Prøv avisen

Faust kan stadig lære os noget

Goethes "Faust" har i denne uge premiere på Det Kongelige Teater. I den anledning handler dagens kronik om Faust-figurens mange skikkelser i Vestens historie

Faustmyten er den klassiske fortælling om det intelligente menneskes umættelige videbegær og følgerne heraf. I anledning af Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Goethes "Faust" på Stærekassen, der spiller i perioden den 1. november til den 11. december, følger her en kort gennemgang af Faustfigurens udvikling gennem den vesteuropæiske historie med fokus på de vigtigste værker.

Faust er ældre end først antaget

Det er normalt at antage, at myten om Faust begynder med den form for protestantisk propaganda, man finder i den såkaldte folkebog udgivet i Frankfurt af bogtrykker Johann Spies i 1587. Nyere forskning har dog vist, at denne tekst, som jeg straks vender tilbage til, har et andet og langt ældre forlæg: Simon Mager, Simon Troldmand eller på latin Simon Magus var en historisk/mytisk skikkelse, hvorom kilderne er meget usikre og forvrængede af Simons religiøse modstandere. Vi kender ham blandt andet fra "Apostlenes Gerninger" i Det Nye Testamente (8, 5-24), hvor Simon beskrives som en grisk og fej troldmand, der søger at købe sig magt over Helligånden for ussel mammon.

Skriftstedet har fostret begrebet simoni, der er betegnelsen for handel med gejstlige embeder, men udover dette sted har Simon ikke fundet vej ind i den kanoniske tekst. Til gengæld har han nået en høj grad af omtale hos flere af de tidlige kirkefædre, der definerede den kristne ortodoksi negativt i forhold til en groft tendentiøs fremstilling af Simons liv og religiøse og filosofiske præferencer.

Simon Magus var en tidlig repræsentant for gnosticismen. Det er vigtigt at fremhæve, at gnosticisme ikke er nogen entydig størrelse eller trosretning. Dog er det ret entydigt, at gnosticismen og dens repræsentanter var en hovedmodstander for blandt andet kirkefædrene Iræneus (ca. 130-200) og Hippolyt (ca. 170-235).

Disse er enige i deres fordømmelse af Simon og har kun hån tilovers for dennes påstand om, at den prostituerede Helena, som han frikøber fra et bordel, skulle være en inkarnation af Sophia. Sidstnævnte er det kvindelige aspekt af det guddommelige i gnosticismen – "det evigt kvindelige" hos Goethe – der også var inkarneret i Helena af Troja.

Legenden om Simon Magus og kirkefædrenes utvetydige desavouering heraf, indstifter skismaet mellem tro og viden, der sammen med den tilbagevendende kærlighedshistorie med Faust og Helena er den egentlige røde tråd i den efterfølgende litterære tradition.

Historien om det videbegærlige menneskes oprør mod en dogmatisk og ortodoks monoteistisk autoritet, som i denne første omgang af Faust-traditionen repræsenteres af den katolske kirke, fortsættes i 1587 med protestantisk fortegn.

En fjollet Faust

Den anonymt forfattede "Historien om Doktor Johann Faust", der også slet og ret kendes som folkebogen, findes i en ny og glimrende norsk oversættelse fra 1998. Værket består af en mængde små-fortællinger, der udgør kapitlerne i den noget ujævne litterære præstation.

Grundtonen i bogen er overvejende pjanket. Faust anvender sin erhvervede viden og magt til at drive gæk med folk, ligesom fremmaningen af Helena udelukkende handler om tilfredsstillelsen af et syndigt begær. Det er også i samme ånd, at Faust i denne tekst har seksuel omgang med den tyrkiske kejsers harem, forklædt som profeten Muhammed, og efterfølgende forlader stedet flyvende og fuldt synlig for alle i pavens ornat.

Den slags tværkulturel latterliggørelse var næppe gået i dag, men Fausts generelt fjollede tilgang medfører, at man som læser ikke har svært ved at deltage i tekstens fordømmelse af ham. Protestanterne har med udgivelsen af folkebogen så at sige overtaget fordømmelsen af ærkekætteren fra kirkefædrene og den heraf følgende rektificering af deres eget teologiske og moralske projekt gennem sammenligningen med det evident umoralske.

I modsætning til folkebogen hersker der generel enighed om, at Christopher Marlowe (1564-93) har stået fadder til den første dramatisering af Faust-myten. Marlowe yndede – helt i Simon Magus' ånd – at diskutere religiøse paradokser, hvilket må have påkaldt sig en del negativ opmærksomhed i det calvinistiske England. Marlowes lyst til at beskæftige sig med disse spørgsmål var formentlig også en medvirkende faktor til hans voldsomme død ved et endnu uopklaret mord i 1593.

Hvor folkebogen understøtter antipatien mod Faust, fokuserer Marlowe langt mere på mennesket frem for funktionen. Herved fremkommer tragedien i den uretfærdighed, hvormed den ubønhørlige calvinistiske logik, der prægede den anglikanske kirke, fordrer total underkastelse fra mennesket, men ikke giver dette nogen udvej fra eksempelvis prædestinationslæren.

Gud har skabt Faust som en synder og kætter, og denne har således ingen mulighed for at undslippe sin skæbne. Med den levende skuespillers klage og dødskamp på scenen bliver dramaet reelt et subversivt stykke fiktion, der nok dømmer det syndige menneske bogstaveligt, men ligeledes holder dom over den uretfærdige autoritet ved gennemspilningen af fortabelsestableauet. Med Marlowes dramatisering transformeres den temmelig amatøragtige fortælling fra folkebogen til et højlitterært drama med psykologisk fokus. Myten har derfor påkaldt sig så stor opmærksomhed videre op gennem den europæiske litteraturhistorie.

Goethes Faust

Goethes drama kan ses som et forsøg på en genforening af tro og viden gennem Fausts frelse og forening med sin kærlighed efter døden. Goethe (1749-1832) benytter sig åbenlyst af fortællingen om Job, men i dramaets afslutning, som vi kommer til at savne i Stærekassen, er det Mefistofeles, der ender med håret i postkassen. Derfor bliver det gudsbillede, som Goethes drama efterlader, også noget mere menneskeligt, end det tidligere var tilfældet.

Faust er hos Goethe på alle måder et oplyst menneske, der mestrer de moderne videnskaber. Lige lidt hjælper det ham i hans eksistentialistiske depression, der kun kan opløses i kærlighed med djævelens hjælp. Ligesom Goethe redefinerer myten om Faust, giver han også et nyt billede på en forvirret maskulinitet, der må lade sig bjergtage af dæmoniske kræfter og gennemgå adskillige metamorfoser for at realisere sin seksualitet. Dette bliver naturligvis kun spiseligt for en vigende kristen verdensanskuelse qua det faktum, at den endelige forløsning foregår post mortem og inden for et acceptabelt paradigme med Jomfru Maria som anstandsdame.

I nyere tid har vi blandt andet fået Thomas Manns (1875-1955) "Doktor Faustus" fra 1947. Her trækkes en cirkel tilbage til folkebogen, samtidig med at Fausts fortabelse knyttes uløseligt sammen med Tysklands undergang i nazismen. Dette sker i kraft af historien om komponisten, der overskrider alle grænser og mister sin forstand i sin iver efter at forny kompositionskunsten. Kærlighed og seksualitet sublimeres i musikken, men fungerer, som det også var tilfældet hos Goethe, som katalysator for fortællingen. Komponisten Leverkühns pådragelse af syfilis bliver således en forudsætning for det skabende vanvid, som fornyelsen af den fortærskede musiske tradition fordrer ifølge teksten.

Herhjemme har Erwin Neutzsky-Wulff (1949-) skrevet en version af "Faust" fra 1989. Her transcenderer Faust ikke blot en kunstnerisk tradition, men snarere hele den vedtagne verdensforståelse. Bogen bliver således et argument for og et eksempel på et originalt verdensbillede med tilhørende erkendelsesteori, metafysik og moralfilosofi. Neutzsky-Wulff er langt hen ad vejen en nulevende repræsentant for det faustiske diktum om ikke ukritisk at definere sit verdensbillede ud fra tomme autoriteter, men tværtimod at gå kritisk til værks med de bedst mulige redskaber.

Historisk er myten om den skeptiske oprører et kommenterende modspor til tidens totalitære ideologier. Der er ingen tvivl om, at Faust-traditionen lever og har det godt. Dette skyldes især, at Faust er alle tiders antiautoritative Spørgejørgen, der kan stille tomme autoriteters urimeligheder til skue for alle os andre, hvad enten dette sker gennem Fausts fortabelse, frelse eller frigørelse.

Jakob H. Kowalski er cand.mag. og har netop skrevet speciale om Faustfigurens historiske udvikling.