Prøv avisen
Kronik

Den sommer, maskindrengen opsøgte sit store idol

Tegning: Peter M. Jensen.

Efter 12 timers arbejde i maskinrummet på Oslo-færgen fik kronikøren den lidt vilde idé, at han ville prøve at besøge sin favoritforfatter - den kendte nordmand Tarjei Vesaas. Og det blev en fantastisk oplevelse

Den sommer befandt jeg mig mest midt ude i Skagerrak. Jeg arbejdede i maskinen på Frederikshavn-Oslo-båden. Det gjaldt først og fremmest om at tjene nogle penge, så jeg kunne komme videre med min uddannelse som lærer.

Efter en 12-timers vagt kunne jeg så ligge der i min køje og meditere, mens havet rejste sig som en mur uden for mit bagbords koøje for lidt efter at give plads for selve himmelrummet.

Jeg ved ikke, om det var alt det vand, der fik mig til at tænke på Tusten. Ham fra Tarjei Vesaas' historie ”Vindene” - om særlingen, der bor sammen med sin søster Hege et sted langt inde i Telemarken.

Jeg havde med stor opmærksomhed læst flere af Vesaas' romaner og noveller og fik nu pludselig den vanvittige tanke at ville se lidt nærmere på, hvor det egentlig var, han lå og roede frem og tilbage, denne sære Tusten i sin lille robåd.

Ja, hvorfor ikke? Ung og stærk var man jo. Vi stævnede lige mod Oslo, og jeg havde en dags landlov.

Det var, som om det ikke kunne gå hurtigt nok, og jeg gik i land allerede samme aften med en køjesæk på nakken.

Vandrede lidt rundt i Oslos gader omkring centrum i håb om at komme i snak med en person, der måske vidste lidt om, hvor han i det hele taget boede, denne Tarjei Vesaas. Hvem var det egentlig, jeg talte om...

Lidt sent på aftenen mødte jeg en ung mand, vel på min egen alder, som jeg i min ungdoms naivitet fortalte, at jeg faktisk var på vej op for at besøge digteren Tarjei Vesaas et eller andet sted i Telemarken. ”Endelig,” tænkte jeg, da han fuld af iver forsøgte at forklare mig vejen til Vinje, en ganske lille flække midt i Telemarken.

”Bare spørg efter ham, når du kommer frem.”

Jeg tilbragte resten af natten på en bænk i en park og begav mig i den tidlige morgen ud på landevejen vestpå.

Det var ingen sag dengang at rejse på tommelfingeren, og efter adskillige omstigninger befandt jeg mig midt i den skovrige og smukke Telemark. Og jo nærmere jeg kom Vinje, desto bedre kendte bilisterne denne store nordmand, som havde betaget mig så meget.

Sommer var det jo, og jeg var nær gået forbi en høj skikkelse, som mest af alt, stående foran sit hus, var at sammenligne med en hegnspæl. Hvor boede Tarjei Vesaas?

En arm og en finger blev hejst ud, og når jeg kiggede i samme retning, kunne jeg godt se en af disse typiske norske gårde med spredte bygninger og græs på tagene. Det må have været med bankende hjerte, jeg skred ind over tunet og hamrede knoerne mod hoveddøren.

Om jeg kunne komme til at tale med Tarjei Vesaas?

En lidt stor, men på ingen måde fed kvinde står i døråbningen. Venlig. Imødekommende. Hun træder et skridt tilbage med en gestus om at komme nærmere. ”Han sidder ovenpå med et brækket ben.”

Jeg stavrer op ad en lidt primitiv trappe og ser mig omkring i et stort lyst rum. Lige foran mig står et meget stort, massivt fyrretræsbord, fyldt op med bøger. Nye bøger, ser jeg.

Og der sidder han så ved vinduet overfor med benet i gips strittende frem på en stol foran sig. En stor mand, lidt knoklet af skikkelse.

Venligt smilende, hverken spor spørgende eller undrende i sin holdning. Han ved da godt, hvorfor jeg var kommet. Man rejser ikke helt fra Danmark, hvis ikke det er i et vigtigt ærinde. Og nu lyttende. Hvad jeg havde læst? Jo... der var jo ham Tusten, som jeg godt kunne lide.

Tarjei bliver lang i blikket. ”Hans båd ligger lige hernede.” Jeg kigger ud ad vinduet mod et vidunderligt smukt landskab, gennemskåret af en langsø. Lige sådan, jeg havde forestillet mig det.

Men nu rejser han sig op ved hjælp af et par krykker, den store mand. Om jeg kan lide fladbrød? Jeg hører ham rumstere ude i et lille køkken. Og nu strømmer der sød popmusik ud derfra. Sidder og undrer mig lidt. Den store norske digter hører popmusik?

Men nu de fladeste pandekager, jeg nogensinde har smagt, med syltetøj og under megen moro. Om jeg havde læst romanen ”Fuglene”? Desværre ikke.

Han rejser sig igen og henter en bog fra langbordet med bøger. ”Værsgo, den er din.”

Han sætter sig og skriver i bogen, hvad jeg i skrivende stund sidder og læser: ”Arne Petersen, med takk for hyggelig besøk. Tarjei Vesaas 29. aug. 1959.”

Han sidder lidt med den i hånden. På omslaget ser jeg en ensom roer midt i en sø. Bagved er der husene og fjeldet.

Jamen det er jo ham. Tusten! Tavsheden breder sig. ”Man kunne nemt være sådan en,” siger han så. ”Sådan lidt udenfor. Når man er udenfor og anderledes end de fleste, kan man godt lide at sige ting. Vigtige ting. Der er det med ordene, de særeste ord og sætninger. Og der er det med Tusten, at han lytter til sig selv; var det nu klogt nok, det han fik sagt?”.

Tarjei slår op på første side og begynder at læse:

”Det går som et lyn. Det var søsterens strikkepinde, han mente. Det var det at kunne tage ordet 'lyn' i sin mund, som var så fristende for ham. Der dannede sig nogle mærkelige tværstriber inde i hjernen, når han brugte ordet lyn, syntes han, og det fængslede ham. Lynet fra himmelen kunne han være dødelig ræd for - og han brugte aldrig ordet i lummert og tætskyet sommervejr. I aften kunne han være tryg. Det havde allerede været tordenvejr to gange i foråret, og det så det ordentlig buldrede. Mattis (Tusten) havde som sædvanlig gemt sig på dasset, mens det stod allerværst på - for en eller anden havde engang fortalt ham, at i sådan et hus havde lynet aldrig slået ned. Om det gjaldt for hele verden, vidste han ikke.”

”Så har du lidt at læse.”

Jeg blev så glad for den store mand.

Jeg må jo også tænke på at komme hjem til mit skib og er igen ude på de små veje. Havde mest lyst til bare at gå der i augustsolen mellem de skyggefulde graner.

Var alting blevet mere lyst og klart? tænkte jeg. Hvordan er det, vi oplever? Hvad nu, hvis han havde afvist mig? Gik og spurgte mig selv ligesom Tusten. Hvordan havde jeg så haft det? Vejen tilbage hen over tunet ville have været ulidelig.

Og mens jeg går her, kommer jeg i tanker om en sætning af Ves-aas, læst for længe siden: ”Det er trist når motet sloknar i eit auga.”

Jeg går og genkalder mig artiklen ”Kraftfelt og Kuldefelt”, hvor han fortæller, at ”et kan vi være sikre på: Der er ikke mere livsmod og kærlighed, end der er brug for her i verden”.

Og så ridser han op, hvordan kraft- og kuldefelter virker mellem mennesker. Nu havde han selv levet op til sine ord om, hvor meget varme og ild betyder for os mennesker.

Det var vist en lidet talende ung mand, der hin eftermiddag lod sig befordre mod hovedstaden. Måske var jeg bange for at miste de gode indtryk, jeg havde modtaget.

Kommer så endelig vel om bord og smider mig træt og lykkelig i min køje. Ser solens sidste stråler spejle sig i Oslofjorden på vej ud mod det åbne hav.

Igen det mørke hav som en mur mod mit bagbords koøje, og igen rejser nattehimlen sig lysende klar som et kraftfelt, hvorfra vi kan hente åndelig næring.

Og igen står kuldefeltet som en mur. Denne vekslen mellem mørke og lys. Som var der ligevægt imellem dem. Skiftevis lige meget af hvert. Summen af lys og mørke er den samme. En ting kan vi være sikre på: Der er ikke mere livsmod og kærlighed, end der er brug for...

Jeg kan vist lige nå at få mig en lur, inden jeg skal ned i maskinen klokken 00.

Arne Østerby, Aarhus

Arne Østerby i dag Foto: privatfoto