Etik er kommet for at blive

Medicinsk etik kan frit oversættes som ”det, man bør gøre”. At tænke med en etisk dimension i den kliniske hverdag kræver en kulturændring, som bestemt ikke bliver mindre vigtig fremover, skriver bestyrelsen for Dansk Selskab for Klinisk Etik

Etik er kommet for at blive

DET ER SNART MANGE ÅR SIDEN, den danske befolkning første gang hørte om medicinsk etik, der frit oversat kan forstås som ”det, man bør gøre”

Det skyldtes først og fremmest, at de første reagensglasbørn blev født: Louise Brown i England, 1978, og på Rigshospitalet i begyndelsen af 1980’erne. Efterfølgende udgav Indenrigsministeriet redegørelsen ”Fremskridtets pris” midt i 1980’erne, og efterhånden udviklede det sig hen imod etiske overvejelser over en række nyskabte forhold i sundhedsvæsenet. Det Etiske Råd blev oprettet (som i en række andre vestlige lande), og der blev publiceret en række afhandlinger og rapporter om de mest ”varme” bioetiske emner – set med etiske briller.

ALLEREDE I BEGYNDELSEN AF 1980’erne havde man oprettet såkaldte videnskabsetiske komitéer i alle amter (nu: regioner), og alle biomedicinske projektbeskrivelser skulle vurderes og godkendes af en videnskabsetisk komité, før forskningen startede. Danmark var det første land til at oprette et sådant system. Danske biomedicinske forskere blev nærmest opdraget til at tænke etisk i forbindelse med al forskning.

Det sidste tiltag af større betydning er oprettelsen af klinisk-etiske komitéer ved danske sygehuse.

Disse forvalter deres opgaver lidt forskelligt. For eksempel diskuterer nogle komitéer etiske dilemmaer, som personalet har oplevet i den kliniske hverdag, mens andre komitéer inkluderer etiske spørgsmål rejst af patienter og deres pårørende. Komitéerne kommer, så vidt muligt, med en udtalelse baseret på en etisk analyse og den viden, komitéen herved opnår.

Man skal gøre sig klart, at etiske dilemmaer og problemer ikke altid kan ”løses”, så man kan komme med forskellige handlemuligheder vedrørende det samme problem. Nogle vil formentlig se problemet fra patientens side, andre vil se det fra en religiøs synsvinkel, mens andre igen vil overveje personalets situation.

Et eksempel på denne situation er den etiske overvejelse om retten til abort.

Kan patienten stå inde for abortens gennemførelse? Er det rigtigt, set med religionens øjne, at et liv stoppes? Hvis lægen eller sygeplejersken ikke vil medvirke på grund af indgrebets karakter, kan de så nægte at medvirke?

I sidste tilfælde er svaret ja, men det var oprindeligt kun sygeplejersker, ikke læger, der kunne nægte deltagelse. Nu er der lige vilkår for begge faggrupper.

AT TÆNKE PÅ ETISKE PROBLEMER i den medicinske hverdag handler ikke kun om abort og kunstig befrugtning. Dødskriteriet, transplantation, medicinske forsøg, ”slukke for respiratoren”, fosterdiagnostik og mange andre ting er på den etiske dagsorden. Og har vi blot nogle få visionære tanker, må vi indstille os på en ændret etikdagsorden hvert eneste årti, måske endda oftere i takt med den teknologiske og videnskabelige udvikling.

At tænke med en etisk dimension i den kliniske hverdag kræver en kulturændring. Sådanne ændringer tager ofte meget lang tid, måske årtier, så først efter år 2000 kan man sige, at systematiske etiske overvejelser for alvor kom ind i den daglige praksis på såvel hospitalerne som i klinikker. Den første medicinsk-etiske komité i Danmark så dagens lys 2001 på sygehuset i Køge. I for eksempel USA, England og Norge havde de eksisteret i årtier.

Nu har de fleste danske sygehuse klinisk-etiske komitéer, og der opstår derved en fælles interesse på tværs af sygehusene og regionerne. Som et resultat af dette ”fællesskab” og de mange sundhedsmedarbejdere, der uden for komitéerne interesserer sig for emnerne, har vi i 2012 dannet Dansk Selskab for Klinisk Etik (populært: DASKET).

Selskabet arrangerer kurser, årsmøder/konferencer med foredrag og debatindlæg, og understøtter aktivitet omkring etik i det danske sundhedsvæsen. Det er vigtigt at anføre, at selskabet er tværfagligt, hvilket også afspejles i bestyrelsens sammensætning. Den omfatter både sygeplejersker, læger, jordemødre, filosoffer og så videre. Alle, fagfolk og lægfolk, er velkomne til arrangementerne.

HVORFOR NU YDERLIGERE ETIK?

Fordi det er et element, der er kommet for at blive i den danske sundhedsverden.

Etik er ikke en døgnflue, der kom, blev populært og svandt igen i løbet af tre-fire år. Etikken er blivende, og selvom den ikke har været i fokus i lange perioder af den moderne medicinske historie, så har den eksisteret – men uudtalt. Enkelte begivenheder har fået fokus på medicinsk etik i en kortere periode, hvor den så bagefter har levet en dvaletilværelse. Man kan blot tænke på Nürnberg-processerne lige efter Anden Verdenskrig eller situationen med de nye dialyseapparater, man fik i USA i 1960’erne. Der var ikke nok apparater, så prioriteringsdebatten (gen)opstod.

Jævnfør blandt andet den igangværende debat om et såkaldt prioriteringsinstitut i Danmark.

Et af de mest markante initiativer til fremme af viden om medicinsk etik var det øjeblik, hvor man indførte undervisning om medicinsk etik på lægestudiet, jordemoder-uddannelsen, fysioterapeut- og sygeplejeskolerne. Herefter kunne man ikke længere opnå autorisation som professionel sundhedsmedarbejder, uden at man havde fået undervisning i, hvordan man arbejder systematisk med klinisk etik, der hører hverdagen til.

Det kom ikke på én gang, men det er nu en integreret del af pensum på uddannelserne.

UMIDDELBART VIL MAN betegne medicinsk-klinisk etik som ”en blød værdi”.

Det handler ikke om dosis af et eller flere præparater, virkninger og bivirkninger – eller en større eller mindre indgribende operation, måske forudgået af en længere diagnostisk udredning. Det handler om den menneskelige dimension, som altid – uden undtagelse – er til stede, så snart en læge (eller en anden sundhedsperson) konfronteres med en patient. I mødet mellem mennesker opstår etikken. Meget ofte betragter man en patient som en syg person, men det er bredere i den aktuelle sammenhæng. En etisk dimension er til stede, hver eneste gang den raske, måske-syge og/eller direkte syge patient er på banen.

Alt dette betyder, at man ikke kan udskille etikken som en ”blød” værdi, som i realiteten ikke har nogen helbredende betydning – den kliniske etik er, uanset om man kan lide det eller ej, en del af hverdagen i det danske sundhedsvæsen.

Alle kolleger må som udgangspunkt anerkende, at etikken er der – og den bliver der.