Flugten til virkeligheden

TOLKIEN: I dag har sidste del af trilogien »Ringenes Herre« biografpremiere landet over. Skønt Tolkien selv afviste, at historien var en allegori, kan den sagtens fortolkes religiøst

Tredje og sidste del af »Ringenes Herre« har premiere i biograferne i dag. Både romanen og filmen er spændende og underholdende. Men er de ikke mere end det?

Nogle siger nej og anfører, at Tolkien selv har afvist, at romanen skal fortolkes og gøres til mere end en god historie. Jeg mener, de overfortolker, hvad Tolkien har sagt om ikke at fortolke »Ringenes Herre«.

Da romanerne udkom 1954-55, læste nogle dem som en allegori over Anden Verdenskrig. Det tog Tolkien kraftigt afstand fra. I en senere udgave af »Ringenes Herre« skrev han i et forord:

»Hvad angår en indre mening eller et »budskab«, så har det ikke været forfatterens mening, at den skulle have nogen. Den er hverken allegorisk eller aktuel. (...) Lidet eller intet blev formet af den krig, der begyndte i 1939, eller de krige, der fulgte efter.(...) Jeg nærer selv en inderlig afsky for enhver form for allegorier, og det har jeg gjort, lige siden jeg blev gammel og forsigtig nok til at opdage deres tilstedeværelse.

Jeg kan meget bedre lide historien, hvad enten den er virkelig eller fingeret, med alle dens forskellige former for anvendelse af læserens egen tankevirksomhed eller erfaringer. Jeg tror nok, der er mange, som forveksler en sådan »anvendelse« med allegori; mens det ene står til fri afbenyttelse for læseren, er det andet noget, forfatteren bestemmer over.«

Det er det, Tolkien skriver her, mange opfatter som hans egen afvisning af, at »Ringenes Herre« må fortolkes. Men han skriver blot, at romanen ikke er en allegori, og at han ikke har tænkt sig noget bestemt med den. Han afviser ikke, at den kan fortolkes. Men hvordan den skal fortolkes, vil han ikke være herre over som forfatter. Det er op til læserne at finde (på) fortolkningsmulighederne.

Det samme mønster gælder for, om »Ringenes Herre« har et budskab. I et brev til en hollandsk forlægger har Tolkien skrevet: »Hvad »budskab« angår, har jeg egentlig intet, hvis der dermed menes et bevidst formål med at skrive »Ringenes Herre«, et ønske om at prædike eller forløse mig selv for en vision af sandheden, som er åbenbaret specielt for mig. Jeg skrev primært en spændende historie i en atmosfære og på en baggrund, som jeg personligt finder tiltrækkende. Men i sådan en proces bliver ens egen smag, ideer og opfattelser uundgåeligt inddraget.«

Han afviser, at han har skrevet romanen for at meddele et bestemt budskab. Men han vedkender sig, at den er præget af hans egne ideer og opfattelser. Da han var kristen, er det nærliggende, at der må være kristne ideer og opfattelser i romanen.

Mange er slet ikke klar over, at Tolkien var kristen. I MetroXpress var der sidste efterår en notits, hvor den afslørende nyhed var, at Tolkien var kristen. De skrev: »At faderen til »Hobbitten« og »Ringenes Herre«, J.R.R. Tolkien, var fundamentalistisk katolik kommer måske bag på en del fans. Ikke desto mindre er det, hvad en ny biografi fortæller om manden, der med sine bøger skabte en engelsk mytologi.« (MetroXpress den 27. september 2002)

I et brev skrev Tolkien om »Ringenes Herre«, at den »er et grundlæggende religiøst og katolsk værk«. Umiddelbart kan det virke underligt, for hvis der er noget, der ikke er i romanen, er det fænomener, vi normalt forbinder med religiøsitet. Der er ingen guder, ingen kirker, ikke nogen, der taler om at tro, og ingen bøn.

Men der er personer, der har træk, som svarer til personer fra Bibelen. Det er tydeligt for troldmanden Gandalf. Under en kamp med et uhyre styrter han i afgrunden. Alle hans venner tror, han er død. Men han vinder over uhyret og kommer tilbage til sine venner. Og ligesom da disciplene mødte Jesus efter opstandelsen, kan Gandalfs venner ikke kende ham igen ved første øjekast.

Hobbitterne er små skabninger. Kun halvt så lange som mennesker. De ser ikke ud af noget. Men de bliver udvalgt til opgaver, som de vise og ansete ikke kan klare. Det passer på det, Paulus skriver om disciplene og de første kristne: Det er dem, der ikke er noget i sig selv, Gud har udvalgt.

Ringen kan ses som et symbol på ondskaben og på synden. For at få ringen tilintetgjort skal Frodo bringe den til Dommedagsbjerget og kaste den ned dér. Frodo Ringbæreren er på den måde et billede på Jesus, der bærer verdens synd og bringer den ud af verden ved at gå ind under syndens dom.

At Frodo er en Kristus-figur fremgår også af, at Frodo og hans venner begynder deres vandring mod Dommedagsbjerget på dagen for Jesu fødsel, den 25. december, og Frodo smider ringen i Dommedagsbjerget den 25. marts, som ifølge en gammel engelsk tradition, er datoen for den langfredag, da Jesus døde på korset.

Det er gennemgående i romanen, at aktuelle forhold skal forstås i lyset af historiske begivenheder langt tilbage i tiden. De gamle historier kan ses som et billede på Bibelens gamle tekster.

De kristne fortolkningsmuligheder er der, men presses ikke ned over hovedet på os. Men når Tolkien selv var kristen og har sagt, at hans roman er et religiøst værk, mener jeg, at en fortolkning, der får øje på det kristne i romanen, er helt berettiget - ja, at det er

den fortolkning, det er mest berettiget at foretage.

»Ringenes Herre« er en fanasyroman, og det hænger sammen med Tolkiens kristne syn på livet, døden og evigheden. Fantasyromanen kritiseres ofte for at være udtryk for eskapisme, altså flugt fra virkeligheden ind i et drømmeland. Det er Tolkien for så vidt ikke uenig i. Han mener bare ikke, det er negativt. I et foredrag om eventyr har han fremhævet, at de i særlig grad imødekommer en længsel efter en anden verden end den, vi lever i. Ikke sådan at denne verdens realiteter benægtes. Tværtimod. Fordi man er sig denne verdens barske realiteter ubehageligt bevidst, bruger man fantasien til at skabe sig nogle bedre verdner, som man kunne tænke sig at leve i. Det største ønske er at kunne flygte fra døden. Om det har han skrevet:

»Jeg har hævdet, at flugt er en af eventyrenes hovedfunktioner, og eftersom jeg ikke misbilliger dem, er det klart, at jeg ikke vil acceptere den tone af hån og medynk, der nu om dage ofte bruges om »flugt« (...) Hvorfor skal en mand hånes, hvis han befinder sig i et fængsel og forsøger at slippe ud og vende hjem? Eller hvis han, når han ikke kan det, tænker på og taler om andet end fangevogtere og fængselsmure? Verden udenfor er ikke blevet mindre virkelig, fordi fangen ikke kan se den. (...) Endelig er der det ældste og dybeste ønske, Den Store Flugt: Flugten fra døden.«

Eventyrenes lykkelige slutninger var Tolkien også positiv overfor. Han mente, de imødekommer menneskets længsel efter, at alt må ende godt. Han så eventyrenes overraskende lykkelige slutninger som et genskær af det kristne evangelium. Med Jesu korsfæstelse ser det ud til at ende i en katastrofe, men med opstandelsen sker den pludselige vending. Det er samtidig historien om verdensforløbet i bibelsk perspektiv. Den endelige katastrofe, jordens undergang, vil også vise sig som den lykkelige slutning.

Til forskel fra eventyrene er Guds historie virkelig og sand. Tolkien mente, at det er denne sande og virkelige historie, forfattere famler efter at fortælle med deres digtning. Det var det, han selv gjorde. Han skrev ikke for at argumentere for kristendommen. Hans drivkraft var længslen efter at fange og beskrive et alternativ til livet her i dødens fængselscelle. På den måde flygtede han ind i opfundne verdner. Men det var flugten til virkeligheden.

Ove Klausen er

journalist og cand.mag.

i dansk og litteraturhistorie

Læs kronikken i morgen:

»Og Gud så, at det var godt ...«

af Mads Qvortrup, Ph.D og

tilknyttet Wycliffe Hall ved

Oxford Universitet