Prøv avisen

Etiske argumenter må hentes i det fællesmenneskelige

Bibelen er ikke en erkendekilde på lige fod med erfaringen og fornuften, når det gælder etik. Tværtimod må vi gå til Bibelen på samme måde, som vi må gå til enhver tekst og tradition: nemlig med en sund skepsis baseret på fornuften og erfaringen, mener dagens kronikør

I Kristeligt Dagblad den 17. juni advokerer Ulrik Becker Nissen i en kronik for, at der selvfølgelig må gives en særligt kristen etik. Hermed mener han, at den kristne tro implicerer en etik, som den kristne må besinde sig på. Han anerkender, at det ikke er ligetil at nå frem til denne etik (blandt andet bruger han den kristent-etiske uenighed om krig som eksempel), men pointen er, at noget sådant som et kristent-etisk synspunkt findes og at det skal findes, da en kristen etik er et nødvendigt bidrag i tidens pluralistiske samfund.

LÆS OGSÅ: Ansvarsforflygtigelse. Der er en særlig etik i kristendommen

Ulrik Becker Nissen har unægtelig både kendsgerningerne og den umiddelbare opfattelse på sin side: Det vrimler med særligt kristne etiske synspunkter (tænk bare på for eksempel abort, dødsstraf og prævention); det er en empirisk kendsgerning, at der findes en særligt kristen etik. Og da kristendommen rummer etiske overvejelser og sågar etiske bud, virker det også indlysende, at kristendommen netop selvfølgelig må implicere en særligt kristen etik, som man som kristen nødvendigvis må være forpligtet på.

I Ulrik Becker Nissens optik må den kristne derfor give sig den kristne etik i kast i forsøget på via refleksion over de etiske implikationer af den kristne overbevisning at nå frem til, hvad man som kristen bør gøre og ikke bør gøre. Også selvom svaret måske ikke bliver entydigt.

Men det spørgsmål, som Ulrik Becker Nissen rejser, er selvfølgelig ikke empirisk, men normativt. Det drejer sig ikke om, hvorvidt der findes en særligt kristen etik, men om at der bør være en sådan at den kristne, som kristen, bør indtage en kristent-etisk position. Og hermed begynder det selvfølgelige at vakle en smule, hvilket Ulrik Becker Nissen selv viser ved at inddrage K.E. Løgstrups synspunkt: at forestillingen om en særligt kristen etik ikke blot er uetisk, men også direkte ukristelig! Hvorfor Løgstrup sagde dette, forstår vi, når vi kigger Ulrik Becker Nissens argumentation grundigt efter.

Ulrik Becker Nissen opregner fire erkendekilder som grundliggende for en kristen etik: fornuften, erfaringen, traditionen og Bibelen. De to første kan ikke overraske, da al etik er baseret på en kombination af disse. De to sidste er derimod problematiske. Jeg vil her kun give en enkelt grund som også ligger i tråd med Løgstrups kritik.

Når man vurderer forskellige etikker, sker det ud fra bestemte kriterier. Det er her, fornuften og erfaringen kommer ind. Groft trukket op giver erfaringen os adgang til livet og dets vilkår (hvad vil det sige at være et menneske, hvad gør os lykkelige og ulykkelige og så videre), og fornuften giver os adgang til at reflektere over disse vilkår (og over vore refleksioner). Der er imidlertid ikke noget særligt kristent over erfaring og fornuft. De er tværtimod almene.

Særligt kristent bliver det, når fornuften og erfaringen relateres til Ulrik Becker Nissens to andre erkendekilder: Bibelen og traditionen. Selve dynamikken mellem tænkning og erfaring over for tradition og tekst er der i og for sig ikke noget særligt i, da en lang række etikker opstår i dette møde. Et eksempel kunne her være etiske teorier inden for andre religioner: islamisk etik forholder erfaring og fornuft til Koranen og bestemte traditioner. Et andet eksempel kunne være marxistisk etik (i den form, hvor det giver mening at tale om en sådan), hvor fornuft og erfaring også forholdes til bestemte tekster og traditioner. Det særlige ligger altså i, hvilke tekster og traditioner fornuften og erfaringen sættes i forbindelse med.

NÅR ULRIK BECKER NISSEN taler for en etik, som både er særligt kristen og almen, så er det, fordi han henter sin begrundelse af etikken i en kristen tradition samt Bibelen (det specifikt kristne), og fordi han samtidig hævder, at kristendommen udtrykker en almen sandhed, som til en vis grad er tilgængelig for os alle, men som kun kristendommen kan give fornøden indsigt i. Derfor skal vi søge de etiske argumenter i Bibelens tekster.

Her er det, problemet opstår. For i Bibelen står der alt muligt, hvoraf noget er vel og godt, hvorimod andet åbenlyst ikke er det. I Romerbrevet lærer vi for eksempel, at homoseksuelle har fortjent at dø (Rom. 1, 27-32), og i 1. Korintherbrev at man skal udrydde dem, som opfører sig forkert (1. Kor. 5, 9-13). Til og med i Bjergprædikenen lærer Jesus os, at vi skal hugge det træ ned, der bærer dårlige frugter, og kaste det i ilden (Matt. 7, 15-20).

Her bliver det klart, at Bibelen er en højst tvivlsom autoritet, når det kommer til etik. Derfor fravælger vi også en lang række af de etiske principper, som står beskrevet i Bibelen (hvilket Ulrik Becker Nissen sikkert er enig i). Det centrale er her, at netop denne selektion af bibelske etiske anvisninger afslører, at Bibelen ikke er en erkendekilde på lige fod med erfaringen og fornuften! Tværtimod må vi gå til Bibelen på samme måde, som vi må gå til enhver tekst og tradition: nemlig med en sund skepsis baseret på fornuften og erfaringen.

Det er også her, Løgstrups synspunkt kommer ind i billedet. Han mente netop, at man ved at skæve til Bibelen for at finde argumenter for en etik derved kom til at se bort fra tilværelsen og medmennesket. Ved at gå til Bibelen efter argumenter forvandler man kristendommen til ideologi og Bibelen til manifest eller manual. Hermed gør man den kristne til etisk bedrevidende og som konsekvens ansvarsløs, fordi den kristne i kraft af at kunne påberåbe sig en særlig etisk indsigt igennem Bibelen også kan påberåbe sig en særlig etisk sikkerhed, fordi han netop har den fornødne indsigt. Som Løgstrup siger det, bliver den kristnes ansvar reduceret til ansvarsløst at anvende nogle bestemte livsanskuelser.

Denne forestilling er ifølge Løgstrup både uetisk og ukristelig: uetisk, fordi man reducerer den anden til at være en klient i udlevelsen af en særlig livsanskuelse (det er altså livsanskuelsen, som er det vigtige ikke den anden), og ukristelig, fordi denne opfattelse er uforenelig med det kristne budskab. Kristendommen skal ikke forvandles til ideologi og etisk bedrevidenhed.

Der er altså grund til at være skeptisk over for forestillingen om en særligt kristen etik, hvor Bibelen og traditionen står på erkendekildeniveau. I stedet må vi, som Løgstrup taler for, se etikken som funderet i tænkning og erfaring, hvor disse selvfølgelig bringes sammen med både tekster og traditioner. Men det vigtige er her, at fornuften og erfaringen er primære, og at de derfor både kan tage ved lære af og korrigere tekster og traditioner.

Heri ligger grundlaget for en almen etik, hvor man ikke ud fra bestemte bøger eller traditioner mener allerede at have fundet frem til den endelige sandhed om vores liv med og mod hinanden, som Løgstrup formulerede det.

Her ligger også en mulig platform for at komme i samtale med mennesker af anden overbevisning. Netop i et pluralistisk samfund virker det besynderligt, som Ulrik Becker Nissen gør, at tale for en særligt kristen etik. Hvis vi sidder med vore argumentatoriske næser nede i hver vores religiøse eller kulturelle tekst og tradition, kommer vi ikke i tale med hinanden.

De etiske argumenter må derfor hentes i det fællesmenneskelige. At barmhjertighed og næstekærlighed er godt, ved vi ikke først og fremmest fra Bibelen, men fra vores fællesmenneskelige liv (og tilsyneladende også fra dyreverdenen, hvor vi i nyhederne forleden kunne se en orangutang redde en blishøneunge). Tværtimod står det nok i Bibelen, fordi det også dengang var en erfaring inden for det fællesmenneskelige.

Bjørn Rabjerg er ph.d.-stipendiat i systematisk teologi ved Aarhus Universitet