I DE SENESTE UGER har vi hørt en del om en sogneaften i Roskilde Stift, som handlede om kommunikation med dyr. Ikke bare den slags kommunikation, som vi alle indgår i, når vi klapper en hund på hovedet eller kalder på hønsene, når de skal fodres. Men den slags kommunikation, der foregår tavst, via et medium, et menneske, med særlige evner inden for det spirituelle. Et menneske, der viderebringer beskeder fra dyr, der jo ikke selv er i stand til at tale menneskets sprog, så vi alle kan høre det. Og muligvis (alt efter hvilken kilde, man henholder sig til), handlede denne sogneaften også om kommunikation med dyr, der ikke længere lever. Dyr, der er døde, men som nogen til gengæld stadig går rundt og savner.
Sagen er, at der er rigtig mange, der tror på, at både dyr og mennesker har en sjæl, der lever videre efter døden, og at man kan komme i kontakt med disse sjæle og på den måde finde en trøst i det savn, man har.
I GAMLE DAGE KALDTE MAN den slags kommunikation for åndemaneri og dødemaneri. Ånderne og dødes sjæle blev manet frem, og fik en eller anden form for adgang til de levendes verden. Nu kalder vi det for clairvoyance eller klarsyn, og det fungerer som bindeleddet til den åndelige verden.
Mange af de clairvoyante arbejder efter høje etiske standarter. Tager store hensyn, når de viderebringer den information, de får. Sorterer i, hvad der er godt for deres klienter at vide. Clairvoyance handler ikke kun om kommunikation med dem, vi savner. Det handler også om at kunne se ind i fremtiden – eller bagud i fortiden. Om at finde råd og vejledning i livets store spørgsmål. Den clairvoyante kan med andre ord se, føle, mærke, høre noget, vi andre ikke har adgang til, og ud fra disse usynlige ting, viderebringe vejledning og budskaber, der har en særlig autoritet, fordi det hele forbinder sig med noget, som almindelige mennesker ikke har adgang til, men som til gengæld kommer fra ”den åndelige verden”, som man gerne vil tage med på råd.
Men netop derfor er der også skyggesider i denne omgang med det åndelige, for vi har ikke det samme udgangspunkt. Vi kan ikke vide, om den clairvoyante virkelig ser og hører det, som hun videregiver, og vi kan ikke vide, om den clairvoyante er i hænderne på gode eller onde magter. Og man er derfor fuldstændig prisgivet den clairvoyantes evner og gode vilje. Man gør den clairvoyante til autoriteten. Og på den måde får man et klart afgrænset præsteskab, der ligger inde med sandheden.
DET BETYDER, at man helt grundlæggende er stillet i en usikker position over for den clairvoyante, uanset hvor gode dennes intentioner er.
I mit eget liv har jeg været ude for clairvoyante, der forsøgte at hjælpe os med at finde min lillebror, som forsvandt til en nytårsfest. Når sådan noget sker, er man rede til at prøve alt, også de clairvoyante, som forskellige mennesker henviste til. Derfor kom der flere forskellige klarsynede mennesker ind i eftersøgningen. En af dem så ham et sted, hvor der skulle være noget vand og en rusten cykel. En anden så ham ligge under vand. En tredje fortalte mine forældre over en telefonforbindelse, at hun kunne se, at han gik rundt på Christiania som en zombie. Da der var gået knap tre måneder, blev han fundet druknet i Ribe Å, for enden af et stort træ, der var væltet i orkanen, og som spærrede den sti, han ville være gået hjem ad.
De clairvoyante gjorde nok alting i bedste mening. Men det ændrer ikke på, at uanset om de havde en særlig forbindelse til ånderne eller ej, så havde det været bedre at overlade min bror i Guds hånd.
At blive ved med at lede, men at slippe forsøget på at kommunikere med ånderne om, hvor han kunne være. Og det er her, vi i folkekirken må svare på hele den clairvoyante verdens åndemaneri. For den overlader os i hænderne på mennesker, der ser og hører ting, som ingen af os er i stand til at efterprøve. Det skaber angst og usikkerhed, hvor der i stedet er brug for trøst og håb.
I ÅRENE, DER GIK efter min brors død, lærte jeg, hvor stor en trøst der findes i, at vi har en Gud, der tager hånd om alle, de levende såvel som de døde. En Gud, der ikke sender os døden eller de onde ting, som vi og vores kære skal igennem. En Gud, der i stedet er med os i alt det onde, som vi erfarer. En Gud, som følger og bærer os med sin kærligheds magt, så intet menneske er overladt til sig selv, selv i den mørkeste nat.
Og jeg erfarede, at det er ikke godt for os at søge at holde fast i en overnaturlig kontakt med de døde. Det holder os fast i sorgen og i savnet. Det gør, at vi ikke selv kan give slip på dem, vi ikke længere har hos os. De døde må vi overlade til Vorherre. Men når vi gør det, når vi trøster os med, at dem, vi savner, er i Guds hånd, da bliver vi selv sat fri til at leve et liv blandt de levende. Et liv, der ikke er styret af genfærd, hvad enten de nu eksisterer, sådan som de clairvoyante fortæller os, eller om de i virkeligheden kun findes i kraft af vores egen tro på dem.
KRISTENDOMMEN HAR ALTID kendt til den utryghed, som åndemaneri skaber, og har derfor altid frarådet, at man gav sig til at opsøge åndeverdenen gennem clairvoyante mennesker, der havde eneret på sandheden.
Men det efterlader os ikke uden nogen mulighed for at forbinde os til det åndelige eller til dem, vi savner. Men det åndelige findes inden for rammerne af et fælles og synligt grundlag. Et grundlag, som ethvert menneske kan se, høre og tage del i.
Vi har sakramenterne dåb og nadver, hvor Guds løfte om altid at tage hånd om sine skabninger udfoldes: dåben, hvor vi synligt for alle knyttes til Gud, og nadveren, hvor vi har fællesskab med Gud og med dem, vi savner.
I kirken er der ingen skjulte ånder. Men det betyder ikke, at kristendommen afviser det åndelige. Ånden har bare bundet sig til synlige og erfarbare ting. For inden for kristendommen forstås ånd som relation. Det åndelige er det, der forbinder os med Gud og med vores medmennesker.
Derfor er ånd aldrig noget i sig selv. Helligånden er Guds ånd, og den erfarer vi som den magt, der binder os til Gud, åbner livet for os og binder os til hinanden i kærlighed.
I KRISTENDOMMEN har vi alle sammen adgang til at læse og fortolke Bibelen, og vi har alle lige adgang til dåben og til nadveren. Her bindes den usynlige ånd til synlige ting og til det talte ord, som alle kan høre. Det betyder, at vi er fælles om at forholde os til sandheden. Der er ikke en enkelt person, der ligger inde med, hvad sandheden er, i kraft af hans eller hendes evne til at kommunikere med usynlige magter.
For i kristendommen er vi alle lige over for Gud. Her lover Vorherre os, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende, så vi trygt kan overlade dem, vi savner, i hans hånd og leve et liv blandt de levende.