Englands nej til EU bør få os til at genoverveje EU som politisk projekt.
Hvad er det egentlig, englænderne har protesteret imod? Er det selve EU’s grundlæggende projekt? Er dette projekt stadig værd at opretholde, eller skal der ændres noget i dets fundament?
Historisk set udspringer EU af et samarbejde mellem nogle europæiske lande – centreret omkring Frankrig og Tyskland – efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser.
Først var der blot tale om en kul- og stålunion, men med tiden blev de politiske og økonomiske ambitioner større, og flere lande kom med, for eksempel England og Danmark.
Det blev til Fællesmarkedet og senere til Den Europæiske Union, hvori også flertallet af de østeuropæiske stater efterhånden blev medlemmer.
Så meget om omfanget af EU. For hvad sagen egentlig drejer sig om, er EU’s fælles idégrundlag og mål.
Grundlæggende har samarbejdet gennem hele sin historie haft to mål. Det ene er at undgå fremtidige krige i Europa. Tyskland og dets naboer skulle bindes således sammen, at krig blev umulig.
Og det andet mål er at skabe økonomisk vækst igennem frihandel over de gamle grænser. Nærmere bestemt var det at skabe økonomisk vækst ikke kun et mål i sig selv, men det var også et middel til at skabe den nye gensidige afhængighed, som ville umuliggøre fremtidige krige.
Og egentlig må man vel sige, at EU er nået et godt stykke hen imod at realisere disse mål.
I hvert fald er det i dag svært at forestille sig traditionelle krige mellem EU’s medlemmer. Ligesom de europæiske lande generelt er blevet rigere.
Men hvorfor ønsker et flertal af englændere så alligevel at forlade EU? Og hvorfor er der også betydelige protestbevægelser i mange andre EU-lande? Selv i Tyskland og Frankrig.
For at forstå det må vi se nærmere på, hvad EU’s indre marked egentlig indebærer. Grundlæggende er det kendetegnet ved fire friheder: den frie bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft.
I den sociale virkelighed betyder disse fire friheder forskelligt for forskellige personer, alt efter hvor de er i det sociale hierarki. Kapitalens frie bevægelighed er umiddelbart mere til gavn for den rige end for den fattige.
Arbejdskraften frie bevægelighed har ikke samme betydning for ufaglærte som for højtuddannede. For mange højtuddannede betyder det primært nye muligheder i andre lande. For mange ufaglærte betyder det derimod, at de rammes af konkurrencen fra ufaglærte fra fattigere medlemsstater.
De oplever, at de fremmede kommer og overtager arbejdet, fordi de er villige til at arbejde for en lavere løn. Og når de fremmede arbejdere kommer ind og skal bo i landet med deres familie, skal de bo i de lavtlønnedes boligområder, fordi det kun er dér, at de har råd til at bo. Da oplever de lavtlønnede, at deres boligområder går i kulturel opløsning og bliver rodløse. Og de oprindelige indbyggere oplever at blive fremmede i deres eget land.
Denne dynamik ligger indbygget i EU’s indre marked, så længe dette omfatter arbejdskraftens frie bevægelighed. Og den rammer de økonomisk svage i de nogenlunde velstillede demokratier hårdest. På deres løn og deres livsomstændigheder.
Det er det, der er sket i England. Og det er det, som englænderne nu ved en demokratisk afstemning har protesteret imod.
I realiteten har EU med sit krav om arbejdskraftens frie bevægelighed prioriteret borgeren som arbejdskraft over borgeren som demokratisk ligeværdig. Og det har englænderne naturligt nok taget afstand fra. Ikke mindst de lavtlønnede englændere. Hvorfor skal de finde sig i at blive nedvurderet til arbejdskraft, når de primært bør være – og opfattes som – borgere med politisk ligeværdighed?
Derfor er der fra englændernes side ikke blot tale om en politisk uklog reaktion på EU’s velfungerende indre marked.
Der er derimod tale om en demokratisk nødvendig reaktion på et EU-marked, som primært anser borgerne for at være arbejdskraft, og som derfor undergraver demokratiet. Og jo mere EU fortsat vil tromle igennem, at borgerne primært skal opfattes som arbejdskraft, jo mere vil det undergrave den elementære demokratiske kultur.
Der er altså indbygget en demokratisk set uheldig dynamik i EU’s retningslinjer for det indre marked.
Det er desværre ikke det eneste område, hvor Unionen står for en sådan dynamik. Det gør den også på asylområdet. Her kræves det, at alle ansøgere skal prøves, og at alle, der er truede, skal have asyl, uanset hvad modtagerlandet kan bære.
I praksis betyder det, at der er mange, som skal have asyl. Og hvor skal disse mange så bo? Økonomien bestemmer, at så længe de er mindst integrerede og har sværest ved at forstå sproget og sædvanerne, skal de bo i de boligområder, hvor de svageste i forvejen bor.
Selvom det er toppen i EU og i de enkelte medlemslande, som bestemmer asylpolitikken, så er det altså de svageste medborgere, som pålægges at bære dens tungeste konsekvenser.
Det er deres dagligdag, som den ændrer og fremmedgør. Og for mange er det endt med, at de er blevet fremmede i deres eget land.
Det er også denne moralske ulighed, som borgerne helt berettiget protesterer imod, når de protesterer imod diktaterne fra EU.
Så langt er det altså et faktum, at EU ikke har gjort tilværelsen bedre for alle sine borgere. Tværtimod har Unionen ført en politik, som specielt har gjort tilværelsen vanskeligere og mere usikker for de svagere borgere i de velstillede lande.
Hvis EU har forhindret krig, så er det sket på bekostning af trygheden på gader og stræder i de socialt svagere boligområder.
Så eliten har købt freden ved at lade sine svagere medborgere betale urimeligt dyrt. Den har imod mange af disse borgeres ønske fremmedgjort dem i deres eget land.
Og når de pågældende borgere protesterer imod denne fremmedgørelse – som de nu har gjort i England – så er de moralsk set ikke værre end de velstillede, som ønsker åbne grænser, men som også ønsker at betale mindre i skat, fordi de ikke selv vil finde sig i de levevilkår, som de har påtvunget deres økonomisk svagere medborgere.
Det store problem for europæisk politik på nuværende tidspunkt er, at den styrende elite slet ikke forstår disse elementære moralske sammenhænge, men at den lever i et moralsk selvbedrag.
Eliten tror sig selv god, fordi den går ind for åbne grænser og en liberal asylpolitik, men den forstår ikke, at dens godhed er en tom skal, fordi den overlader det til andre – specielt de økonomisk svagere medborgere – at bære dens konkrete konsekvenser. Så længe eliten er fanget i denne illusion om sin egen godhed, udgør den en direkte fare for demokratiets fortsatte opretholdelse.
Derfor gælder det om at få eliten bragt ud af illusionen om egen godhed. Og det gælder om at få den til at forstå, at de nuværende betingelser for det indre marked ikke er en følge af uomgængelige demokratiske principper, men at de tværtimod er udtryk for et særligt politisk valg, hvor man har prioriteret borgeren som arbejdskraft højere end borgeren som demokratisk ligeværdig.
Der er noget helt grundlæggende galt med det demokratiske sindelag hos en elite, som vil gennemtvinge denne prioritering imod befolkningernes eget ønske.
Så når borgerne selv forkaster den – som det nu er tilfældet i England – så er det på tide at ændre den. Så er det på tide at tage de grænser, som især beskytter de svagere medborgere i de enkelte lande, mere alvorligt. For som det er nu, så er EU’s idégrundlag forudindtaget for de velstillede og imod de socialt svagere i de enkelte lande.
I grunden er der tale om en moralsk kamp. Hvor EU hidtil har været styret af økonomien og det menneskesyn, som den moderne matematiske økonomi bygger på, så bør EU for fremtiden styres af en gensidig anerkendelse af vor demokratiske forpligtelse.
Og det gør man ikke ved at ødelægge de eksisterende demokratier.
Kai Sørlander er forfatter og filosof