Filosofi kan hjælpe mod »ondt i livet«

FILOSOFISK TERAPI: Den dybe refleksion kan være en måde at forsøge at skabe et overblik på, hvis man kommer i krise. Her kan filosofi bidrage med to væsentlige tiltag: moralsk vejledning og rådgivning på det eksistentielle område

Udskrivningen og forbruget af lykkepiller har igennem de senere år været støt stigende. For nogle er det helt fint, fordi det er en forholdsvis enkel måde at behandle folk på, og ikke mindst fordi der er nogle store økonomiske interesserer på spil. Jo mere brugen af lykkepiller bliver til en naturlig og indgroet vane, desto mere klapper medicinalbranchen sig i hænderne.

Men man kan spørge, om denne ofte kritikløse udskrivning af lykkepiller ikke er en form for reduktionisme, hvor vi søger at reducere psykiske, sjælelige og åndelige problemer til et rent kemikaliemæssigt spørgsmål?

Hvis man vil forsøge at forstå det moderne menneske, skal man også forstå, hvilket samfund det lever i. Vores nuværende samfundstilstand bliver ofte kaldt for postmodernistisk (blandt mange er Zygmunt Baumann, Anthonny Giddens og Ulrik Bech måske de mest fremtrædende teoretikere inden for dette felt). Skal man kort opsummere, hvad der kendetegner det postmoderne samfund, kan man sige, at der først og femmest er sket en sekularisering. Hvor kirken og religionen førhen spillede en åbenlyst central rolle, er den i vor tids samfund nærmest helt udspillet. Det har den konsekvens, at der for det moderne menneske ikke er nogen åbenlyse og håndgribelige værdier at knyte sig til. Relativisme og nihilisme er resulaterne af denne mangel på værdier. Selv videnskabsteorien er igennem de sidste årtier for alvor begyndt at betvivle, at der findes noget, som vi kan kalde »objektiv viden«. Der er således ikke så mange »ubetvivlelige samdheder« længere.

For det andet kan man sige, at man i moderniteten (i forhold til tidligere mere kollektivistiske samfundsstrukturer) har mistet interessen og forbindelsen til ens medmennesker. Et kendetegn for vores samfund i dag er nemlig, at der er et massivt fokus på ens autonomi og ens selvvagte livsprojekt; det gælder om at skabe sig selv et succesfyldt liv og det er ens eget ansvar. Dette stærke fokus på individet og dets muligheder efterlader mange isoleret og med en følelse af, at de ikke kan leve op til de mange krav, der stilles.

Et tredje karakteristikum er, at tid er blevet den mest eftertragtede værdi. I takt med informationssamfundets udbredelse lider mennesket i moderniteten af et informations-overload, hvor ny information til stadighed skal bearbejdes og læres. Da indholdet af denne informationsmængde yderligere har en tendens til hele tiden at skifte karakter (à la; i går var kartofler sunde, i morgen er de usunde), leder det, ganske forståeligt, til stress.

Sammenfattende kan man sige, at der hersker en usikkerhed i det moderne samfund. En usikkerhed der gør, at man ikke ved, hvem man er, hvad man skal, og hvad man skal tro på. Der er med andre ord ikke noget at sige til, at mange mennesker har det svært! Med et gammelt udtryk så er der mange, der »har ondt i livet«.

Det er her, at psykologien og psykiatrien træder til. Det er netop deres opgave at behandle og hjælpe folk med deres problemer. Som nævnt er lykkepiller ofte en udvej i denne behandlingsproces. Der er ingen tvivl om, at lykkepiller i mange tilfælde er den rigtige vej, når der er tale om depression og angst. Men spørgsmålet er, om man kan behandle sådanne eksistentielle spørgsmål og kriser med lykkepiller? Er der ikke en fare for en fejlbehandling?

Spørgsmålene, der følger med det moderne samfund, drejer sig jo i høj grad om værdier og valg - noget der jo egentlig er filosofiens hovedområde. Filosofien har måske et blakket ry for at være indelukket. Det er kun noget, der kun foregår i universiteternes højeste elfenbentårne (og mange filosofiprofessorer bidrager da også glimrende til denne tvivlsomme status). Men det er egentlig synd, for filosofi handler i bund og grund om, hvordan man skal leve sit liv. Allerede i antikken bestemte filosoffen Epikur filosofiens opgave på denne måde: »Et filosofisk argument, som ikke har en terapeutisk effekt mod menneskelig lidelse, er et tomt argument. Der er ikke brug for en filosofi, som ikke kan belyse sjælens lidelser.« Man kan altså hævde, at filosofien grundlæggende har til formål at hjælpe mennesker, og spørgsmålet er, om filosofien ikke kan tilbyde noget i forhold til de mange psykiske skavanker, der eksisterer i vores moderne samfund?

I USA er der allerede flere praktiserende filosoffer. I 1999 skrev Lou Marinoff bestselleren »Plato not Prozac«, som i høj grad har dannet skole for amerikansk filosofisk terapi. Bogen er en kraftig reaktion på det amerikanske folks udbredte brug af lykkepiller og søger at vise, hvordan man ved filosofisk refleksion over sin livssituation kan overvinde kriser og komme videre. I Norge har der i flere år eksisteret såkaldte filosofiske praksiser, som er en pandant til psykologiske praksisser.

Hvad er det så, filosofi kan hjælpe os med i dag? Og hvor er det, at filosofien kan bidrag med noget, som ikke indfanges af psykologien og psykiatrien? Igennem tiderne er der mange filosoffer, der har sagt noget klogt om livet

- om hvad det vil sige at være menneske, og hvordan man bør leve sit liv. Men det stærkeste redskab i filosofien er ikke, at man kan henvise og citere nok så mange filosoffer, men derimod filosofiens metode: den personlige refleksion.

At reflektere vil i bund og grund sige at forholde sig til noget. Kommer man i personlig krise, og hvis man synes man har svært ved at finde ud af livet, så kan den dybe refleksion være en måde at forsøge at skabe et overblik på: Hvad er mit egentlige problem? Hvori består det svære for mig? Og det er her, at filosofien kan bidrage med to væsentlige tiltag. Først er der, hvad man kan kalde den moralske vejledning. Livet er fuldt af svære valg - efter den, med Thomas Ziehes ord, kulturelle frisættelse, hvor der ikke er nogen traditioner, der guider os eller fortæller os, hvad vi skal gøre, er valg blevet en mere og mere central del af det moderne menneskes dagligdag. Moralsk vejledning går ud på, at filosofien kan hjælpe én med at opstille de forskellige valgmuligheder, der findes i en given situation. Da det gælder om at træffe den rigtige beslutning bliver det dermed også til et etisk spørgsmål. Man skal, mulighed for mulighed, vurdere, hvad der taler for og imod de enkelte muligheder. Med filosofiens skarpe, analytiske blik bliver det muligt at opstille mulighederne, og med dens rod i etikken kan man i dialog med en filosofisk terapeut finde frem til det bedste valg.

For det andet kan en filosofisk terapeut være en kompetent vejleder og rådgiver på det eksistentielle område. Hvem er jeg? Hvad er meningen med det hele? Det var førhen præstens opgave, men i takt med kirkens faldende indflydelse har mulighederne for at føre disse eksistentielle diskussioner været små. De er heller ikke hverken psykologiens eller psykiatriens kerneområde.

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at vi skal lægge psykologi, psykiatri og lykkepiller på hylden og kun udøve filosofisk terapi - men det er vigtigt at påpege, at filosofi med dens metode og tilgang til at forstå verden kan bidrage med noget særegent. Erkendelser og indsigter, der netop i dag måske har større relevans end nogensinde. Filosofien giver rum og mulighed for den dybe personlige refleksion - noget som i høj grad er fraværende i det moderne samfund. Derfor virker det yderst sandsynligt, at en filosofisk terapi kan hjælpe nogle af de »patienter«, som ellers uretmæssigt bliver behandlet med lykkepiller.

Usikkerhed, tilfældighed, ensomhed, kriser, angst mm. hører nu engang med til det at være menneske. Det er derfor ikke nødvendigvis noget, man skal bedøve eller behandle med piller, men noget, man skal reflektere over, og spørgsmål, man skal forholde sig til. Sværest af alt er jo netop at erkende, at der ikke findes nogen entydige svar på noget - men når først man kan leve med den erkendelse, forsvinder mange af de sygdomsskabende spekulationer også.

Christoffer Boserup Skov

er cand.mag.

i filosofi og psykologi

Læs kronikken i morgen: »Himmeriget i Damaskus«

af historiker og forfatter

Kristian Massey Møller