Fangen i nr. 141

Hvad sker der, når samvittigheden kommer på tværs af lov og orden? Fra en ikke særlig fjern kirkehistorisk fortid hentes denne beretning frem om Kristeligt Dagblads gejstlige chefredaktør, der fik en dom for ikke at lægge fingrene imellem.

»Hæderværdige Hr. Fange Matthiesen, Vestre Fængsel, København«. Det var adressen på et brev fra Indre Missions Bestyrelse i forsommeren 1911. Underskrevet af Carl Moe, formand. Den forundrede fængselsinspektør måtte efter behørig kontrol sende det videre til celle nr.141. Her sad fange Matthiesen, præsten med de mange forbogstaver: H.I.F.C., chefredaktør for Kristeligt Dagblad, men for tiden afsonende tre måneders fængselsstraf i henhold til højesteretsdom. Kendt over det ganske land og et stykke ud i kristenheden for sin konsekvente holdning til hovedstadens og fædrelandets moralske forfald. Kendt som vækkelsesprædikant og som en skarp debattør og skribent, lidt af en skikkelse i vort århundredes første tredjedel, nu næsten glemt. Det er ikke fordi, man kommer til at elske Matthiesen ved nærmere bekendtskab. Men han er ikke uden fascination, og man får en vis respekt - og lyst til at trække ham frem i disse Bork-Hansen tider, hvor præster, der drager konsekvenser af det, de har hørt i evangeliet, i stigende grad står for skud. Vi skal rette ind til højre. Eller også stort set tie stille med det, der kan give støj på linjen i den offentlige debat. At præsten er tjenestemand gør det ikke lettere, hverken for ham selv, der jo er et menneske med samvittighed og kaldsbevidsthed, der intet har med tjenestemandsforholdet at gøre - eller for arbejdsgiveren, der har bestemmelser, som skal respekteres, hvis ikke al myndighed skal forsvinde. Men sådan var det ikke på Matthiesens tid, lad os se hvordan det gik ham! Det begyndte med et kapellani i Dronninglund. Her brød der en mindre vækkelse ud og Matthiesen fik sin kirke i Asaa, egentlig ikke med befolkningens gode vilje, men mange sjæle bøjede sig under ordet og begyndte et nyt liv. Efter et tiår gik vejen videre over Husby i Vestjylland, der sled på præstens helbred, og Ugerløse, hvor der var et mildere klima og flere åbne hjerter. Men større opgaver ventede: Kristeligt Dagblad søgte en redaktør, og efter nogen tøven tog Matthiesen i 1904 imod udfordringen. Uden tvivl så han sin opgave som profetisk: At vække og rense ud i hovedstaden, der efterhånden nok kunne trænge til det. Her var det så, at bandstrålen slog ned over det, som 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon kalder »moralsk depravation«, mens 3. udgaven præciserer i retning af homoseksualitet. Skånselsløst tog Matthiesen fat og ramte i forbifarten en person af det kongelige hus, i hvert fald kom anklagen til at lyde på majestætsfornærmelse, og sagen endte i Højesteret, der som nævnt dekreterede fængselsstraf fra 13. april 1911 og tre måneder frem. Matthiesen modtog dommen. Kristeligt Dagblads bestyrelse holdt krisemøde og meddelte, at redaktørens eneste formål med sin artikel havde været at »værne om Folkets Retsbevidsthed«, da man havde standset sagen mod »en overbevist forbryder«, og at dæmme op for den uterlighed, der uvægerligt ville brede sig ved den »tilsyneladende straffrihed«. Bestyrelsen var overbevist om, at »pastor Matthiesen ville blive fulgt ind i fængslet af de Helliges forbønner«. 13. april var skærtorsdag, og familien holdt altergang i hjemmet Kronprinsensvej 27. Og så tog Matthiesen til Vestre. Han havde bedt om at få salatfadet til transporten, da han »ville have det hele med«, det blev afslået, og han måtte selv hente sit adgangskort i domhuset og finde vej ud til »sommeresidensen«, som han kaldte det. Morsomt har det ikke været. Selvom han fik tilladelse til at få lænestol og en ordentlig seng. Indespærret var han, med udsigt til Mosaisk Kirkegård (hvor hans kone en søndag tog opstilling med de tre børn for at vinke) og med lysglimt fra el-sporvogn og dampen fra jernbanetog at holde øje med. På et tidspunkt måtte han indlægges på fængslets hospital med svære maveproblemer. Men han styrkedes ved at tænke på sine store forgængere i situationen, især Paulus og Silas. Og vennerne fulgte ham på alle måder. Efterhånden væltede det ind med blomster og breve, Kvindelige Missionsarbejdere sendte et bøgetræ, og til stadighed sørgede fruen for Matthiesens store lidenskab: maltbolcher. En dag kom en delegation på 20 finske præster forbi for at hylde ham. Kammerherre Barner ansøgte ved en anden lejlighed om tilladelse til, at Matthiesen kunne få lov til at prædike i fængselet, nu han alligevel skulle være der? Her stod ledelsen dog af, til trods for at man ikke kunne finde nogen bestemmelse, der forbød fanger at prædike. I stedet bestemte Matthiesen sig for at skrive en andagtsbog over de gammeltestamentlige salmer. Da opholdet i Vestre var ved at rinde ud, bad han om 14 dage ekstra for at kunne gøre bogen færdig. Også her forekom det fængselsinspektøren, at man var på vej ud i for stor liberalitet, så det blev et nej. Ligeledes til fru Brodersen der ansøgte kongen om, at Matthiesen kunne få fri Kristi Himmelfartsdag for at begrave hendes mand. Den landskendte fange i nr. 141 (hvor tidligere Alberti havde siddet) var ikke regeringens kop te. Både justitsminister Bülow og selveste konseilpræsidenten Klaus Berntsen forsøgte at få Matthiesen til at gøre afbigt - skriftligt - så ville frifindelsen omgående være en realitet. Også Henry Ussing skal angiveligt have forsøgt sig. Men Matthiesen stod alle fristende røster imod. Havde højesteret dømt ham, ville han ikke røre en finger for at unddrage sig sin straf. 13. juli betalte han sin regning for kost og logi, 85 kr., og forlod Vestre med kurs mod Kristeligt Dagblad, hvor han blev modtaget med flag og sang og frie vidnesbyrd - samt et guldur og kr. 5.000, indsamlet over hele landet. Det var ikke så ringe for at sidde tre måneder i spjældet, som Boulevardpressen bemærkede. Venner fra Sønderjylland sendte Istedløven i kaminhyldeudgave, og Matthiesen erklærede, at nu ville kampen blive ført videre, han havde intet fortrudt. Som Carl Moe og Indre Mission tilskrev ham: »Ære, Hæder og Fred over hver den, som gør det gode. Med ønsket om, at Herlighedens Aand må hvile over Dem og lade Dem gå oplivet og styrket ud af Fængslet for påny at fortsætte Kampen..« Det er forståeligt, at missionsfolket hyldede ham og følte sig bekræftet i den fælles kamp mod gudløshed og uvæsen. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at man tidens autoritetstro og patriotisme taget i betragtning ikke retter ind, når Højesteret har talt. Og for en eftertid som vores er det værd at notere sig, at hele forløbet ikke nedsatte Matthiesens agtelse mere end, at han to gange derefter opnåede kongelig udnævnelse til præsteembeder og endelig satte kronen på værket med at blive ridder af Dannebrog i 1923, 12 år efter udstået frihedsberøvelse. Det hævdes endda, at han fortsatte sin gerning med stigende agtelse fra mange sider. Alligevel undslap han vel aldrig den skygge, som sagen kastede ind over hans liv. Den forfulgte ham, uanset hans overbevisning om, at der ikke var sat nogen plet på hans ære. 1913 blev han sognepræst i Vamdrup lige nord for den daværende grænse. Hans sønderjyske engagement var betydeligt, og han opfattedes klart som en af fædrelandets forposter mod syd. Ved krigsudbruddet hed det sig i militæret »I Vamdrup har vi 8 dragoner - og så pastor Matthiesen«. En overgang mistænktes han ligefrem for at lede en spioncentral. Kendt blev hans frygtløse engagement for sønderjydernes sag under krigen; det var ikke få flygtninge der søgte tilflugt hos Vamdruppræsten - og de blev ikke afvist. Endnu engang kom han i konflikt med myndighederne, denne gang de prøjsiske gendarmer, da han med sin kone og et andet præstepar efter først at være blevet afvist forsøgte at krydse grænsen illegalt på vej til en gudstjeneste i Skodborg. Matthiesen førtes til Haderslev, men slap dog fri og gik sporenstregs til møde i missionshuset, hvor han forkyndte med kraft og glød. Ved den lejlighed fattede missionsfolket beslutningen om, at han ved overgangen til dansk styre måtte være fremtidens mand ved Mariekirken. Det skete da også. I 1921 konstitueredes han af biskop Gabriel Koch, men stiftsprovsteværdigheden i det nyoprettede Haderslev stift knyttedes til Gammel Haderslev, alt var vel endnu ikke ganske glemt. Matthiesen var endnu engang forrest i et felttog, da der nu skulle »ryddes op efter tyskernes regimente«. Det er en historie for sig og ikke alt tager sig lige kønt ud. Nogle af de nye præster syntes at mene, at de kom til et land, der også kirkeligt lå hen i mørke, og det var ikke langt fra, at genforeningen blev skildret som Guds riges komme. Men efter den første turbulente tid tog Matthiesen endnu en tørn som sognepræst og sjælesørger, og kom rundt i mange hjørner. Finfølelsen har vel ikke altid stået mål med kaldsbevidstheden, men han gjorde et dagværk, som længe vil mindes. I årevis redigerede han heftet »Julestjernen«, desuden foretog han grundige studier i Mariekirkens historie (aldrig publiceret). 1927 tager han sin afsked, også med det sønderjyske, og lever sine sidste år i Egebæksvang. »Stilhed og Styrke«, hedder hans andagtsbog. Et ejendommeligt ordvalg, når vi tænker på denne ildsjæl, der bestandig var med, hvor kampen rasede. Mange vil trække på skulderen over hans martyrium. Andre vil registrere, at en præst altså ikke ved at komme på tværs, ja ikke engang ved en dom nødvendigvis mister sin for tjenesten nødvendige agtelse og tillid. sognepræst