Prøv avisen

Før og efter bindestregen hos bindestregs-danskerne

"I det dansk-tyske grænseland, det vil sige Sønderjylland/Slesvig, anerkender man de nationale mindretal på hver side af den grænse, som blev vedtaget efter folkeafstemningen i 1920," skriver dagens kronikør. Foto: Maurizio Gambarini

Grænsen, der deler Sønderjylland og Slesvig i to, symboliserer et enten-eller, et skel mellem dansk og tysk. I dag siger de unge fra det danske henholdsvis det tyske mindretal, at de føler sig både-og. Det samme gælder mange danskere med anden kulturel baggrund. Fælles for begge grupper er, at de er bindestregs-danskere

FOR ET STYKKE TID SIDEN bragte Kristeligt Dagblad en reportage fra Stefanskirken på Nørrebro i København, hvor Grænseforeningens kulturmødeambassadører holdt dialogmøde om at være bindestregs-dansker.

Det fik professor emeritus Olaf Michelsen til at spørge i et læserbrev i Kristeligt Dagblad den 2. september, hvordan man skal betegne en person, som bor og eventuelt er statsborger i ét land, men som har rødder i et andet.

Olaf Michelsen undrer sig over, at en kulturmødeambassadør kalder sig dansk-tamiler med dansk foran, mens man i Amerika siger afro-amerikanere om den befolkning, der stammer fra Afrika.

LÆS OGSÅ: Kan man være statsborger i to lande på én gang?

Hvorfor siger vi ikke tamil-danskere i Danmark? Olaf Michelsen mener, det er ekskluderende ikke at slutte betegnelsen med danskere, da det antyder, de ikke er at regne for rigtige danskere.

Jeg anfægter ikke, at det symbolsk kan gøre en forskel, om dansk sættes før eller efter bindestregen. Men jeg er forbeholden over for, hvor vigtig placeringen er, og vil i hvert fald understrege, at Grænseforeningens kulturmødeambassadører ikke føler sig diskriminerede ved at blive kaldt dansk-xxx. De har nemlig selv placeret dansk før bindestregen.

Mange andre betegnelser ekskluderer derimod og styrker en os- og dem-tilgang: indvandrere, etniske minoriteter og nydanskere for bare at nævne nogle få. Hvis det vel at mærke bruges i en irrelevant sammenhæng. Selv betegnelsen danskere kan virke ekskluderende, da den ikke rummer hele historien. Bindestregs-betegnelsen finder jeg til gengæld inkluderende, da begge kulturer anerkendes som en del af ens identitet. Og det er det, som er afgørende. Hvorfor vi i Danmark har byttet om på ordstillingen, ved jeg ikke. Men ekskluderende er den ikke.

EN AF GRÆNSEFORENINGENS kulturmødeambassadører har fortalt, hvordan hendes lærer på første skoledag spurgte hende: Og hvor kommer du så fra?. Hun var kun seks år og havde aldrig været uden for Danmarks grænser, så spørgsmålet gjorde hende forvirret:

Her tror jeg så småt, at jeg begyndte at identificere mig med mine kurdiske rødder, da jeg jo åbenbart ikke var rigtig dansker, fortalte vores dansk-kurdiske kulturmødeambassadør. Senere har hun til en julefrokost måttet lægge øre til, at dansker, det kan du da ikke være, når du ikke spiser svinekød.

LÆS OGSÅ:
Kan man dele en national identitet?

Hun er, som det øvrige korps, i gang med en videregående uddannelse og er en bidragende medborger i det danske samfund. Hendes minoritetsfortælling går et par generationer tilbage, da hendes bedsteforældre kom til landet som arbejdsmigranter i en tid, hvor Danmark havde brug for hjælp udefra. Således er både hun og hendes forældre født og opvokset i Danmark. Her er et åbenlyst paradoks.

En gren af min egen familie er dansk-canadiere. Det vil sige, at de emigrerede til Canada i 1950erne uden at kunne et ord engelsk og startede en grønthandel op. Genkendeligt? De taler ikke meget dansk længere, de involverer sig i deres lokalsamfund, elsker Canada og har ikke i sinde at vende tilbage til Danmark.

Men de elsker også Danmark. De holder dansk jul, deres børn har danske navne, og de har såvel et dansk som et canadisk flag på deres nummerplade.

Vores førnævnte dansk-kurdiske kulturmødeambassadør har altid fået rugbrød med i madpakken, leget gemmeleg og læst H.C. Andersens eventyr. Ligesom hun er vokset op med at tale kurdisk og tyrkisk med sin familie, spise börek og være en del af en storfamilie, som ser hinanden meget.

Hun har således følt sig som dansker med tilknytning til den kurdiske kultur. Men de mange oplevelser med at blive mødt med en tilgang om at skulle være enten-eller, fik hende til at føle, hun skulle vælge side. I dag, når hun repræsenterer Grænseforeningen til dialogmøder, bærer hun en T-shirt, hvor der polemisk står: Vi hører til der, hvor vi er født.

I DET DANSK-TYSKE grænseland, det vil sige Sønderjylland/Slesvig, anerkender man de nationale mindretal på hver side af den grænse, som blev vedtaget efter folkeafstemningen i 1920.

Selvom Sønderjylland/Slesvig blev delt i en nordlig og sydlig del, betragter især den yngre del af befolkningen sig selv som et produkt af både dansk og tysk kultur, og det er i grænselandet udbredt, at man ser det som en ressource at kunne navigere mellem to sprog og kulturer.

Sønderjylland/Slesvig er et forbilledligt grænseområde set i et internationalt perspektiv, hvor sproglove og afgrænsninger mellem nationaliteter i for eksempel Østeuropa er en stadig udfordring.

Og det er netop den positive erfaring fra det dansk-tyske grænseland, som danner udgangspunktet for Grænseforeningens kulturmødeambassadører. De er en gruppe af sydslesvigere fra det danske mindretal, sønderjyder fra det tyske mindretal og danskere med anden etnisk baggrund, som igennem fire år har afholdt dialogmøder om at have rod i to kulturer.

Disse unge studerende repræsenterer vidt forskellige mindretals- eller minoritetshistorier. Men midt i al forskelligheden deler de ønsket om at blive anerkendt som dem, de er: dansk-tyske, dansk-kurdiske, dansk-grønlandske og så videre.

ALLE 60 UNGE bindestregs-danskere, som i projektets levetid har været en del af vores kulturmødeambassadørkorps, har uden undtagelse sat denne dualitet på deres identitet:

Jeg bliver tit spurgt om, hvad jeg er jeg svarer som regel, at jeg ikke bare kan vælge. Jeg har jo også både en højre og en venstre hånd.

Eller: Når folk ikke kan forstå, hvordan jeg både kan være dansk og afghansk, så siger jeg, at det er ligesom at være skilsmissebarn. Jeg kan passe ind og høre hjemme i løbet af ugen det ene sted, i weekenden ligeså, selvom nogle ting gøres anderledes.

Eller: Mange beder mig definere, hvad jeg er mest. I dag er mit svar, at jeg er 100 procent dansk og 100 procent palæstinensisk ergo er jeg 200 procent!.

Ud af de i alt 15 forskellige mindretals- og minoritetsbaggrunde, vi har repræsenteret i korpset, kommer en tredjedel fra det danske mindretal i Sydslesvig. Også de har oplevet at få sat spørgsmål ved deres identitet såsom: Er du tysker eller dansker? Hvem holder du med, når Tyskland spiller fodbold mod Danmark?.

Men tankevækkende er det, at spørgsmålene først er dukket op, efter at de er flyttet til Danmark for at studere. Til trods for at det var i Tyskland, de var et mindretal.

For alle disse unge mennesker blev det bevidstheden om bindestregen, der hjalp dem til at forstå, at man ikke behøver at vælge, men at man kan være både-og.

Hvis vi nøjes med at kalde hinanden for danskere i betydningen af at være medborgere og kun nævner bindestregs-identiteten i det omfang, det er relevant, undgår vi at diskriminere eller være bange for at komme til at diskriminere.

Den betegnelse, som vi imidlertid ikke bør bruge om en dansk medborger er tysker, kurder og lignende, hvor det danske fuldstændig udelukkes. Det er ekskluderende. Og det er der, vi bør rette opmærksomheden hen frem for at kløjes i, om dansk skal stå før eller efter bindestregen.

Maya Bram Sommer er cand.mag. i kultur- og sprogmødestudier og projektleder for Grænseforeningens kulturmødeambassadører