JÆVNLIGT MELDER DER SIG i disse år en mærkbar uro over folkekirkens faldende dåbstal i stort set alle kredse af folkekirken. Fra minister til menigt medlem.
Evangelisk Luthersk Netværk (ELN) deler denne uro. Disse dage, hvor nyvalgte menighedsråd træder til, er et godt tidspunkt til at drøfte de faldende dåbstal, som også var tema på vores årlige repræsentantskabsmøde. Det følgende er en opsamling af tanker fra foredrag og drøftelse samt et udspil til, hvad der helt konkret kan gøres. Alt sammen videregivet til inspiration til dem, der deler uroen og gerne vil gøre noget ved det.
Den almindelige uro og bekymring over dåbssituationen i folkekirken afføder jævnligt forestillinger og forslag, som efter ELN’s mening ikke fremmer, men tværtimod hæmmer muligheden for at vende situationen.
Når der for eksempel fremlægges forslag, som har til hensigt at gøre tærskelen til dåb så lav som mulig, så vil det med al sandsynlighed have den modsatte effekt. Folk forstår, at det er en ”vare”, som er så billig, at den ikke er værd at investere i. Eller når dåbsprocenter gøres til et spørgsmål om ”folkekirkens stilling i samfundet” og om fremtidens kirkeskattegrundlag, så er det så langt fra dåbens sande mening, at motivationen for at gøre noget ved det hurtigt vil fordampe.
ELN tror på, at en tydeliggørelse af dåbens værdi – og det vil i virkeligheden også sige: Kristendommens værdi – er det, der på den lange bane vil give det bedste dåbstal, både kvantitativt og kvalitativt. Derfor tror vi også på effekten af en langt stærkere tydeliggørelse af sammenhængen mellem dåb og tro. Kristendommens værdi er livslang i form af troens livslange gudsrelation.
I lyset af næste års reformationsjubilæum er det værd at reflektere lidt over det forhold, at reformatorernes virkelighed var en kirke, der døbte alt og alle – navnlig børn – og at alle reformatorer var enige om, at det var et kæmpe problem, at denne dåbspraksis havde glemt, at dåben skulle forvaltes med henblik på at kalde troen frem og styrke troen. De var oppe mod en nærmest ”magisk” forståelse af dåben i både folketroen og i den toneangivende teologi: Dåben virkede, bare den var udført efter bogen.
I ELN VENDER VI tommelfingeren op for de initiativer i storbyer med drastisk faldende dåbstal, der går ud på at nå frem til alle borgere med tilbuddet om dåb.
Når præster for eksempel tager på sig at ringe på døren hos nyfødte borgeres forældre med tilbuddet om dåb, så er vi med i heppekoret. Og så tror vi, at tilbuddet skal ledsages af initiativer, der knytter barnet og forældrene til kirken og menighedens trospraksis.
Man kan tydeliggøre det i en forudgående dåbssamtale, men endnu bedre kan det blive, hvis der sættes handling bag ordene.
Igen kan det være nyttigt at reflektere lidt over Reformationen. Luthers Lille Katekismus handlede om dåbsoplæring. Luther prioriterede hjemmene som dåbsoplæringens primære sted. Det kan vi godt tage ved lære af og derved gøre vores yderste for at facilitere forældres mulighed for at opdrage deres børn i troen. Det sker selvsagt ved de mange tiltag rundt om i folkekirken for børn i form af babysalmesang, søndagsskole, korte hverdagsgudstjenester for børn og forældre inklusive spisning, minikonfirmander og så videre.
Men endnu mere kan gøres omkring selve dåbstidspunktet.
Der har med jævne mellemrum gennem årene været luftet tanker om en form for ”dåbsforældrekatekumenat”, det vil sige dåbsforberedelse for forældrene. Således har blandt andre Hans Raun Iversen og Theodor Jørgensen flere gange slået til lyd for det. Ligesom der nu er et tilbud i alle sogne om undervisning af minikonfirmander, kunne man også forestille sig, at der i ethvert sogn var et tilbud om undervisning af dåbsforældre.
Tillad mig at beskrive, hvordan det har fundet sted her i Løsning-Korning Sogne i en beskeden udgave igennem nu mange år. Når en fødselsanmeldelse løber ind, sender vi en invitation til dåb og dåbsaften til de nybagte forældre.
Vi lægger op til en totrinsraket i forbindelse med dåb. Præstens besøg i hjemmet er det ene trin. Dåbsaften det andet. Vi lægger op til en forventning om, at man i det mindste ved første dåb tager med til en dåbsaften. Vi har tre-fire af disse dåbsaftener om året, så deltagelsen kan ligge både før og efter dåb.
Vi har gode erfaringer med at få folk med. Jeg vil tro, at vi ligger et godt stykke over 50 procents deltagelse for førstegangsdøbte.
En sådan aften er stykket sammen af en middag; almindelig præsentation og introduktion; kort, basal kristendomsundervisning; en forælder fra menigheden fortæller om deres praksis omkring bøn, andagt, bibellæsning og så videre med børnene derhjemme; og en sognemedhjælper, som fortæller om kirkens tilbud til børn. Præstens samtale i hjemmet handler om selve dåbsritualet, om navne og noget mere om dåbens mening og opfølgning.
Ud over dette yderst beskedne ”forældrekatekumenat” gør vi også følgende:
Når et barn er blevet døbt her, bliver det automatisk meldt ind i en ”dåbsklub”, som betyder, at der de første fire år efter dåbsdagen kommer en fra menigheden ud med en dåbshilsen plus en lille bog. Femte år får alle dem, der blev døbt for fem år siden, en invitation til familiegudstjeneste, hvor de får en lidt større gave, typisk en cd med kristen børnemusik.
SELVOM SUCCESEN ikke altid er synligt målbar, giver det stadig mening at gøre disse ting, fordi vi tydeliggør, at dåb handler om et helt liv.
Den pointe skal i hvert fald stå bøjet i neon. Og mens vi gør det, søger vi hele tiden efter små og store justeringer, som kan kaste endnu bedre frugt af sig.
Også omkring selve dåbshandlingen kan man tydeliggøre dåbens store værdi som noget, der handler om resten af livet: jævnfør sammenhængen mellem dåb og tro.
Det kan gøres med mange små midler. Dåbslys og børnebibel overrækkes, når barnet er døbt, ledsaget af ord om betydning og praksis. Man kan føre forældre og faddere ind i procession med processionskors forrest til menighedens fællessang, og derved give dem en fornemmelse af, at dåben er en markant kristen handling med stor festivitas lige midt i menighedens fællesskab. Man kan byde dåbsfamilien særligt velkommen, tage dem med i kirkens forbøn, og for alt i verden beholde dem inde under hele gudstjenesten, så de kan opleve en veltilrettelagt gudstjeneste, og en prædiken, som overrasker dem ved at føles levende og livsnær. Og så kan de desuden møde en menighed bagefter, der ønsker dem tillykke.
Ved dåbshandlingen kan man også invitere forældre og faddere til at lægge en hånd på barnet, mens alle beder Fadervor, eller en fadder kan bede en formuleret bøn højt for barnet. Reformatorerne rev sig i håret og kløede sig i skægget over manglen på sammenhæng mellem dåb og tro.
Brorson gjorde det som bekendt også, når han sang: ”Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand.” Og vi gør det i dag, endog med en dramatisk udsigt til at skulle være folkekirke i en befolkning med stadig færre døbte. I Evangelisk Luthersk Netværk opfordrer vi til, at vi ikke bare klør os i skægget og synger klagesange, men at vi handler med alt det, vi kan handle med. Og ikke til laveste pris.