Færøernes digter

Den store færøske digter og forfatter William Heinesen ville være fyldt 100 år i dag. Han var en kunstner, der ofte rodede op i almindelighed og kedsommelighed uden på noget tidspunkt at miste sigtet for liv og kunst

Ole Wivel fortæller i »Kontrapunkt« (1989) en barok erindring om William Heinesen. Vi er til møde i Det danske Akademi på Rungstedlund, en alvorstung sag, indtil Heinesen sammen med Otto Gelsted dukker op: »Det ordinære møde var begyndt, da han i noget anfugtet tilstand gjorde sin entré og spredte kedsomheden over et punkt på dagsordenen som solen, der gennembryder skyerne. Ikke så snart havde han sat sig til rette, før han begyndte at synge en romance af Oehlenschläger til melodi af Weyse.« Mødet ændrede karakter! Jo, William Heinesen stak ofte og gerne næsen ned i dammen og rodede op i almindelighed og kedsommelighed uden på noget tidspunkt at mis-te sigtet for liv og kunst. For kunstner var han, en kunstner for og med livet, for kunsten som en livsens nødvendighed. Den 15. januar er det 100 år, siden han blev født i Torshavn. Forhåbentlig har han fundet et fjeld deroppe i sit elysium, hvorfra han med et polisk smil kan se os fejre ham på dagen, med dans og brændevin, om han skal blive tilfreds - glæde og alvor i kædedansen var hans gammen. For næsen af os vil han da drive et snorespil med sine figurer i djævleleg, galskab og menneskelighed: Sirius og Moritz, Gamaliel, Malteseren, Niklas og Randarsl, Peder Børresen, malkekoen Stjerneøje og alle de andre fra det færøske univers. Og skulle vi ende i ene nostalgi, vil han sikkert fire sparekassebestyrer Ankersen ned til os for at hale os tørskoede ind i trolddommens, fantasiens og virkelighedens land. Gennem sin kunst har Heinesen leget blindebuk med os gennem lune, poesi og magi. Han elskede mennesker og viste dem sandheden, som han så den. »Tiden ligger omkring dig i uhyre svøb, du skal leve i æoner før dit væsen omsider udkrystalliserer et jeg«, indledes der i »Moder Syvstjerne« (1952). For tiden er evig: »Uden Begyndelse er den evige Dag, / Engang i Tidernes Morgen var det Morgen« (»Den dunkle Sol«, 1936). I øernes kosmiske lys er evigheden plejaden, forgængeligheden »et stjerneskud i natten«. Men kunsten agter hverken tid eller glemsel: »Tænk/ at en sådan bibelsk Overlever / er til i denne paniske glemselstid«, skrev Thorkild Bjørnvig til Heinesen i forbindelse med dennes 90-årsdag (Politiken 13. januar 1990). Kvadkyndighed er historisk arv, sangen fører musikken med sig, dansen er glæde og trolddom, djævelskab og overgivenhed. Og det hele er fortælling, er drama. Her er whisky og »uforglemmelig højtidelighed« - og her er først og sidst Beethoven. Der er dans til Beethoven og for Gelsted (»Dansen på Lossejagten« fra »Gamaliels Besættelse«, 1960), og dans for retfærdighed og social indikation, »i en primitiv hjertets trang til retfærdighed med forurettede og forfulgte mennesker«. Der er visdom at hente i det »primitive hjerte«. Øernes fjelde kan være golde, som viden kan være det, men gennem digterens fortryllelse bliver de et visdommens tempel: »Horebs bjerg! Horebs bjerg! Jeg blev pludselig grebet af en ubændig lyst efter at komme derop, efter at stå i måneskinnet under Horebs klippeknejs.« I den givne natur sluttes pagten mellem kosmos og menneske! Og dansen den gik ved det navnkundige bryllupsgilde på Stopa (»Her skal danses«, 1980), hvor mangfoldighed og særegenhed blandes i en cocktail af dans og død, »skikkelige folk går fra vid og sans«. Dødens hegemoni og ubønhørlighed sættes ud af kraft i den »overgivne dans« og i rusen og kvadene: »Alle mennesker var ligesom blevet mere eller mindre forrykte!« Der spilles op til en surrealistisk dans om livet og døden, om naturens dæmoner. Den lille historie er en fabulering om styrken i foreningen af sammenhold og galskab, en lille myte om kategoriale menneskelige vilkår: »I begyndelsen var ordet, / men før det dansen, og dansen: støvkornenes / i solen, stjernernes hvirvel i mørket, / vil blive tilbage, når alt, alt andet / er gået til grunde. Det ser du for dig, oprørsk / vis på, at det yderste sidste ikke er intethed«, applauderer Bjørnvig i sit digt til færingen, dansen som myte om såvel skabelsen som døden. William Heinesens digtning er en vagabondering rundt i Færøernes mytiske landskab. Øernes natur har en voldsomhed og kraft, der præger sindet - og kunsten. Vi kender nu dansen, dansen kræver spillemænd. Og spillemænd kræver musik. Og musik er der i »De fortabte Spillemænd« (1950), en roman om livslyst og forgængelighed, diabolik og livsens kontraster. Men først og sidst en roman om kunstens ligeværdighed, om musikken som livets kraft og om »festens broderskab«: »Han citerede også noget af Schillers sang til glæden, kendt fra Beethovens udødelige symfoni.« Og romanen er en komposition i tråd med den niende symfoni. Som den i fire satser og stemninger med en mystikfyldt 1. sats, en sprælsk allegro. 2. satsen er en livfuld vivace. 3. satsen er hos Heinesen den store sats, en ekstatisk adagio med det dramatiske bryllupsgilde i centrum, og til slut i 4. sats en kosmisk presto, hvor fortabelsen modificeres, og håbet får plads gennem kunsten. Schillers ode til glæden, der indgår i den niende symfonis afsluttende korsats, markerer såvel glæden som samhørigheden mellem mennesker: »En Glædens Fjeder giver / Kraft den evige Natur« (An die Freude, Uffe Birkedals oversættelse). Man forstår, at netop her måtte Heinesen sætte ind. Det er som et billede på hans egen kunst: dramatiske kontraster og cyklisk sammenhæng! De tre af spillemændene, brødrene Moritz, digteren Sirius og Lille-Kornelius går alle til grunde. De suppleres af magister Mortensen, en desillusioneret intellektuel, og endelig af Orfeus, Moritz' søn. Han drager til slut bort for at realisere den verden af glæde og vidde, som Schiller og Beethoven skabte kunst om - An die Freude får mening gennem Orfeus, han er »Meningen med det hele«, tolker spillelærer Boman, meningen med livet og kunsten. Orfeus stiger op af underverdenen med kunstens sjæl. Kunsten forvandler og fornyer, korresponderer virkeligheden, »Kunstens menneskemæle«. Kontrasten, ondskaben, repræsenteres først og fremmest af Matte-Gok, der møder sin fortjente undergang, samt af Ankersen, der så at sige prædiker sin egen fortabelse, han går i ring med sine nederlag! »De fortabte Spillemænd« er en fortælling om modsætninger og magtmisbrug, en historie fuld af antiteser, voldsomhed og åndfuldhed: om mennesker i sorg og fest, livslyst og tvang, glæde og fortabelse. Men først og fremmest er det en krønike om kunstens uundværlighed og kunstens forløsende væsen. Den efterfølgende roman, »Moder Syvstjerne« (1952), er en myte eller en »Fortælling fra Tidernes Morgen« - og om tidernes morgen, hver gang, i spædbarnet og dets ubevidste sansning. Bogen indeholder poesi om hverdagens trivialiteter og livets mysterier. En smuk fortælling om det gode i mennesket. Mens »De fortabte Spillemænd« er skrevet i den brede, fortællende stil med en alvidende fortæller, der kan tillade sig oplysende kapiteloverskrifter, da han ved det hele i forvejen, er et andet hovedværk, »Det gode Håb« fra 1964, anlagt som en historisk brevroman. Det er en samfundsfortælling med præsten Peder Børresen som hovedfigur. Han er en kristen humanist og som magister Mortensen en intellektuel, men sårbar mand, der udsættes for spot og sladder. Omkring ham florerer overtro og en djævelskab, der slår bunden væk under ham. Især da han ikke længere formår at fornægte den, tager tvivlen over, hos Børresen og andre: afmagt og vredens udbrud, hvor medynk jages på flugt. I et arkaiserende sprog beretter præsten om korruption, hvor magten befinder sig. Han ser sig spundet ind i et magtspil, som han er forudsætningsløs over for. Til slut tager han konsekvensen og lader sig »fornedre« til sit eget sinds reelle lag: at leve og være blandt de udstødte, de fattige. Her hører han til, og her kanoniserer digteren den oprindelige Kristuslegendes evige mysterium: »thi her var jeg omsider efter megen frugtesløs omflakken kommen til mit bestemmelsessted«, en anden dans for retvished. »Det gode Håb« er en vældig løftelse - et hovedværk i efterkrigstidens nordiske litteratur. William Heinesens verden var befolket med trolde, et allegorisk udtryk for mennesket som et alment væsen. Han tegnede og klippede dem, han skrev om dem ud fra sit udgangspunkt, Færøerne: »du urokkelig bosat på begyndelsens ø«, skriver Bjørnvig. Der er »trolde« på den ø: »Luftningen strejfer med afgrundsgys / ansigter, ramt af det synkende lys« (»Høbjergning ved Havet«, 1924). Heinesens kunst er en åndelig karruseltur, hvorfra disse linjer kun er en beskeden udflugt i hans kosmos - den rejse er meget længere! Når han lod sig hylde, var det med et smil. Ole Wivel beretter med slet skjult humor om hans uhøjtidelighed på Rungstedlund, så skulle færingen på 100-årsdagen blive inviteret på bespisning på Prytaneion, ville han sikkert igen tage Otto Gelsted ved hånden og synge en helt andens pris... n litteraturkonsulent