Prøv avisen

Filmen knækker for Dan Brown

KRONIK: Spændingsromanen "Da Vinci Mysteriet", som har filmpremiere verden over i morgen, bygger sit plot op omkring tre store løgne, som er lette at afsløre. Dan Browns konspirationsteorier holder ganske enkelt ikke for nærmere historisk granskning

ALDRIG FØR HAR Paulus' advarsel til disciplen Timotheus været mere aktuel: "... du skulle påbyde visse folk, at de ikke må føre vranglære eller holde sig til myter og endeløse stamtavler, hvad der snarere fremmer spekulationer, end det tjener Guds frelsesplan ..." (1. Tim 1:4)

Dan Browns bestseller "Da Vinci Mysteriet" er netop myter og spekulationer over endeløse stamtavler. Kejser Konstantin og den katolske kirke skulle angiveligt have manipuleret med sammensætningen af Det Nye Testamente for at skjule sandheden om Jesu menneskelighed, ægteskab med Maria Magdalene og en deraf følgende slægt, der lever helt op til vor tid som Jesu efterkommere.

Uhyrligt? Ja, ved gennemlæsning af Da Vinci Mysteriet mødes man af så mange utrolige historier, at man til sidst må vurdere, hvor alvorligt man skal tage bogen. Var det ikke, fordi Dan Brown i starten gør et stort nummer ud af at pointere, at alle fakta i bogen er korrekte, og var det ikke, fordi de fleste mennesker blot har et overfladisk forhold til bibel og kristendom, burde disse løgne og løse påstande tages med et skuldertræk, og bogen og filmen blot ses som en spændende thriller.

Bogen – og nu filmen – er intet mindre end et frontalangreb mod kristendommen og kalder på veldokumenteret genmæle. For den travle læser, giver præst og jurist Nicky Gumbels lille hæfte "Svar på Da Vinci Mysteriet" (Mediacellen) kort og faktuel dokumentation. For dem, der ønsker et mere indgående kendskab til baggrunden for Det Nye Testamente, de gnostiske skrifter og de mangfoldige gralfortællinger, er kirkehistoriker Oskar Skarsaunes "Den ukendte Jesus" både lettilgængelig, medrivende og veldokumenteret læsning. Her er deres svar på da Vinci Mysteriets tre vigtigste løgne:

Løgn nr. 1: Det Nye Testamente er Konstantins og kirkens værk.

"Bibelen ... har udviklet sig gennem utallige oversættelser, tilføjelser og korrigeringer ... Mere end 80 evangelier kom i betragtning til Det Nye Testamente, og alligevel endte det med, at kun nogle få blev valgt – blandt dem Matthæus, Markus, Lukas og Johannes" ("Da Vinci Mysteriet" side 238).

"Til alt held for os historikere ... overlevede nogle af de evangelier, som Konstantin forsøgte at tilintetgøre. Dødehavsrullerne blev fundet i 1950'erne ... Og selvfølgelig de koptiske skrifter, der blev fundet i 1945 ved Naq Hammadi. Ud over at fortælle den sande historie om gralen fortæller disse dokumenter om Kristi gerninger i meget jordiske vendinger" ("Da Vinci Mysteriet" side 241).

Her tilbageviser både Gumbel og Skarsaune påstandene med, at alle autoriserede bibeloversættelser er oversat direkte fra den originale hebraiske, aramæiske og græske grundtekst. Og at sammensætningen af Det Nye Testamente ikke som påstået blev foranlediget af kejser Konstantin i det fjerde århundrede, men allerede mellem 150 og 200 år efter Kristus.

Det skete ikke som en indsnævring af "80 evangelier", men snarere en udvidelse af de få bibelske skrifter, hver enkelt menighed havde til oplæsning i kirken. Biskoppen af Alexandria koordinerede menighedernes godkendelse i et brev af 367 e.Kr. og nævner de 27 skrifter, som udgør Det Nye Testamente i dag. Dødehavsrullerne omtaler overhovedet ikke "Kristi gerninger" af den simple grund, at de blev skrevet før Kristi fødsel.

Løgn nr. 2: Jesu var blot et menneske med stor magt og indflydelse.

"Under fusionen af religionerne var det nødvendigt for Konstantin at forstærke den nye kristne tradition, og derfor holdt han et berømt fælleskirkeligt stormøde, kendt som Nikæa-koncilet ... indtil dette øjeblik betragtede Jesu tilhængere ham som en dødelig profet – en stor og mægtig mand, men ikke desto mindre en mand – et jordisk menneske ... Etableringen af Jesus som "Guds Søn" blev officielt fremlagt og vedtaget ved afstemning under Nikæa-koncilet" ("Da Vinci Mysteriet" side 240).

Det er en grundlæggende præmis for bogen, at den katolske kirke og Vatikanet søger at skjule Jesu sande identitet, men den præmis holder ikke, ifølge Oskar Skarsaune. At Konstantin som påstået skulle have brændt de skrifter, som ikke kom med i Det Nye Testamente, fordi de indeholdt Jesu menneskelige træk, og indkaldt til Nikæa-koncilet for at guddommeliggøre Jesus, er rent nonsens.

Virkeligheden er lige modsat. De fire "udvalgte" evangelier i Det Nye Testamente bærer stærkt præg af Jesu menneskelige natur. Ikke blot kaldes han "Menneskesønnen", men beskrives med menneskelige træk, glæder sig, bliver vred, er træt, ynkes over folkeskarerne og så videre. Samtidig indeholder de tidligste nytestamentlige skrifter – Paulus' breve er fra ca. 50 e.Kr., og Johannes-evangeliet fra cirka 90 år e.Kr. – tydelige udsagn om, at Jesus er Guds Søn. Dan Browns konspirationsteori gør, at han er nødt til at vende det hele på hovedet.

Har man umiddelbart haft svært ved at godtage Bibelens egne udsagn, kan citater fra tidlige kirkefædre måske klare begreberne. Her citerer Nicky Gumbel for eksempel kirkefaderen Ignatius (ca. år 50-117): "Vor Gud, Jesus Kristus" og Tertullian (cirka år 160-225): "... for Kristus er også Gud".

Hvad var så formålet med Nikæa-koncilet? Gumbel forklarer, at det var for at afslutte en strid, hvor en vis munk Arius påstod, at selvom Jesus var Guds Søn, var han dog af lavere rang end Faderen – en lære, som minder om Jehovas Vidners lære i dag. Mødet endte med en erklæring, at Jesus var Guds Søn "født – ikke skabt – af samme væsen som Faderen".

Løgn nr. 3: Gralen er ikke et bæger med Jesu blod, men Maria Magdalenes livmoder, der undfangede Jesu slægt.

Da Vinci Mysteriets komplot mod kristendommen rammer til sidst kernen i den kristne tro: Jesu Kristi blod, udgydt på korset som det sonemiddel, der gør det muligt for mennesket at nærme sig Gud. Her kommer Dan Brown med en så fantasifuld teori, at dens uholdbarhed skulle være åbenbar for enhver: Konstantin formåede ikke at skjule den mest jordiske side af Jesus, hans kæresteforhold til Maria Magdalene. Det bygger Brown på, at hun ofte dukker op i de fire evangelier, og citerer derefter fra det apokryfe Philips evangelium: "Og Frelserens ledsager er Maria Magdalene. Kristus elskede hende højere end alle de andre disciple og plejede ofte at kysse hende på munden." ("Da Vinci Mysteriet" side 253).

Her argumenterer Oskar Skarsaune dog, at selvom Maria Magdalene sandsynligvis havde en særstatus blandt apostlene, ved at hun som en af kvinderne ved graven var vidne til Jesu opstandelse før dem, var hun på ingen måde i en erotisk relation til Jesus. Den samme formulering med ordet "kysse" bliver også brugt i Jesu relation til Jakob. I begge tilfælde er det en metafor for overbringelsen af guddommelig åbenbaring.

Men ifølge Brown skulle et kæresteforhold mellem Jesus og Maria Magdalene resultere i et barn af kongelig æt, den samme slægt, som den franske kongeslægt, merovingerne. Teorien bygger blandt andet på en meget spidsfindig fortolkning af ordene Hellig Gral. På fransk skulle de ifølge Brown lyde "san greal", hellig gral. Hvis man forskyder delingen af ordet, skulle det blive til "sang real", kongeligt blod. Problemet er blot, at kongeligt blod på middelalderfransk ville hedde "saindreil".

Filmen knækker fuldstændig for Dan Brown, når han samtidig med at påstå, at Jesu og Marias barn, Sara, er den hellige gral, det kongelige blod, også prøver at påvise, at den v-formede livmoder er et symbol på det bæger, Jesus brugte ved nadveren.

Sandheden om gralen – hvis man kan sige dette om en ældgammel myte – er ifølge Oskar Skarsaune, at gralen rent sprogligt er en sammensmeltning af ordet tallerken og bæger, og at denne skål blev brugt til at opsamle Jesu blod i, da han på korset fik stukket en lanse i siden.

I den tidlige middelalder blev gralen et symbol for korsridderne, hvis sværd netop blev konstrueret sådan, at blodet fra den, de måtte stikke sværdet i, blev opsamlet i en skål ved sværdets skæft.

Længere er den ikke.

Svend Løbner er freelancejournalist