Det er en del af den kristne tradition at vente på dommedag, men den kristne religion indeholder samtidig en opfordring til håb og tillid til en kærlig Gud, der tager sig af menneskene. Det er tydeligt, at der i disse år i Danmark og andre europæiske lande opstår en ny kristen spiritualitet, som søger tilbage til troens rødder.
LÆS OGSÅ: Naboskabets blodige spor fører mod forsoning
Som historiker er det min pligt ikke alene at beskæftige mig med fortiden, men også at bruge denne fortid til at forstå nutiden. I de kommende måneder vil jeg bruge den første del af min pensionisttilværelse til at skrive en lille bog om den nye og gamle kristne spiritualitet, som jeg finder i Danmark og Europa.
Mit kendskab til europæisk middelalderkultur giver mig et perspektiv over et nyt og gammelt landskab. Det drejer sig ikke om den mørke middelalder, som moderne mennesker har fantaseret om. Det er den lyse middelalder, hvor både mænd og kvinder fik muligheden for at forstå og leve i tillid til, at der er en mening og hensigt med livet.
For de tusinder af mennesker, der i århundreder forlod hjem og hverdag og drog ud på Europas veje i retning mod Santiago, Trondheim, Vadstena, Rom, Odense og Ringsted, udsprang trangen til at blive pilgrim af en fast overbevisning om, at de helgener, der ventede på rejsemålet, kunne give trøst og lindring for livets sorger og bekymringer.
I de sidste tre årtier er der atter blevet trængsel på Europas pilgrimsruter. Denne gang handler det for den enkelte, i hvert fald for det protestantiske Europa, mere om vejen end om endemålet. De danskere, der når hen til Jakobs grav i Compostela, opfatter for langt de flestes vedkommende ikke hans ben som noget mirakuløst. Miraklet består i den forvandling, der finder sted i pilgrimmene undervejs, hvor de enten går i stilhed eller lægger øre til hinandens fortællinger og føler sig beriget derved.
Mindre synlige er de protestanter og katolikker, der i nogle dage trækker sig tilbage fra almindelige gøremål og tager på retræte. Her finder de mulighed for at bede i ensomhed og i fællesskab, men også til at tale om deres søgen efter det åndelige liv. Der er efterhånden oprettet flere retrætesteder i Danmark, som for eksempel Skovhuset ved Viborg eller Birgittasøstrenes kloster i Maribo, og her sker der uden de store armbevægelser et møde mellem enkeltpersoner, fællesskabet og den kristne spiritualitet.
Jeg kan ikke definere denne spiritualitet, fordi den opleves meget individuelt. Men dens kristne indhold handler om en tro på Jesus som frelser og et ønske om at nå ham gennem bøn, i gudstjenesten og hverdagslivet. Kristen spiritualitet kræver ikke heroiske gerninger, og kristendommen har i det hele taget ikke brug for store erklæringer i EUs forfatning.
Netop nu, hvor vi får at vide, at den europæiske civilisation er ved at uddø (professor Bent Jensen) kan vi kigge tilbage på historiens forløb og erkende, at dommedagsprofeterne længe har været iblandt os. Da vikingerne i 794 plyndrede klostret Lindisfarne og dermed begyndte deres ødelæggelse af den rige angelsaksiske kultur, var der også krønikeskrivere, der mente, at europæisk civilisation var ved at uddø. Munkene kunne begræde det manglende forsvar for de europæiske værdier (Kristeligt Dagblad den 29.november).
Men vikingerne kom efterhånden på bedre tanker, grundlagde byen Dublin og tog kristendommen til sig. I dag hævder de fleste arkæologer og historikere, at denne omvendelse skete ud fra magtpolitiske grunde, men jeg mener, at kristendommens indhold og dens spiritualitet også spillede en rolle. Dermed overlevede europæisk civilisation den første af mange gange.
Den sorte død i 1300-tallet rev næsten halvdelen af Europas befolkning med sig. Visse historikere mener, at chokket oven på den katastrofe svækkede troen og trak Europa ud af middelalderens mørke og lagde grunden til den moderne verden. Jeg finder imidlertid ikke indikationer på et sådant trostab, næsten tværtimod. Da pestens første bølge havde lagt sig, gik folk tilbage til deres sognekirker, begravede deres døde og forsøgte at leve videre.
Sognepræster var den befolkningsgruppe, der havde den højeste dødelighed under pesten, fordi de fleste blev iblandt deres sognebørn og derfor blev smittet. Kirkens mænd gjorde deres pligt som gode hyrder og udviste omsorg. Denne udramatiske fortælling er måske ikke lige så spændende som forestillingen om et afgørende brud, men kristendommens praktikanter har gang på gang levet deres liv på udramatiske måder.
Kristendommen var fortsat en ufravigelig del af den europæiske arv, men i 1500-tallet blev kirken overtaget af kongemagten på en måde, som ikke havde været tilfældet i middelalderen. Da kirkerne i Nord- og Sydeuropa blev en del af etablissementet var det på bekostning af deres liv og spiritualitet, med fatale konsekvenser til følge under Den Franske Revolution, som under parolen lighed, frihed og broderskab slagtede uskyldige mennesker.
I nogle år så det faktisk ud til, at kristendommen havde udspillet sin rolle i Europa, og lavpunktet var, da en prostitueret blev anbragt på alteret i Notre-Dame i Paris som Fornuftens Gudinde.
Men i 1815 sluttede mareridtet, og kristendommen oplevede en opblomstring i de dele af Europa, hvor Napoleons hære havde huseret. Under Den Franske Revolution var samtlige munke- og nonneklostre blevet lukket, men de fleste blev gengrundlagt, og der opstod en ny fromhedsbølge i Vesteuropa, der endte med at eksportere klostervæsenet til USA, hvor det trives den dag i dag.
De intellektuelle havde erklæret, at kristendommen var en død religion, men for tusindvis af unge mænd og kvinder blev den en ny begyndelse.
Gang på gang har kristen tro og spiritualitet trængt deres vej gennem samfundets sprækker og vist deres styrke. Efter Anden Verdenskrig mente mange, at det var umuligt at tro på en Gud, der tillod, at adskillige millioner jøder, homoseksuelle, kommunister og andre afvigere blev slået ihjel. Men Europa blev genrejst, både fysisk og åndeligt, og de kristne kirker fandt igen deres plads i samfundet.
Enhver, der mener, at kristendommens tid er forbi, har ikke sans for betydningen af det religiøse møde mellem mennesker, som enten fører til talende stilhed eller til gode samtaler. Kristne europæere har intet at frygte fra muslimer, der deler en stor del af vores religion og er fælles med os og jøderne som Bogens folk. Ved at erkende denne fælles arv, kan vi nærme os hinanden i stedet for at fastholde de fjendebilleder, der i de sidste år har smittet Europa.
Europa er en lang erfaring, fyldt med faremomenter, men vi er her endnu i frygt og bæven, men også i stolthed over, at vi er nået så langt. Frem for at hade eller foragte dem, som er anderledes, kan vi fortælle, hvem vi er, og hvorfra vi kommer.
Midt i arbejdsløshed og finanskrise er det vigtigt at fastholde: Vi har været her før og skal nok klare os. Vi har brug for hinanden og er forbundet i en tro og overbevisning, der siger som Paulus, at conversatio nostra in coelis est (Fil. 3, 20): Vores livsførelse tilhører himmelen. En ny kristen spiritualitet spirer frem, mens Europa endnu en gang overlever og fornyer sig.
Brian Patrick McGuire er middelalderhistoriker