I kristeligt Dagblad den 15. juni er jeg citeret for ikke at ville stemme til folketingsvalget den 18. juni, og jeg går ud fra, at det blandt andet er den artikel, som tidligere provst Peter Holm refererer til, når han i kronikken den 20. juni skriver:
”Det kan virke meget skræmmende og intellektuelt uforståeligt, at nogle i det netop overståede folketingsvalg kunne spille religion og demokrati ud mod hinanden, som om man for eksempel i ældgamle skrifter kunne finde svar på moderne politiske udfordringer.”
Tillad mig her at tage til genmæle og forsøge at berolige Peter Holms intellektuelle bekymringer, så han igen kan føle sig tryg i vores demokrati.
Jeg har nemlig ingen intentioner overhovedet om at spille religionen og demokratiet ud mod hinanden. Tværtimod!
Selvom toregimentelæren er luthersk børnelærdom, ændrer det ikke på, at der blandt lutherske teologer langtfra er enighed om, hvad toregimentelæren egentlig lærer, hvis man da overhovedet nogenlunde kan redegøre for den.
Dernæst kunne man spørge, om toregimentelæren ikke også har udviklet sig siden Luther, så der faktisk er forskel på den lære Luther formede, og den mest udbredte forståelse af læren i dag.
Der er heller ikke enighed om, hvilke praktiske konsekvenser toregimentelæren skal have - heller ikke blandt lutheranere.
Og når Peter Holm skriver, at der i Det Nye Testamente findes ”det evangelium, som mennesker skal frelses ved, hvis de tror, Jesus har gjort fyldest for vores synder”, så har han så uendelig ret.
Men i Det Nye Testamente findes også det evangelium, som sætter os fri til at leve i en helt ny virkelighed.
En virkelighed, hvor Messias - kongen - udråber et nådeår for Herren! En virkelighed med et evangelium, som har praktiske konsekvenser for det samfund, det forkyndes ind i.
Da Jesus besøger synagogen i Nazaret og læser højt fra Esajas' Bog om slaverne, der skal frigives, om det gode budskab til de fattige og om, at de undertrykte skal sættes i frihed, så forkynder han netop det, som vi i dag har så svært ved at forstå:
Et evangelium, som ikke er politisk, er slet ikke noget evangelium.
Her skal ”politisk” naturligvis ikke forstås i snæver forstand som lovgivning, politiske partier eller regeringer. Men politisk i bred forstand - hvordan vi, både som individer og som kirke, navigerer i den verden, vi alle er en del af.
At evangeliet er politisk, betyder ikke, at vi skal indføre teokratiet som formel styreform. Det betyder heller ikke, at vi kan slå op i de ”ældgamle skrifter” og finde svar på, hverken hvordan vi skal indrette vores samfund, hvordan den økonomiske politik skal sættes sammen, eller hvor mange flygtninge vi skal tage imod.
Men når Gud igen og igen - ikke bare formaner, men byder sit folk at tage sig af enkerne, de faderløse, de fattige og fremmede; når Jesus helt tydeligt erklærer, at med hans komme er Guds kongerige kommet nær til mennesker, så fortæller det os, at Gud ikke blot er interesseret i at frelse os åndeligt.
Gud vil genoprette sit skaberværk, og en del af denne genoprettelse griber ind i den politiske virkelighed. Så spørgsmålet er ikke, om evangeliet er politisk. Spørgsmålet er, hvordan er det politisk?
Svaret på dette spørgsmålet finder vi ikke kun i, hvad vi tror på, men også i, hvordan vi udlever denne tro. Gud har en drøm og en længsel for sin skabning, og det er blandt andet kirkens opgave at give kreative og modige svar på, hvordan denne drøm kan blive til virkelighed.
Derfor er det heller ikke holdbart, som Peter Holm ellers hævder, at kirken må ”passe sit og politikernes deres”.
Det er jo ikke, fordi kirkens gejstlige skal stræbe efter magtpositioner i samfundet, men fordi kirkens folk skal tale samfundets magthavere imod, når Guds riges etik trædes under fode.
Naturligvis er det kirkens opgave at forkynde Guds kærlighed, syndernes forladelse og invitationen til et nyt liv i fællesskab med ham, men det er i lige så høj grad kirkens opgave at være en profetisk røst ind i samfundet, som tager parti for den svage og står op imod uretfærdigheden.
For Jesus er verdens frelser, men han er også verdens herre.
Det første er vi fortrolige med. Og det er fantastiske nyheder! Det andet gør mere ondt, for når Jesus er min herre, betyder det også, at han er en autoritet.
Det er ikke længere blot min egen vilje, der gælder. Et tydeligt eksempel på dette er Fadervor, som heldigvis er børnelærdom også ud over lutherske kredse.
For mange er Fadervor af flere årsager en hjørnesten i tros- og bønslivet. Vi beder den måske så ofte, at vi ikke lægger mærke til, hvad vi egentlig beder om.
Men vi beder om, at Guds vilje må ske. Ikke bare ”i himlen”, men også ”på jorden”. Altså her og nu. Ikke engang ude i fremtiden. Men nu! I dag og i morgen. Mandag til søndag.
Når vi beder om, at Guds vilje må ske, står Guds vilje og vores vilje måske-måske ikke i kontrast til hinanden. Men Fadervor fortæller mig noget om, hvor gennemgribende og langt mere radikalt Jesus forestiller sig situationen.
Jesus fortæller os, at vi skal bede om, at Guds vilje skal ske på jorden! Ikke noget af den. Ikke det, vi synes kan lade sig gøre. Ikke det, som med menneskelige øjne synes rimeligt. Ikke bare det, som jeg har tro for. Men hele Guds vilje. På jorden.
Når vi beder denne bøn, lægger vi ikke blot vores egen vilje over i Guds hænder, men vi stiller os på samme tid til rådighed og påtager os et ansvar for, at det bliver sådan.
Påtager os et ansvar for ikke at gå på kompromis. Påtager os et ansvar for ikke at lukke vores øjne for denne verdens nød og uretfærdighed. Påtager os et ansvar for at elske, ligesom Jesus elsker os.
Når Guds vilje kommer nær - også på jorden - så må vores vilje bøje sig mod hans. Og vores erkendelse bøje sig mod hans.
For når jeg beder denne bøn, anerkender jeg en anden virkelighed, hvor langt mere kan lade sig gøre. En virkelighed, hvor lamme kan gå, blinde kan se, hvor stumme kan tale, og døde bliver levende igen.
En virkelighed, hvor sultne bliver mætte, og hvor alle våben smedes til plovjern. En virkelighed, hvor kærligheden er så påtrængende, at den ikke kan afvises.
En virkelighed, hvor ingen anden end Gud er konge og regerer.
Så spørgsmålet bliver uvægerligt: Hvordan stemmer jeg i en sådan virkelighed? Hvordan er jeg politisk i en virkelighed, hvor jeg først må søge Guds kongerige og hans retfærdighed? Ved et folketingsvalg må den endelige afgørelse ligge hos vores samvittighed.
Personligt undlader jeg at stemme, fordi det for mig at se er for meget et kompromis at hjælpe mennesker til magten, som - bevidst eller ubevidst - både vil fremme godt og ondt i denne verden.
Det gør vi naturligvis alle sammen, men den magt, som sættes bag i Folketinget, gør konsekvenserne desto større.
For andres samvittighed betyder det noget andet - at de stemmer på det ene, andet eller tredje parti. Her må vi ikke dømme hinanden. Men vi må altid og til stadighed udfordre hinanden på de valg, vi træffer. Hver dag.
For hver dag ”stemmer” vi gennem de valg, vi træffer. Hvordan vi bruger vores penge, og hvordan vi lever vores liv. Politikerne har ét endemål. Gud har et andet. Og må hans vilje altid ske - i himlen således også på jorden.
Arne Pedersen er cand.mag. i medievidenskab og ITT i teologi