Kirkeligt Centrum: Farvel og tak

Efter 121 år ophører Kirkeligt Centrums arbejde som ”den tredje retning” i dansk kirkeliv. Andre må tage Kirkeligt Centrums anliggender op, for opgaven er bestemt ikke løst, skriver afgående bestyrelse i dagens kronik

Arkivfoto. Foto: Adam Garff

I februar 1899 tog en gruppe præster ved et møde på Tåsinge initiativ til at danne en ”tredje retning” i folkekirken mellem grundtvigianere og missionsfolk. I den følgende tid kom også lægfolk til, og fra 1904 brugte bevægelsen navnet Kirkeligt Centrum.

Målet var ikke først og fremmest – omend også – at bygge bro mellem de to store retninger, der var inde i en kraftig polarisering. Det vigtigste var at skabe en position med udgangspunkt i kirkens fælles gudstjeneste og bekendelse, med sognekirken som centrum og ikke hverken missionshus eller grundtvigske samlingssteder. Der skulle værnes om den fælles folkekirke, men der skulle også holdes fast i den fælles bekendelse, både over for polariseringen og over for den voksende moderne ukirkelighed.

Nu, 121 år efter den spæde begyndelse, indstiller Kirkeligt Centrum arbejdet. Der er hverken økonomi eller mennesker til at fastholde og udvikle bevægelsen og sikre, at Kirkeligt Centrums anliggende bliver hørt med vægt i den kirkelige debat.

I 2017 forsøgte vi at ”afbureaukratisere” bevægelsen ved at omdanne den til et løsere netværk med bestyrelsen som det eneste formelle organ, men uden at det gav ny dynamik eller flere deltagere i arbejdet. Derfor har bestyrelsen i henhold til vedtægterne besluttet at nedlægge det, der engang var en om ikke stor, så dog væsentlig kraft i dansk kirkeliv.

Lad det være sagt meget klart: Nedlæggelsen sker ikke, fordi Kirkeligt Centrums mål er nået! Det er rigtigt, at den kirkelige situation har ændret sig, så sognegårde og menighedslokaler er blevet samlingssteder for langt den størstedel af kirkelivet, på bekostning af missionshuse og andre retningshuse. Det er også rigtigt, at klimaet mellem de gamle retninger er mindre konfrontatorisk end tidligere. I det samtaleforum, som er etableret for godt 20 år siden mellem Indre Mission, Grundtvigsk Forum, Kirkeligt Centrum og Kirkefondet, er der således en tillidsfuld og åben samtale om aktuelle kirkelige spørgsmål.

Det er også rigtigt, at der er virkeligt stor opmærksomhed på gudstjenestelivet i folkekirken, senest med biskoppernes liturgirapporter, og det er sandt, at adskillige af Kirkeligt Centrums mærkesager gennem årene har nydt fremme: sognemedhjælperansættelse, religionspædagogisk oprustning, økumenisk samtale, større indflydelse til lægfolk generelt og menighedsråd i særdeleshed.

Noget af udviklingen har Kirkeligt Centrum medansvar for, andet har andre aktører fremmet, og meget af det er virkelig positivt. Der er trængsel på midten i dansk kirkeliv. Den ”brede folkekirkelige” position er blevet mainstream. Men vi fra Kirkeligt Centrums side må dog understrege, at det ikke er det samme som en centrumsposition. Mainstream har det let med at blive udflydende, tandløs, mindste fællesnævner-agtig. Den genuine centrumsposition er markeret, skarp i sin fastholdelse af det afgørende, essentielle i den fælles folkekirke.

Sidste år markerede Kirkeligt Centrum sine 120 år med udgivelsen af debatbogen ”Udfordringer til folkekirken” på Eksistensens forlag. Som så mange debatbøger skabte den desværre ikke megen debat i folkekirken, men mange af bogens artikler peger netop på, hvor det er vigtigt at føre en række af Kirkeligt Centrums anliggender videre, selvom bevægelsen ikke eksisterer mere.

Hovedfaren er, at den brede mainstream-folkekirkelighed risikerer at tippe balancen mellem autenticitet og relevans til relevansens side, så både gudstjeneste og forkyndelse taber væsentlige sider af den klassiske lutherske kristendomsforståelse.

Kirkeligt Centrum har aldrig været bange for fornyelse. Bevægelsen har stået for salmebogstillæg, støttet arbejde med gudstjenestefornyelse og mange forskellige nyskabende initiativer, men altid med en vilje til den teologiske refleksion, der fastholder balancen mellem fornyelse og det centrale i kristendommen.

I ”Udfordringer til folkekirken” peges blandt andet på, at lutheråret manglede refleksion over sakramenteforståelse og andre centrale lutherske temaer. I liturgidebatten er der kommet fokus på noget af dette, men når man ser på mange konkrete forsøg og forslag, forekommer det – let karrikeret – at den klassiske lutherske forståelse af dåb og nadver udhules og erstattes af en børnevelsignelse og et fællesskabsstyrkende mindemåltid. Det er for tyndt. Det hævdes også i bogen, at forkyndelsen i kirken ofte mangler ”rugbrød og sunde kerner”.

Problemet er ikke at ville skabe en teologi, forkyndelse, udtryksformer, salmer og så videre, der har nutidige former og taler ind i og ud fra nutidsmenneskers horisont. Problemet er, hvis forkyndelsens ”andet og mere” går tabt, så der ikke siges og gøres andet, end nutidsmennesket kan sige selv.

Der er tendenser, som peger på en udtynding af folkekirkens indhold. Den udtynding kan ikke løses fra fløjene, tværtimod. Polarisering forstærker kun problemet, fordi den overvejende del af folkekirkens medlemmer slet ikke forstår polariseringsslagsmålene. En positiv udvikling kan kun ske fra en teologisk stærk midte, der ikke bare vil give folk, hvad de vil have, men fastholde det, der er centrum i kirken.

Vi, der har stået for Kirkeligt Centrums begrænsede arbejde i de senere år, vil naturligvis blive ved med at ytre os i den kirkelige samtale med sådanne synspunkter, men samtidig opfordrer vi andre aktører i kirkelivet til at tage dem alvorligt og tage stafetten op i forhold til Kirkeligt Centrums mærkesager.

Kirkeligt Centrum gik fra begyndelsen ind for en stærk folkekirke, men også en folkekirke med løsere bånd til staten. Der er sket skridt i retning af mere demokrati i folkekirken, og Kirkeligt Centrum har intet ønske om at kappe båndene, men der mangler stadig et stykke i demokratiseringen, især på det økonomiske område og i forhold til de indre anliggender. Vi håber, at de mange aktører, der var positive over for det seneste udvalgsforslag til reform, ikke vil glemme sagen, men tage den op igen og arbejde videre.

Noget af det mest glædelige, der er sket i den seneste generation, er, at menighedsrådene er blevet langt mere ansvarlige og aktive i forhold til det kirkelige indhold og har fået langt større indflydelse og initiativret. Som en konsekvens heraf er Landsforeningen af Menighedsråd også blevet en langt mere aktiv kirkelig stemme. Kirkeligt Centrum har altid støttet det myndige lægfolks indflydelse i kirken, og derfor håber vi, at landsforeningen og andre vil være en udfarende kraft på dette område.

Det gælder også gudstjenestedebat og gudstjenestefornyelse, hvor det er vigtigt, at det ikke er en præste- eller bispesag alene, men at gudstjenesten er menighedens gudstjeneste.

Vi håber også, at de gamle kirkelige retninger og de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer vil tænke disse synspunkter med.

I Kirkeligt Centrums vedtægter er det bestemt, at de resterende midler ved en opløsning af bevægelsen skal gå til et lignende folkekirkeligt formål. Nu er der ikke store formuer eller ejendomme at give videre. Der er kun småpenge tilbage i kassen, men vi har besluttet at give det, der er tilbage, til Danske Kirkedage. Det er, fordi vi ser Himmelske Dage, folkekirkemødet og hele det fællesskab, der er – også økumenisk – som noget af det mest lovende i dansk kirkeliv i forhold til at udvikle det, der gennem langt over hundrede år var Kirkeligt Centrums hjertesager.

Kirkeligt Centrums afgående bestyrelse: Kaj Bollmann, formand, Henning Nørhøj, næstformand, Alice Viftrup, sekretær, Margit Nørby, kasserer, Poul Møller Petersen, Karen Vibeke Klausen, John Theil Münster og Erik Aabjerg Friis.