DEBATTEN OM den danske svineproduktion kører igen. Denne gang foranlediget af Dyrenes Beskyttelses kampagne mod ”burgrise”. Påstandene flyver gennem luften, og erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har meldt ud, at der er tale om hetz mod svineproducenterne baseret på et helt fortegnet billede af livet for en typisk dansk industrigris.
Det kan derfor være værd at stoppe op og se på, hvad der egentlig er op og ned i svineproduktionen, og se på de argumenter, som landbruget anvender, når de vil retfærdiggøre produktionsmetoderne.
For det første er det værd at bemærke, at danske grise traditionelt set ikke lever i bure. På den måde kan landbruget have ret i, at betegnelsen ”burgrise” er misvisende, men ser man på grisenes levevilkår generelt, synes metaforen ikke at være helt ved siden af – særligt når man betænker, at ingen af grisene nogensinde bliver lukket ud af staldbygningerne.
Grisene, der af natur er nysgerrige, intelligente og sociale væsener, tilbringer hele deres liv i båse med stort set intet andet at foretage sig end at spise, sove og så begynde forfra. Lægger man hertil, at de får meget lidt rodemateriale, at lovgivningens pladskrav til en gris på 100 kilo er 0,65 kvadratmeter, og at søerne stadig tilbringer en stor del af livet fikseret i bøjler, så er ordet bur set herfra meget rammende.
Der er for mig at se fire veje, som den konventionelle svineproduktion kan gå, når den vil forsvare sig selv. Man kan for det første hævde, at grisene har det godt, og at bekymringen for deres velfærd er misforstået. Danske grise er glade grise. Tager man de livsvilkår i betragtning, som er beskrevet ovenfor og betænker en række andre faktuelle forhold i svineproduktionen, så er den påstand – uanset hvilket syn man har på dyrevelfærd – svær at acceptere.
Her skal det blot nævnes, at hangrise kastreres uden bedøvelse, 97 procent af alle svin halekuperes rutinemæssigt på trods af, at det kun må finde sted, når alle andre muligheder er afprøvet (herunder mere plads og rigeligt med rodemateriale), 11-15 procent af søerne ender med at dø eller blive aflivet i stedet for at ende på slagteri, og mere end 24.000 pattegrise dør hver dag i produktionen. Flæskestegen har tydeligvis en pris – og det er grisene, der betaler den.
EN ANDEN MULIGHED er at pege på, at grisene i den økologiske produktion også har velfærdsproblemer. Det er for så vidt rigtigt. Halebid, pattegrisedødelighed og skader efter slåskampe er nogle af problemerne i den økologiske produktion. For hvert af problemerne kan man diskutere, hvor stort det er, men man kan ikke nægte, at den økologiske produktion også har velfærdsproblemer. Til gengæld har grisene mulighed for i langt højere grad at udfolde deres naturlige adfærd.
Som forbruger kan man vælge enten at støtte den økologiske produktion eller frilandsproduktionen, der for mig at se rummer en højere dyrevelfærd end den konventionelle, eller fastholde, at ingen af produktionssystemerne rummer høj nok velfærd, hvorfor der skal falafler på middagsbordet. Etisk set synes det også problematisk, når de konventionelle svineproducenter peger på, at andre også gør noget forkert i forsøget på at vaske egne hænder. Som mennesker må vi først og fremmest stå på mål for egne handlinger. Det er ingen undskyldning, at andre også gør noget forkert.
Den tredje mulighed er at pege på, at hvis man kun hæver kravene til den danske svineproduktion, vil produktionen blot flytte til udlandet (for eksempel Polen), hvor velfærden er endnu værre end i Danmark. Her er det værd at nævne, at de danske svineproducenter selv lever højt på, at blandt andet svenskerne tager EU-forbuddet mod halekupering af grise alvorligt – og de svenske svineproducenter derfor er blevet delvist udkonkurreret af de danske. På det punkt har man ingen problemer haft med at skævvride markedsmekanismerne og konkurrere på ulige vilkår. Her burde man måske betænke, at når man selv går efter laveste fællesnævner, så legitimerer man, at andre også gør det.
Et alternativ kunne være at gå foran og indføre en produktion, der giver dyrene anstændige levevilkår. Vi danskere elsker at se os selv som fyrtårne for andre lande. Her er en oplagt mulighed for at lyse op og vise, at dyrenes behov går forud for produktionens effektivitet. Det ville da være et bedre eksempel at sætte.
Videre klinger bekymringen for, at svineproduktionen flytter til lande med ringere velfærd unægtelig også noget hult, når man betænker, at danske svineproducenter helt frivilligt eksporterer 12 millioner smågrise til Tyskland og Polen hvert år for at tjene penge. Lande, som man samtidig fremhæver, har så dårlig en dyrevelfærd, at det vil være et problem, hvis danske forbrugere vælger svinekød derfra. Hvis velfærden er så dårlig i de lande, synes det hyklerisk, at man er villig til at sende levende smågrise ned til de forhold.
Det sidste argument, som landbruget ofte fremfører, er de mange arbejdspladser og indtægter, som produktionen skaber i Danmark. Etisk set opgiver man her at argumentere for, at grisene har tålelige liv, men går på klassisk nytte-etisk vis ud fra, at dyrenes lidelser opvejes af gevinster et andet sted. Hvordan man sammenligner den lidelse, som en dansk gennemsnitsgris oplever igennem sit liv, med nogle tal på en bundlinje, står dog noget uklart. Og om man medregner de omkostninger, som produktionen har for miljø, natur, klima og folkesundhed i de økonomiske beregninger, står heller ikke helt klart.
Men selv hvis man accepterer landbrugets tal, giver det mening at spørge, om vi som anstændige mennesker i et velhavende land kan retfærdiggøre vores behandling af grisene med henvisning til penge. Kan de ikke tjenes for dyrt?
BURDE VI IKKE i langt højere grad søge alternative muligheder til at skabe arbejdspladser og eksport? Det kunne være i form af dyr, der har liv, hvor de mærker sol, jord, vind og regn uden at blive skåret i for at passe ind i produktionsapparatet. Eller ved at satse på at udvikle plantebaserede proteinkilder i stedet for at fastholde en animalsk produktion – det kalder de dystre tal for biodiversitet og klima på. Skal vi på nogen måde løfte de udfordringer, vi står foran, skal vi omstille samfundet på en lang række punkter. Et af dem er vores mad. Der skal langt mindre kød på bordet i fremtiden af hensyn til os selv, klima og natur. Igen kunne Danmark være et af de lande, der gik foran i stedet for at hænge fast i fortidens fejltagelser.
En omstilling af dansk svineproduktion til en langt mindre produktion med langt mere fokus på dyrevelfærd tager tid og koster penge, men landbruget befinder sig i en afgrundsdyb gældskrise, og for den enkelte landmand er virkeligheden ofte en stor gæld, der umuliggør nye investeringer. ”Burgrisene” er derfor ikke kun landbrugets problem. De er vores fælles problem. Det nytter ikke at sidde forarget og skrive under på en kampagne og kræve forandringer, hvis man ikke er villig til at hjælpe dem på vej.
For det første kan man jo huske sine værdier, næste gang man står ved køledisken; ikke lade sig friste af de mange tilbud på billigt kød fra dyr, som har haft liv, vi ganske enkelt ikke kan være bekendt; købe mindre, men bedre. Men da op mod 90 procent af produktionen eksporteres, så har de danske forbrugere kun ringe indflydelse på, hvad der foregår.
Endnu vigtigere er det, som borger, at arbejde på, at landbruget får mulighed for at omstille sig til en grøn og dyrevelfærdsvenlig produktion med langt større fokus på klima og natur. Det kunne være ved at ændre landbrugsstøtten, så den kan anvendes som et redskab til forandring – både for vores egen og grisenes skyld.