”I de senere år er danskerne rejst ud i verden. I en uoverskuelig og krævende hverdag vil mange have behov for at tage en pause i livet og rejse indad på retræte, pilgrimsvandring eller mindfulness.”
Sådan lyder en af fem megatrends, der præger vores kultur i følge sognepræst Birgitte Kragh Engholms nye bog ”Den fremtidsgodkendte folkekirke”.
Vi har et øget behov for at vende os mod det indre liv og styrke vort indre menneske. Det forstår man godt, når vi ser de store og hastige forandringer, der præger vores tid. Let opstår et naturligt behov for det enkle og overskuelige.
Denne grundlæggende længsel møder vi i mange udgaver. Blandt andet bragte Kristeligt Dagblad ved nytår historien om, at salget af papirkalendere stiger eksplosivt. Det giver en større overskuelighed end de mange elektroniske kalendere.
Et andet eksempel var et indslag i TV 2 Nyhederne. Her prøvede en familie at leve uden internet i en uge. Det blev en befrielse. Fri fra de sociale medier fik familien foræret en større nærhed. De fandt brætspillene frem igen i stedet for at sidde med hver sin skærm.
Samme længsel efter enkelhed og overskuelighed har måske fået mange vælgere til at stemme på Donald Trump. Han lover at beskytte sine vælgere mod globaliseringens uoverskuelige følger. Gammeldags velkendte industriarbejdspladser skal gøre USA stort igen. Mon? Men det enkle budskab sælger. Er det samme ønsker om tryghed og genkendelighed, som den europæiske højrepopulisme rider på? Båret frem af løfter om at holde de mange flygtninge og andet ukendt ude.
Men vores fælles længsel efter det enkle, overskuelige og håndterbare behøver slet ikke kanaliseres over i tvivlsomme politiske slogans og umenneskelig fremmedfrygt.
I stedet har vi muligheden for at vokse i vort indre menneske. Det ligger lige for. Når der er så meget i den ydre verden, vi ikke kan ændre på, så tyr vi naturligt til det, vi kan ændre på. Det er der også en dyb visdom i. Rummer vi et sundt, modent og afklaret indre, står vi mere rodfæstede til at klare hastige ydre forandringer.
Gennem århundreder har den årlige faste været en vej at gå for at modnes i vores indre.
Fasten har de seneste 10-15 år fået en tilbagekomst. I en udgave, hvor man afholder sig fra for eksempel slik, vin eller tv. Ofte lyder begrundelsen, at når man afstår fra noget i en periode, så værdsætter man det højere, når afsavnet afsluttes. Det er for nogle fastens formål. Og det har været en god oplevelse for mange. Men hvor meget er egentlig forandret på længere sigt? Kan vi tage et spadestik dybere?
I år har jeg fået lov til at udgive en lille, enkel bog: ”Frihed og fred. En meditativ vandring i fasten” (forlaget Eksistensen). Bogen indeholder 40 små stykker til en daglig meditation i fastens 40 hverdage fra askeonsdag til påskelørdag.
Her indbydes læserne til en indre vandring. En åndelig vandring. En vandring, der har til formål at bringe os nærmere Guds forvandlende kærlighed. Her faster vi for at give plads til noget nyt.
Ved at skære ned på unødvendigt og overflødigt øver og øger vi vor opmærksomhed, vort nærvær. Ved at rense ud i det gamle, giver vi grobund for noget nyt. Fastens formål er derfor snarere at give plads. Skabe rum i vore sind og hjerte for den fornyelse, som Kristus og påskens nye liv rummer. Til glæde og forvandling for hele vort liv og dermed for den verden, som Gud har betroet os at leve i.
Fastens 40 dage er langtfra tilfældige. I den bibelske fortælling møder vi ofte perioder på 40, der grundlæggende forandrer deltagerne. Israelitterne var 40 år i ørkenen, så den generation, der havde danset om guldkalven, var uddød. Først da var folket renset og genfødt. Rede til at gå ind i det forjættede land.
Jesus tilbringer 40 dage i ørkenen. Her prøves hans identitet, og samtidig skærpes hans karakter, så han også senere kan modstå de fristelser, han møder.
40 uger er også den periode, en kvinde er gravid. Det er en gammel indsigt, at 40 er den tid, det tager at føde noget nyt – eller genfødes.
I dag kan vi betragte 40 dages faste som et 40-dagesprojekt. Det passer mange godt – ikke mindst yngre mennesker – med projekter. Et afgrænset projekt med en tydelig begyndelse og en klar afslutning. Men efter projektets afslutning ønsker vi vel at være kommet lidt videre. Ikke blot at vende tilbage til status quo.
Derfor sigter ovennævnte bog på en mere grundlæggende forandring. Det er naturligvis et stort mål. Men det er muligt. Ikke så meget på grund af af vore anstrengelser som på grund af Guds forvandlende nåde. Vi ved alle, hvor oplivende og fornyende det er at været tæt på gode mennesker, der med inspiration og opmuntrende støtte får os til at vokse som mennesker. Når det påvirker og former os i den grad at være i et motiverende fællesskab, hvor meget mere vil det så ikke forme og forny os, hvis vi tilbringer lidt tid sammen med Gud, vor kærlige far. Jesus, vor befrier. Og Helligånden, vor livgiver.
Vandring nærmere den skabende, formende og fornyende treenige Guds fællesskab er fastens egentlige formål. En vandring, der former os til at tage imod opstandelsens nye liv, når det påskemorgen står op med al sin livsforvandlende kærlighed og skaberkraft.
Det er selvsagt en vandring, der kræver øvelse. Denne lille fastebog er derfor dybt afhængig og gennemsyret af en gammel, trefoldig vej, der er lige så gammel som kirkens tradition. Fra Bibelen, via ørkenfædrene og Luther, helt frem til blandt andet Lene Højholts udbredte bog ”Vejen”.
Denne trefoldige vej forløber i tre spor: renselse, oplysning og forening, der bevæger sig dynamisk ind og ud af hinanden.
Renselse: Vi renser ud i alle de gamle uhensigtsmæssige mønstre og dårlige vaner. Gør os fri af gammelt skidt og skrammel, vi let kan undvære. Vi mærker hurtigt befrielse. Det gør godt. Det giver mod på at vandre videre, og så kommer vi snart til oplysningens spor.
Oplysning: Det er i lyset, vi strækker os mod Solens varmende stråler og bliver i helt godt humør. Alt levende vender sig mod lyset, mod Gud. De indre knuder smelter, og vore øjne åbnes, så vi kan se de smukke søskende, Gud har skabt os til at være. Her sker tillige en helbredelse af vores øjne, så vi bliver seende og kan indse, hvad vi før var blinde for.
Forening: Det giver den fornødne opmuntring til at søge dybere ind i Guds fællesskab. Til at søge foreningen. Her får vi mulighed for en grundlæggende forandring. Forandringen sker ligesom, når jern lægges i ild. Her mødes to naturer. Jernets og ildens. Det er jernets natur at være kold og hård. Medens det er ildens natur at være varm og glødende. Ildens natur er stærkere end jernets natur. Derfor er det ilden, der forvandler jernet. Ganske langsomt bliver jernet som ilden: varmt og glødende.
På samme måde transformeres vi, når vi forenes med Gud. Guds natur er naturligvis langt stærkere end vores natur. Så vi forvandles, når vi bruger lidt tid dagligt i et frugtbart møde med Gud. Vi bliver ganske langsomt lidt mere som Gud: elskende, tilgivende, rummende.
Naturligvis ændres alt ikke på 40 dage. Men vi kan tage et væsentligt skridt. Og næste faste kan vi jo tage endnu et. Denne form for faste rummer muligheden for større integritet til at møde hverdagens mange krav, hurtige forandringer og tilsvarende uoverskuelighed.