Prøv avisen
Kronik

Fanatikere sætter præmisserne for, hvad der er acceptabelt

Hvis man begynder at indrette sig efter fanatikere, mister man noget både i undervisningen og i samfundet, mener dagens kronikør, gymnasielærer Allan Poulsen.

Hvis vi i de mindre ting begynder at indrette os efter, hvad voldelige religiøse grupper kan tolerere, svigter vi religionernes demokratiske kræfter og indskrænker vores egen frihed. Det gælder i religionsundervisningen som i samfundet som helhed

"Selvcensur har bredt sig til gymnasierne," hed det på forsiden af Kristeligt Dagblad den 7. september. Baggrunden var en religionsbog til gymnasiet, som jeg udgav for to år siden, og som ikke indeholder Muhammed-tegningerne. Ikke nogen stor sensation, skulle man synes. Ingen har jo udgivet undervisningsbøger med tegningerne, selvom de gav anledning til det, som er blevet kaldt Danmarks største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Det kunne ellers være meget relevant - også i samfundsfag, historie, mediefag eller dansk.

I det seneste nummer af Religionslærerforeningens tidsskrift Religion har jeg fortalt, at Forlaget Systime og jeg også i enighed afdæmpede bogens titel og omslag: "Er det islams skyld?" blev til "Islamdebat", og et foto på omslaget blev erstattet af et, som var mindre provokerende.

Læs også: Værdikampen er verdensomspændende

Mit ærinde med at indvi mine kolleger i disse interne overvejelser var at advare mod det, som jeg har kaldt en radikal ændring i de vilkår, religionslærere arbejder under. Bemærk, at jeg ikke taler om undervisningen, som den faktisk finder sted, men om de vilkår, den foregår på. Problemet er mere potentielt end aktuelt, men når det er dukket op i lærebøgerne, vil det også slå igennem i undervisningen.

Jeg bruger ordet selvcensur, fordi der er tale om at indrette sine handlinger efter frygt for konsekvenserne. Måske kan man ikke se forskel udefra, men det er noget ganske andet end den forståelse, hensyntagen og høflighed over for folk, som tænker anderledes end en selv, vi som lærere altid praktiserer.

Der er to grunde til, at min bog ville have været en bedre bog med tegningerne. Den ene - principielle - er, at vi i gymnasiet så vidt muligt arbejder med originale kilder. Vi læser hellere bibeltekster end genfortællinger, hellere uddrag af Nietzsches værker end fremstillinger om dem, og vi analyserer hellere et billede end læser beskrivelser af det.

Den anden - pragmatiske - grund er, at de fleste kun kender én af tegningerne. Men tegningerne er vidt forskellige, og hvis man analyserer dem som et samlet hele, får man et meget mere nuanceret syn på sagen.

De fleste af mine elever var 12 år, da tegningerne blev trykt, og om fem år vil jeg have elever, som var syv dengang. For dem er det historie, men de forholdes historiens kilder. Men tegningerne kan let findes på nettet? Ja, men ikke i undervisningsbøgerne, ikke i Den Store Danske Encyklopædi, ikke på de faglige internetportaler, som vi prøver at vænne vores elever til at bruge. Vi har fået en situation, hvor der er officiel og uofficiel information – lidt som i et totalitært samfund.

Læs også: Professor Frederik Stjernfelt: Muhammed-krisen var et jordskælv

Nogle reagerer med et skuldertræk: Vi ved det jo godt, der er ingen grund til at lege med ilden, det er sund fornuft, man kan vel illustrere en bog på andre måder? Forbløffende hurtigt har vi affundet os med, at de fanatikere, som er villige til at anvende vold, kan sætte præmisserne for, hvad der er acceptabelt.

Med overraskende kynisme har vi glemt – eller vænnet os til – mordet på Theo van Gogh, mordforsøget på Kurt Westergaard, attentatplanerne mod Morgenavisen Jyllands-Posten. I løbet af fem år er det blevet naturligt for os, at det kan være farligt at fremsætte fuldstændig lovlige ytringer. Jeg skriver ud fra mit perspektiv som religionslærer i gymnasiet, men problemstillingen gælder vores samfund som helhed.

Der er flere begreber i spil, når det gælder angsten for at provokere militante muslimer. Et centralt begreb er anklagen for blasfemi, som den tyske teolog Jean-Pierre Wils (i bogen "Gotteslästerung" , 2007) rammende betegner som et universalvåben i den aktuelle debat. Hvordan det er kommet dertil, belyser han gennem en historisk undersøgelse af begrebet. Han taler om tre forskellige opfattelser af, hvad blasfemi er – tre historiske stadier.

I oldtiden og middelalderen blev blasfemi opfattet teologisk. Det var bogstaveligt talt en krænkelse af Guds ære – at sige noget spottende om Gud var at krænke ham. At sige noget forkert om det højeste væsen var imidlertid også krænkende. Det viser sig da også, at grænsen mellem blasfemi og kætteri i middelalderen var flydende.

ANDET TRIN I SYNET PÅ, hvad blasfemi er, kommer til udfoldelse i Europa i 1700-1900-tallet. Her har man fået et mere afslappet forhold til, hvad man kan sige om Gud, men den kristne religion er stadig garanten for den private og offentlige moral og i bred forstand for samfundsordenen. Krænkelse af religionen bliver derfor også en trussel for fællesskabet. Det giver mening at beskytte religionen mod bespottelse. Blasfemiforbuddet beskytter flertallet, og begrebet er sociologisk.

Læs også: Hvem er Muhammed?

Tredje trin kommer i løbet af 1900-tallet; nu bliver begrebet psykologisk. Nu kan det også dreje sig om krænkelser af gruppers identitet og livsanskuelse. I nyeste tid – vil jeg tilføje – synes anklagen for den psykologiske "krænkelsesblasfemi" i særlig grad at være aktuel i forhold til minoriteter. Hvor det tidligere var flertallet og samfundsordenen, som skulle beskyttes, er det nu især mindretalsgrupper.

Hele problemstillingen kompliceres i dag af, at alle tre blasfemiforståelser bestandigt er på spil samtidig, og man skal tænke sig godt om for at gennemskue, hvad der tales om. Blasfemi er blevet et gummibegreb. Reaktionen på Muhammed-tegningerne viser det med stor tydelighed: De muslimer og deres sympatisører, som kritiser tegningerne, gør det med vidt forskellige begrundelser: teologiske (man krænker Gud ved at spotte profeten), sociologiske (man krænker 1,2 milliarder muslimer ved at spotte profeten) og psykologiske (man krænker et mobbet mindretal ved at spotte profeten).

Perspektiverne i at give efter for det elastikbegreb, som anklagen for blasfemi er blevet, er ildevarslende. Ifølge læreplanen for religion i gymnasiet skal undervisningen foregå på ikke-konfessionel og videnskabelig baggrund. Det skal forhindre, at den bliver forkyndende. Hvis centrale kilder til islams virkningshistorie (tegningerne) holdes ude af undervisningen, undergraves kravet om en ikke-konfessionel undervisning på en underlig bagvendt måde. Og hvis de mest militante "beskyttere" af islam begynder at udstrække blasfemibegrebet til også at omfatte "forkerte" ytringer om religionen, har vi et alvorligt problem. Hvis man tænker tilstrækkeligt traditionelt, er det nemlig i sig selv bespotteligt at betragte alle religioner som ligestillede, som vi gør i religionsundervisningen.

Men det er ikke kun et islam-problem. I disse år dukker krænkelsessager stadig oftere op i medierne, og det sker inden for alle de store religioner. Når det gælder undervisningen i kristendom, har vi ingen tradition for særlig blødsødenhed. Vi er ikke bange for at fornærme de missionske eller at analysere Tidehverv kritisk. Men hvad, hvis der opstår en situation, hvor fundamentalistiske amerikanske kristne af den type, som brænder Koranen af eller myrder abortlæger, formår at ophidse folkemængder til at angribe danske firmaer og konsulater? Skal vi så indrette vores ytringer om kristendommen efter dem? Det er i dag et urealistisk scenario, men det var Muhammed-krisen også - indtil den fandt sted. Det har vi næsten glemt i dag.

Dette er ikke en profeti om, at der vil komme en amerikansk "kristendomskrise", men mindre dramatiske former for pres kan være alvorlige nok. Hvis vi i de mindre ting begynder at indrette os efter, hvad voldelige religiøse grupper kan tolerere, svigter vi religionernes demokratiske kræfter og indskrænker vores egen frihed. Det gælder i religionsundervisningen som i samfundet som helhed.

Allan Poulsen er forfatter og gymnasielærer i religion