Prøv avisen

Fattigdom har altid fået mennesker til at bryde op

– Det er mennesker i nød, som vi ganske enkelt ikke vil lukke døren for, siger Bjarne Lenau Henriksen, leder i Kirkens Korshær. – Foto: Leif Tuxen.

Den fri bevægelighed inden for EU har givet fattige østeuropæere mulighed for at søge til det rige Vesten, selvom danske politikere tilsyneladende ikke vil anerkende problemet

Kirkens Korshær har i de seneste år oplevet en markant tilgang af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk på vore varmestuer og herberger i landets store byer. Især er tilgangen af østeuropæere meget stor. En del af dem er såkaldte udokumenterede migranter. De kaldes også papirløse migranter eller illegitime migranter.

Kirkens Korshærs Herberger, der har driftsoverkomst med kommunerne og derfor skal registrere beboerne, skal afvise de udokumenterede migranter og kontakte politiet, der skal befordre dem videre til den instans, der kan udvise dem af landet.

På Korshærens private varmestuer og natcaféer, hvor der ikke skal ske registrering, kan mennesker komme direkte ind fra gaden og modtage hjælp anonymt. Vi spørger ikke ind til identitet, etnicitet eller livssituation, men forsøger at yde den overlevelseshjælp, mennesker har brug for, oftest mad, tøj, bad, samvær og rådgivning. Denne hjælp tilbydes også udokumenterede migranter. Vi spørger ikke ind til, om deres liv og identitet nu også er dokumenterbar. Det er tilstrækkelig dokumentation, at de står foran vores dør og har brug for hjælp.

Da Velfærdsministeriet i slutningen af 2007 truede med, at statstilskud kan fratages de frivillige sociale organisationer, der tager imod udokumenterede migranter, fastholdt Kirkens Korshær, at vi i vort frivillige private regi fortsat tager imod hvem som helst, som henvender sig.

Vi hverken kan eller vil lade folk gå og overnatte som hjemløse på gaden, når vi har mulighed for at huse dem på vore natvarmestuer. Hvis Kirkens Korshær skal kunne se sig selv i øjnene, kan vi anstændigvis ikke afvise nødstedte mennesker med elementære behov for overlevelseshjælp. I den situation er der ingen grænser.

Den fri bevægelighed inden for EU har givet fattigdommen mulighed for at søge til det rige Vesten. Fattigdommen flytter sig på tværs af grænser, lige som holdninger, kultur, kapitalfonde og finanskriser heller ikke tager hensyn til grænser. Når de rige lande længe har søgt efter de bedst uddannede østeuropæere til at tage arbejde i Vesten, følger andre indlysende nok med også de fattigste i håb om at få del i smulerne fra de riges bord. Den sociale nød er en velfungerende motivationsfaktor. Fattigdom har altid fået mennesker til at flytte sig i håbet om et liv med overlevelsesmuligheder.

På gaden har vi siden 2005 set stadig større grupper af udstødte fra Polen, Rumænien, Slovakiet, Bulgarien og Moldavien. Der er oftest tale om yngre mænd, som har haft svære vilkår også i deres oprindelsesland. De nærer ikke noget ønske om at vende hjem, førend de kan medbringe en dokumenterbar succes. De skal ikke tilbage til deres hjemland og præsentere nogen som helst for et gedigent dansk nederlag. De holder krampagtigt fast i håbet om at komme i arbejde.

I Kirkens Korshær, hvor vi kender virkeligheden ovenfra, kalder vi deres håb en illusion. Vi taler også med dem om det uholdbare i deres situation. Men de holder fast. Mange lever af de værst tænkelige skodjobs, hvor de undertiden har svært ved at få udbetalt deres løn. De har svært ved at få acceptable job, fordi deres sprogkundskaber er dårlige. Nogle af dem, der kommer til at leve på gaden i flere år, begynder også at udvikle et misbrug. Deres fysiske og psykiske tilstand nedbrydes i samme takt, som illusionerne brister.

Erfaringen fra arbejdet på gadeplan med de papirløse/udokumenterede/ulovlige migranter viser, at jo længere tid man lever ekskluderet fra normalsamfundet, jo sværere er det at blive integreret og vende tilbage til en normal tilværelse. I Kirkens Korshær er vi ikke i tvivl om, at det kan betale sig på længere sigt at give disse mennesker muligheder for at leve et liv, der ligger så tæt på normalsamfundet som muligt, også når de er boligløse og arbejdsløse.

Jo mere søvn og mad de får, desto større overskud har de til at finde arbejde og kvalificere sig til et liv i samfundet. Udelukkes de fra herberger og fra mad, bad, tøj, omsorg og andre menneskeværdighedsfremkaldende nødvendigheder, bliver deres liv et spørgsmål om ren overlevelse, og kriminalitet kan komme til at blive en overlevelsesmulighed.

Og så behøver vi tilmed heller ikke tænke på deres sundhed, selvom Kirkens Korshær har erfaring for, at det ville være en rigtig god ide, at de kunne benytte sig af vort sundhedsvæsen.

Hvis man har det blå sygesikringsbevis, kan man få gratis behandling i et EU-land, når man er EU-borger. De hjemløse EU-borgere har midt i deres travlhed med at flygte fra fattigdommen ikke husket deres blå sygesikringskort og bliver derfor afvist på hospitalerne. Lige nu oplever vi et stort behov for uofficielle sundhedsklinikker som den, Kirkens Bymisjon i Oslo er i færd med at oprette. Kirkens Bymisjon gør det, fordi det er nødvendigt og i protest mod det officielle samfunds nedværdigende afvisning af papirløse migranter.

At de hjemløse udokumenterede migranter får lov at opholde sig på Kirkens Korshærs varmestuer og natcafeer er en nødforanstaltning. Men så længe der er et politisk ønske om at afholde de hjemløse østeuropæere fra at få del i et minimum af social velfærd, tvinges de ud i en kæmpe deroute på gaden, hvor vejen til arbejdsmarkedet er en blindgyde, og hvor den definitive håbløshed og opgivenhed er endestationen. Dér bliver vi nødt til at være!

Vores velfærdsregering har ikke meldt andre planer for de østeuropæiske migranter ud end sanktioner over for de frivillige organisationer, der tager sig af dem. Det er, som om problemet slet ikke eksisterer for vort ansvarlige folketingsflertal. Det er fortrængt godt og grundigt og er i høj grad tabubelagt.

Kirkens Korshær havde i oktober 2008 møde med Folketingets socialudvalg, hvor vi redegjorde for problemerne. Socialudvalget stillede derefter spørgsmål til velfærdsministeren, som blot svarede, at det ikke var tilladt for de frivilliges overenskomstinstitutioner (herberger og forsorgshjem) at tage imod disse mennesker.

Svaret er barsk og samtidig konfliktsky. Vi mangler stadig svar på vores spørgsmål om, hvordan den danske regering har tænkt sig at gå ind i et konstruktivt samarbejde med de andre EU-regeringer for at få løst de europæiske fattigdomsproblemer og deres formålsløse vandring. Hvis regeringen altså overhovedet har tænkt sig det. Danmark skal ikke være EUs varmestue, sådan som velfærdsministeren frygter, men en stærk fortaler for løsningen af EUs fattige og udstødte medborgeres kolossale problemer.

2010 er udråbt til Europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og udstødelse. Formålet er ifølge en pressemeddelelse den 2. oktober 2008: 1) Anerkendelse af fattige og socialt udstødtes grundlæggende ret til at leve værdigt og deltage fuldt ud i samfundslivet. 2) Forbedring af offentlighedens engagement i politikker og foranstaltninger for social integration. 3) Fremme et samfund præget af større samhørighed og 4) Bekræftelse af EUs stærke politiske engagement i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse.

Det er gode ord! Anerkendende og respekterende. Når man læser dem, begynder man at tro på, at EU er et virkeligt fællesskab, hvor også de fattige og udstødte har en umistelig værdighed.

Men måske er det kun ord. Hvis ikke de gode ord bliver til konkret handling, er de værdiløse. Her har Danmark med regering og folketing i spidsen et stort og håndgribeligt ansvar. I sidste uge lancerede velfærdsministeren en storstilet strategiplan på 500 milioner kroner til bekæmpelse af hjemløshed i Danmark. Med al respekt for denne strategi og dens gode intentioner ser den helt bort fra et påtrængende og voksende problem: hjemløse udokumenterede migranter fra EU. De er ikke nævnt. Det er tankevækkende og mere end det!

Bjarne Lenau Henriksen er chef i Kirkens Korshær