Prøv avisen
Kronik

Fascismen marcherer igen i gaderne

For nylig gik mere end 500 militante nynazister på gaden og marcherede gennem centrale dele af Göteborg. Når nynazister og højrenationale bevægelser i dag marcherer i gaderne, bunder det i en praksis, der har sin rod i mellemkrigstiden

Søndag den 2. september 1934 var det ellers så søvnige Roskilde sat på den anden ende. På en mark i byens østlige udkant holdt Konservativ Ungdom et stort friluftsmøde. En større gruppe ungkonservative stormtropper var ankommet til byen med toget fra København. De lyste godt op i Roskildes gader med deres påfaldende ensartede påklædning: hvide skjorter, skråremme, mørke spidsbukser og langskaftede støvler.

I det lille anlæg Klostermarken klos op ad KU’ernes mødeplads havde en større flok DSU’ere og ungkommunister forsamlet sig. Og knapt var mødet begyndt, før de gav sig til at overdøve de konservative talere med råb, piften og “Internationale”. Et par lokale panserbasser løb af sted for at jage urostifterne bort, men inden de nåede så langt gik et halvt hundrede KU-stormtropper til angreb på moddemonstranterne. Et voldsomt slagsmål brød ud, og flere DSU’ere blev smidt i Klosterdammene.

Om aftenen var der sammenstød i det centrale Roskilde, og uden for jernbanestationen måtte politiet trække stavene og rydde et opløb. Ballade-mødet i Roskilde trak avisoverskrifter, og justitsminister Zahle måtte svare på kritiske spørgsmål i Folketingssalen under førstebehandlingen af årets finanslovsforslag.

Det var givetvis denne begivenhed, der mere end 40 år senere inspirerede roskildenseren Lise Nørgaard, da hun skrev på sin tv-serie ”Matador”.

I seriens 10. afsnit, der for nylig blev vist på DR, marcherer de uniformerede KU’ere ned ad Algade, mens de synger stormstroppernes slagsang, “Ræk mig kammerat din næve”, på melodien til den italienske fascisthymne “Giovinezza”. Senere gør de alvor af sangens frase om at ”feje bort marxismens pest” ved at angribe et DSU-møde i det lokale anlæg.

De ungkonservatives fascistiske tendenser i 1930’erne er velbeskrevet i his-torieskrivningen og er blevet en del af fortællingen om mellemkrigstidens antidemokratiske strømninger. Især takket være netop ”Matador”, hvor de personificeres af KU’eren Gustav Friis.

I tv-serien kommer fascismen første gang til Korsbæk og lægger beslag på byens gader i form af en gruppe nazister, blandt andet Ingeborgs eksmand, Holger, der nu har genvundet sin tabte stolthed ved at melde sig under racekrigens hagekorsbanner i DNSAP.

De færreste tager dog de få, strækmarcherende og lurvede nazister alvorligt, når de tramper rundt i gaderne. De gør et latterligt indtryk og opfattes som sølle bønderkarle. Og om “de unge blomster fra vort eget parti, KU” konstaterer Hans Christian Varnæs som repræsentant for Korsbæks konservative borgerskab tørt, at de forhåbentligt vokser fra at marchere.

Mange mennesker delte dengang denne opfattelse af de hjemlige repræsentanter for fascismen og trak på skuldrene, når de marcherede rundt i gaderne i danske byer. Der var dog en anderledes alvorlig side til demonstra-tionerne.

Gustav og Holger er i vores kollektive bevidsthed blevet billeder på de urolige år, hvor fascismen i bogstavelig forstand marcherede frem, og Weimarrepublik-kens militante politiske kultur spredte sig til Danmark.

Siden sommeren 1932 havde både nazisterne og Konservativ Ungdom sendt lange blikke sydpå til de tyske nazister og importeret nye militante agitationsformer. Nazisterne oprettede en stormafdeling, KU sine stormtropper, og man begyndte at marchere på gaderne. Snart var det ikke kun i de ydre former, men også i ideologi, at de ungkonservative hentede deres inspiration fra fascismen.

Hvordan kunne det gå sådan til her i fredelige Danmark? Hvordan kom kampen om gaden til overhovedet at spille en rolle politisk i netop disse år, hvor politikerne gennem brede forlig søgte at holde landet ude af den kommende konfrontation med fascismen?

Mellemkrigstidens Europa var præget af nye radikale bevægelser og en militant politisk kultur, og her blev fascismen som ideologisk strømning en exceptionelt dynamisk faktor. Den var politisk inspirationskilde for tidens mange højrenationalistiske bevægelser og fik mange nationale udtryk. Fælles for de fleste var dog fascismens grundlæggende karakter som en gadebevægelse, der agerer gennem aggressive magtudtryk i det offentlige rum.

Over alt gjorde fascistiske og fascistisk-inspirerede bevægelser krav på det offentlige rum ved at marchere i gaderne. Gennem oprettelsen af paramilitære organisationer som de italienske squadristi og nazisternes Sturmabteilung (SA) gik fascisterne målrettet efter at udfordre det parlamentariske system og især arbejderbevægelsen gennem en symbolsk erobring af gader og områder med særlig politisk betydning. Det skete ud fra en erkendelse af gaden som den centrale arena for moderne politik. Og midlet til at gennemføre denne strategi var en massiv anvendelse af vold.

Det handlede først og fremmest om kommunikation. Ved at intimidere venstrefløjen og vise deres magt sendte fascisterne et klart signal til potentielle støtter og allierede i middel- og overklassen om, at de havde kontrollen med de røde. SA’s voldspolitik i Tyskland udgjorde nok en reel trussel mod deres politiske modstandere på gadeniveau, men volden i sig selv spillede aldrig en rolle i kampen om statsmagten. Den overtog man med legale, demokratiske midler. Det var en bevidst strategi, der blev kopieret af højreradikale bevægelser overalt i Europa – også blandt dem, fascismen inspirerede i Danmark.

Da militante nynazister fra Nordiska motståndsrörelsen i lørdags gik på gaden i den svenske storby Göteborg med mere end 500 deltagere fra hele Norden, trak de på præcis samme fascistiske tradition. Med skjolde og hjelmklædte aktivister i front tog de gaden i besiddelse under parolen ”opstand mod forræderne” for at demonstrere en symbolsk magt. Og som demonstrationen udspandt sig, blev det en kamp med moddemonstranter og politi om ruten og længden på demonstrationen. Hver en meter talte.

For dagens højreradikale er det at marchere på gaden en vigtig del af den politiske virksomhed, og det er det ikke blot for erklærede nazister med en organisatorisk tradition direkte tilbage til mellemkrigstiden.

Over alt hvor højrenationalister i de senere år har taget kampen mod indvandring eller det liberalt demokratiske samfund som sådan fra internettet og ud på gaden, handler strategien om det samme: at erobre bestemte dele af det offentlige rum. For eksempel som i USA, hvor det nye såkaldte Alt-Right forener kræfter med the old right; nazister, Ku Klux Klan og højrenationalistiske militsgrupper, der i Trumps USA alle har fået en renæssance. Her gør de krav på offentlige pladser med statuer af sydstatsgeneraler for at hævde en racistisk fortid og forfægte en sådan fremtid. Unite the Right-demonstrationen i Charlottesville den 12. august i år er et eksempel på dette.

Det handler om kommunikation; om at vise sin magt og udfordre samfundet og det demokratiske spillerum. Og overalt følges strategien af vold, som vi så det i Charlottesville eller i Göteborg forleden. Midlerne til at opnå opbakning og indflydelse er de sammesom i mellemkrigstiden: på med uniformen og ud på gaden.

Midlerne til at opnå opbakning og indflydelse er de samme som i mellemkrigstiden: på med uniformen og ud på gaden

Charlie Emil Krautwald