Prøv avisen

Fasthold tilliden som kerneværdi efter Nolde-tyveriet

Tidligere chef for PET, forfatter og foredragsholder Hans Jørgen Bonnichsen mener ikke, at tyveriet af Emil Nolde-altertavlen skal lede til forøgede sikkerhedsforanstaltninger i de danske kirker. Foto: Lea Meilandt Mathiesen/ Denmark

Tyveriet af Emil Noldes værk i Ølstrup Kirke var ikke alene et tyveri af en værdifuld altertavle, men et røveri af troen på, at tillid fortsat er en af vore kerneværdier i det danske samfund. Men tyveriet må ikke få os til at lukke vore kirker inde bag låse, bolte, alarmer og overvågningskameraer. Bevar fornuften og tilliden, for det er det bedste værn mod det onde

Ein Nolde hier anzutreffen! Das war ein Überraschung (At finde en Nolde her! Det var overraskende, red.). Sådan skrev en tysk turist for nogle år tilbage i gæstebogen til den lille kirke i Ølstrup mellem Herning og Ringkøbing.

Indtil den 11. marts deltes denne overraskelse utvivlsomt med mange danskere. Det var nemlig dagen, da medierne fortalte os: Et maleri af kunstneren Emil Nolde var stjålet fra Ølstrup Kirke ved Ringkøbing. Maleriet menes at være 10 millioner kroner værd!.

Jeg sad i min bil på vej til et møde i København, da DR Østjylland, som de første, fortalte mig om tyveriet. De ville høre min reaktion, da de åbenbart kendte mit specielle forhold til Emil Nolde.

Og lad mig da blot erkende det, at selvom jeg kunne tale frit under kørslen, uden at risikere en bøde på 1500 kroner, og selvom jeg i 41 år har beskæftiget mig med kriminalitet af den værste slags, så måtte jeg køre ind til siden.

Jeg var altereret, mildt sagt harm i hu, over at konstatere, at nogen kunne være så ussel, så kynisk, så besatte af profit eller samlemani, at intet var dem helligt. End ikke en smule faglig professionel stolthed, da gennemførelsen af tyveriet var simpelt og på niveau med at stjæle sutten fra en baby.

LÆS OGSÅ: Kunsttyveri sætter kirkers åbenhed under pres

Det var ikke alene et tyveri af en værdifuld altertavle, men for mig et røveri af troen på, at tillid fortsat er en af vore kerneværdier i det danske samfund, og at netop kirken var bolværket, symbolet på, at dette håb var fortsat eksisterende.

Jeg er som Nolde et barn af grænselandet, ganske ejendommeligt og ikke altid lige lykkeligt, som han sagde, og netop derfor har jeg beskæftiget mig en del med denne arv. Og under mine foredrag om Nolde og Danmark har jeg med glæde og stolthed peget på, hvor enestående og tillidsfuldt det har været, at det stadig i Danmark var muligt at have et maleri af en i dag verdenskendt kunstner, hvis værker sælges til eksorbitante beløb, opbevaret i et frit og fredfyldt tilgængeligt kirkerum, uden at være skjult bag skudsikkert glas, alarmsystemer og overvågningskameraer.

Ølstrup Kirke og Noldes altertavle blev for mig et ikon, et stærkt ekspliciteret udtryk for noget af det dyrebareste, der er ved at leve i et højt udviklet tillidssamfund. Det var en opmuntring i det ellers så dystre billede af, at frygten gennem de seneste år har medvirket til en indsnævring af begrebet, til tider frem mod det livsfjendske, hvor vi gradvist er ved at bevæge os væk fra tillidssamfundet til et mistillidssamfund, hvor alt og alle overvåges.

Tendensen er bizart og paradoksalt udtrykt i den dårlige amerikanske vittighed om, at i NSA (National Security Agency) siger man: Vi tror på Gud, men alle andre overvåger vi!.

Min opmuntring i det ellers så digitale panoptikon, vi alle befinder os i, var udfordret og måske endt med et nedslående resultat.

Noget sådant oplevede Nolde også med altertavlen. Først glæden over bestillingen på værket og senere den deprimerende og nedslående modtagelse af værket.

NOLDE BLEV I 1902 GIFT med den danske skuespiller Ada Vilstrup, hvis onkel var provst i Borris, hvorunder kirken i Ølstrup sorterede. Under et familiebesøg hos denne fik Nolde bestillingen på altertavlen.

Nolde valgte klogt, måske ikke klogt nok, at male et billede, der i motiv, komposition og belysning tager sit udgangspunkt hos Rembrandt og dennes behandling af temaet i Emmaus, en gengivelse af beretningen fra Lukasevangeliet kapitel 24, vers 13-35. Historien om de to disciple, der får følgeskab af den opstandne Jesus på deres vej til Emmaus, men som de først genkendte, da de sad til bords sammen, hvor Jesus velsignede brødet og gav dem det.

En beretning om tvivl og tro, der helt forunderligt i eftermiddagstimerne på en solrig dag understreges af, at solens stråler gennemtrænger kirkens vinduer, hvor de rammer og bevæger sig over værket fra venstre mod højre, fra den vantro over Jesus til den troende discipel. Det kan nu ikke længere opleves.

Altertavlen med billedet var på plads i 1904. I kirkens regnskabsprotokol ses de samlede omkostninger til nyerhvervelsen anført til 355,62 kroner.

Nolde var tilfreds med resultatet: Billedet ser rigtigt godt ud og Altertavlen pranger nu i splinter ny Gevandt, strålende ned på det andægtige kirkebesøg, skønt og festligt, skrev han til sin svigermor i København den 19. marts 1904.

Nedslående blev menighedens reaktion. Den kan i dag være vanskelig at forstå, da billedet konkret og farvemæssigt er meget lidt udfordrende og en decideret modsætning til Noldes kendte ekspressive palet.

Noldes begejstring deltes ikke af menigheden. Altertavlen vakte bestyrtelse: Det var for krast i sin farvesammensætning og i sin fremstilling af de enkelte figurer, som det blev sagt. En gæstepræst nægtede simpelthen at prædike i en kirke med et sådant billede.

Hvad der begyndte med et eventyr endte med at ligne en skandale. Resultatet blev, at billedet blev fjernet i 1919 og sat i skammekrogen bagved præstestolen. Det blev erstattet af en kopi af Carl Blochs Gethsemane.

Det er en tanke værd, og den deler jeg med pastor emeritus ved Kirken i Ølstrup Steffen Qvortrup, som jeg første gang så altertavlen sammen med, nemlig at fjernelsen af altertavlen skete samtidig med de nationale stridigheder i Sønderjylland strammedes op til afstemningen i 1920, hvor det satiriske julemagasin Blæksprutten skrev: Ved genforeningen fik vi Nolde, ham kunde Tyskerne godt ha beholdte.

LÆS OGSÅ: Præst efter tyveri: Kirken skal ikke være et museum

Men 19 år efter vendte billedet tilbage til ære og værdighed. Nu var det comme il faut, da det netop var i årene efter, at Nolde af naziregimet blev betegnet som degenereret kunstner og i 1937 blev latterliggjort på udstillingen Degenereret kunst i München med Kristi Liv.

MEN NETOP VED GENKALDELSEN af denne historie forsvandt min modløshed. Den gav mig et nyt håb, en påmindelse og en belæring om hvilket potentialer der ligger i kunst og tro.

Trods fornægtelse, trods modstand, trods forbrydelser findes der, godt nok skrigende paradoksalt, en dyb erkendelse og anerkendelse af kunsten og troens betydning i samfundet. Det er ikke alene som en kulturfaktor, men også som en livgivende og skabende kraft, der kan bringe lys i mørket.

Historien her er en ekspliciteret lære om, at selv om mørkets kræfter betragter troens og kunstens styrker som noget udfordrende og farligt, og trods utallige forsøg på at undertrykke disse styrker er resultatet, at de altid vender tilbage og med forstærket kraft.

Mørkets kræfter er, som Kierkegaard har fortalt os, det dæmoniske, som han definerer som det indesluttede, det kedsommelige og det tomme.

Præcist sådan må det være for den kriminelle, der nu, efter den umiddelbare eufori over at være i besiddelse af et unikt værk, sidder skjult i sit mørke og oplever den fuldkomne tomhed og indholdsløshed, det må være i ensomhed at se på værket, og helt i modsætning til at man i et fælleskab, som andægtige kirkebesøgende kan opleve værket strålende imod sig.

Alt i alt blev det blev for mig en påmindelse om, at tyveriet af Noldes værk ikke må få os til at vælge det indesluttede, hvor vi lukker vore kirker inde bag låse, bolte, alarmer og overvågningskameraer, men at vi tværtimod bevarer fornuften og troen på, at netop kirken har styrken til at være et stærkt symbol på, at tillid fortsat er en af vore kerneværdier, og dermed medvirke til at kirkedøren stadig kan stå åben for håb, tro, kunst og tanker. Det er det bedste værn mod det onde.

Hans Jørgen Bonnichsen er forfatter, foredragsholder og tidligere PET-chef