Fællessang hitter. Ikke hos alle, men interessen for fællessang er stærkt stigende på tværs af målgrupper og aldre. Det mærkes på salget af Højskolesangbogen og på alle de arrangementer, der vokser ud af begejstringen for at synge i flok. På Folkemødet er det et bærende element, i skoler genindføres morgensang, og i kirker aftensang.
På min egen højskole laver vi sågar hele ugekurser, hvis primære fokus er fællessang. Dertil deltager 10 af landets højskoler nu i et projekt støttet af Nordea-fonden, Syng, spis og snak, der er et forsøg på at udbrede fællessangen og den deraf voksende folkelighed til endnu flere målgrupper – herunder virksomheder og organisationer. Flere virksomheder har allerede indført regelmæssig fællessang.
Ikke alle elsker fællessangen. De fleste har taget del i den som børn, nogle savner den, hos andre vækker den dårlige minder. Det springende punkt er, om man følte sig inkluderet i det fælles. Men hvad får vi egentlig ud af at synge sammen? Fællessang er jo en højst unyttig beskæftigelse. Måske dronning Margrethe havde fat i en vågnende tidsånd i sin ”unyttige” nytårstale? Måske har vi et voksende behov for unyttige elementer i vore liv – svært målbare dele – der skaber mening for os i en ellers målstyret tidsalder.
Fællessangen er først og fremmest erotisk. Den har en skabende kraft, der konstituerer fællesskaber. Den fremkalder bevægelse hos dem, der giver sig hen til den – bevægelse, som forstærkes og gøres vedkommende, fordi den deles med andre. Nogle gange en boblende begejstring, der løfter ånden, andre gange en vemodig følelse, der fremmer eftertanken. Alt sammen vand på livsoplysningens mølle.
Fællessang er med andre ord dannende i den forstand, at den enkelte i fællesskabet kan få øje for både egne og andres bevæggrunde. Med afsæt heri skabes modet og handlekraften til at vælge og forandre sig selv og verden. Nedenunder alle de kulturbestemte bevæggrunde, opdager man i sangen den evige længsel, som driver hele værket og dybest set er det eneste, der skaber mening i vores liv – længslen efter samhørighed.
Det lyder måske lidt højttravende, at fællessang skulle kunne udvirke den slags dannelse, men i min optik er det ganske ligetil, og det skyldes flere samvirkende forhold. Fællessangen bygger nemlig først og fremmest broer. Bro til de andre, bro til verden og bro mellem fortiden og fremtiden, og på den måde indrammer fællessangen dannelsesfeltet på alle sider. ”Når verden lukkes ind, bygger vi bro fra sind til sind,” skriver Niels Brunse i sin smukke morgensang.
I en tid hvor det herskende frihedsideal er reduceret til drømmen om uafhængighed, opstår så meget desto stærkere behovet for det fælles. Den tendens ses blandt andet i den stadigt voksende interesse for at tage på højskole. Fællessangen åbner os for verden og for hinanden. Den fungerer, som den gør for marskens stære, når de synger i vilden sky før nattesædet i sivskovene. Her sidder de skulder ved skulder på sivene og bruger hinandens nærhed som et værn imod fælles fjender og får ubehaget over den overtrådte intimsfære ud af kroppen gennem sangen.
Sådan virker også fællessangen som afspændingsmiddel for mennesker. Sangen bliver et enestående mødested – en unik indgang til spejlingen af hinanden. Det betyder noget, at du er med, men der er intet krav om kompetencer. Enhver synger med sit næb og ingen ekskluderes. Fællessang er ikke korsang, og det er heller ikke ”X Factor”, det er folkeligt fælleseje og en genvej til at komme hinanden nærmere, der afspejler såvel kirkens som højskolens bestræbelser på samhørighed.
Selve øvelsen i at synge sammen er dannende i sig selv – bevidstheden om, at vi deler noget med hinanden, noget vi hver især har ansvar for, ejerskab til og ikke mindst er medskabere af, er transformerende. Ingen kan uden omkostninger undværes, for i samme øjeblik nogen melder sig ud, svinder det fælles på alles bekostning, og det mærkes. Det betyder noget, om du er med eller ej. Du er en del af noget stort. Læg dertil bevidstheden om, at du på den ene side tør oplade din spæde røst uden at være bange for din egen stemme og på den anden side, at du oplader din røst uden, at det er på de andres bekostning – din stemme fylder, men behøver ikke at overdøve de andres. Man lærer måske ovenikøbet at lytte til de andre. En stærkt overset dyd i et land, hvor skyttegravene dagligt graves dybere med selvretfærdighedens energiske spadestik.
Jeg møder mange mennesker, der fra barnsben har fået indpodet, at de ikke kan synge. Andre – det ser vi særligt i de utallige talentshows – opflaskes i bevidstheden om, at de er unikke stjerner. Jeg kom engang til at sige til mine elever i en velkomsttale: ”I har hele jeres korte liv fået at vide, at I er ååh så unikke. Men jeg kan berolige jer med, at det slet ikke er tilfældet.” Det skabte en del røre i elevflokken, og nogle tilgav mig først sent i højskoleforløbet. Det var et velment og klodset forsøg på at henvise dem på det fælles. De delte bevæggrunde. At vise dem, at de ikke stod alene med deres tvivl og ensomhed såvel som deres drømme og begejstring. I fællessangen oplever vi netop det på egen krop. Vi deler noget med de andre, og alle vokser derved. Det er et svært fordøjeligt paradoks i en konkurrencekontrolleret verden.
Der er selvfølgelig mange måder at gå til fællessangen på. Hvis dannelsesrummet skal udnyttes, kræver det, at fællessangen ikke blot bliver evig repetition. Nysgerrigheden spiller en afgørende rolle for, at dannelsesprocessen kan opfylde sin horisontudvidende funktion. Der skal nyt til, og der skal mangfoldighed til.
I højskoleverdenen møder vi ofte den indstilling, at folk kun vil synge det, de kender, og helst kun de muntre sange, der gør dem fornøjede. Vi ville svigte vort dannelsesformål ved at gøre fællessang til underholdning. Fællessangen bør være det mødested, hvor vi ikke blot bekræftes i vort hårdt tilkæmpede verdensbillede eller lulles i søvn i beskyttet liv, men hvor vi i stedet træner vores rummelighed, finder mod til det ukendte, oplever livets mange facetter og gør plads til at rumme hinandens skatkamre.
Vi har især to unikke fællessangssamlinger i dette land, der tilsammen rummer en enorm livsoplysning – højskolesangbogen og salmebogen. Og det folkelige ejerskab er stort. Selv hos mange af dem, der ikke dyrker fællessangen, mærkes tilknytningen til den tradition, der udfolder sig i sangbøgerne. Det kan meget vel være, at mange ikke aktivt reflekterer over poesien, mens de synger, men brudstykker af poetisk livsoplysning lever alligevel i deres bevidsthed og er med til at danne nutiden i det ægteskab, der indgås mellem fremstillingen af fortiden og forestillingen om fremtiden.
Højskolesangbogen er en god ramme om dette ægteskab. Her er både nyt og gammelt, noget lånt og, nå ja, noget blåt. Her lægges ingen jernring om kulturen, her sættes i stedet den kulturelle dannelse i spil i mødet mellem det historiske og det poetiske, det kendte og det fremmede. Musikken og rytmikken binder det sammen og forfører sangerne ind i dannelsesrummet, hvor de får det, de ikke vidste, de behøvede.
Fællessang er vaskeægte levet kultur. Her udtrykker vi sammen, at vi er en del af noget større, som vi på samme tid både forpligter os på og forholder os til. I stedet for at forsvare kultur, sætter vi den og os selv i spil, hvor møderne mellem de vidt forskellige sange oplyser vort verdensbillede fra fortsat nye perspektiver. Og det er faktisk ikke så dumt.
Simon Lægsgaard er forstander på Brandbjerg Højskole