Det var i foråret 2012 et helt år før den officielle Kierkegaard-jubelfest at jeg gennem en butiksrude i Torino, tilfældigvis Friedrich Nietzsches sidste tilholdssted inden det mentale sammenbrud, stiftede bekendtskab med den såkaldte saml selv-kanin.
Én ting er en dansk vending på italiensk grund, en anden noget så tåbeligt som en kanin, man selv skal samle. Som 13-14-årig var jeg selv kaninavler havde sammen med min mor to gamle jernbanevogne fyldt med bure og kaniner så netop dét dyr skal man ikke komme til mig og lave skæg med!
LÆS OGSÅ: Kierkegaard-jubilæum afsluttes: Kære Søren, tak for turen
Lad det straks være sagt, at det vindue, vi da passerede forbi i Torino, tilhørte en såkaldt Tiger-butik, dansk innovations og kulturs svar på svenske Ikea, et tiltag næsten lige så opfindsomt som Aquas Barbie Girl.
Da det gik op for mig, at den annoncerede vare var en udstanset finerplade, som man selv kunne skille ad og sætte sammen til en dyrefigur, slog det mig samtidig, at det slet ikke behøvede at være en kanin, men lige så godt kunne være et selv, altså et saml selv-selv.
Et sindbillede på det, mange antager, at Kierkegaard og den snilde eksistentialisme bragte til torvs: Vi skaber selv vores selv, og vores lyst (subjektiviteten er sandheden) stempler uden videre det sande selv som autentisk og unikt!
Derfor måtte jeg have dén kanin med hjem, selvom jeg lige så godt kunne vente med at købe den til på Kultorvet i København hvad jeg så også gjorde, lidt kaninagtigt måske.
Og fra Brønderslev til Bjolderup, fra Ollerup til Lund og fra Horsens til Slagelse har den nu været på rundrejse og hjulpet mig med at illustrere, hvad Kierkegaards eksistenstænkning ikke går ud på trods alle dr.phil.er, positive psykologer, charmerende coaches og muntre mentorer.
Mange hævdede ellers tidligt, at Kierkegaard-året sammenlignet med Andersen-året 2005 ville blive en sej tur op ad bakke, fordi der ikke var sat en brøkdel af de midler af, som i sin tid blev H.C. Andersen til del.
Hertil vil jeg nu sige, at det dels var meget godt, for så fik formidlingen og tankestoffet lov til at fylde, mens det spektakulære og overfladiske optog mindre plads; dels, at op ad bakke slet ikke havde med pengene og de ydre rammer at gøre, men angik Kierkegaard selv.
Ikke fordi han er vanskeligt tilgængelig eller, som han selv sagde (i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, 1846), tidligt havde besluttet sig for overalt at gøre vanskeligheder. Men fordi han paradoksalt nok i mellemtiden er blevet alt for let, i tankegang gjort alt for smidig og optimistisk og som type og anfægtelse gjort alt for samtidig med os, senmodernitetens anderledes sorgløse sjæle.
Om jeg selv har en smule ansvar for dén bevægelse, må andre vurdere, men selvom min Kierkegaard-bog Livet forstås baglæns, men må leves forlæns for en snes år siden fik mange købere og læsere (uha, så er der noget galt!) og bevidst ikke vægtede Kierkegaards kristelige engagement og teologiske spidsfindigheder særlig højt sammenlignet med det filosofiske, psykologiske og alment eksistentielle så var det bestemt ikke en fremstilling, der ville transformere Kierkegaard til feel good-attitude og happy mindfulness.
Bogens titel og Kierkegaard-citat kunne måske lægge op til en kæk omgang Horats carpe diem a la fremstillingen i filmen Døde poeters klub, men vejen til at gribe dagen fulgte alle Kierkegaards forbehold, krav og præciseringer.
Derfor kan tiden tidens gang sagtens glemme dem og blot huske det løfterige i men må leves forlæns, som ude af sammenhængen er så banalt et udsagn, at det gør ondt.
Skal jeg pege på en anledning til den famøse glemsomhed om at livet skal forstås baglæns, tilegnes og i ansvar gøres til den afgørende del af selvet og eksistensen vil jeg hæfte mig ved den glidning mellem begreberne frihed, valg og lyst, som de seneste 20 år har intensiveret. I kraft af neoliberalistisk og nyhedonistisk bevidsthed og i kraft af begges forudsætning: en stærkt øget materiel rigdom og kombination af købedygtig tilgængelighed og iver efter at tilbageføre økonomiske midler fra fællesskabet til hin enkelte (pengene ligger bedst i borgernes egne lommer).
Derfor fatter vi i dag ikke det eksistentielle og helt afgørende i Kierkegaards tale om valget, om det at vælge sig selv (modsat fravalget, paraderne, flugten og selvbedraget), fordi vi har reduceret begrebet til noget med frit sygehusvalg og ideen om, at alt, hvad der er til salg, er godt og til at vælge ubekymret iblandt.
På samme måde er begrebet frihed reduceret til noget instrumentelt og er fuldstændig frakoblet tanken om ansvar og konsekvens: Vi er alle frie, og vi har alle ret (som Rune Lykkeberg spydigt siger). Har man penge, kan man få; har man ingen, så må man gå og Sørens far havde jo penge!
Det kvalificerende led, der er kommet til det, der omstempler det tilfældige og ligegyldige til det sande og unikke er lysten, det, der giver nydelse (græsk hedone). Kierkegaard og den religiøse type i hans stadielære havde den kristne sandhed (næstekærlighedstanken, gudhengivenheden og så videre) som rettesnor for friheden og valget.
Etikeren havde den humane pligt, ærligheden og det moralske ansvar, mens æstetikeren kunne nøjes med lysten. I dag er vi alle æstetikere og har netop i frihedens og valgets navn ikke andet end nydelsen, den subjektive lyst, at lægge til grund, når vi vil dyrke vort sande selv og gør en forskel. Deraf risikoen for at forveksle Kierkegaards eksistensfilosofi med konceptet saml selv-selv: Vær dit eget livs redaktør nej, endnu bedre: Vær dit eget livs designer. Kan man se romantikkens kunstnermyte tone frem, nu som allemandseje og pyntet med mangfoldighed?
EFTER DET Kierkegaard-år, der nu officielt er slut, kan man undre sig over flere ting. For eksempel over, hvorfor vi fik tre små Søren-udstillinger maleri-udstillingen på Frederiksborg Slot, skrift-udstillingen på Det Kongelige Bibliotek og ting-udstillingen på Københavns Bymuseum og ikke magtede at samle dem til én, for eksempel på Statens Museum for Kunst, hvor store dele af guldaldersamlingen kunne være orkestreret på nye, givende måder.
Eller for den sags skyld på Louisiana-museet i Humlebæk, hvor eksistentielle nedslag i den moderne kunst og ikke kun i skikkelse af de sært insisterende angstfikseringer hos Munch, som ARoS diskede op med kunne have spændt Kierkegaards tankeunivers op på en større væv.
Man kan samtidig glæde sig over, at visse ideer ikke blev til noget for eksempel planerne om at nedstøbe Kierkegaard-citater i bronze i vejbelægningen rundt om i København. Det var et rent ekko af lignende tiltag i Stockholm med Strindberg og i Oslo med Ibsen.
Så hellere de billige og forgængelige bannere med udsagnet om, at af alle latterlige ting forekommer det mig det allerlatterligste at have travlt i verden, som hang i den overmåde travle Købmagergade i nogle måneder. Noget stort Tina Turner-show blev det heller ikke til, og tak for det.
Ved vejs ende skal man derfor huske på, at den eksistentielle frihed også muliggør det at tie og lade værket, altså Kierkegaards, selv tale. Det være hermed gjort.
Peter Thielst er mag.art. i filosofi, forfatter og forlægger. Han udgav i jubilæumsåret Kierkegaard i Grækenland. På øhop i forfatterskabet, og året før en ny og lettere revideret udgave af Livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Historien om Søren Kierkegaard