Prøv avisen
Kronik

Fandtes der mon nogen danskhed i middelalderen?

Foto: Privatfoto

Det er ikke helt så enkelt at beskæftige sig med danskhed i middelalderen, som nogle får det til at lyde. På den ene side står historikere, som mener at have fundet belæg for danskhed hos krønikeskriveren Saxo. På den anden side står historikere, som mener, at et begreb som national bevidsthed spillede en ubetydelig rolle i middelalderen

Ikke overraskende fylder begrebet danskhed meget i medierne i dag. Set i lyset af den aktuelle flygtningekrise overrasker det heller ikke, at Danmark, herunder vores særlige samfundsmodel og vores nationale identitet, i manges øjne er direkte truet af blandt andre syriske ”asylshoppere” og nordafrikanske ”fattigdomsmigranter”.

Nogle fokuserer primært på de økonomiske problemer, som er forbundet med de udefrakommende, mens andre slår på, at de udefrakommendes religion og kultur er uforenelig med dansk religion og kultur. Under alle omstændigheder er det blevet vigtigt for mange at iscenesætte Danmark og dansk identitet som noget andet end det, de udefrakommende repræsenterer.

Noget overraskende er det imidlertid, at der nu også kan spores en interesse for danskhed længere tilbage i historien. Således har man i den seneste tid her i avisen kunnet læse to meget interessante indlæg, der uafhængigt af hinanden behandler dansk sprog, kultur og identitet i høj- og senmiddelalderen. Det drejer sig om Flemming Kofod-Svendsens kronik den 25. august om Helsingør som international handelsby og om Michael Böss' essay den 27. august om - eller rettere anmeldelse af - historiker Adam Wagners bog om danskhed i middelalderen.

Middelalderen fylder ellers meget lidt i medierne i dag, så det er kun glædeligt, at der her i avisen sættes fokus på denne vigtige periode i danmarkshistorien. Glædeligt er det også, at begge indlæg er velskrevne og læseværdige, men der er alligevel grund til at forholde sig kritisk til nogle af Kofod-Svendsen og Böss' udsagn.

Det første problem består i den overordnede sondring mellem national og udenlandsk - også kaldet international eller kosmopolitisk. Således skriver Kofod-Svendsen, at Helsingør grundet indførelsen af øresundstolden under Erik af Pommern blev ”en af de mest kosmopolitiske byer i Danmark, idet opkrævningen (af øresundstolden, red.) fordrede en stor indsats af udenlandsk sprog og ekspertise.” Videre hedder det: ”I Helsingør kom der hurtigt en koloni af tyskere.”

Heraf er det nærliggende at slutte, at Helsingør som ”kosmopolitisk” handelsby udgjorde en eksotisk undtagelse fra en ellers dansk normaltilstand (det vil sige danske købstæder, hvor sproget alene var dansk, og hvor der kun dyrkedes dansk kultur og religion). Intet kunne imidlertid være mere forkert.

For det første var Danmark i senmiddelalderen en del af et sammenhængende nordeuropæisk kulturområde, som dækkede hele Østersø-området, og hvor religion, kultur, administration, handel og militær gik på tværs af landegrænser.

Blot for at anskueliggøre dette forhold: Der er masser af eksempler på holstenske og hanseatiske embedsmænd - gejstlige såvel som verdslige - i dansk tjeneste i denne periode og omvendt. Desuden var man påvirket af de samme religiøse strømninger (for eksempel spillede Birgitta-dyrkelsen også en meget stor rolle i Nordtyskland), og man benyttede sig generelt af lejede hære og sørøvere uden bestemt tilhørsforhold til at føre krig imod hinanden.

For det andet adskilte Helsingør sig ikke fra andre områder i Danmark, hvor der var handel og administration. Det overregionale handels- og administrationssprog i Nordeuropa i 1400-tallet var nedertysk, men nedertysk var ikke noget fremmed eller eksotisk sprog i Danmark.

Nedertysk blev igennem hele 1400-tallet med største selvfølgelighed brugt af både kongen, gejstligheden, adelen og borgerne, hvilket for eksempel de utallige middelalderbreve (diplomer), gildeskråer, lovtekster (blandt andet Jyske Lov) samt litterære tekster (for eksempel krøniker og såkaldte encyklopædier såsom Sydrak) på nedertysk udfærdiget i Danmark vidner om.

I det hele taget var den sproglige, økonomiske, kulturelle og ikke mindst militære påvirkning fra selve det nedertyske sprogområde allerede fra omkring 1300 så enorm (det første kongelige brev udstedt i Danmark på nedertysk daterer sig for eksempel til 1320'erne), at det er helt umuligt at opfatte nedertysk som et fremmed sprog på Erik af Pommerns tid. Tværtimod overtog man helt umærkeligt det sydfra kommende sprog, ligesom man tog del i den sydfra kommende kultur.

Det andet problem består i Böss' sondring mellem politiserende modernister såsom Ole Feldbæk og Uffe Østergaard på den ene side og oplyste middelalderhistorikere såsom Adam Wagner på den anden. Ifølge Böss hævdede de danske modernister i 1980'erne og 1990'erne med afsæt i mere eller mindre suspekte marxister (Hobsbawm) og ”den voksende hær af socialkonstruktivister”, heriblandt Benedict Anderson, at der hverken fandtes en egentlig dansk nation eller en dansk national bevidsthed førend i 1800-tallet.

Ifølge Böss er den modernistiske nationsforskning imidlertid ikke værd at beskæftige sig med, da den fortrinsvis blev bedrevet af ”sociologer og specialister i Europas moderne historie”. Med andre ord: Modernisterne har ikke forstand på forholdene i middelalderen, og de er derfor heller ikke berettigede til at udtale sig om dem. Derimod fremhæver Böss Adam Wagner som den første danske historiker, der - i skarp kontrast til de modernistiske opportunister - fordomsfrit og med akribi ”nærlæser” de gamle skrifter.

Denne sondring er ikke blot forsimplet, den er direkte usaglig. Wagner er nemlig ikke den første danske middelalderhistoriker, som har nærlæst Saxo, og som derved mener at have fundet belæg for danskhed hos den store krønikeskriver. Med fordel kunne Böss have nævnt den fremtrædende historiker og Saxo-ekspert Anders Leegaard Knudsen, der nu i godt og vel to årtier har argumenteret for netop eksistensen af en national bevidsthed hos Saxo.

Og omvendt er det heller ikke kun de såkaldte modernister i 1980'erne og 1990'erne, der hævder, at begreber såsom nation og national bevidsthed spiller en ubetydelig rolle i middelalderen. Allerede i 1950'erne og 1960'erne argumenterede Ahasver von Brandt, en af den tyske efterkrigstids fremmeste middelalderforskere, gentagne gange for, at de vigtigste aktører i nordeuropæisk middelalder (det vil sige hanseaterne, holstenerne og de danske konger) ikke handlede ud fra en national bevidsthed eller nationale interesser. Middelalderen var med von Brandts ord prænational.

Det tredje og sidste problem berører slet og ret en historisk umulighed. Böss klandrer til slut i sin anmeldelse Wagner for at fremsætte en ahistorisk påstand, idet Wagner ifølge Böss fejlagtigt mener, at opfattelsen af folket som ”et afstamningsfællesskab med et fædreland og fælles sprog, kultur og historie” grundlæggende var den samme i middelalderen som i 1800-tallet.

Desuagtet konkluderer Böss, at Wagner med god ret kan afvise ”forestillingen om, at tysktalende borgere i Holsten (...) følte sig lige så danske som dansktalende i rigets kerneterritorium”. Sandsynligvis drejer det sig her om Danmark på Saxos tid, men hvad menes der mon med de ”tysktalende borgere i Holsten” og ”rigets kerneterritorium”?

Hvis riget er kongeriget Danmark i 1100-tallet, hvad er kerneterritoriet så? Eller menes der måske snarere Kalmar-unionen eller det senere Danmark-Norge med Danmark som kerneterritorium? Saxo har i hvert fald ikke kendt til det forhold, at en dansk konge i kraft af sin egenskab som greve (og senere hertug) af Holsten regerede over tysktalende borgere i Holsten. Dette forhold bliver nemlig først en realitet i Ribe i 1460 - for øvrigt i form af en for danmarkshistorien skelsættende aftale, som også blev nedfældet på nedertysk, men det er en ganske anden historie.

Sebastian Møller Bak er cand.mag., ph.d. og gymnasielærer