Prøv avisen
Kronik

At finde livet efter mobning i skolen

Foto: Privat

Mobning i folkeskolen kan give en følelse af, at livets mulighed er tabt. Men livet, lyset og de livsglade farver kan godt finde vej igennem de mørke, tunge skygger, skriver dagens kronikør

DA JEG FORLOD FOLKESKOLEN, var jeg nedbrudt og helt uden selvtillid.

Jeg var et nul og så ingen muligheder i livet. Min største sejr, var da jeg blev menneske igen. Da mørket lettede, og der kom farver på tilværelsen.

En sensommerdag i 1970 stod jeg og kiggede på de andre børn. Jeg gik i 6. klasse og var lige startet på en for mig ukendt landsbyskole. Fem-seks jævnaldrende drenge gik over imod mig. De gik rundt om mig og skubbede. I løbet af kort tid haglede slagene ned over mig, og slimede spytklatter dekorerede mit hår og tøj. Til sidst hoppede de rundt om mig som i en indianerdans og råbte grinende: ”Nu vander han høns, nu vander han høns.”

Det blev en daglig rutine at føre mig ned bagest i skolegården, hvor siddepladserne under halvtaget blev brugt som pinebænk. I det lange frikvarter blev jeg ofte ført om på sportspladsen, hvor der var tid til en ordentlig gang prygl, og hvor det var helt legalt at tage kvælertag.

Ud over at være et yndet spyttemål blev jeg flere gange smidt i pisserenden, eller bødlerne pressede mit hoved ned i toilettet og skyllede ud. Ind imellem var jeg deres slave og blev pålagt forskellige opgaver. Nægtede jeg, blev jeg straffet. Ondskaben var en del af den idylliske landsbyskole, der var omgivet af marker og skov. Den daglige skolegang tappede al min energi, og jeg mistede efterhånden evnen til indlæring.

Et par år efter endt skolegang lejede jeg et værelse og tjente til livets ophold som skovarbejder. I den nye by formåede jeg bare ikke at skabe kontakter til andre mennesker. Skulle en gæst alligevel en sjælden gang finde på at besøge mig, blev jeg forlegen og forvirret. Samtalen kom aldrig i gang, heller ikke hvis den besøgende havde let til spøg og levende samtale. Alt blev uhjælpeligt ødelagt. Gæsten fandt en undskyldning for at slippe væk og satte aldrig sine fødder hos dette kejtede kældermenneske igen.

Folkeskolen efterlod mig som en skygge i skyggernes verden. Jeg var indesluttet og livløs. I mørket ledte jeg efter noget, som kunne give mig nogle smukke farver tilbage, så jeg kunne genvinde noget selvtillid og værdighed.

Syv år efter folkeskolens helvede søgte jeg ind på byens hf-kursus. Studievejlederen frarådede, at jeg startede, da mit karaktergennemsnit fra folkeskolen amte bunden. Jeg holdt dog fast i min beslutning og begyndte på studiet.

I FRIKVARTERERNE SATTE JEG MIG ofte for mig selv, tit ved et lidt afsides bord. Hvis jeg sad sammen med de andre, sagde jeg sjældent noget. Jeg løste alle mine opgaver med iver og videbegær. I starten troede de, jeg var lidt dum. Senere sagde de: Han er jo en klog og stille fyr. De grinede lidt og trak på skuldrene.

Mit mindreværd og min frygt for andre mennesker flyttede med mig til hovedstaden, hvor jeg læste videre. Jeg følte mig malplaceret blandt mine medstuderende, var usikker og blev mere og mere træt. Efter to år tog jeg orlov fra studiet. Jeg forlod det kolde Danmark og var tæt på ækvator i lidt over et halvt år.

I den ghanesiske hovedstad var jeg pludselig i et blændende lys under en brændende sol. Der var et myldrende og farverigt liv med råb, talen, latter og hilsner. I Ghana fortrængte farverne mere og mere mørket. Der tæt på ækvator mærkede jeg mere og mere livet igen. Jeg husker gæstfrihed, kærlighed til humøret og en oprigtig glæde ved andres selskab. Varmen gik i kroppen og medførte en hurtig udmattelse for en indadvendt nordboer som mig.

Jeg boede i en landsby i flere uger. Her var jeg sammen med hårdtarbejdende kvinder og mænd. Nogle dage sad jeg i mangotræets skygge sammen med mænd, der fortalte historier og drak palmevin. De fleste af de mennesker, som jeg mødte i landsbyen, havde en skrabet eksistens. Jeg var havnet i en verden, hvor religion, myte, overtro og historie havde central betydning, hvilket gav meget mening for mig.

Jeg husker et ophold i fiskerbyen Cape Coast. På fortet betalte jeg en guide, som meget malerisk fortalte om udskibningen af slaver. Danskerne udskibede langt over 100.000 slaver fra Guldkysten. Helt ude af proportion kom jeg til at tænke på skolegården, hvor jeg var slave og en flok drenge og et par piger var bødler og herremænd.

Jeg husker en ung kvinde, som jeg ofte købte dagligvarer af. Hun stod på gaden under den varmende sol. Hendes hår var skjult under et farvestrålende tørklæde. Fluerne sværmede om det hun solgte. Netop fluerne mindede mig om alt det, jeg havde forladt i det kolde Danmark. En dag tog hun min hånd og førte mig til en stille have, hvor der var skygge. I haven var der smukke blomster og grønsager. Pludselig tog hun det farverige tørklæde af og hendes mørke, kraftige hår foldede sig smukt ud. Nu var intet sikkert mere, og alt kunne ske. Tæt på ækvator tog jeg hul på et nyt syn af svimlende dage, hvor der kom flere og flere farver på tilværelsen.

Da jeg kom tilbage til studierne, mødte jeg mit gamle jeg, som var tynget af gamle rustne søm. Jeg flyttede ind på et gammelt og hyggeligt kollegium. Der var mange fester og lystige middage i den flotte festsal. Ved sådanne lejligheder ramte ensomheden mig ofte som en syl, der blev siddende som en smertende torn i hjertet. Jeg blev dog ikke hængende i den mørke stemning, og jeg kunne skabe kontakter til andre mennesker og føre en samtale.

Jeg blev cand.agro. i 1990 og flyttede til en lille og meget billig lejlighed tæt på Enghave Plads på Vesterbro i København. Den var uden bad og med en gasovn i stuen som eneste varmekilde. På baggangen var der et koldt toilet. At jeg kom til at bo sådan, betød at jeg havde råd til at se mange af byens teaterforestillinger, besøge byens spillesteder når der var spændende musik, og jeg så mange film om eftermiddagen, da det var betydeligt billigere at gå i biografen på det tidspunkt end om aftenen. Al den kultur berigede i høj grad mit liv. Musikken betød meget for mig og det danske band Love Shop hørte jeg hver gang de optrådte i København. Fra 1990 blev de nærmest et soundtrack til mit liv.

Jeg gik arbejdsløs i flere år, men arbejdede ind imellem i familiens frugtplantage, på Grønttorvet i Valby og i lufthavnen i Kastrup.

Efter jeg var flyttet fra kollegiet, dannede en del af dem, jeg havde boet på gang med en madklub. Vi så næsten hinanden ugentligt, hvor vi skiftedes til at lave mad. Med kollegieårene opbyggede jeg en bekendtskabs- og venskabskreds, som betød meget for mig.

Nærmest ved et lykketræf fik jeg akademisk arbejde i det daværende Københavns Amt inden for miljøområdet. Herefter blev jeg ansat i et privat firma og har arbejdet med miljø i mere end 10 år. Sidst i 2000’erne gik jeg arbejdsløs i et halvandet år. Jeg uddannede mig derfor til social- og sundhedsassistent og arbejder nu i socialpsykiatrien.

Efter folkeskolen havde jeg en følelse af, at livets mulighed var tabt. Jeg forventede altid at blive afvist, og ensomheden var som en stille omklamring, som ingen menneskelig samtale kunne overvinde. Når jeg var i selskaber eller bare gik på gaden, var jeg på vagt over for alle andre mennesker. Jeg var her for mig selv. Ingen andre var her for mig. Jeg ventede på min tid, og dagene blot fløj forbi.

Med tiden blev jeg bedre til at udtrykke mig selv. Jeg følte, at jeg som menneske havde en værdi i mig selv, og jeg fik mere selvtillid. I 1990’erne begyndte jeg at skrive, for når jeg skrev, følte jeg mig for alvor som mig og blev mindre afhængig af andres accept for at blive set, hørt, forstået og accepteret.

De mørke og truende skygger hang over mig i et par årtier. Langsomt blev de dog fortrængt af flere og flere lyse og livsglade farver. Midt i 1990’erne mødte jeg kvinden, som siden fødte vores søn. For altid forandret, for evigt forundret.

Jeg lever, tak, jeg lever.

Poul Erik Pedersen er Cand.agro. og social- og sundhedsassistent 

"Efter folkeskolen havde jeg en følelse af, at livets mulighed var tabt. Jeg forventede altid at blive afvist, og ensomheden var som en stille omklamring, som ingen menneskelig samtale kunne overvinde," skriver dagens kronikør.