At følge reglerne

I den verserende debat angående den tjenstlige advarsel fra Kirkeministeriet til sognepræst Leif Bork Hansen kredses der om et bestemt spørgsmål. Det drejer sig om, hvorvidt det overhovedet er relevant at inddrage teologiske eller kirkelige normer i afgørelsen af den rent tjenestemandsmæssige behandling af sagen. Blandt den ene fløj af debattører, som bl.a. tæller Bjerg & Steffensen, Jens Kvist og Lars Holm (i Dansk Kirketidende) betragtes det som Kirkeministeriets »simple pligt« at give en advarsel. Kirkeminister Margrethe Vestagers kommentar understøtter denne tolkning. Det drejer sig i så fald om et rent formelt tjenestemandsanliggende, som biskoppen skal deltage i ved at følge spillets - tjenestemandssystemets -regler. På den anden fløj står bl.a. Svend Andersen, Johs. H. Christensen og Jesper Langballe som mener, at sagen også rummer etiske eller teologiske dimensioner, som burde have indflydelse ved vurderingen af en præst og dennes værdighed. Også når det drejer sig om en vurdering i henhold til tjenestemandslovens paragraf 10 stk 1. Man kunne sige, at førstnævnte gruppe insisterer på en rent formel brug af tjenestemandslovens bestemmelser, mens sidstnævnte plæderer for, at teologiske normer medinddrages. Hvem har ret? Spørgsmålet burde kunne afgøres helt sagligt. Undertegnede har på juridiske lægmandspræmisser søgt efter et svar i den umiddelbart tilgængelige kirkeretlige litteratur. I Preben Espersens »Kirkeret« (1993), det nyeste værk på området, siges blot, at præsten som tjenestemand også er forpligtet på tjenestemandslovens paragraf 10 (om tjenestemandens værdighed). Der siges ikke direkte noget om, hvorvidt det vil være relevant at inddrage teologiske normer i vurderingen - for eller imod i den enkelte sag. Derimod hedder det andetsteds (side 32), at det er almindeligt anerkendt, at der eksisterer teologiske normer, samt at Kirkeministeriet som ansættelsesmyndighed for præster kan komme til at beskæftige sig med en biskops teologiske afgørelser. Desværre siges det ikke udtrykkeligt, hvorvidt dette også kunne tænkes at få indflydelse på anvendelsen af tjenestemandslovens paragraf10 stk 1. »Kirkeministeriet råder (-) ikke selv over teologisk sagkundskab og må derfor enten indskrænke sig til at påse, at biskoppens afgørelse opfylder de juridiske formkrav eller søge sagkyndig teologisk bistand uden for ministeriet.« Kirkeministeriet kan således kun underkende en biskops teologisk motiverede indstilling i en given sag ved enten at påvise, at den ikke opfylder et juridisk mindstemål, eller ved at henholde sig til anden sagkyndig bistand. Kirkeministerens udtalelser og ministeriets handling i nærværende sag tyder imidlertid på, at ministeriet slet ikke har regnet det for relevant at inddrage teologiske normer til dens afgørelse. Den betragtes tilsyneladende som helt formel på tjenestemandslovens generelle vilkår. Men er det da nogensinde relevant at inddrage teologiske normer i spørgsmål vedrørende præsters adfærd og værdighed i og uden for tjenesten? Forløbet af nærværende sag synes at pege i retning at et nej. Hvis ikke det er teologisk relevant, at en præst søger at efterleve en gammel skik om præstegårdsasyl, hjælp til folk i nød etc, så synes det temmelig tvivlsomt, om en teologisk eller etisk norm nogensinde skulle kunne bruges i forbindelse med bedømmelse af en præsts værdighed. Stor er derfor ens overraskelse, når man går videre i den kirkeretlige litteratur. En af de betydeligste arbejder om kirkeret i dette århundrede er skrevet af daværende departementschef August Roesen. Hans bog »Kirkeret« kom i flere reviderede udgaver i 60'erne og 70'erne. Af særlig interesse er 3. udgaven fra 1976, som er den første samlede fremstilling af kirkeretten, efter at præsterne havde fået tjenestemandsansættelse i 1969. Man må derfor forvente, at Roesens kirkeret afspejler nogle af de tankegange, som ligger bag nuværende ordning med tjenestemandsansættelse. Den er skrevet af den mand, der selv var med til at gennemføre ordningen. Hos August Roesen hedder det med henblik på tjenestemandslovens paragraf 10 stk 1, at »de krav, der stilles til tjenestemænd i denne henseende, er naturligvis forskellig fra stilling til stilling, men det har altid været antaget, at forpligtelsen er videregående for præsters vedkommende end for tjenestemænd i almindelighed« (side 187). 1) At kravene fra stilling til stilling »naturligvis« er forskellige. 2) At kravene til præster er videregående i forhold til, hvad der gælder andre tjenestemænd. Endelig angiver August Roesen også et kriterium, hvilket vi skal komme tilbage til. 1) Her er der ikke skygge af tvivl om, at lovens bestemmelser vedrørende præsters adfærd ikke blot er en almen og formel regelforpligtelse vedrørende tjenestemænds værdighed i almindelighed, men at præster skal vurderes i forhold til en indholdsmæssig forståelse af deres kald. Roesen kan sige, at »naturligvis« er kravene til værdighed forskellige fra stilling til stilling. Førstnævnte kreds af debattører siger i realiteten »naturligvis ikke«, som ovenfor nævnt. Under henvisning til den almene etiske forpligtelse vil nogle af disse debattører ikke vide af nogen særlige krav til præsters værdighed. De radikaliserer fordringen så langt, at de ophæver kaldets specifikke værdighed og forpligtelse. Som jeg læser Roesens bemærkning, så er han så langt fra enig i en sådan fremgangsmåde. Han fastholder tværtimod en form for præstelig kaldsværdighed, som også netop er relevant i forbindelse med tjenestemandslovens decorumbestemmelser. Roesen undgår derved, at præstens gejstlige embede og tjenestemandsansættelse falder fra hinanden og bliver til dobbeltgængeri. Det sker ved at sammenholde en teologisk norm med tjenestemandslovens bestemmelser, og lade denne norm være indholdsmæssig fortolkning af loven. I virkeligheden synes han at anvende en teologisk norm i den betydning, Preben Espersen senere taler om det. Præcis denne teologiske norm er det som gør, at Roesen kan operere med særlige »videregående« krav til præsters værdighed. Uden teologisk norm ville det ikke være muligt. 2) Hvori består nu denne videregående, teologisk begrundede forpligtelse, ifølge Roesen? de skal være gode eksempler, de skal leve som deres kalds værdighed kræver. Hvordan man nu end i et sekulariseret samfund med folkekirke vil fortolke dette konkret, så kan det for mig at se ikke bestrides, at denne tankegang altså regner med en differentieret og teologisk motiveret indholdsmæssig bestemmelse af, hvad tjenestemandslovens paragraf 10 stk. 1 kræver af præsters værdighed. Det er ikke muligt at reducere Roesens tankegang til at være et rent formelt tjenestemandskodeks. Roesen tolker de specifikke tjenestemandsregler i lyset af det, »der altid har været antaget« for præsters vedkommende - nemlig deres særlige kaldsforpligtelser, således som Danske Lov angiver dem. Roesen synes således at betragte de forskellige tjenestemænds værdighed og forpligtelse i forhold til de pågældende tjenestemænds »kald« eller embede, og ikke ud fra en generel tjenstlig eller etisk norm, og ej heller ud fra en privat samvittighedsnorm. Forskellen er betragtelig. I gene-ralisttolkningen forsvinder præsteembedets særlige profil - »det der altid har været antaget« - op i en almen og verdsliggjort tjenestemandstankegang. Præsten pålægges ingen videregående forpligtelser. Biskoppens stilling bliver at bekræfte ministeriets generelle holdning. Alternativet hertil er en differentieret, teologisk begrundet forståelse af, hvornår en præst har handlet i strid med den af tjenestemandsloven krævede værdighed. Biskoppens opgave bliver i så fald på teologiske præmisser at indstille en afgørelse, som ministeriet så har at holde sig til, medmindre den er juridisk uholdbar, eller bliver imødegået af dertil indkaldt teologisk bistand. Jeg kan ikke forstå Roesens bemærkning anderledes, end at det er dette, han forestiller sig. Der blev indledningsvist spurgt, om teologiske normer har betydning ved vurderingen af præsters værdighed, betragtet i tjenestemandslovens sammenhæng. Mens det ikke synes ganske udelukket, at det vil kunne finde sted ifølge Espersens fremstilling, så er det til gengæld hævet over enhver tvivl hos August Roesen, at det bør ske. Spørgsmålet er, hvad det kan komme til at betyde i den aktuelle situation? Og hvordan det forholder sig til sagens hidtidige forløb? n dr.theol