Handler evangelierne om Jesus? Eller handler de om os selv? Ja, måske er det ikke noget enten-eller, men et både-og. Og hvis evangelierne også handler om os, ja, så er det vel også sagt, at de ikke er historiefortælling. Evangelierne handler ikke bare om Jesus, men om mennesket. Evangelierne har ikke bare den historiske beretnings korte perspektiv. Evangelierne er menneskets historie. Historien om, hvad vi var, hvad vi er, og hvad vi skal blive.
Intet sted er det tydeligere end i fasten. Den ældste fortælling om fastens univers møder vi i Markusevangeliet. Jesus kommer som voksen mand ud til døberen Johannes og bliver døbt af ham. Hos Markus er der ingen stald og ingen krybbe, fortællingen begynder ikke med et lille barn i vuggen. Men Markus’ fortælling er ikke en afsnubbet sag. Minimalismen skærer ikke noget af, den skærer blot ind til benet, for at vi ikke skal fortabe os i udenomsværkerne.
Vi kender alle fortællere, der lader sig fange i både det ene og det andet, således at pointen hurtigt fortaber sig i tågerne. Sådan er Markus ikke. Han fortæller kort og knapt – og altså ikke for at korte af, men netop for at åbne op for det store perspektiv. Hele den evangeliske fortællings mening bliver rullet op i fastens to indledende fortællinger: først den om Jesu dåb, og så den om fristelsen i ørkenen.
Fortællingen om Jesu dåb og hans afvisning af Den Onde er ikke bare en privat historie om en mand fra Nazaret. Den handler også om os. Eller siger noget, ja, alt, om vores liv – før, nu og i fremtiden. Fortællingen om Jesu fristelse er nøglen til det hele.
Meningen er sammenhængen med den gammeltestamentlige fortælling om Satan, der fristede Adam og Eva til fald. Der er fra tid til anden teologer, der går ind for at rive Bibelen i to dele, smide det gamle væk og kun beholde det nye.
Kristendommens første evangeliefortælling om Jesu møde med fristeren afslører, at det er her, meningen med alt det følgende skal hentes. Løsnes forbindelsen mellem den gamle og den nye fortælling, forsvinder meningen. Så bliver evangelierne bare sniksnak om en for længst død mand. Løsnes forbindelsen mellem Adams fald og den døbte Jesu sejr over Den Onde, så lukkes vi ude af fortællingen og kan da med rette spørge, hvad det hele rager os!
Og vi må så også spørge, hvad der overhovedet er meningen med vores dåb. Naturligvis kan dåbsbegivenheden fyldes med mange herligheder af social og kulinarisk karakter.
Denne hyggeseance er der for tiden en del præster, som mener bliver spoleret af kirkens ritual, der kalder dåben en ”genfødsel”. Og også spoleres af forestillingen om, at barnet i dåben bliver et ”Guds barn”. ”Genfødsel” er en hån mod den naturlige fødsel, og den nyfødte er vel ”Guds barn” fra fødslens første øjeblik.
Ja, det er følsomheden, der fører ordet for tiden. Og taler den end højt, så har den dog endnu ikke kunnet fået udraderet de sammenhængende fortællinger, der har udtrykt kristendommens mening i 2000 år: skabelse, syndefald, dåb og fordringen om et nyt liv.
Af disse fire søjler er der i hvert fald én, der er forvitret, ja, vel nærmest sunket i grus. I klassisk luthersk kristendom er syndefaldet og dåben bundet tæt sammen. Hvis ikke synden skal tage meningen ud af livet og føre til fortvivlelse og depression, må den modsiges af dåbens ord om tilgivelse og genfødsel.
Som nævnt har denne opfattelse ikke høj status for tiden. Synden er – ganske vist ikke i livet, men i læren – blevet markant devalueret. Så meget, at mange ønsker den unævnt ved dåben, man skulle jo nødig have den gode stemning ødelagt. Dåben er blevet en hyldestfest til den altid gode Gud. Jo, den altid gode Gud er på mode for tiden. Ingen dommedag, men alles frelse, det er kristendom til tiden.
Men glemte vi ikke den fjerde søjle? Hvor blev ”det nye liv” af? I det 20. århundredes hardcore lutherdom havde man så travlt med at tage afstand fra katolicismens og Indre Missions tale om gode gerninger, at enhver tanke om et ”nyt liv” kun fremkaldte gysen. I egnes øjne sikkert hellig gysen – over synderens hovmod. Var der i de tider ikke et bonmot, som lød: ”Gud er alt, jeg er intet, og du er en idiot!”.
Sådan taler man ikke mere i følsomhedens tidsalder, følelserne har alligevel ikke formået at genrejse den fjerde søjle, fordringen om et nyt liv. Måske lidt i omgangen med de grønne planter, men kristendom handler da vist primært om livet mellem mennesker.
Når det nye liv er faldet ud af det folkekirkelige univers, skyldes det utvivlsomt to ting. Den maksimering af synden, som fandt sted i første halvdel af forrige århundrede. Synden var alt, hvad der var at sige om mennesket: synder og idiot – det er, hvad du er! Og for det andet: Verdens uomgængelige undergang og altings afslutning, der er forudsætningen for alt i Det Nye Testamente, er blevet erstattet med fysisk-mekaniske strategier – Grøn Kirke – for at undgå klodens undergang.
Måske skyldes det, at vi har fået ordet frelse galt i halsen. Ganske vist flyder ”frelse” op og ned ad siderne i Det Nye Testamente, men det har i dagligsproget fået en grim bismag. At ”være frelst” er en skarp dom over et menneske, fordi det omtaler et menneske, der mener at være kommet i mål.
Men sådan er meningen ikke i Det Nye Testamente, tværtimod! Når det i Markusevangeliet hedder ”Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst”, ja, så kan det vel kun handle om begyndelsen. ”Frelse” i Det Nye Testamente er ikke at komme i mål, men at få lov til at begynde. Ellers ville barnedåb jo også være absurd. ”Frelse” er den gave at få lov til at begynde sit liv – det liv, som Gud ved skabelsen ville, at mennesket skulle leve.
Og vi skal derfor ikke bare have trukket ”frelse” ud af den pralende selvpromovering, vi skal også have det trukket ud af det religiøst-spirituelle univers, som den folkekirkelige oversættelse af Det Nye Testamente pådutter os. Og som er en metafysisk tågedannelse, ingen forstår indholdet af.
”Frelse” bør erstattes med ”befrielse”. Da Jesus hænger på korset, lægger evangelisten Markus de spottende tilskuere følgende i munden: ”Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.” Der er vel her ikke megen uklarhed over, hvad ”frelse” betyder. Det må betyde ”redning” eller ”befrielse”. At blive ”frelst” er at slippe ud af en klemme, at blive løsgjort fra bånd, der har bastet og bundet en.
Og så er vi tilbage ved fasten. Der er en århundredlang tradition for at forbinde fasten med en reduktion i kostindtagelsen. Men denne kropslige ting er selvfølgelig ikke pointen, omend det sikkert mange steder var nødvendigt at omgås resterne af sidste års høst med nogen forsigtighed.
Fastens mening er at samle opmærksomheden mod det liv, som han, der blev døbt og derefter afviste Satan, gjorde muligt. Fasten er dybest set skabelseshistoriens anden afdeling. Hvad den skabte Adam ikke kunne, kan den anden Adam.
Vi hører i det ældste evangelium ikke om, at han bliver født, fordi det, det drejer sig om, er genfødslen. Enhver Adam får i dåben en befrielse til det gudskabte liv. Og som dåbsfortællingen også er en fortælling om os, således er fortællingen om fristelsen også en fortælling om os. Om den i dåben skænkede frihed. Frihedens magt får i dåben store kræfter. Men tør vi tro det? Det er jo nemmere at mene, at det kun handler om Jesus.