EN PENSIONIST SKREV FØR JUL til Informations brevkasse og bad om et godt forslag.
Hun kunne godt tænke sig at møde en mand, der ligesom hende selv var velorienteret, frisk og rørig, da hun nu havde været alene i fem år.
Her er det råd, hun fik:
Svaret er højskoler. Det står sjældent i formålsparagrafferne, men højskolernes primære funktion er dating alt det med åndsfrihed og folkeoplysning er behagelige biprodukter. Særlig nemt er det, når man er ung, men den intime højskolestemning kan også udnyttes af ældre. Og de mænd, som melder sig til et pensionistkursus på en højskole, må forventes at være af en vis kvalitet.
LÆS OGSÅ: Højskoler åbner flere genveje til uddannelse
Det velmente råd skal nok falde visse højskoler for brystet, især det med, at åndsfrihed og folkeoplysning er behagelige biprodukter.
Men jeg kan jo ikke benægte, at jeg selv fandt min kone på mine forældres højskole.
Det samme gjorde min ældste bror.
Og det holdt i begge tilfælde!
Min forældre lagde aldrig skjul på, at kammeratskab er en vigtig del af højskoleoplevelsen, og de ville ikke forhindre nogen i at blive kærester, når blot de ikke kom på hinandens værelser. Det var dengang!
Man kan gå i den samme skoleklasse i mange år uden at knytte særlige bånd til andre i klassen.
Men på højskolen kan man i løbet af få uger eller måneder få venner for livet. Man kommer tættere på hinanden og bliver vurderet efter indre værdier frem for den overfladiske omgang med andre, der præger de fleste skoleforløb. Det er blandt andet fællesskabet og ovennævnte intime højskolestemning, der gør højskolen til skolen for livet.
ET ANDET NØGLEORD, når højskole-oplevelsen skal beskrives, er ordet åndsliv. De lovbestemte skoler og uddannelser er domineret af redskabsfag, der har det formål at forberede eleverne/de studerende til arbejdslivet og samfundslivet.
Det samme gælder mange højskolefag, men dertil kommer højskolernes ambition om, at eleverne skal opleve menneskelige og kulturelle værdier.
Åndeligheden gennemsyrer Højskolesangbogen, som i modsætning til Arbejdersangbogen handler om det, vi har fælles som mennesker, store følelser, angst, kærlighed, tilhørsforhold, evighed, synd og død.
Det samme gælder den store litteratur, som bliver levendegjort for titusinder af elever på højskolernes korte og lange kurser.
Jeg har selv oplevet det i forstander Knud Hansens foredragstimer på Askov Højskole, da jeg i studietiden havde et årsvikariat på Askov Højskole. Jeg glemmer det aldrig.
Åndsliv har med dannelse at gøre. Dannelse, det er, når man opdager følelser og erkendelser, man ikke tidligere har været bevidst om. Når ørene lærer at høre, hvad de ikke før kunne høre. Når øjnene lærer at se, hvad de ikke før kunne se.
Det sidste tog min far meget bogstaveligt. Han tvangsindlagde alle eleverne til sine kunsthistorieforedrag, hvor han projicerede alverdens kunstværker op på væggen med sit epidiaskop.
Han slæbte dem rundt i Holland, hvor de blandt andet skulle på Rigsmuseet og bymuseet for at se de store hollandske malere som Rembrandt, van Gogh, Bruegel, Mondrian med flere.
Hans ambition var at få eleverne til at udskifte Hjorten ved skovsøen over sofaen i de små hjem med reproduktioner af mesterværkerne, som de købte på museerne. Deres øjne skulle lære at kende forskellen på kitsch og kvalitet, overflade og dybde. Tidligere elever har fortalt mig, at det lykkedes i betydeligt omfang.
Jeg har selv haft en lærer, der åbnede mine øjne for arkitekturens historie og udtryksformer. Den dannelse åbnede en ny verden for mig. Ligesom musikoplevelser kan gøre det.
Højskolelærere og -forstandere er ikke bedre end andre lærere og ledere. Men de har større frihed til at koncentrere sig om de åndelige værdier, der er væsentligst i tilværelsen.
På godt og ondt.
Det kan føre til sublime oplevelser. Men det kan også ende i ren tomsnak og snakkesalighed. Som udtrykt af en mor til en af eleverne hjemme på højskolen: Hun var kommet efter skolestarten med sin søn Poul og sad nu inde i privaten hos mine forældre og fik kaffe og en snak. Hvad skal Poul så i gang med, når han er færdig på højskolen?, spurgte min far venligt, rutinemæssigt. Hun svarede på klingende fynsk: Je tror, haj ska vær højskolelær, for haj ka så godt li å hør sæ sæl snække!
Ånden fløj visseligt ikke altid højt i de grundtvigske haller.
Det gælder stadig.
HVAD ER DET SÅ, der gjorde højskolens folkeoplysning til noget helt specielt ud over fællesskabet og åndeligheden?
Mit svar er: Det var opbygningen af det, jeg vil kalde moralkapital ikke moralisme, men villighed til at gå ind i forpligtende fællesskaber.
På højskolen skulle de lære at se ud over deres egen næsetip. De skulle lære at se sig selv i en større sammenhæng, nationalt, lokalt og i forhold til de nære samarbejdsrelationer.
Min far fortalte engang om to bygningshåndværkere, der bliver spurgt, hvad de er i gang med. Den ene svarer: Det kan du vel se, jeg lægger sten på sten til en væg!.
Den anden svarer: Jeg bygger på en katedral!.
Typisk højskolesnak, men der er mening i det. Man skal se sig selv i en større sammenhæng.
Det er ikke tilfældigt, at utallige højskoleelever var og er drivende kræfter i andelsforetagender, foreninger, aftenhøjskoler, hjemmeværnet, de frie skoler og menigheder, den frivillige idræt med en million medlemmer og så videre.
Dermed lagde de grunden til en imponerende udvikling af fødevareproduktionen og senere søfart og industri.
Især er der grund til at hæfte sig ved mejeristerne, som med deres viden om gæringsprocesser og sterilitet medvirkede til at gøre Danmark til en dominerende stormagt inden for produktion af medicin, øl og mælkeprodukter af enhver art.
Tankegangen var som udtrykt af Folketingets og Venstres formand Christen Berg at bygge et Dannevirke i hver mands bryst til erstatning for det Dannevirke, der blev rømmet af den danske hær natten mellem den 5. og 6. februar 1864.
Samme tankegang blev udtrykt af H. C. Andersen i et brev til maleren Carl Bloch: Kunst og poesi ere nu vort Dannevirke!.
Den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson, der var hyppig gæst på danske højskoler, var ikke i tvivl om årsagen til den danske succes: Danskerne er verdens mest oplyste folk, sagde han. Det var der noget om. Dengang, i hvert fald!
Højskolerne var ikke ene om det. Æren skal deles med de visionære købmænd og håndværksmestre, der oprettede aftenundervisning og byggede handelsskoler og tekniske skoler over hele landet og tilmed betalte for det. De har i historieskrivningen stået i skyggen af de selvpromoverende højskolefolk.
Højskolerne udsprang af den brede middelstand på landet og bliver også i dag overvejende søgt af den velbjergede middelklasse. Ligesom efterskolerne, der forgæves kæmper for at finde sociale begrundelser for de enorme udgifter, de udløser.
Lad os være ærlige: De havde ikke og har ikke noget socialt formål. De flytter ikke penge fra rige til fattige. Tværtimod. De har et helt andet formål, som er begrundelse nok: Fællesskab, åndsliv og moralkapital, som også et moderne samfund har hårdt brug for.
De vigtigste forhold i tilværelsen har ikke meget med politik at gøre. De gamle bjørnbakske (husmands-)højskoler og de senere socialistiske skoler gik ned med flaget. Det sociale evangelium er for fattigt. Det kan man ikke drive højskole på.
Det er netop armslængden i forhold til statsmagten og allehånde sociale formål, der har givet højskolerne deres samfundsmæssige betydning. De udspringer af den liberale tradition, der sætter grænser for politik. De afviser helst alt, hvad der kommer fra staten undtagen penge!
Bertel Haarder er medlem af Folketinget for partiet Venstre og tidligere minister