Det officielle Danmark bør hylde kulturpersonligheder, der har bidraget væsentligt til dansk kulturs mangfoldighed og internationale anseelse.
Flere aktører har på det seneste efterlyst en jubilæumsfond under Kulturministeriet, der kunne sikre mod glemsel og dannelsestab. En slags personlighedernes kanon, der udløser midler, hver gang en af nationens store døtre eller sønner har mærkeår.
At det rent faktisk sker, er de store fejringer af eksempelvis H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og sidste år Carl Nielsen eksempler på. Tre kunstnere og tænkere, hvis virkningshistorie er uomgængelig, og hvis betydning derfor rækker langt ud over deres levede liv og langt ud i verden.
I en kronik i Kristeligt Dagblad den 17. februar påpegede formanden for landets litterære selskaber, Martin Dyrbye, imidlertid, at der er langt flere kulturpersonligheder, hvis mærkeår bør markeres.
Hans forslag til en jubilæumsfond har fået støtte fra lederen af nationalt videnscenter for historie- og kulturarvsformidling, Peter Yding Brunbech. Han påpeger det væsentlige i at gøre formidlingen bredere og mere alsidig, så det ikke kun er nogle få giganter, der fejres. Kulturminister Bertel Haarder (V) har sympati for forslaget, men har afvist at finde midlerne.
Derfor er det godt, at private aktører kan træde til, når staten ikke kan eller vil. Blandt de personligheder, der jubilerer i 2016, nævnte Martin Dyrbye i sin kronik forfatterne Jeppe Aakjær og Johannes Jørgensen, der begge ville være fyldt 150 år.
For sidstnævntes vedkommende er fejringen i fuld gang. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab iværksatte i efteråret 2015 arbejdet med en tekstkritisk og kommenteret udgave af Johannes Jørgensens i alle henseender store erindringsværk ”Mit Livs Legende”, hvis første bind udkom for præcis 100 år siden i 1916, og hvis sidste og syvende bind udkom i 1928. Projektet er støttet med en bevilling fra Velux Fonden.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab planlægger en samlet videnskabelig udgave af ”Mit Livs Legende” i fire bind med et efterskrift og et kommentarspor, der kan åbne hele det kulturhistoriske rum omkring år 1900, som Johannes Jørgensen i kraft af sin personlighed og avantgardeposition var med til at definere.
Litteraturhistorisk er Johannes Jørgensen (1866-1956) frem for alt kendt som den drivende kraft i gennembruddet for symbolismen og dekadencen i 1890’ernes kunst og kultur.
I lighed med sit første store forbillede Georg Brandes var han internationalt orienteret og introducerede nye hovedstrømninger i europæisk kultur som redaktør af tidsskriftet ”Taarnet”, hvortil en række af tidens markante forfattere og kunstnere bidrog.
Men med tiden kom hans liv og engagement til at række langt videre. Inspireret af sin ven, maleren og designeren Mogens Ballin, konverterede Johannes Jørgensen i 1896 til katolicismen, hvad der sendte ham på en eksodus og opdagelsesrejse ind i troens verden og ud i Europa: Tyskland, Belgien, Frankrig og frem for alt Italien, hvor Jørgensen boede og arbejdede i Assisi helt frem til Anden Verdenskrig.
Hans hårdt tilkæmpede tro, stadige tvivl og indre splittelse fik ham til at skrive om katolske helgenskikkelser, der havde været igennem samme omvendelse som han selv. Hans biografi ”Den hellige Frans af Assisi” (1907) gjorde ham verdensberømt og sælges fortsat i store oplag i den katolske del af verden. Ja, det er en af de mest oversatte og sælgende bøger af en dansk forfatter overhovedet.
Under Første Verdenskrig blev Johannes Jørgensen kendt over hele Europa for sit modige internationale manifest ”Klokke Roland” (1915) rettet imod de tyske kunstnere og intellektuelle, han mente forrådte deres intellekt og samvittighed med deres støtte til Tysklands brutale fremfærd, ikke mindst i det neutrale Belgien.
Det er i denne frugtbare periode af sit liv, at Jørgensen begynder at skrive sine erindringer. ”Mit Livs Legende” beskriver hans livsrejse og samler op på hans forfatterskab. Jørgensen citerer flittigt fra sit hidtidige forfatterskabs centrale bøger, ligesom han citerer fra sine med tiden over 800 dagbøger, og erindringerne kan i den henseende beskrives som ét stort montageværk. Og samtidig som et nøgleværk, der lukker døren op til forfatterskabets øvrige tekster og til livets hemmelige rum.
”Mit Livs Legende” er en af Nordens essentielle bekendelsesbøger, hvor digteren Jørgensen både slører og afslører sine inderste tilskyndelser, sin inspirationserfaring og sin vej ind i troen, både som livsform, åndsform og æstetik.
Hvis nogen skulle tro, at Karl Ove Knausgård og den såkaldte autofiktion og performative biografisme er et nyt fænomen, skal de bare læse Jørgensens livslegende. Også han iscenesætter temmelig suverænt sit liv i en blanding af digt og sandhed, blandt andet inspireret af et nordisk forbillede som August Strindberg og nævnte Georg Brandes, hvis tre erindringsbind ”Levned” (1905-08) Jørgensen skriver sig op imod og måler sig med.
Jørgensens dannelseshorisont er grænseløs, han kendte Gud (måske) og hver mand, og personregistret til ”Mit Livs Legende” tæller over 1800 navne, som den lærde og levende mand læste, forskede i, mødte og kendte.
Hans energi er nærmest uforståelig. Han skrev romaner, digte, essays og oversatte europæiske og amerikanske forfattere, sideløbende med en lang journalistisk karriere ved stort set alle de danske aviser og tidsskrifter, der var værd at skrive til og for.
:At det danske og internationale samfund satte pris på Johannes Jørgensen dengang, er der ingen tvivl om. Han kom tidligt på finansloven og fik livsvarig ydelse, blev dekoreret, og han blev flere gange indstillet til Nobelprisen.
Er han glemt? Egentlig ikke. Hans plads i dansk litteraturhistorie er omdiskuteret, men central. Ligesom Georg Brandes fik Jørgensen afgørende betydning for det 20. århundredes modernisme.
Hvor Brandes lagde grunden til den kritiske verdensvendte naturalisme og de radikale tanker om personlig frigørelse, lagde Jørgensen grunden til den poetiske modernisme og den indadvendte personlige forvandling, den æstetiske og religiøse retfærdiggørelse af tilværelsen.
Ud over initiativet i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, hvor arbejdet med ”Mit Livs Legende” er godt i gang, fejres Johannes Jørgensen også af det litterære selskab, der bærer hans navn.
Her i 150-året arrangerer Johannes Jørgensen Selskabet en lille særudstilling i Johannes Jørgensens hus og æresbolig i Svendborg, og udgiver senere på året en antologi om Jørgensens forfatterskab, liv og forbindelser med titlen ”Novembersjæl”.
Det er ellers en anden årstid, Johannes Jørgensen er kendt og elsket for i brede kredse landet over, nemlig forsommeren. I 1892 skrev Johannes Jørgensen til grundlovsfesten den 5. juni ”Nu lyser Løv i Lunde”, der med tiden er blevet en del af nationens sanglinjer og hjerterum – sat på melodi af sidste års jubilar Carl Nielsen:
Nu lyser Løv i Lunde,grønt ligger Danmarks Land
imellem blanke Sunde,
et Skjold med sølver Rand;
Frugtblomsters hvide Pletter
det rige, grønne Felt,
mens højt de lyse Nætter
slår ud sit Sommertelt.
Henrik Wivel er dr.phil. og seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, hvor han sammen med Elise Iuul forestår arbejdet med den tekstkritiske udgave af Johannes Jørgensens ”Mit Liv Legende”.