragter.

Borgbygningen ligger på sumpet grund, opfyldt med møjsommeligt til-slæbte kampesten og svære egestolper nedrammet i fundamentet. Jacob See-feld døde i 1606, da kun hovedfløjen stod færdig. Hans enke, Sofia Bilde, afrundede med et midlertidigt bindingsværk, der stadig venter på sin fortsættelse.

LÆS OGSÅ: Dansk klosterleder afsat af Vatikanet

Sønnen Hans Seefeld kom i økonomisk uføre på grund af letsindige kautioner og måtte afstå Sostrup til sin gamle krigskammerat fra Kalmarkrigen, ridder Jørgen Skeel. Hans slægt sad på Sostrup i 211 år som led i en godssamling, der udgjorde den største jyske jordbesiddelse.

Man sagde, at en Skeel kunne ride fra Viborg til Grenaa på egne marker! Familienavnet ændredes til det mere glatflydende Scheel, der også blev navnet på Sostrup, hvor slægten fik hovedsæde.

Ekstravagance var ikke noget fremmedord på Scheelernes godser. Prisen som ødeland bærer Jørgen Scheel (1768-1825). Han arvede grevskabet som 17-årig og blev af sin formynder sendt til Göttingen for at fuldende sin uddannelse i selskab med unge mænd fra Europas fornemste fyrste- og kongehuse.

Allerede her strøede han om sig med penge og tog blandt andet til Paris for at tilfredsstille sine modeluner og sin samlermani i rigt mål. Han slap ud af Frankrig i 1789, lige før guillotinen blev sat ind over for adelen. Som nygift med Christiane Mette Bille-Brahe til Egeskov startede han en modernisering i den mest brillante stil.

Alt blev via Hamborg forskrevet fra Rom, Paris og London. Omfattende samlinger blev anlagt, kunstgenstande af alle arter, bøger, ure, musikalier, instrumenter, pragtfulde vogne og naturvidenskabelige instrumenter. En udenlandsk havearkitekt omdannede parken til en romantisk lysthave med grotter, eremithytter og kildevæld. Et storslået luksusliv udfoldede sig i slottets sale.

Endnu i dag opleves paneler og træværk i vinduesnicherne som på Jørgen Scheels tid. En skygge af den herlighed, som den ødsle lensgreve omgav sig med, kan man få i to stuer på første sal: den gule salon og den franske salon med fornemme interiører fra tiden umiddelbart før revolutionen.

Det måtte ende med en katastrofe: en bundløs gæld, hvori han skyldte staten en formue, resulterede i fallit og umyndiggørelse. Kreditorerne gjorde arrest i det kostbare indbo, mens Jørgen Scheel var på en seksårig rejse i Italien. Det var under denne, hustruen Mette Bille-Brahe skrev til sin mand: Du er yderlig letsindig. Det alene er skyld i din ulykke.

Bogsamlingen på Scheel udgjorde ved tvangsauktionen 11.600 bind. Kataloget over det øvrige indbo var på 142 sider. Glemmes skal dog ikke Jørgen Scheels sympatiske egenskaber. Han forbedrede sine fæstebønders kår betydeligt ved en særdeles lempelig afløsning af hoveriet, og han opkrævede langtfra den landgilde, han havde krav på. Han ydede også støtte til ubemidlede unges studierejser og til ældre arbejdsskadede.

Den kongelige kasse solgte i 1829 godset Scheel til ritmester Jacob von Benzon, hvis navn nu også blev godsets. Han klarede sig mindre godt og måtte afstå to tredjedele af sin godsmængde.

Bedre gik det hans søn Ernst August Pyrmont von Benzon, under hvem skovarealet voksede fra 700 til 2300 tønder land. Han istandsatte hovedbygningen og forhøjede slottets sydøstlige tårn, hvor der indrettedes stjerneobservatorium og en stor oldtidssamling, som i dag er på Grenaa Museum.

Med sit lystfartøj, Tumleren, der fik stadig større afløsere og fast kaptajn, gjorde han lange rejser, senest til Sydamerika og op ad Amazonfloden.

Det var et velkonsolideret gods, han efterlod ved sin død i 1888. Han var barnløs og havde gjort sin søster Albertine til godsets arving. Det udløste vilde protester fra Ernst von Benzons onkel i England, Herman von Benzon, der bestred den kvindelige arveret.

Herman von Benzon drog med sin ældste søn Allan von Benzon til Grenaa for ad rettens vej at vinde adkomsten. Han tabte med glans ved alle retsinstanser. Ydermere idømte Højesteret ham en klækkelig bøde for ved Landsoverretten i Viborg at have fremsat en mængde i høj grad utilbørlige og fornærmelige beskyldninger.

Afgørelsen hindrede ikke sønnen Allan von Benzon i vedblivende at hævde sin ret til godset. Han tog livsvarigt ophold i Grenaa, hvor han blev støttet af venner i byens bedre borgerskab, i hvis hjem han stadig kom og havde et vist underhold.

Benzon gods kom på skrump i de følgende generationer og den sidste adelige besidder, Ib de Mylius-Benzon forlod skuden i 1943. Stamhuset blev et aktieselskab, og under statens konfiskation fra 1945 til 47 var det flygtningelejr.

Senere blev det til en kostskole under Torben Brix, hvor fri opdragelse gjorde mishandling af inventaret til en myte.

Godsejer Harald Mark overtog ejerskabet i 1952 med planer om et protestantisk johanniterkloster. Det glippede. Tomhed og forfald syntes at blive So-strups skæbne. Indtil de glade nonner fra Lejre rykkede ind.

Ove Sten Rasmussen er journalist og tidligere ansat på Kristeligt Dagblad