JEG HAR FIRE SØNNER. I de seneste seks år er de flyttet ind og ud af vores hus, alt efter hvor rejser og uddannelser har taget dem hen i Danmark og i verden. Snart har de været væk, og snart har de været her i kortere eller længere tid. Snart har værelser stået tomme, og snart har de været fyldt op af flytterod, flyttekasser, madrasser og kufferter. Vi har været vant til det, kan man sige. Og så blev denne sommer alligevel så meget anderledes, end vi nogensinde kunne forestille os. Så stor magtesløshed, rådvildhed, søvnløshed. Bekymring og afmagt. Og hjerter, der blev knust.
Vi er tilbage i slutningen af juli. Min ældste søn med de dybe, blå øjne er blevet færdig med sin uddannelse. Han har fået arbejde i Aarhus sammen med sin forlovede, og de er flyttet i et fint lille rækkehus. Min næstældste søn er på vej til København. Han er kommet hjem fra et halvt år i USA, hvor han har gjort sin bachelor færdig. Han har fået værelse på Frederiksberg, og snart er der studiestart på CBS. Hans blå øjne ser kærligt på verden og på mennesker.
Nu skal min yngste søn også flytte til Aarhus. Han har fået en lys lejlighed med højt til loftet, og han skal bo sammen med to gode venner. Han starter på sit medicinstudie og glæder sig til alt det nye, han skal lære og læse med sine nysgerrige og rolige blå øjne. Han har lejet en trailer med en Bilka-reklame på siden, og der er lige akkurat plads til alle hans ting. Til seng og bord. Til computer og kommode. Til tøj og ting.
Og mens vi pakker traileren og gør klar til at køre fra Holstebro til Aarhus, går mine nervøse tanker igen og igen til den yngste af mine drenge. Det er ham med det kulsorte hår og de mørkebrune øjne. Han er født i 1997, samme år som min yngste søn med de blå øjne og de lyse lokker. Ikke i Danmark, men i Afghanistan. Jeg ventede min yngste søn på samme tid, som hans unge mor ventede sin førstefødte.
Han har en drøm om at fortsætte den uddannelse til journalist, han var i gang med, men som blev stoppet brat, da han måtte flygte fra sit land, kort før han blev 18 år. Hans opvækst har været langt fra den trygge verden, som drengene med de blå øjne har haft. Hans egen mor og far blev dræbt, da han var ganske lille. Selv nåede han at blive ramt af skud i sit ben og af en bombeeksplosion, som har givet ham forbrændinger på hænderne og i nakken. Men han slap levende fra de tre måneder, hvor han som 17-årig og udstyret med en AK-47 måtte hjælpe det lokale politi med at forsvare byen mod angreb fra Taleban. Han har hele sit liv drømt om at få en familie, han kunne høre til hos. Den fandt han i landet så langt fra sit eget. Vi vovede at kalde os familie. At kalde ham for søn og bror. Han vovede at kalde os forældre og vores sønner for brødre i godt et par år.
HAN KOM TIL DANMARK i september 2015 i det, vi kaldte ”flygtningestrømmen”. Vi så ham komme gående på motorvejen sammen med alle de andre med sort hår og brune øjne. Men dengang vidste vi selvfølgelig ikke, at det var ham. At en afghansk teenager skulle blive vores fjerde søn. At hans lange vej til fods og i proppede biler og busser skulle føre ham til et asylcenter i Holstebro og ind i vores familie. Men sådan blev det. Vi mødte ham første gang, da han havde været i Danmark i et halvt år. Han var 18 år og havde en forfærdelig historie bag sig og en usikker og uforudsigelig fremtid foran sig. Vi fulgte ham igennem asylsystemet med flere flytninger på tværs af landet. Til forskellige asylcentre med nye mennesker. Til små værelser, som han skulle dele med nye, fremmede mennesker. Nogle drak, andre røg hash, og flere tog hårde stoffer for at holde usikkerheden og angsten for fremtiden ud. Men han holdt sit fokus på det, han gerne ville bygge sit liv på, når han fik opholdstilladelse. Hvis han fik opholdstilladelse. Vi troede fuldt og fast på det. Hvis han ikke skulle have lov til at blive og få en fremtid i smørhullet Danmark – hvem skulle så?
I de to et halvt år, han var en del af vores familie, blev vores relation med ham stærkere og tættere. Han kom og boede hos os i næsten alle weekender. Han var med til familiefester, fødselsdage, konfirmationer, højtider. Han fortalte om livet i Afghanistan. Om det, han holdt af. Om maden, naturen, kulturen. Men også om familie, der var døde i krig. Om venner, der var blevet slået ihjel. Om Taleban, der har skrevet hans navn på deres dødsliste, fordi han ville være journalist og havde arbejde på en radiostation, som de ikke kan tolerere. Han græd stille, når der kom endnu en besked om en ven, der var død. Ud af de 50 skolekammerater, han startede sin skoletid sammen med, er kun syv i live i dag.
Men midt i det hårde, det uretfærdige, det ubarmhjertige fra hans verden grinede vi også meget sammen. Af sjove videoer på Facebook, af dårlige vittigheder og historien om sidste sommer, hvor vi på hans 20-årsfødselsdag tog på kanotur og endte med bunden i vejret og en kold svømmetur i vandet.
VI NÅR TIL DAGEN for det afgørende interview med de danske myndigheder. Og så bliver drømmen knust. Efter et tre timer langt interview i Flygtningenævnet, beslutter de tre dommere, at han ikke kan få asyl i Danmark. At Afghanistan er sikkert for ham at vende tilbage til. Hans mareridt og evige frygt er blevet til virkelighed, og han må hurtigt ud af Danmark for at undgå, at det danske politi kommer for at sætte ham på et fly til Kabul imod hans vilje.
Min yngste dreng kan ikke pakke sine ting i en trailer og køre hen til en ny lejlighed for at starte på en uddannelse. I løbet af en dag pakker vi, hvad han kan have i en rygsæk. Jeg ved, at han burde have en sovepose med. Men det har han ikke plads til. Han skal til Frankrig uden at risikere at blive stoppet af politiet i Tyskland undervejs, for så kan han blive sendt tilbage til Danmark, og det er farligt for ham nu. I Danmark vil vi nemlig ikke have ham. Vi vil have ham sendt til Afghanistan. I Frankrig deporterer de ikke til Afghanistan.
Tårerne løber ned ad mine kinder, mens jeg laver en madpakke til ham, som skal holde, helt til han kommer til Paris. Hvordan bliver hans tur derned? Hvad skal der ske, når han står på Gare du Nord? Hvordan vil det franske asylsystem behandle ham? Hvilke mennesker vil møde ham der? Hvem kan han stole på? Hvor skal han sove? Hvordan skal han få penge? Tankerne myldrer rundt. Min søde, kærlige, kloge, arbejdsomme, omsorgsfulde dreng med de brune øjne, som forsøger at smile til mig, selvom de er fyldt med tårer.
Vi giver hinanden knus flere gange den dag, mens han gør sig klar til at rejse. Han forsøger at trøste mig, selvom det burde være mig, der trøster ham: ”Bare rolig, mor. Jeg skal jo ikke i krig,” siger han. Vi bruger vores sparsomme tid til at tale om alt det gode, vi har haft sammen. På umenneskelig kort tid skal vi pakke hans liv i Danmark sammen og sige farvel. Farvel, min skønne dreng, du vil altid være i mit hjerte. Farvel og må Gud velsigne dig, bevare dig, lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Må Gud løfte sit ansigt mod dig og give dig sin fred.
Der går flere dage, før jeg kan gå ind på hans værelse og rydde op i resten af hans ting, hans liv i Danmark. Jeg finder breve, fødselsdagskort, tegninger, billeder, bøger fra hans danskundervisning, en bibel på farsi, hæfter med kristendomsundervisning. Jeg vasker hans tøj, som har hans duft. Jeg vasker hans sengetøj. Hans seng står tom. Værelset er tomt. Jeg er tom.
Nu har han i en måned boet på gaden i Paris, uden penge, et sted at sove eller tag over hovedet. Mit hjerte og mine brune øjne græder, når de møder hans på billederne fra det liv, der nu er hans.