Etik er sammenhæng

Når vi i dag spørger så meget efter etik, er det måske, fordi vi har glemt en del af tidligere generationers basale viden. Blandt andet har skolen helt sluppet sin opgave i den sammenhæng, men det er nødvendigt, at der undervises i, hvilke

Mennesket har et næsten uovervindeligt behov for at se tingene i sammenhæng. Det er vel kun i visse former for filosofisk tænkning og i Mikkelsens gamle latinske lærebog, at man kan trække sætninger ud og analysere dem hver for sig og se bort fra at meningsfulde sætninger hører sammen med andre meningsfulde sætninger, og at der i enhver beskrivelse også ligger en vurdering. »Hvor er fader?«. »Svinet er i haven« var to sætninger, der intet havde med hinanden at gøre, men skulle illustrere hver sit syntaktiske problem. Men da de stod i samme afsnit hos Mikkelsen, så kunne de fleste skolebørn se en sammenhæng. Denne evne til at se sammenhæng er noget af det vigtigste i menneskelivet. Derfor er metaforen, dvs. at man »trækker betydning over« (det betyder det græske ord) et fundamentalt træk ved vort sprog. Etik er også det, at der er en sammenhæng - ikke blot mellem ord og sætninger, men også mellem mennesker. Etik er limen mellem mennesker. Når vi i dag spørger så meget efter etik, er det måske, fordi vi har glemt en del af tidligere generationers basale viden. Forældrene lærer os ikke længere, at vi skal opføre os ordentligt over for andre. Skolen er også holdt op med at opdrage børnene. Man lærer ikke, at man skal være god mod næsten, men måske nok at man skal være demokratisk eller økologisk. Og endelig overholde madpyramiden. Dette er dog kun en begrænset del af det moralske felt. Når man beder en lille pige om at rejse sig i bussen for en ældre gangbesværet dame, så svarer hun: »Nej, for så tager hun bare min plads«. Når drenge overfalder en ældre dame og frarøver hende hendes taske og skubber til hende, så hun falder om og slår sig i hjel - så fortæller socialpædagogerne, at børnene har svært ved at se, at de har gjort noget forkert. Hermed være ikke sagt, at børnene er særligt onde, men de lider af mangel på etisk fantasi, og det kan faktisk i høj grad læres. Tidligere, og det vil sige før sekulariseringen eller verdsliggørelsen, stod stat og kirke tæt sammen om at lære børn og voksne at opføre sig ordentligt. Skolens udtalte sigte var at opdrage os til at blive gode og nyttige samfundsborgere. Og et »samfund« er stedet, hvor vi er sammen, og det kan man ikke være, hvis ikke man tager hensyn til hinanden. Men i den sidste generation er skolen stået af, hvad angår indlæring af etik. Netop fordi etikken har ligget os lidt fjernt i en periode, udviser vi nu visse mangel- eller abstinenssymptomer, fordi vi savner det, der skal binde os sammen. Hermed er også sagt noget andet, som er vigtigt at sige ind i vor tid. Nemlig at etik kan aldrig være noget privat. Det kan det ikke alene af den grund, at hvis der ikke er andre end mig til stede, så er etikken strengt taget overflødig. Hvis jeg bor alene ude i en stor skov, behøver jeg ikke buddet »du må ikke slå ihjel«, for der er jo ingen at slå hjel. Hvis der ikke er nogen næste at elske, er kærlighedsbudet meningsløst etc. Omvendt er etikken nødvendig, når man lever sammen (jeg betragter her af praktiske grunde etikken som noget, der handler om forholdet mellem mennesker og ikke f.eks. forholdet mellem mennesker og natur, selvom jeg udmærket ved, at det kan også være rimelig etisk betragtning at anlægge). I moderne filosofi og teologi har man ofte anset etikken for at være noget subjektivt, noget som hørte individet til. Noget man »valgte« og derfor »stod inde for«. Det er helt forkert, for man kan måske nok vælge, om man vil opføre sig etisk, eller om man vil løbe fra sit ansvar, men ikke hvad etikken består i. Man kan ikke vælge, at det er godt at lyve, fordi ethvert samfund ville gå til grunde, hvis løgn eller mord blev generelt accepteret. Etikken er i virkeligheden slet ikke etik, hvis ikke man er enige om det i blandt de mennesker, man lever sammen med. Det kan man faktisk se af selve det græske ord etik, der betyder noget i retning af »det man plejer at gøre, der hvor vi bor«. Ethos menes at hænge sammen med ordet for »bosted«. Og moral betyder nøjagtig det samme, nemlig det man plejer at gøre. Der er derfor heller ingen grund til at skelne særligt mellem etik og moral, som blot er et græsk og et latinsk ord for det samme. Nogle gange kan man møde folk, der meget bastant hævder, at moral er de konkrete bud, mens etik f.eks. er gennemtænkning af moralens grundlag. Vor kulturs selvfølgelige grundlag er naturligvis kristendommen. Den barmhjertige samaritaner er en af vore helt afgørende fortællinger, som siger os, hvorledes vi skal handle: vi kan ikke lade folk ligge i grøften og dø af deres sår, men vi er nødt til at hjælpe dem. Dette »nødt til« skal dog ikke forstås logisk eller i nogen anden absolut forstand. Det er den grundregel, der gælder i vor kultur, men derfor er det langt fra sikkert, at den gælder i alle kulturer. Kristendommen har hævet buddet op over de nære sammenhænge: familie, venner, arbejdskammerater etc. og gjort det til et universelt krav til os, at vi hjælpe alle, som ligger i grøften. Denne meget stærke etik har vi udmøntet i vort samfund, ganske vist ikke til pålydende, men dog i en eller anden udstrækning. Samaritaneren ligger ikke blot bag samariterkurser, men i virkeligheden bag vort hospitalsvæsen, som direkte kan føres tilbage til den berømte mand. Det er helt »naturligt«, at syge skal plejes, siger vi, men i virkeligheden er det samaritanerens natur, som vi har overtaget og indbygget i hele vor tænkemåde. I det hele taget gælder det ofte, at når vi siger til hinanden, at noget »siger sig selv«, så er det, fordi vi har glemt, hvem der sagde det. På samme måde med vort socialvæsen, som også er en måde at opfylde det, som kaldes vor samaritanske pligt. At det ikke længere er Fanden, der tager de sidste, men kommunen, er en selvfølge i vor tænkemåde. Vi ved godt, at det ikke altid lykkes at føre en dækkende socialpolitik, men vi er ikke i tvivl om, at det er vor pligt at tænke i disse baner. Kirkens Korshærs selvfølgelige plads i vor bevidsthed er en god bekræftelse på dette. Her går man ind og supplerer den offentlige hjælp og reparerer på den, men man har ikke to forskellige målsætninger. Samaritaneren sidder også i vore retssale og dømmer folk, der svigter forpligtelsen til at hjælpe, til at yde »rettidig omhu« som gamle A.P. Møller sagde. Folk, der f.eks. flygter fra et trafikoffer, der er landet i grøften, risikerer at blive straffet med op til otte års fængsel. Og sådan kunne vi nævne mange andre eksempler på, at vor kultur er kristen i sit grundpræg. Og det er vi nødt til at rette os efter, hvad enten vi personligt er kristne eller ej, medlemmer af folkekirken eller stående udenfor. Igen en bekræftelse på, at etik er ikke noget, man vælger, ej heller noget, man har privat inde i sig selv. Altså igen: etik er det som holder mennesker sammen, limen i vort samfund, den indbyrdes solidaritet og dækken hinanden ind. Hermed være også sagt, at det er meget vanskeligt at betragte menneskerettighederne som etik. De kan meget vel have en etisk opgave i at beskytte undertrykte mennesker mod tyranniske magthavere, men i grunden må de anses for at være en slags beskyttelse af individet mod kravet om solidaritet i forhold til andre. Strengt taget repræsenterer de jo en fremhævelse af individets egne interesser på bekostning af andre. At have rettigheder og ret vil jo sige, at man selv bestemmer og ikke er forpligtet ud over, hvad man selv beslutter. Hvis vi tager et par af de centrale menneskerettigheder fra den franske revolution, f.eks. forsamlingsfrihed, så indebærer det et forsøg på at holde politiet væk fra mine møder, men det grundlæggende i denne ret er, at jeg suverænt kan bestemme, hvem jeg vil være sammen med. Tilsvarende er ejendomsret retten til ikke at invitere folk ind over éns grund, idet man har ret til at bede dem holde sig væk. Jeg ønsker ikke at afskaffe menneskerettighederne, der som sagt kan have en udmærket funktion i undertrykkende samfund, men i vort rige og demokratiske Danmark får de hurtigt en anden funktion, nemlig at fremelske egoismen i enhver af os og få os til at glemme, at vi er borgere i stedet for brugere, der jo altid står på deres ret. Hvordan bliver etikken en levende virkelighed blandt os? Dertil kan svares rimeligt kort: ved indlæring, fordi det er et spørgsmål om undervisning og opdragelse. Hvis man spørger, hvem der skal påtage sig denne opgave, så er det naturligt at nævne forældrene, skolen og kirken. Forældrene er stadig vigtige, men vi ved jo godt, at et moderne hjem udgøres af en kalenderfamilie, hvor samvær og opdragelse ikke altid står højest på dagsordenen, fordi medlemmernes kalendre skal samstemmes. Det er ikke sagt for at undskylde forældrene, men som en nøgtern konstatering. Kirken har heller ikke de store kræfter til at påtage sig opgaven, og egentligt er det måske heller ikke dens hovedansvar, men snarere at tale om skylden og dens tilgivelse. Men skylden kender man naturligvis kun, når man af etikken har fået at vide, hvad man burde gøre - men altså ikke fik gjort Derfor rører vi her ved et helt centralt skolespørgsmål. Folkeskolen kan og bør holdningsbearbejde sine elever. I Danmark skal skolen både oplyse og oplive for at tale grundtvigsk. Dels for at give eleverne ballast, så de kan kende forskel på godt og ondt og op og ned; og dermed være med til at skabe et samfund, hvori vi alle kan leve. At kirken er interesseret i, at skolen leverer en sådan oplæring, siger vist sig selv. Men det er jo ikke kun i kirkens interesse. Hvis der skal være noget om solidaritet eller »sammenhængskraft« (et nyt Nyrup-ord fra 1997) mellem os, så er man nødt til at undervise i, hvad vi har af pligter over for hinanden og ikke blot rettigheder. n biskop, Roskilde Stift