Det er kirkens opgave at forkynde evangeliet ind i sin samtid. Det er et vilkår, at samfundet forandrer og bevæger sig, og derfor er det også et vilkår for kirken at være i forandring og bevægelse; udvikle nye praksisformer og måder at forkynde på. Det er folkekirken faktisk blevet rigtig god til.
Igennem de seneste fire årtier har vi et set hav af nye praksisformer: minikonfirmandundervisning, babysalmesang, natkirker og drop in-dåb for blot at nævne nogle af dem. Coronatiden har ligeledes vist, i hvor høj grad folkekirken evner at omstille sig og tænke nyt. På kort tid formåede præster og kirkens øvrige ansatte i samarbejde med menighedsrådene at finde nye veje for forkyndelse og kontakt med menigheden. Meget kunne have været gjort anderledes og noget sikkert bedre, for alt er svært første gang; men viljen til og bestræbelserne på at være kirke under hidtil ukendte vilkår fejlede ikke noget.
Fra omkring 1960 er store dele af præstens arbejde flyttet fra kirkerummet og over i sognegården, og i disse år flytter en del af arbejdet endda også ud fra sognegården til gaden eller andre af hverdagslivets rum. Præsten ”repræsenterer” folkekirken på alt fra bryllupsmesser til pilgrimsvandringer, og præsters kalendere bliver i stigende grad fyldt op af arrangementer på skoler og samarbejde med kommuner, lokale netværk og foreninger, for mange vil gerne samarbejde med folkekirken.
Samtidig sker et fald i det, der kaldes kirkens kerneydelser: dåb, konfirmationer, vielser og begravelser. Samlet set tegner der sig et billede af en folkekirke, hvor noget af vægten flyttes fra højmesser og kirkelige handlinger til andre praksisformer i sognegårde og lokalsamfund.
Endvidere ligger mange opgaver i dag på tværs af de traditionelle sognestrukturer. Varetagelsen af arbejdet på plejehjem, sygehuse, fængsler, uddannelsesinstitutioner kræver nye tværgående og specialiserede præstestillinger. Over de seneste 20 år har vi set en tredobling af de såkaldte funktionspræstestillinger, og hver sjette præst i folkekirken har i dag en specialpræstefunktion enten på fuldtid eller som en kvote, der er kombineret med en almindelig sognepræstedel.
Samfundet er præget af mangfoldighed, valgfrihed og mange udtryksformer, så det er ikke underligt, at der også er mangfoldige forventninger til folkekirken, der lever af at have en tæt relation til sit nærmiljø og den tid, vi er kirke i. Den relation vedligeholdes kun, hvis der er mange døre ind i kirken og de opleves som attraktive og relevante for sognets beboere at gå indad. Men gudstjenesterne skal fortsat være hjerteslaget i alt, hvad der ellers foregår i kirkerne.
Det vil jeg argumentere for i fem korte teser:
Tese 1: Kirkens relevans afhænger af dens gudstjenester.
Uden forankringen i gudstjenesten ville mange af kirkens aktiviteter miste deres særlige karakter og sognegården ville blive reduceret til et klublokale eller et aktivitetscenter. Derfor handler det heller ikke om at skabe en masse aktiviteter for at ”lokke folk i kirke”, men det handler om, at menighedens fællesskab folder sig ud i inkluderende aktiviteter og fællesskaber. Enhver menighed må med jævne mellemrum stille sig det samme grundlæggende spørgsmål: Hvad er det, vi er til for? Og hvordan går det med det, vi gør, i forhold til det, vi vil? Spørgsmålene er de samme for menigheden i Avedøre og Allerød, men svarene vil være forskellige – og det er godt.
Tese 2: Alternative gudstjenester er ikke en konkurrent til højmessen, men udtryk for den mangfoldighed, vi skal have som folkekirke.
Højmessen skal fortsat være den klassiske fælles gudstjeneste, men mange steder deltager der flere mennesker i nogle af de andre gudstjenester, der er i løbet af ugen. Forestillingen om, at vi i højmessen er en stor menighed, hvor alle kender hinanden og føler et fællesskab, er udfordret. I højmessen er der ofte flere menigheder: en stor flok konfirmander, et dåbsfølge, nogle turister og så videre. Ethvert menighedsråd bør overveje, hvordan man modtager og indlemmer de forskellige delmenigheder i højmessen som den fælles gudstjeneste. Vi gør for eksempel meget for at introducere konfirmanderne til højmessen i dens traditionelle form – men hvordan ville den se ud, hvis vi så den som mulighed for at introducere/inddrage dem i et gudsforhold og et religiøst sprog?
Tese 3: Tidspunktet kan variere.
De fleste steder ligger højmessen søndag klokken 10. Det er en tradition, vi har arvet fra landbrugssamfundet, hvor ingen arbejdede om søndagen, og alle færdedes inden for sognegrænsen. I dag arbejder mange på søn- og helligdage, har ”delebørn”, deltager i turneringssport og besøger familie i den anden ende af landet. Nogle steder er søndag klokken 10 stadigvæk det rigtige tidspunkt for højmessen, men andre steder er det værd at overveje, om gudstjenesterne ligger på de rigtige tidspunkter.
Tese 4: Popgudstjenester er ikke (nødvendigvis) ”poppede”.
Den traditionelle højmesse er for nogle mennesker en eksklusiv form, fordi dens sprogdragt og musikalske formsprog føles finkulturel. Nye salmer og musikformer har i mange tilfælde vist sig at være en dør, der åbner kirken. Men straks melder skepsis sig – for lefler vi ikke for folk og smider barnet ud med badevandet, hvis vi også imødekommer de mennesker, som hellere går til pop- og rockkoncerter? Det er tankevækkende, at den skepsis oftest melder sig, hvis man i gudstjenesten anvender indslag fra popkulturen, hvorimod anvendelsen af for eksempel jazz sjældent udløser protester.
Der er en tendens til, at vi forbinder kvalitet – også i gudstjenesten – med det, der synges og spilles på P1, mens dårlig kvalitet er det, der spilles på P3 og P4. Men i en evangelisk-luthersk kirke afhænger kvaliteten af, om folk kan høre og mærke evangeliet forkyndt for dem, og om de selv kan bede med og lovsynge Gud. I bedste lutherske forstand skal vi bruge det sprog (også det musikalske sprog), der tales uden for kirkemuren og det er i vore dage mange forskellige sprog. Det afgørende er, om formen tjener indholdet – om det, vi gør, ”driver på Kristus” for nu at sige det med Luthers ord.
Tese 5: I fremtiden skal vi have større liturgisk frihed inden for en fælles ramme.
Lige nu diskuteres folkekirkens gudstjeneste ivrigt på baggrund af diskussionsoplæg fra biskopperne. I en af rapporter peges der på tre forskellige modeller for en fremtidig regulering af folkekirkens gudstjeneste. Efter min mening er den eneste farbare vej, at vi inden for en fælles ramme får flere muligheder for for eksempel at vælge nye salmer, musik og bønner. Flere valgmuligheder giver langt bedre muligheder for at inddrage menigheden i medansvar og tilpasse gudstjenesten til lokale behov og ønsker. Det afgørende er, at det teologisk gennemtænkt og lokalt forankret. De centrale elementer i højmessen skal fortsat være fælles for hele folkekirken: selve gudstjenestens opbygning om bøn, sang, bibellæsning, prædiken og ritualerne for dåb og nadver.
Mange af de muligheder, der findes i folkekirken i dag, fandtes ikke for en generation eller to siden. Så selvom nogle måske har et billede af, at alt er ved det gamle i folkekirken, så er der faktisk masser af udvikling i folkekirken. De nye menighedsråd, der vælges i dette efterår, behøver ikke at komme til at kede sig. Der er masser af ansvar og opgaver til dem. Udfordringen er at fortsætte udviklingen af folkekirken, så den opleves som relevant og dermed fortsat kan være kirke med bud til samfundet og det enkelte menneske.