Etnisk udrensning, model 1945

Den danske encyklopædi skriver korrekt om Kønigsberg, der var hovedstaden i det tidligere Østpreussen: »Indtil 1946 navnet på den russiske by Kaliningrad«. Kønigsberg manglede i 1946 10 år i at kunne fejre 700-års jubilæum som tysk by. Meget kan siges om Anden Verdenskrig - den har også tjent som inspirationskilde for studier i europæeres opførsel i ekstreme situationer. Nylig har den danske stillingtagen til de tyske flygtninge i forårsmånederne 1945 givet anledning til interessante sammenligninger - hvor humane, eller inhumane, var vi selv? »Vi« betyder ikke netop dagens aktører, men deres, altså vores, nærmeste forfædre, særlig inden for sundhedssektoren. »Skoler og andre bygninger blev beslaglagt, og så stod vi over for spørgsmålet om sygehuspladser, spørgsmål, der for visse grupper var uafviselige. Vi - lægeforeningen og sundhedsstyrelsen - enedes også her om visse, snævre linier at følge ved indlæggelser. Heldigvis havde tyskerne jo selv læger heroppe, det gjorde det lettere, når en afvisning kunne blive en henvisning til egne læger. Men svært var det for en sygehuslæge at lade ambulancen køre videre med alvorligt syge til det mere end overfyldte og fjernt beliggende tyske lazaret. Men vi måtte stille de meget snævre grænser for indlæggelse på vore sygehuse for at hindre, at flygtningestrømmen kvalte enhver mulighed for at kunne modtage og behandle de få, der var så syge, at vi lukkede dem ind. De meget frygtede epidemisygdomme, som vi normalt var fri for her i landet, lykkedes det at få hold på ved isolation af mistænkte tilfælde, fortrinsvis i de bygninger, tyskerne havde rekvireret, og under tyske læger.« Disse omhyggeligt formulerede linjer viser den dygtige politiker. Tyskerne og deres rekvisitioner var mildest talt ekstremt upopulære. Administrationen i denne ministerløse tid så sin opgave i at beskytte den danske befolkning - i afventen af, hvad der, hvis uheldet var ude, endnu kunne nå at ske. 250.000 af flygtningene kom til Danmark fra byerne langs Østersøkysten, evakuerede fra selve byerne og tilstrømmende fra landområderne. De flygtede, først til fods eller med hest og vogn, derefter med overfyldte skibe, til Holsten og Danmark. Britiske bombefly og russiske torpederinger leverede hver for sig flere omkomne end Titanic. »Det var hende, de kaldte klumpen«. Et af de hårdest ramte tyske områder var Kønigsberg, der blev totalt ødelagt. Man fornemmede i Danmark nok, at der skete frygtelige ting, men de fleste var mest optaget af alt det, der efterhånden afsløredes om koncentrationslejrene og jødernes skæbne, om Polen og de tyske byer. Østpreussen havde ca. en million indbyggere, altså omtrent som Kosovo. »Ein »Geltungsjude« berichtet«. Denne tilføjelse betyder, at Michael Wieck som søn af en jødisk mor var jøde, men da hans far ikke var jøde, »slap« Michael og hans mor med at bære jødestjerne, modtage jødiske rationer og udføre tvangsarbejde, men blev aldrig indkaldt til deportation. Begge forældre var kendte musikere i byen. Den russiske historiker Lew Kopelew kalder bogen en enkel, ukunstlet og spændende fortælling, hvor hver enkelthed er skildret overbevisende sandt. Bogen begynder med idyllen før 1933 - familien lå på landet i et fiskerleje ved havet i det karakteristiske landskab med klitter og strandenge hinsides de store strandsøer. Hestene gik frit omkring - skulle man bruge sin hest, måtte man først fange den. En yndet spadseretur gik til Thomas Manns hus. »Guten Morgen, Frau Koske« blev til »Heil Hitler, Frau Koske« - med oprakt arm og utålelige forhold. Derpå fulgte nogle for barnet ret rolige år i den jødiske skole, indtil den blev lukket. Hans tre år ældre søster blev ikke forfulgt i sin skole, men forældrene slog til, da muligheden for en kvæker-friplads i Skotland i 1938 dukkede op. Familien fik på et tidspunkt tilbud om at komme til Sverige - Wieck senior var af »god« familie, hans første kone beslægtet med familien Palme. De afslog, da de endnu håbede på bedre tider. Senere blev først Michaels mor afskediget, derpå faderen. Hans far blev dog genansat - han skrev til sin kusine i Berlin, en meget kendt skuespillerinde. Hun gik til Göring, der beordrede genansættelse. Det holdt en tid. En dag i 1941 så Michael, da han kom hjem, at der hang en officerskasket i entreen. Hans ældre bror (halvbror) Peter var på besøg. Han var højt dekoreret efter deltagelse i krigene i Polen og Vesteuropa samt Rusland. Da han var gået, fortalte hans far, at Peter havde fortalt om en begivenhed under krigen i Rusland. »De« - hvem var »de«? Vel ikke broder Peter? havde overhældt en russisk officer med høje udmærkelser med benzin og sat ild til. Peter blev senere såret, så han ikke kunne gøre felttjeneste, og efter sammenbruddet fik han forbindelse med sine svenske slægtninge og »unddrog sig således synet af den skærvebunke, som også han var ansvarlig for«. Den tyske kommandant i Kønigsberg, general Lasch, holdt stand i sin bunker indtil den 9. april 1945, da russerne stod foran bunkeren. Russernes raseri var skærpet af den langvarige modstand. Skildringen af særlig de første par år er fuld af gru og bizarre hændelser. Omfanget af voldtægt var uhyre. Hvis en fader ville beskytte sin datter, blev han skudt, datteren antagelig også. Der var ingen, der interesserede sig det mindste for, at Wiecks var ofre for nazismen. De første dage havde de endnu deres violiner. På et tidligt tidspunkt kom de i snak med en musikinteresseret jødisk Oberleutnant, der talte jiddisch - han tog Michaels violin. Michael Wieck kom væk fra forældrene og havnede i koncentrationslejren Rothenstein. Her var så snævert, at fangerne lå oven på hinanden. Michael lå på en døende tuberkuløs, der på en gang tillod Michael at ligge øverst og samtidig advarede ham mod smitte. Han var så heldig at ligge ved en dør - under døren kom der lidt frisk luft ind. Han slap jo altså ud af Rothenstein - på et tidspunkt var han så syg, at hans mor dristede sig til at forsøge en henvendelse til en kvindelig russisk læge. Han blev indlagt; lægerne konstaterede dobbeltsidig lungebetændelse og ribbensskade efter slag. Sygehuset havde ingen medicin, og da Østpreussens formelle indlemmelse i Sovjetunionen fandt sted i 1946, ophørte i det hele taget enhver leverance til sygehuset. Hans mor bragte ham mad, som han spiste under tæppet. Når Michael Wieck og hans forældre overlevede, var hovedårsagen, at Michael udviklede sig til mestertyv. Og så lærte hans far og mor at bage marengs, som moderen solgte. I en længere periode boede de sammen med en kvindelig bekendt, der havde indrettet sig med en russisk officer. Det gav nogen beskyttelse. På et tidspunkt havde hans far det held i ruinerne at finde en stor pakke erstatningskaffe - hans mor solgte nu en tid varme drikke på gaden. I 1948 fik de alle tre udrejsevisum, hvor Michael først i Østberlin blev stillet over for et tilbud om arbejde i en mine i Ural. Dørene blev spærret og lister omdelt, hvor alle var opført, så de kun behøvede at skrive deres navn. Deltagernes raseri var dog så voldsomt, at afspærringen ophørte. Michael fik kontakt med sin fars familie, og ved en filmoptagelse lykkedes det ham simpelthen at blive smuglet ud. Michael Wieck fik en fin musikerkarriere, idet han blev koncertmester ved »Stuttgarter Kammerorchester«. Han turnerede til både Leningrad og Moskva og hilste på Sovjetunionens mangeårige kulturminister fru Furtzewa, også kendt her i landet. Wieck er forbavsende tolerant, men skriver dog bittert om to personer, som han citerer, kommandanten general Lasch og Konrad Lorenz, der i 1940 var professor i almen psykologi ved universitetet i Königsberg. General Lasch overgav sig så sent, at der ved overgivelsen, hvor russerne stod ved hans bunker, ikke var nogen indrømmelse, der kunne handles med. Russerne brændte resten af byen af. I sine erindringer skriver Lasch, at han ikke længere over for Gud og sin samvittighed kunne forsvare at lade befolkningen bære flere ofre. Konrad Lorenz skrev i 1940 i »Tidsskrift for anvendt psykologi og karakterkundskab« om »Artsmæssige forstyrrelser forårsaget ved domestikation«. Wieck gengiver fra indledningen vendinger som »Parasiten des Volksganzen«, »ethisch Minderwertige« eller »sozial minderwertiges Menschenmaterial«. Wieck harcelerer over, at de, der inspirerede til de kriminelle handlinger, ikke blev krævet til regnskab, medens de, der blev forført, blev henrettet eller straffet. Konrad Lorenz fik nobelprisen i 1972 og blev æresborger i Wien. Dette finder man ikke noget om i Encyklopædien. fhv. ankechef