FOR GODT ET ÅR SIDEN sad jeg en kold eftermiddag i avisen Le Mondes kønsløse og atmosfæreforladte hovedkvarter på Boulevard Auguste Blanqui i det sydlige Paris. Jeg var kommet for at tale med en af Frankrigs førende bladtegnere Jean Plantureux, bedre kendt som signaturen Plantu.
Det var en måned efter angrebet på satiretidsskriftet Charlie Hebdo, hvor flere af Plantus kolleger og venner blev slået ihjel.
Til forskel fra sine myrdede kolleger havde den 63-årige Plantu aldrig tegnet den muslimske profet Muhammed, og han turnerede rundt i verden med et budskab om bladtegneres bidrag til den fredelige sameksistens - Cartooning for Peace kaldte han det - men alligevel måtte han gå med livvagter, og foran hovedindgangen til Le Monde stod der bevæbnet politi.
Plantu så det som et personligt nederlag.
”Det er en fiasko for den linje, jeg har argumenteret for de seneste 10 år. Jeg har talt for dialog og samtale, men nu kan jeg ikke rejse til Pakistan, Jerusalem og Vestbredden og tale med kolleger uden at opleve et enormt pres,” sukkede han, da jeg interviewede ham til min bog ”Hymne til friheden”.
Plantu havde længe været af den opfattelse, at det kun var et spørgsmål om tid, før europæiske bladtegnere ville blive myrdet, og han mente, at vi befandt os i begyndelsen af en ”trediveårskrig”. Jeg spurgte, hvornår en europæisk tegner sidst var blevet myrdet på grund af sine streger.
Han nævnte likvideringen af den palæstinensiske tegner Naji Ali, som i 1987 blev skudt i London foran sin arbejdsplads, en kuwaitisk avis. Det var det eneste tilfælde, han kunne komme i tanke om. Den legendariske franske bladtegner Honore Daumier blev i det 19. århundrede idømt flere måneders fængsel for sine satiretegninger, der spiddede kongen, men han led ingen fysisk overlast.
DET ER NYT, sagde Plantu, at tegnere bliver myrdet. Ifølge organisationen Committe to Protect Journalists i New York blev 69 journalister i 2015 dræbt på grund af deres profession.
EU-landet Frankrig rangerer med ni myrdede medarbejdere på Charlie Hebdo som nummer to på den triste liste for det forgangne år (ud over de tre gerningsmænd mistede i alt 17 mennesker livet under angrebet på Charlie Hebdo og i et jødisk supermarked), kun ”overgået” af det borgerkrigsramte Syrien med 13 dræbte journalister, men foran lande som Yemen, Sydsudan, Irak og Bangladesh, hvor pressefriheden ikke ligefrem er en institution, der værnes om.
Charlie Hebdo var i 2015 det eneste medie i Europa, der gennem en årrække havde bragt Muhammed-tegninger. Ikke som en besættelse, men når det var relevant i forhold til nyhedsstrømmen. Efter massakren undersøgte Le Monde det satiriske blads forsider for at se, om der var hold i påstandene om, at Charlie Hebdo var særligt ude efter islam.
Det viste sig, at bladet i perioden fra 2005 til 2015 havde haft blot 7 af 523 forsider med islam som tema, svarende til 1,3 procent. Kristendommen havde i samme periode været satirisk mål for tre gange så mange forsider. I det hele taget er Charlie Hebdos foretrukne offer det indvandrerkritiske parti Front National og dets forkvinde, Marine le Pen.
Selvom millioner af franskmænd efter attentatet gik på gaden for at fordømme terrorangrebet, og ”Je suis Charlie” blev et sjældent populært slogan på de sociale medier, så udmøntede opbakningen sig ikke i en anden adfærd hos forlag, museer, filminstruktører og medievirksomheder.
INGEN OFFENTLIGGØR I DAG Muhammed-tegninger. Til forskel fra Jesus, Moses og hvad der ellers måtte være af religiøse og sekulære profeter, guder og hellige symboler, så er muslimernes profet urørlig. I Europa findes der i dag en uskreven blasfemilov, som giver muslimernes profet en særstatus.
I den efterfølgende debat anførte medier i Danmark og udlandet som argument for ikke at vise Charlie Hebdos eller Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, at der ikke var nogen grund til vise dem, når man nu vidste, at de blev opfattet som krænkende af så mange muslimer.
Ikke desto mindre bragte de samme medier i dagene efter massakren i Paris et sjældent krænkende billede. Det viser Ahmed Merabet, en politibetjent med muslimsk baggrund, der ligger på asfalten og værner for sig med løftede arme, mens en af terroristerne står bøjet over ham og er et splitsekund fra et trykke på aftrækkeren og likvidere den ”frafaldne”.
På en pressekonference dagen efter tryglede den myrdede betjents bror grædende alverdens medier om ikke at vise billedet. Ikke desto mindre bragte New York Times det på forsiden, og flertallet af europæiske medier offentliggjorde det også.
Hvorfor gjorde de det? Det skyldtes selvfølgelig, at medier på ingen måde er styret af ønsket om ikke at krænke, men af frygten for, hvad der vil ske, hvis man rører muslimernes profet. Det kan være livsfarligt. Den likviderede betjents familie truede ingen med død og ødelæggelse.
Er denne forskelsbehandling af Muhammed sund? Ikke hvis man spørger den egyptiskfødte forfatter og religionshistoriker Hamed Abdel-Samad, der siden midten af 1990'erne har boet og arbejdet i Tyskland. Abdel-Samads seneste bog ”Mohamed: Eine Abrechnung” har trukket overskrifter i tysk presse og ligger på bestsellerlisterne. Abdel-Samad er søn af en imam og har selv en fortid som islamist med tilknytning til Det Muslimske Broderskab.
Efter angrebet på Charlie Hebdo skrev Abdel-Samad et essay i Die Welt, hvor han gjorde rede for, hvorfor han så Charlie Hebdos Muhammed-karikaturer som en mulighed og ikke som en dødelig fornærmelse.
Ja, han kaldte dem ligefrem en gave til alverdens muslimer, fordi satiren anviste en vej ud af det tvangsprægede og dogmatiske forhold til troen, som er karakteristisk for mange muslimer, og det åbnede for et mere afslappet forhold til hellige tekster og symboler.
”Angrebet på Charlie Hebdo bør for muslimer være en anledning til at gøre en ende på tabuiseringen af Muhammed-kritik. For intet er mere helligt end et menneskes liv, intet er mere værdifuldt end frihed og menneskerettigheder. Måske har islam ikke brug for en Luther, men derimod for en Erasmus, en Voltaire eller for mange Charlie Hebdo'er?”, noterede Abdel-Samad med henvisning til den europæiske tradition for religionssatire.
HVORDAN VAR EN MAND med en islamistisk fortid nået frem til denne for mange kontroversielle opfattelse? Som ung religionsstuderende havde Abdel-Samad en katolsk studiekammerat. Denne fortalte ham en dag en sjofel vittighed om jomfru Maria, en hellig figur for katolikker.
Det chokerede Abdel-Samad, og han afbrød forbindelsen. Muhammed-krisen i 2006 og debatten om islam i Europa åbnede imidlertid gradvist hans øjne for en anden verden, og han endte med at se religionssatire som en nødvendig del af en frigørelsesproces.
”Pludselig forstod jeg ham. Han lo ad sin egen religion, fordi han var fri for tvang og dogmer. Først friheden gør det muligt på den ene side at holde fast ved sin tro og på den anden at have en vis distance, som giver plads til selvkritik og satire. Netop her findes mange muslimers problem,” skrev Abdel-Samad i Die Welt.
”I den islamiske historie er anklager om ”krænkelser af profeten” altid blevet benyttet af magthaverne som påskud til at fjerne deres politiske modstandere. Når muslimer derfor holder fast i, at profeten er uantastelig, så styrker de i virkeligheden despoternes magt og forhindrer forandring,” tilføjede han.
Abdel-Samads analyse bør mane til eftertanke hos dem, der gør sig skyld i de lave forventningers racisme og insisterer på, at man bør lade muslimernes profet i fred, da det - som man påstår - er det eneste, de har som en kilde til stolthed, identitet og autoritet.
Måske kunne man med Abdel-Samads ord in mente spørge, om grunden til, at så mange muslimer ikke har andet end deres profet, netop er, at de alt for længe har ladet ham være i fred?
Flemming Rose er forfatter og journalist. Hans seneste bog er ”Hymne til friheden”. I aften viser Cinemateket i København, Gothersgade 55, fra klokken 18.45 to dokumentarfilm om Charlie Hebdo. De introduceres af Flemming Rose og Frankrigs danske ambassadør, Francois Zimeray