EN AMERIKANER med indiske aner, der iklæder sig illusionen om at være den mystiske Guru Kumaré fra Indien. En flok hengivne disciple, der spiller med på illusionen og lader sig forføre af den falske guru i de opstillede kulisser.
En dokumentarfilm skruet sammen med underlægningsmusik, fine filmiske sekvenser, en god historie. Dokumentaren kan købes på dvd, og den blev vist for nylig på DR. Ugen forinden blev den vist på Det Kongelige Bibliotek med ophavsmanden bag som special guest.
LÆS OGSÅ: "Guruer bruges til at legitimere egne tanker"
Den amerikanske filminstruktør Vikram Gandhi ville afsløre tidens falske guruer og satte sig for at udstille fænomenet, der måske nok synes udpræget amerikansk, men som findes overalt: charlataner, fup og fidus, spirituel sniksnak på det frie marked.
Selv efter den store afsløring, holder de fleste af de forførte disciple ved. For som en af dem sagde, han havde nu alligevel noget power over sig. Det så ud, som om de faktisk havde lært en del af ham til at gøre deres eget liv mere lykkeligt og meningsfuldt.
Dokumentaren er godt skruet sammen. Den er et lærerigt, socialt eksperiment og ganske oplysende omkring religion og spiritualitet i den virkelige verden. Den peger faktisk langt dybere end det, der måske var dens egentlige hensigt: afsløringen af den falske guru.
Enhver religionsforsker vil kunne genkende temaet: de opfundne traditioner. New age er måske et let offer, for en del på new age-markedet kan sagtens afsløres som noget, der i forandret eller forvrænget form bygger videre på noget gammelkendt.
Kender man lidt til Østens religioner, skal der ikke den store indsigt til at gennemskue mange bevægelser og karismatiske lederes fortællinger om autenticitet som nye og ikke altid lige spidsfindige opfindelser. Nogle vil måske endda gå så langt som til at sige, at man skal høre meget ævl, før ørerne falder af.
Mens de store verdensreligioner har tunge institutioner til at blåstemple traditionen, lever new age-markedet af at være det sande alternativ. Og som regel bundet op på en stifter, der har oplevet og erkendt noget specielt, modsat de andre religioners pegen på teksten og traditionen som autoritet.
Har man først godtaget mesterens sandhedspostulat, er der ikke langt til at godtage, at alt, han/hun gør og siger, er guddommeligt eller bare fyldt med absolut visdom. Skandalehistorier i den amerikanske presse om selvbestaltede guruer og selvfede freaks på det spirituelle marked sælger altid godt.
DOKUMENTARENS TEMA havde sin forgænger i en film fra 1979 med Peter Sellers i hovedrollen som en enfolding gartner. Gartneren siger enfoldige ting (a la jeg giver blomsterne vand, og de gror), der bliver udlagt som dybe, vise ord, og gartneren ender med at blive præsident.
Folket lader sig forføre, ligesom Brian erkender i en af filmhistoriens perler Monty Pythons Life of Brian. Men det er ikke kun inden for new age og filmgenren, sådanne fine eksempler på leg med illusioner forekommer. Religionshistorien er fyldt hermed.
Et klassik eksempel på shamanisme er historien om Quesalid, der ikke tror på de magiske helbredelser. Ligesom Guru Kumaré sætter han sig for at afsløre de andre shamaner. Han lærer sig de nødvendige trick, men finder ud af, at de faktisk virker, selvom han ved, det er snyd og bedrag. Et andet kendt eksempel er den engelske blikkenslager Cyril Henry Hoskin, der gjorde det som succesfuld tibetansk lama-forfatter under navnet Lama Lopsang Rampa. 50 år efter har han stadig hengivne disciple.
Men det er såmænd ikke kun moderne forfaldshistorier. Søger man at skrælle alt andet end såkaldt historiske kendsgerninger bort, er hele den klassiske religionshistorie ganske tynd.
Inden for religionernes verden skelner man selv gerne mellem sandt og falsk, tro og overtro. Det er det, man har de religiøse eksperter til, og det er derfor de religiøse institutioner gennem historien har haft og brugt så stor magt. Om man synes, at historier om en mand, der laver mirakler og står op fra de døde, er mindre usandfærdig end moderne new age-guruers gøren og laden, er og bliver et religiøst spørgsmål. Fælles for dem er, at de begge betjener sig af fortællingens kunst.
Og den er virkelig. Og den har konsekvenser. Når noget kaldes religion, påkaldes også i samtiden særrettigheder. Mange steder (også i den vestlige, kristne verden) er det helt legalt at hatespeeche mod homoseksuelle, bare det kan kaldes religion. Om man kalder det mellemøstlige slør et religiøst eller kulturelt symbol, har konkret betydning. Det har afgørende betydning, hvordan man jonglerer med hellige køer, og hvem der gør det.
MEN ITALESÆTTELSE og performance har også virkning på et helt andet plan. Placebo var tidligere noget, lægevidenskaben så ned på som udtryk for Maren i kæret og hendes enfoldighed. I dag ved vi, at placebo er helt reel som en virkningsfuld mekanisme, der synes mere mirakuløs end nok så mange religiøse mirakler.
Placebo virker ved storytelling. Det ved også terapeuten, for det er den interaktive relation mellem behandler og klient, der gør forskellen. Ganske ligesom andre grumsede ting i vores liv (kunst, kærlighed), virker fortællingerne, hvor indbildske og løjerlige de end måtte være. I hvert fald under visse situationer med visse personers medvirken.
At selv falske guruer og opfundne traditioner virker, er måske meget mere interessant end afsløringen af dem som konstruktioner. For det er da noget af en indsigt om mennesker at erkende, at illusioner også har en effekt og er virkelige. Som når indfødte begynder at tro på og arbejde med de glansbilleder, som new age-folk har skabt om dem. Når nationalromantisk danskhedskristendom skabt på opfundne traditioner bliver en selvopfyldt profeti. Eller når en indisk-amerikaner iklæder sig guru-rollen og faktisk formår at skabe en helt ny virkelighed.
Vær din egen guru, sagde han i dokumentaren. Du har guruen inde i dig selv. Det er faktisk ikke langt fra at være helt banal tankegang fra både buddhismen og den indiske upanishad-tænkning. Men det er måske endnu mere typisk moderne amerikansk ideologi, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Hos de søgende, for hvem Gud er død, er idéen om det guddommelige inden i dig selv en kærkommen tanke for individet, der gerne vil være autentisk med et strejf af spiritualitet.
Den falske guru var med til at afsløre sin egen historie. Paradoksalt nok var den sande virkelighed, han pegede hen imod (tro ikke på ydre autoriteter, kun på dig selv) i lige så høj grad udtryk for en tidstypisk ideologi, en ny fortælling.
Man kan spørge ind til det etiske ved at lade en flok godtroende og hengivne folk narre til at være med i et medieeksperiment. Men bruger man skærmen som et menneskeligt spejl, får den medieskabte virkelighed opbyggelig karakter. Nogle gange er det svært at nå frem til det virkeligt sande, og det kan være forfriskende at jonglere med illusionen.