Prøv avisen
Kronik

Forfatter: Find modet til at skrive om dig selv eller dine slægtninge

Marie Østergaard Knudsen

Mange går med en uforløst drøm om at skrive om deres egne eller deres slægtninges liv. Der er et dogme om, at det ikke er fint nok. Det er en skam, mener forfatter Marie Østergaard Knudsen, som her giver dig tre råd til, hvordan du kan komme i gang med at skrive om dig selv eller din slægt

FORFATTERNE Merete Pryds Helle og Jesper Wung-Sung udgav for nylig begge en roman, der tager udgangspunkt i deres egen slægts historie. Merete Pryds Helle fortæller i romanen ”Folkets skønhed” sin mors historie. Eller en historie, der ifølge Merete Pryds Helle minder om hendes mors historie: fra en fattig og åndeligt primitiv opvækst på Langeland til en parcelhusliv i Værløse, hvor depression lægger sig over hende som et meningsløst tæppe.

Jesper Wung-Sung fortæller sine oldeforældres svære, men stærke kærlighedshistorie, der startede, da hans kinesiske oldefar blev en levende genstand på en etnografisk udstilling i Tivoli. Transporteret til København i en truck. Her forelsker arbejderpigen Ingeborg sig i ham, og som par bliver de begge udstødt af deres familier.

Flere danske forfattere har skrevet eller er på vej med romaner, der uden blusel tager udgangspunkt i deres egen – eller slægtens – historie. Jeg nævner blot et par eksempler: Maren Uthaug med ”Hvor der er fugle”, Kirsten Thorup med ”Erindring om kærligheden” (Nordisk Råds Litteraturpris), Leonora Christina Skov med ”Den, der lever stille”.

DER VAR ENGANG, hvor det ikke var fint sådan at tage af hovedstolen. Altså at skrive om sig selv eller sin slægt. Det var måske, før den norske forfatter Karl Ove Knausgård tog alt sit tøj af og gik upåvirket gennem den litterære by med sit gigantiske værk ”Min kamp”, der ned til mindste og mest ubetydelige detalje handlede om ham selv?

Da jeg læste litteraturvidenskab på universitetet i 1990’erne, så vi slet ikke hen i de usle gyder, hvor wannabe -forfatterne sad og hæklede på deres egen historie. Det var useriøst og på mange måder for nemt sådan at skrive om sit eget liv. Eller sin slægts. I selve fagets navn lå jo begrebet videnskab, og derfor måtte og skulle litteraturen være noget andet og mere end forfatterens egen simple historie.

JEG VIL VOVE DEN PÅSTAND, at mange forfattere i dag stadig har en rem af den hud. De føler sig ikke som rigtige forfattere, hvis de tager fat i deres egne historier.

I en mistroisk krog af mit sind tænker jeg nogle gange, at Merete Pryds Helle og Jesper Wung-Sung har tænkt: Først skriver jeg om noget andet, og derefter kan jeg skrive om det, jeg brænder allermest for: historierne i min slægt. Dem, jeg har hørt igen og igen og grublet over, og som aldrig vil slippe mig, før de er fortalt. De historier, der gjorde dem til forfattere?

Jesper Wung-Sung har i flere interviews selv forklaret, at han altid har vidst, at han skulle skrive historien om sine oldeforældre, men først nu følte han, at han teknisk var dygtig nok.

Jeg synes, at det er synd, at der eksisterer dette dogme om, at man ikke må skrive om sig selv og sin slægt. Ikke for Jesper Wung-Sung, Merete Pryds Helle og de andre forfatteres skyld (de klarer sig), men for alle os andre, der gerne vil skrive. For der er så meget energi og lyst i det. Der er så meget saft og drama og knogler og ben i at skrive om det, der har været, og som man er en del af.

Det er min påstand, at der er mange, der går med en uforløst drøm om at skrive om deres eget eller deres slægtninges liv. De kan høre historierne og vendingerne igen og igen i hovedet, og de ville have så godt af at skrive dem ned. Men de gør det ikke. Til skam for alle.

Jeg drager denne konklusion, fordi der i disse år bliver holdt flere kurser i slægtsforskning end nogensinde tidligere. Mange vil noget mere og andet med den slægt, de er rundet af. De er nysgerrige, dragne og skaber mening på baggrund af det, de finder i de indscannede kirkebøger og mormonernes databaser.

Dertil kan jeg også konstatere, at flere forlag tilbyder at trykke folks erindringer. For dem, der har trodset dogmerne og skrevet.

DERFOR SLÅR JEG MED DETTE SKRIV på den store gongong og råber ud fra byens tårn: Alle må gerne skrive om deres eget liv. Eller deres slægt.

På vejen frem mod erindringerne og slægtshistorierne kan der være flere bump. Ting, man kan sige til sig selv, når man sætter sig ned. Man kan tænke: ”Åh, der er ikke noget bemærkelsesværdigt i min slægt.” Hvilket ikke er sandt. Ingen kommer igennem livet uden drama. Eller man kan tænke: ”Åh, mit liv er der da ingen, der gider læse om.”

Hvilket er helt sandt, hvis det er dårligt fortalt. Men med ret få virkemidler kan man skrive læsevenlige tekster om sin egen eller sin slægts historie.

Så derfor hamrer jeg ved samme lejlighed tre regler op på byens port. Tre huskeregler, der er vigtige, når du kaster dig ud i at skrive om dit eget eller din slægts liv:

1: Hav ikke ondt af dig selv. Eller andre. Læserne er snu væsener, og de lunter væk, hvis de lugter selvynk. Eller medlidenhed. Hvis det var hårdt (og guderne ved, hvor hårdt det var), så skriv, hvordan det var: kulden, sygdommen, gigten, fattigdommen, bemærkningerne, tæskene, ydmygelserne, de lange arbejdsdage.

Beskriv præcis, hvordan det var, uden at tilføje dine egne følelser eller konklusioner, som du måtte drage af det hele her på tidens afstand. Fortæl den grumme historie, så læserne selv kan føle dem.

2: Skriv det, du ikke kan glemme. Udvælg de historier, der bliver ved med at rotere i dine tanker. De gode, de grumme, de sjove, de uforståelige. Skriv historierne som korte, afrundede fortællinger og sæt dem efterfølgende sammen.

Hvis du ikke er forfatter og ikke har beskæftiget dig med tekster dagligt i årevis, har du af naturlige årsager svært ved at få din læser med hen over 300 skrevne sider. Men de fleste vil gerne læse korte, afrundede historier på to-tre sider. Du skal droppe tanken om at få det hele og alle med. Tænk ikke på, at det hele skal udgøre en kronologisk helhed for at være rigtigt. Rigtigt for hvem? Folk vil høre og læse de gode historier, alt det andet fyld er de revnende ligeglade med. Ligesom du selv er.

3: Digt, hvor det er nødvendigt. Det hedder fraktion. Merete Pryds Helle lægger ikke skjul på, at ”Folkets skønhed” er en blanding af hendes mors historier og skæbnefortællinger, hun har lyttet til som barn. Og de færreste, der har læst ”Folkets skønhed”, ville være uenige i, at den er et væsentligt tidsbillede, vi alle bliver klogere af at kende.

VI ER FOR HÅRDE VED OS SELV og andre, når vi kræver den store sandhed af det, vi skriver. Det gør os skrivelammede. Vi ved alle, at vi ikke kan huske alt fra vores eget liv.

Du kan af gode grunde heller ikke huske, hvad din bedstefar på proprietærgården spiste til aftensmad en aften i februar i 1952, men mange vil alligevel gerne læse historien om kabinelyset i hans nye bil, der skræmte sognets drenge, da de en mørk aften sneg sig ind i laden for at undersøge bilen, og han blev forstyrret af råb midt i selvsamme måltid.

Alle vil høre den gode historie. Den, der har en begyndelse, et højdepunkt og en afslutning. Særligt hvis de har hørt den før, og nogen nu har gjort sig den umage at skrive den ned.