Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

For flygtninge begynder de hårde kampe, når krigen stopper

Hvorfor fastholdes traumatiserede flygtninge som levende døde i en krigerisk og ydmygende proces i deres kamp for at få opfyldt det simple ønske, de har til Danmark: den sparsomme sikkerhed, et rødbedefarvet pas kan give? Sådan spørger kronikøren, som er professor og leder af indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital

Den 20. juni havde flygtninge deres egen dag, og forleden var det torturoverlevernes dag. Resten af året må de leve videre – alene med tanker, de ikke har bedt om, i en social situation i Danmark, der mest af alt ligner slagmarken, (de troede,) de efterlod i hjemlandet.

Flygtninge beskriver deres situation som ”rødder, der rykkes op og smides på en mødding i et andet land”. Andre overgiver sig og føler, at ”krigen vandt over mig”. Et barnebarn til en af de overlevende fra Hvidstengruppen sagde i et interview, at krigen ikke stoppede, før vedkommende døde. Mange fødes i krig, vokser op i krig, og sproget vidner resten af livet om et liv i krig.

Desværre tvinges flygtninge ofte til at leve videre i en verden fyldt med konflikter, overgreb og uskyldige ofre, selv når de får ophold i et nyt land.

Flygtninge med helbredsproblemer lever det meste af livet i modtagerlandet fanget i et lovgivningsmæssigt minefyldt farvand, der fratager dem det overskud, de kunne have brugt på sprog og uddannelse.

”Det var lettere at forsvare et helt land (Libanon), da jeg var 17 år gammel, end at forsvare en hel familie i Danmark som 37-årig,” sagde en flygtning.

Dele af de love, flygtninge er omfattet af i Danmark, betragtes af læger som en direkte krigserklæring mod deres faglighed. Læger, kommunale sagsbehandlere, sproglærere og børnene i flygtningefamilier ender også som ofre, og mange giver op. Men selv når det er for sent, må man ikke give op, er erfaringen fra en lille klinik på Odense Universitetshospital.

Laila er bare én af flygtningene, og hun blev henvist til indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital. Laila er 49 år og flygtede til Danmark. Hun tog studentereksamen i hjemlandet, men flygtede efter at have set sin mor blive voldtaget og myrdet sammen med to af Lailas ældre søskende. Laila vil ikke fortælle det, mændene gjorde ved hende bagefter, ligesom hun nøjes med at konstatere, at de overgreb, hun blev udsat for under flugten, var ”værre end dem i (hjemlandet)”.

Laila bliver fjern i blikket, når hun har sine ukontrollerede genoplevelser, så samtaler med Laila kan tage sin tid, og det hænder, at tolken også bliver påvirket. Laila har svært ved at huske selv simple aftaler og informationer og skal have hjælp af sin datter til at tage beslutninger: ”Hun er min kalender,” siger Laila.

Laila har gået tre år i sprogskole, men lærte ikke dansk: ”Jeg var der ikke rigtig i hovedet,” sagde hun, men læser stadig bøger på somalisk og arabisk og bruger computeren.

Lailas børn har klaret sig godt i Danmark og har alle uddannelse og arbejde. Eksmanden, der er psykisk meget syg af krigsoplevelser, bor alene, men kunne ikke klare sig og flyttede midlertidigt ind hos Laila, efter at han havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, der udskrev ham, fordi de ikke kunne hjælpe ham. Laila føler, hun bør hjælpe ham. Han er meget syg og kan ikke klare sig længere, men de er skilt, og Laila er bange for, at kommunen tror, de bor sammen igen.

Om dagen sover Laila, for hendes nætter er præget af mareridt og søvnløshed. Hun skal konstant sikre sig, at der ikke er soldater ved døren. Hun bliver bange for nye lyde, et vindpust eller en stemme, der hæves. Hun ser ikke tv og går, når talen falder på nye bomber og døde i hjemlandet.

En gruppe unge rødder har smidt brosten gennem deres vindue et par gange, og de har chikaneret hendes børn ved at påkøre dem med knallert, og de kalder pigerne for ludere. Laila har søgt kommunen om hjælp til at flytte, men kommunen svarede, at det ikke ville hjælpe at flytte. Det, synes Laila, lød mærkeligt: Skal man bare acceptere, at krigen fortsætter i Danmark? Verden er for hende et usikkert sted at være. Man ved aldrig, hvor næste granat kommer fra.

Efter mange år kommer Laila endelig i behandling for sine krigsoplevelser hos psykolog, psykiater og fysioterapeut. Hun lærer at leve med sine tanker og forstå sin krop, men fortiden kan man jo ikke viske ud, som hun siger.

Senere bliver Laila meget syg. Hun får det pludselig psykisk dårligt med hovedpine og kan ikke lave mad eller passe børnene. Manden er rejst fra hende og flyttet til en anden by, så hun er alene med børnene. Med nogen forsinkelse indlægges hun, og det viser sig, at hun har en hjernebetændelse. Hun vågner efter nogle dages behandling, men er hårdt plaget af hukommelsessvigt og koncentrationsproblemer. Selv små problemer gør hende voldsomt træt og stresset.

Laila har ét ønske, og det er den lille smule sikkerhed, det vil give hende at få et dansk pas. Hun har søgt flere gange uden held. Nu har hun søgt igen, med lange lægeerklæringer, og har ventet næsten et år på svar. Nu er svaret kommet: Loven er lavet om, så hun skal have en psykiater til at skrive en ny erklæring. Laila er helt slået ud, opfatter det som et afslag og er parat til at opgive det hele.

Hvis man er flygtning med PTSD, er det nu et krav, at man skal have en psykiater til at skrive en erklæring, før ansøgningen kan modtages (selvom der blev søgt, før loven blev vedtaget). De fleste traume- og torturbehandlingssteder har ikke fastansatte psykiatere, og andre psykiatere mangler erfaring med patientgruppen.

Udlændingeministeriet har ikke sundhedsfaglig viden. Da loven er svag i snitfladen mellem de juridiske og de sundhedsfaglige kriterier for dispensation til dansk indfødsret, bliver vurderingen af ansøgninger præget af juridisk overvægt i vurderingen, og resultatet er, som i Lailas tilfælde, en alvorlig forskelsbehandling: Lailas største helbredsproblem er de alvorlige følger, hun har af sin hjernebetændelse – et handicap, som har forværret de følger, hun har af PTSD. Dét er en lægefaglig vurdering og ikke en vurdering, som unge jurister i Udlændingeministeriet kan foretage.

De har netop selv vist hvorfor: Det er uacceptabelt, at der primært er et juridisk fokus på den begrænsede del af sygehistorien, der passer Udlændingeministeriet bedst. Det er udtryk for en uforsvarlig behandling af en lægefagligt kompleks tilstand, da Lailas handicap overses i sagsbehandlingen.

Loven er formuleret, så den giver ministeriet maksimal frihed til fortolkning af lægeerklæringer. Men når ministeriet blander sig i vurderingen af komplekse multisygdomme og handicap, så er der ikke længere tale om fair og saglig behandling. Lailas hårde kampe startede først, da hun slap væk fra sit hjemland. Nu har hun givet op og beder om hjælp. For hende er hele verden et usikkert sted, og børnene er begyndt at have samme fornemmelse af utryghed og vrede over at se deres ydmygede og handlingslammede mor.

En flygtning, der opnåede dansk pas, sagde: ”Jeg føler, jeg er født på ny – før var jeg levende død.” Hvorfor fastholdes traumatiserede flygtninge som levende døde i en krigerisk og ydmygende proces i deres kamp for at få opfyldt det simple ønske, de har til Danmark: den sparsomme sikkerhed, et rødbedefarvet pas kan give?

Flygtningelovgivningen savner, stik imod de politiske meldinger, et meningsfyldt integrationspotentiale. Det opleves som en krig mod en usynlig styrke, og kommunale sagsbehandlere, læger og sprogskolelærere bliver, uretmæssigt, til lette mål for vreden. Symbolpolitik hjælper ikke dem, der skal sikre integrationen.

Psykiateren Carl Jung sagde: ”Alt det, der irriterer os ved andre, siger noget om os selv.” Behovet for en krigerisk symbolpolitik, der skal forhindre en gruppe af flygtninge i at se, hvordan fred ser ud, bunder måske i, at vi dybest set godt ved, at freden faktisk er skrøbelig og værdifuld. Den er så dyrebar, at vi ikke vil dele ud af den til de rejsende, der kommer og beder om ly for den verden, vi selv er bange for at blive konfronteret med.

Morten Sodemann er professor ved klinisk institut og leder af indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital