Prøv avisen
Kronik

Filosofi styrker børns demokratiske dannelse

Børn er fra naturens side filosofisk anlagt, men filosofien som disciplin skal kultiveres, før den kan vokse. Derfor kunne et filosofifag i folkeskolen være et udmærket alternativ til den omdiskuterede kristendomsundervisning

For nogle år siden, imens jeg endnu var studerende, arbejdede jeg i en periode som vikar på en folkeskole. Om skolen må det bemærkes, at den lå lidt uden for Vollsmose og derfor havde et stort antal muslimske elever. Når jeg blev tilkaldt, fik jeg som regel at vide, hvilken klasse jeg skulle have, og hvad den skulle undervises i. Men det hændte, at en lærer havde lagt sig syg uden at fortælle, hvad eleverne skulle lave den dag. I de timer fik jeg frie hænder, og så underviste jeg dem i filosofi.

Første gang havde jeg en 8. klasse, og jeg indledte timen med at spørge, hvor mange der troede på Gud. Som forventet rakte næsten alle en hånd i vejret, og jeg påtog mig straks rollen som djævelens advokat:

”Jeg tror ikke, det passer,” sagde jeg. ”Faktisk tror jeg ikke, der er en eneste af jer, der tror på Gud.”

Flere protesterede højlydt, især en del af de muslimske piger, og til en af dem sagde jeg så: ”Okay, hvis du tror på Gud, må du kunne fortælle mig, hvad Gud er.”

Naturligvis kunne hun ikke umiddelbart besvare dette kolossale spørgsmål, så jeg tilføjede: ”Hvis du ikke ved, hvad Gud er, hvordan kan du så sige, at du tror på ham? For at tro på noget, må man vel vide, hvad det er, man tror på.”

Det førte hurtigt til en diskussion af, hvad Gud er, og efter lidt tid havde klassen (med min assistance) frembragt konturerne af en definition: Gud er et almægtigt, retfærdigt og alvidende væsen, der har skabt verden oog så videre. Som djævlens advokat begyndte jeg selvsagt med det samme at pille den (lidt middelalderlige) definition fra hinanden ved hjælp af gode gamle argumenter:

”Hvis Gud er almægtig, kan han så skabe en sten, der er så tung, at han ikke selv kan løfte den? Hvis han kan skabe den, kan han ikke løfte den, og så er han ikke almægtig; hvis han kan løfte den, kan han altså ikke skabe den, og så er han heller ikke almægtig.”

Da timen var slut, var der ingen, der kunne forklare, hvad ordet Gud betød, og måske følte ingen, at de havde lært noget, men i det mindste havde de (sagde jeg til mig selv) fået noget at tænke over.

Alligevel har jeg følt mig trist til mode, hver gang jeg siden har tænkt på den time. Når jeg valgte at afholde timen som en filosofisk diskussion, skyldtes det flere ting, men den vigtigste grund var min overbevisning om, at børn af natur er filosofisk anlagt. Som det ofte er blevet sagt: Hvis man fortæller et barn, at Gud har skabt verden, vil det straks spørge: ”Hvem har så skabt Gud?”. Men den filosofiske nysgerrighed udeblev. Eleverne syntes at befinde sig i en dyb dogmatisk slummer, og mine forsøg på at få dem til at forholde sig til argumenterne, besvarede de fleste med henvisninger til imamernes autoritet: ”Det dér kan en imam forklare,” svarede de, hvis jeg for eksempel spurgte, om det virkelig var retfærdigt, at Gud dømte de vantro til helvedet, selvom de aldrig havde hørt om islam.

Når jeg nævner den time, skyldes det, at jeg er kommet i tanke om den, hver gang debatten om folkeskolens kristendomsundervisning er blevet genåbnet. Debatten handler i korte træk om, hvorvidt børn af ikke-kristne forældre fortsat skal kunne fritages fra kristendomskundskab, og den begyndte, da daværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby i juni sidste år erklærede, at hun ville overveje, om faget skulle gøres obligatorisk.

De, der er tilhængere af obligatorisk kristendomsundervisning, fremhæver kristendommens store betydning for dansk kultur og historie og betragter faget som værdifuldt for dannelsen såvel som for integrationen. Modstanderne henviser til gengæld til respekten for religionsfriheden og påpeger, at tvungen kristendomsundervisning kan få den utilsigtede effekt, at visse muslimske forældre måske vil flytte deres børn i friskoler, hvor de i stedet vil få Koran-undervisning.

Selvom det oprindelige spørgsmål er enkelt, har det affødt flere komplicerede delspørgsmål: Er kristendomskundskab i sin nuværende form et forkyndende fag? Er det muligt at gøre faget obligatorisk, uden at Danmark kommer i konflikt med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention? Vil det være nødvendigt at ændre fagets læreplan? Og vil det forbedre eller forværre integrationen, hvis faget ophører med at være valgfrit?

Det er ikke min intention at besvare alle disse spørgsmål, men derimod at påpege, at uanset hvad politikerne beslutter sig for at gøre ved kristendomsundervisningen, er der nok et større behov for at skolebørn introduceres for filosofi.

Det vil selvfølgelig være meningsløst at benægte kristendommens indflydelse på den vestlige kultur. Den viser sig, hvor end man vender blikket hen; i litteraturen, billedkunsten, arkitekturen eller den klassiske musik, og derfor må et kendskab til kristendommen være en del af dannelsesidealet i et vestligt land. Men kristendommen er som bekendt ikke den eneste kilde til Vestens kultur, og måske ikke engang den mest betydningsfulde. Det var den antikke tænkning, der gav os vores politiske og juridiske begreber; det var genopdagelsen af de antikke filosoffer, der førte Europa ud af middelalderen, og det var oplysningsfilosofien, der lagde kimen til de moderne frihedsrettigheder og til de fleste vestlige samfunds sekularisering. Den kristne religion er en del af vores kulturarv, men det samme er filosofien, og uden et kendskab til filosofi er der heller ingen dannelse.

Men filosofien er også vigtig af andre grunde. En væsentlig forudsætning for et velfungerende demokrati er, at borgerne er villige til at diskutere hinandens synspunkter; at de med andre ord anerkender, at modparten i princippet kan have ret (eller i hvert fald kan have en pointe) og derfor er værd at lytte til. Når en undersøgelse viser, at en vis procentdel af de danske muslimer sætter den islamiske lov over den danske, er det ikke så mærkeligt. Ifølge islam er Koranen Guds ord, og hvis man tror på det uden nogensinde at betvivle det, vil man naturligvis sætte Koranen over enhver verdslig lov. Derfor er det vigtigt at lære at tvivle.

Det er her værd at fremhæve en afgørende forskel på religion og filosofi: Religionen begynder med et svar. Filosofien begynder med et spørgsmål. Religionen fortæller, hvordan verden blev til. Filosofien spørger, hvordan verden blev til. Hvad enten det er Moses, der kommer ned fra Sinai-bjerget med De Ti Bud, eller Jesus, der prædiker på Saligprisningernes Bjerg, eller Muhammed, der forlader sin hule i Hira-bjerget for at diktere Koranens vers, gælder det, at ordene kommer fra Gud, og at de ikke står til diskussion (skønt de i sagens natur er åbne for fortolkning). Sokrates forkyndte derimod ikke, men diskuterede netop ud fra den indsigt, at han intet vidste. I filosofi er tvivlen en dyd, og derfor er filosofien også antifundamentalistisk.

At lade børn stifte bekendtskab med filosofihistorien og tumle med filosofiens problemer er et væsentligt skridt imod at give dem kulturel og demokratisk dannelse. Og egentlig er det også en form for integration, da det indebærer tilegnelsen af tanker fra Vestens idéhistorie.

Et filosofifag vil opfordre eleverne til selv at tænke over livets store spørgsmål. Det vil skærpe deres kritiske sans og således beskytte dem imod alverdens formørkede prædikanter. Endelig er det nok et fag, som de vil holde af. Jeg har ikke mistet troen på, at børn af natur har sans for filosofi, men som alle menneskelige anlæg må også det filosofiske kultiveres for at komme til udfoldelse.

Leander Møller Gøttcke er cand.mag. og undervisnings­assistent på Syddansk Universitet