Prøv avisen

Filosoffen Nietzsche og værdiernes forfald

Hvordan skal man afgøre rigtigt og forkert efter Nietzsche?

Den megen snak om værdier var for Nietzsche et tegn på normopløsning. Det er først, når kulturer har mistet deres kraft, at vi begynder at tale om nødvendigheden af fælles værdier og nedsætter værdikommissioner. Men da er det for sent, for en kulturs normer skal tros, skriver dagens kronikør

Under en ateistisk vækkelseskampagne i England for få år siden kunne man læse et opsigtsvækkende slogan på bybusserne: Der findes højst sandsynligt ingen Gud. Så hold op med at bekymre dig og nyd livet.

Jeg har svært ved at forestille mig en større kontrast til den tyske filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) forkyndelse af Guds død, der for ham betyder præcis det modsatte:

Hvad var det vi gjorde, da vi rev jorden bort fra sin sol? Hvor bevæger vi os nu hen? Væk fra alle sole? Falder vi ikke ustandseligt? Bagover, til siden, forover? Er der stadig et oppe og et nede? Strejfer vi ikke omkring gennem et endeløst intet? Er det ikke blevet koldere? Hvordan finder vi trøst, vi mordere? Det helligste og mægtigste, som verden hidtil besad, forblødte ved vores knive.

Der er al mulig grund til bekymring, for efter Guds død er tilværelsen uden orden, og mennesket må lære at stå på egne ben. Men Nietzsche havde tydeligvis svært ved at finde fodfæste i en verden uden faste koordinater. Denne følelse af kosmisk hjemløshed forbinder ham med fritænkere fra den danske litteraturhistorie som Niels Lyhne og Lykke-Per. Hos dem er såret også så åbent, at man fristes til at kalde dem de sidste heroiske ateister.

At Nietzsches indflydelse fortsat er enorm, trods hans mange uspiselige holdninger, skyldes nok, at han som en af de første satte ord på den moderne erfaring af relativisme og kontingens: Uden pardon fortalte han sin eftertid, at ingen værdier eller sandheder er absolut gyldige, at der ikke findes nogen naturlig orden, og at intet eksisterer med nødvendighed. Vi taler ham i virkeligheden efter munden, når vi hævder, at alt er konstruktioner, for eksempel moral, køn, nation, religion, identitet, seksualitet og så videre.

En af forskellene på ham og os er, at vi hylder relativismen som en særlig demokratisk dyd, hvor man giver afkald på at sidde inde med sandheden og dermed åbner for dialog og tolerance. For Nietzsche var det kun en overgangsfase mellem den gamle kristne ordens fald og en endnu ukendt ordens indstiftelse.

Relativismen var en åbning, der gav plads til noget, men ikke en tilstand, man kunne blive i. Han konstaterede bekymret, hvordan der i det postkristne, relativistiske Europa bredte sig en lad og ubekymret individualisme, hvor folk kun lever for sig selv uden tanke på helheden eller de kommende generationer.

Vesten mangler, konstaterede han, viljen til at hævde sig selv, viljen til tradition, til autoritet, til ansvarlighed i århundreder, til solidaritet i slægtskæder fremad og bagud in infinitum. Denne vilje fordamper i et samfund, hvor individerne ikke er forpligtede af en højere orden.

Også den megen snak om værdier var for Nietzsche et tegn på normopløsning. For hvis vi virkelig havde værdier, ville vi ikke tale så meget om dem. Det er først, når kulturer har mistet deres kraft, at vi begynder at tale om nødvendigheden af fælles værdier og nedsætter værdikommissioner. Men da er det for sent, for en kulturs normer skal tros, de skal være instinktive, ubevidste selvfølgeligheder. Så snart man begynder at definere og argumentere rationelt for sine holdninger, har man tabt.

Idéen om viljen til magt blev Nietz­sches bidrag til overvindelsen af relativismen og nihilismen. Han forestillede sig, at erkendelsen og moralen skulle vurderes efter, om de styrkede eller svækkede magtviljen og livskraften, eller om de gjorde mennesket svagere og mere konformt.

Oldtidens hedenske herremoral gjorde angiveligt det første, mens kristendommens slavemoral gjorde det sidste. Guds død blev også omfortolket positivt: I stedet for at gøre altet til et koldt og endeløst intet, som i det indledende citat, hævdede Nietzsche nu, at verden havde fået sin uskyld tilbage, så vi kunne leve ubekymret hinsides godt og ondt (og dermed efterkomme de engelske ateisters opfordring til at nyde livet).

Men for at nå dertil var det for Nietz­sche ikke nok at fortsætte med at angribe kirken, præsterne og teologien, som man havde gjort i oplysningstiden. Det gjaldt om at træde helt ud af religionens skygge og gennemskue, hvordan 2000 års kristendom har deformeret vores forståelse af mennesket og verden.

Dette var den svimlende opgave, han stillede sig selv, og han gik som bekendt radikalt til værks: Ingen blev skånet, mindst af alle ham selv. Vort helligste, der giver livet mening og mennesket værdighed, er ifølge Nietzsche illusioner, som den religiøse kult og metafysikkens ammestuehistorier har indpodet i os.

Således er det kristendommen, der har bildt os ind, at vi har en sjæl og en fri vilje, at der findes forskel på godt og ondt, på sandt og falskt, at der er en mening med livet, at mennesket står højere end dyrene, at universet kerer sig om os og så videre.

Nietzsche beundrede Voltaire, og i sin egen selvforståelse førte han 1700-tallets oplysningsprojekt frem til dets logiske konklusion ved at kritisere alle værdier og konventioner sønder og sammen, så mennesket endelig kunne hævde sin egen autoritet. Men det var en tvetydig frigørelse, der endte med at afskaffe mennesket, moralen, sandheden og friheden. Han fik en fornemmelse af, at oplysningen endte med at underminere sig selv.

Den kritiske fornufts undergravende virksomhed ledte ham til den konklusion, at vi har brug for religion og kunst for at bevare livsmodet. Egentlig burde vi have to hjernekamre: et til videnskab og et til ikkevidenskab, det vil sige til metafysik og musik.

Det tragiske er imidlertid, at det første kammer uafladeligt fører krig mod det andet. Erkendelsens træ og livets træ er altså ikke det samme for Nietzsche: Mennesket forbløder af den erkendte sandhed, skrev han i 1879 og foregreb måske sit eget endeligt 10 år senere, da han medlidenhedens foragter! omfavnede en forpint bryggerhest på et torv i Torino. Resten er velkendt: Efter sit mentale sammenbrud levede han som grønsag og ufrivillig turistattraktion frem til sin død i 1900 under sin emsige søsters ukærlige opsyn.

Nietzsches foragt for kirken og den gemene hob tiltalte den danske kritiker Georg Brandes, der gjorde ham berømt som aristokratisk radikalist gennem en række forelæsninger på Københavns Universitet i 1888, få måneder inden mørket sænkede sig over Nietzsche.

Fra Norden spredte Nietzsches ry sig hastigt til resten af Europa. Nu ville alle være nietzscheanere og realisere sig selv i et liv hinsides godt og ondt, på ophøjet afstand af småborgerlig moral. Henrik Pontoppidans Lykke-Per var en af dem, der så gerne ville være et vitalt overmenneske og nyde livet ubekymret, men han trak sig resigneret tilbage til den yderste provins.

Dengang var Nietzsches værk Således talte Zarathustra højeste mode. Enhver ordentlig hipster kunne citere Intet er sandt. Alt er tilladt, og ballerinaen Isadora Duncan rejste efter sigende altid rundt med et eksemplar af bogen, hvor Nietzsche opfordrer os til at danse af glæde over hans nye evangelium.

Men for filosoffen med det kraftige overskæg blev det en dans på glasskår. Ligesom Anders And løb han ud over en afgrund, fortsatte med at løbe og følte sig momentvis jublende fri indtil han opdagede, at han ikke havde grund under fødderne. Så styrtede han ned.

Lars Christiansen er ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad

Dette er den anden af fire kronikker i Kristeligt Dagblads serie om relati­visme. De vil alle kunne læses på

k.dk/kronik