FAR DØDE, og fremtiden forsvandt. Eller i hvert fald blev den meget anderledes. Far blev indlagt den 5. december 2017. Jeg sad og skrev en eller anden aftale, og pludselig fik jeg at vide, at far var på hospitalet. Denne gang ikke som præst som altid, men derimod som en patient, der præcis to måneder senere blev taget ud af sit sted. Han skulle herfra, mens tiden ikke var inde. Nu er der gået lidt tid, og det betyder ikke, at det går godt. Det går blot anderledes.
Jeg har altid haft beundring for min fars arbejde, selvom jeg ikke forstod det. Men efter at have sunget ham ud, efter at have firet ham ned i graven og trykket de hundredvis af medsørgende deltagere i hånden, slog det mig, hvor overvældende et virke han har haft.
Mindesamværet bød på et sandt standupshow. En ustandselig kavalkade af mennesker, der hver især ville udtrykke, hvor meget far havde hjulpet netop dem eller andre mennesker, som han mødte på sin vej.
Selv provsten, under hvis ansvar fars kontor blev forlangt ryddet med det samme, stod dybt berørt og forklarede, hvor meget far havde betydet for netop ham personligt. Der var de to andre akademikere med blød baggrund, med hvilke han havde en frokostklub, der hed ”Husk mennesket”, som med synkrone tårer med mig kunne forklare til ham på hospice, at far gjorde en forskel. For mig var det far, der forsvandt. Men for så mange andre en personlighed, der har givet indtryk og udtryk, som få glemmer.
Min egen tale handlede om, at vi skulle leve fars værdier ud i livet, når vi gik derfra. Men hvordan, vidste jeg ikke – og det henstod i det uvisse, om jeg overhovedet kunne leve op til den forventning, som jeg ellers formanede over for deltagerne. Ligeledes fik jeg indført, at der stod ”Du lever videre i os” på båndet. Men hvordan?
Det ene filosofiske og kristne afløste det andet. Og fars yndlingsfilosof, Løgstrup, der mente, at man med mødet med andre mennesker altid har et lille stykke af medmennesket i sine hænder. Og at der påhviler os en etisk fordring. Et krav til os om at forvalte ansvaret for at bibringe de mennesker, som vi møder, med noget godt. Nu da vi har et stykke af deres i liv i vores hænder.
Som 24-årig forekommer dette på én og samme tid rørende og angstprovokerende. Rørende, fordi det selvsagt gør mig pavestolt, at far dedikerede hele sin karriere til at være god ved andre mennesker. Trods posttraumatisk stress, depressioner og angst. I en guddommelig cocktail med at skulle balancere mellem værdier, etik og menighedsråd og prædikanterne med uopsigeligt abonnement på de andre holdninger. Samtidig angstprovokerende, da det er en meget voldsom arv at blive stillet over for at skulle forvalte så tidligt i mit liv. Først og fremmest fordi jeg nok aldrig får tid til at læse alle hans bøger. Og for det andet fordi fremtiden forsvandt, og jeg aldrig skulle finde ud af, hvordan jeg helt eller delvist kunne forvalte hans arv og bringe nogle af de værdier i spil på min vej. Også selvom Luther sagde, at vi alle er præster. Dette kunne jeg heller ikke forstå dengang, hvor jeg fik det citat bragt op som lille i skolen. For præsterne er jo mine forældre og ikke mig.
Selv blev jeg som dobbelt præstesøn komplet afskrækket fra at blive præst. ”Vil du også være præst, når du bliver stor?”, blev jeg ligesom mine brødre altid spurgt. Men én ting, som vi altid har været enige om, er vist: Ingen af os ville være præster. Den tilbagevendende og allestedsnærværende klagesang over den manglende ledelse, der ikke uden kamp ville erkende, at far havde en psykisk arbejdsskade. En fagforening, hvor man kun blev tillidsmand for at avancere. Og ikke mindst de menneskelige omkostninger ved at have menneskeskæbner så tæt inde på livet, det være sig ved livets glædelige begyndelse eller førtidige og timede afslutning. Derfor blev jeg kun jurist. Jeg troede, at jeg med juraen på en anden måde kunne holde menneskerne lidt på distance. Og jeg valgte ikke studiet som et kald eller som en livsmission om at gøre verden bedre.
Den sidste gang, hvor far stod op, fik han et af mine forfattereksemplarer af Erhvervsjuridisk Tidsskrift, hvor jeg har skrevet en artikel. Jeg skrev også en afskedshilsen til far i den. Han stod op og satte den bevidst ind et bestemt sted i Montana-reolen mellem to af sine yndlingsbøger. Jeg sagde til ham, at det jo kun handlede om forsyningsledninger. At min artikel måske ikke var pladsen værdig til at stå side om side med hans filosofiske og teologiske værker. Far sagde, trods små kræfter, at jeg tog fejl. ”Det handler om værdier,” sagde han.
Hvordan skulle jeg så nogensinde finde ud af at identificere disse værdier i det mindste for at forstå, hvilken arv der hviler på mine unge skuldre? Jeg fravalgte jo at dedikere min karriere til at have mennesker inde på livet.
Jeg har flere gange siden været oppe i det smålandske sommerhus. Her fandt mine forældre et frirum fra den hektiske verden herhjemme. Her kunne far gå rundt i de svenske skove, forbi dammen og ned af tracéet, hvor en jernbane engang lå. Her gik han og funderede over tilværelsen i den skarpeste kontrast til død, sorg og ubehageligheder på hospitalet.
Jeg gik også her den samme tur i min fars fodspor i håbet om at finde ham, hvor han ikke er. Stilheden var så markant, at den larmede. Altid er jeg vant til den hektiske hverdag, hvor livet går videre, og hvor hverdagen bliver ekspederet og deadlines overholdt.
Her blev jeg mindet om stilhedens landskab, der helt ind til benet tilkom min far som en kærlig og hjælpende hånd til at håndtere hverdagen og holde den på afstand. Lige så markant som stilheden var det at komme direkte hjem og skulle i retten om tirsdagen. Retten kan være et frygtindgydende sted, hvor dommeren formaner over for vidnerne, at de har pligt til at udtale sig, og at de kan straffes, hvis de lyver.
Far havde ikke retten at udfolde sin lære i, men derimod hospitalet og kirken. På hospitalet, hvor han holdt folk i hånden, og i kirken, hvor han udlagde Guds lære og forsøgte at sammenholde det med begivenheder fra det virkelige liv for at konkludere, hvad meningen var med dagens tekst.
Retten forekommer fjernt fra en kirke, og juraen forekommer fjernt fra teologien. Men i retten udlægger man tilsvarende en lære, der ikke er formet af Gud, men af mennesket. Og man definerer den og sammenholder den med begivenheder fra det virkelige liv og forsøger at drage en konklusion, som man vil have dommeren til at tilslutte sig. Retten er heller ikke en hospitalsstue, hvor man holder folk i hænderne, når de skal herfra. Men derimod er man i retten over for ofte nervøse mennesker på egen og på den anden side. Jeg sad der og udlagde gældende ret, og jeg fik ret med det samme. Og jeg gik derfra med en fornemmelse af, at jeg havde behandlet min modpart ordentligt, ligesom jeg fik konverteret en ellers anspændt situation til en god vidneafhøring.
Måske forekommer det lidt perifert at drage en direkte parallel til min far. Men jeg gik faktisk derfra med oplevelsen af, at min far har ret. At min levevej også handler om værdier. At jeg faktisk sad der og havde et lille stykke af andre menneskers liv i mine hænder, at jeg helt konkret kunne forvalte en del af fars tankegods. At alle vi dødelige på sin vis også er præster. Lige dér hvor vi er. Lige nu og her. Det giver mig et gryende håb om, at jeg forstår min fars værdier og kan lære af min fars tankegods. At han på sin vis kan leve videre i mig. At der er en mulighed for at tage fars værdier og bringe dem i spil lige dér, hvor jeg er. På sin vis bragte det også en tro på, at fremtiden ikke er forsvundet. Men at den et stykke ude i horisonten er ved at komme til syne.